Dagbog: Faldt i søvn på gulvet inde i gravkammeret i går, fuldstændig udmattet af at arbejde, og her til morgen var jeg stiv både i benet og i nakken. Det var kun de gentagne "hallo'er", der afslørede for mig, at det var Carter, af alle mennesker, der havde vækket mig. Jeg var nået næsten ud til dør A, da han fuldstændig uinviteret trådte ind i gravkammeret. Han burde have vidst bedre, det gamle fjols. Jeg haltede udenfor for at hilse på den store lord, der tog fri et øjeblik fra sit prangende hul i sandet for at aflægge en visit hos en repræsentant for arbejderklassen. Han havde en fordel, i og med at han havde forsøgt at liste sig ind i min grav ubemærket, idet jeg havde solen lige i øjnene og blev blændet.
"Det var godtnok svært at finde Dem herovre. Det er altså sandt, hvad Carnarvon siger? At De pludselig har fundet noget, hvabehar?" spurgte han. "Gode Gud, menneske, De er vel ikke syg?" Carter var som sædvanlig fuldstændig sygeligt optaget af mit helbred.
"Jeg er lige vågnet efter at have sovet som en sten, det er såmænd alt."
"Nå, men tillykke da, Trilipush. Guderne ser ud til at tilsmile os alle i denne sæson."
"Så absolut."
"Jeg går ud fra, at De har adviseret Lacau, så han kan sende en inspektør herud? Hvad tror De, det er, De har fundet derinde?"
"Det kan De tids nok få at vide, Carter."
Han skævede hen mod indgangen, hvor dør A havde befundet sig, på sin sædvanlige modbydelige måde, uden hverken ros eller kritik, bare et roligt og uinteresseret, fuldstændig kropsløst Øje, der vurderede og dømte. "Jeg har fundet flere tomme klippehuler i min tid, end jeg bryder mig om at tænke tilbage på, ved De."
"Selv de største må nøjes med at gætte, Carter!" Jeg kunne ikke lade være med at le ad hans nervøse forsøg på at udfritte mig. "De må bare udholde spændingen og vente, gamle dreng. De skal nok få en rundvisning ved lejlighed, sammen med resten af hoben."
"Naturligvis. Men glem nu ikke at have en inspektør fra oldtidsdepartementet til stede, Trilipush. Jeg er glad for at vide, hvor vi kan finde Dem, hvis vi skulle få brug for Dem igen. Sig endelig til, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe." Han vendte sig om, men kom så tilbage og stak nu hånden ned i sin bukselomme; jeg forventede, at han ville trække en revolver, og bandede ad mig selv over, at jeg havde efterladt min Webley inde i graven. "Jeg havde nær glemt, hvorfor jeg kom herover. Dette brev blev ved en fejl afleveret i min lejr. Det ser ud til at være kommet imellem vores post." Han rakte mig et brev fra min forlovede og trissede af sted på sin sædvanlige storsnudede facon uden at kigge sig tilbage for at se, hvor hans pile havde ramt. Guderne må vide, i hvor lang tid den slyngel havde smuglæst min post, og hvor mange breve han slet ikke havde afleveret til mig.
29. nov.
Nu kan jeg se det hele klart for mig. Far har netop forklaret mig det hele og bedt mig skrive under på et telegram og samtidig sende dig et brev. Og her er det så. Jeg giver dig hermed din frihed. Du må virkelig have moret dig over mig, Ralph. Jeg går ud fra, at du følte afsky for mig, en lille, rig pige, der bare var alt for dum til at forstå, hvad der foregik. Men nu er du fri. Jeg bør i virkeligheden takke dig, hvis jeg skal være ærlig, for jeg har i al denne tid haft held til at overbevise mig selv om, at jeg elskede dig, og at jeg var lykkelig. Og selv om far nu fortæller mig, at det ikke var sandt, og at du kun brugte mig til at få fingre i hans penge, så er det alligevel ikke så slemt, for i et stykke tid troede jeg, at jeg skulle giftes med en engelsk lord og opdagelsesrejsende. Jeg hader dig.
Jeg hader dig, og jeg begriber ikke, at jeg ikke har hadet dig hele tiden. Ferrell og du og far er alle så hadefulde. Jeg håber, at du nyder at ødsle vores penge væk og bagefter din dyrebare skat, og fanden tage jer alle sammen.
Margaret Finneran