Torsdag, den 14. december 1922

D: Nødsaget til at stå op og forsvinde i en fart, og nu er det indtil videre forbi med de bløde senge. Jeg har en uhyggelig fornemmelse af, at der er et eller andet, jeg har glemt, men det er jo ikke ualmindeligt og langtfra altid korrekt. Falder lidt til ro over et glas myntete på min lokale abwa.

Postkontoret: Ingenting. Altså over til kattene.

Margaret, denne dag har bragt endnu en grusomhed med sig, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at overvinde min sorg. Jeg græder som et lille barn, kan ikke udholde tanken om at nedfælde det på skrift, kan ikke tro på, at det virkelig er sandt.