VÆGMALERI D: DE FØRSTE ÅR UNDER ATUM-HADU, DEN SIDSTE KONGE OVER DE TVENDE RIGER.
Hieroglyfteksten lyder: Under Nilens ti første oversvømmelser holdt Atum-hadu sine pralagtige løfter, og hyksos blev standset.
I Atum-hadus regeringstid drev folk forretning, og høsten blev hentet i hus, og guderne blev tilbedt, og alle skriverkarlene gjorde sådan, som den gamle konge havde befalet, så det permanente nattemørke kunne holdes på afstand, og så det kongelige palads ikke blev oplyst af krigens brande, men kun af Atum-hadus hjerte, for han var altings mester, en reinkarnation ikke blot af Horus, men også af Atum, og med egen hånd skabte han verden på ny til glæde for sit folk.
Atum-hadu inviterede sin ungdoms onde ånder til at bese sit palads. Han viste dem det store udvalg af mad. Alt det, de så, fik deres tænder til at løbe i vand, men de fik ikke lov til at røre ved noget af det, hvorimod Atum-hadu selv spiste en blomme, sort som et kort over nattehimlen. Kongen gav sine gæster en chance for at undskylde de grovheder, de havde begået mod ham, da han var dreng. Under middagen blev hans barndoms plageånd, præsten, stegt på spid over en langsom ild, og Atum-hadu talte stilfærdigt til den store mand, der græd som en lille dreng. "Fortryder du nu?" spurgte Atum-hadu ham stille. "Ja, jeg gør, det gør jeg, herre." "Og tror du, at din anger er nok?" "Det ved jeg ikke, herre." "Det er den ikke. Du tog noget fra mig, som du ikke er i stand til at give mig tilbage." "Befal, store herre og konge, hvordan jeg kan stå til tjeneste for dig nu." "Lider du svære pinsler?" "Ja, jeg gør." "Det er det eneste, du kan stå til tjeneste med nu." Hvorefter Atum-hadu tilkaldte præstens niecer og søstre og hans gamle mor, hvilket overraskede præsten meget, og for øjnene af den døende tempelpræst tog kongen alle kvinderne fra hans familie i diverse stillinger, undertiden voldeligt og mens de græd. Senere da præsten var død af sine pinsler, befalede Atum-hadu, at hans kød skulle tilberedes, tog ham personligt af spiddet, skar hans kød ud og fodrede hoffets kæledyr med det. Atum-hadu gav præstens hjerte til sine kongelige yndlingshunde, så mandens navn og ka ville være glemt for altid.
Illustrationer: Væggene synes at have været lettere at have at gøre med hér, og teksterne er ledsaget af illustrationer, der igen viser kunstnerens gradvist voksende tekniske dygtighed. I den stærkeste af disse scener ser man præsten græde - nøgen, med spredte arme og ben, spiddet på det mest brutale nu, hvor hans muskuløse skikkelse ikke længere kan forsvare ham mod den voksne og hævngerrige konge. Atum-hadus ansigt udtrykker ikke andet end lettelse, som om denne handling bragte ham i fred med sin fortid.
Analyse: Dette er en bemærkelsesværdig passage, og det er der o grunde til. For det første giver fremstillingen, hvis den er historisk korrekt, os et glimt af mandens psyke og viser, at han selv, da han havde nået magtens tinder, stadig tørstede efter hævn for sin barndom. Han sendte sine soldater ud for at genne sine fjender sammen, og hans hævnaktioner (der må tydeligvis have været mere end en) blev gennemført på en måde, der gav ham den størst mulige tilfredsstillelse og tilføjede hans barndoms plageånder den størst mulige skam og smerte. For det andet var denne historie så betydningsfuld for kongen selv, at han tog den med i sin illustrerede biografi, som han skulle have med til det hinsidige.
Apropos udødelighed bør det bemærkes, at hundenes fortæring af præstens hjerte betød, at han ikke ville få adgang til underverdenen, idet alle de nyankomnes hjerter blev undersøgt og vejet, med en fjer på den modsatte vægtskål, inden de blev lukket ind. Og for en god ordens skyld sikrede Atum-hadu sig oven i købet, at præstens navn aldrig mere blev nævnt, en yderligere garanti for, at den rådne, grillstegte præst aldrig ville blive udødelig.
Dagbog: Haltede ned til færgen, var en tur på postkontoret, fodrede kattene. Postkontoret igen: Margaret, vær ikke tavs netop nu, jeg beder dig. Du burde telegrafere til mig, skrive til mig, på enhver tænkelig måde lade mig vide, at alting igen er godt. En dag vil jeg fortælle dig om den nervøsitet, jeg kan mærke i min mave hver eneste dag, hvor jeg ikke hører fra dig, hvert eneste minut i denne december måned, hvor du i fuldstændig tavshed har leget med mine følelser, har nægtet at prøve at lindre min smerte med et enkelt ord. Hvorfor gør du det imod mig?
VÆGMALERI E: ATUM-HADU OG STORHEDENS MESTERS DATTER.
Hieroglyfteksten lyder: Efter at Nilen var gået over sine bredder ti gange [år 1632 f.Kr.? - RMT] fik Atum-hadu en dag øje på den smukkeste af alle kvinder. Hun fortryllede ham, og han genkendte hos hende Ma'ats ånd i Isis' skikkelse, den sødeste af mødre i en pakning af lysende stråleglans som en Hathor [måne- og kærlighedsgudinden - RMT]. Han spurgte hende, hvad hun hed, og erfarede, at hun var datter af hans Storhedens mester. Hun kom hen til ham. Hun bad ham ikke om noget, men med sin magi virkede hun beroligende på kongen, fik hans mavepine til at gå over, fik ham til at kunne sove igen, trods hyksos og trods hans erindringer om tempelpræsterne.
Hun bjergtog hans øjne, så han ikke længere kunne se på andre end hende, og alle hans andre dronninger og hoffets øvrige kvinder græd over hans fravær i deres kamre og grotter. Disse kvinder, som han ikke længere søgte, fandt sig andre mænd ved hoffet, og tilsammen kom de mænd og kvinder, der elskede Atum-hadu, til at udgøre en rivaliserende gruppering til det herskende præsteskab, og de kaldte Atum deres eneste gud og den fysiske tilfredsstillelse deres eneste religiøse ritual.
Atum-hadu gjorde Storhedens Mesters datter til sin førstehustru. Om natten beundrede han farven på hendes lemmer, og når det skete for hende, skreg hun hans navn så højt, at stilheden lagde sig over hele paladset, og hun råbte hans navn igen og igen og igen, og snart sluttede alle de, der havde tiet, sig til dronningens råb, og hoffets gemakker genlød af hundrede struber, der råbte hans navn, mens de blev tilfredsstillet: Atum-hadu, Atum-hadu, Atum-hadu, så paladsets vægge rystede, og jagthundene lagde hovederne tilbage og hylede i kor.