Dagbog: Kære læser, min forlovedes far er kommet til Egypten for at assistere mig med mit udgravningsarbejde, og denne morgen pålægger jeg ham nogle enkle opgaver, som jeg har tillid til, at han er i stand til at udføre inde i Atum-hadus grav, mens jeg selv har vigtige forretningsanliggender andetsteds.
Jeg kan straks se flere nye facetter ved Carters udgravning. Tro mod deres løfte har Metropolitan Museum ydet ham al den assistance, han måtte ønske sig i form af personale og udstyr. Mil efter mil med bandager og linned og vat til indpakning af fundene, efterhånden som de bliver bragt op af jorden. Et automobil. Han formelig vælter sig i opmærksomhed og bistand, i indfødte arbejdere og venner og beundrere (skønt man ikke kan lade være med at tænke på, med den største medfølelse, hvordan den stakkels mand dog skal bære sig ad med at skelne mellem spytslikkerne og de oprigtige velyndere). Og så er der igen stuvende fuldt af turister, ja, selv søde Len og Sonia Nordquist, i forreste række, må jeg med skam notere mig, hvor de skiftes til at fotografere hinanden ved siden af den store mand selv. Carter synes indhyllet i en grænseløs succes, men selv er han ganske uforandret. Han føler sig stadig højt hævet over os alle på sædvanlig cartersk manér, den særlige måde at føre sig på, der får vore øjne til at dugge, hvis vi drister os til at betragte ham direkte. Han taler arabisk med den lokale accent, uden spor af støvet akademia over sig. Men selv når han taler på et udenlandsk sprog, er hans manerer fuldstændig de samme. Hvor bærer han dog denne succes uforligneligt! "Du der. Løb hen og spørg Mr. Lucas, om han har alt, hvad han behøver," siger han til mig på arabisk, netop som jeg stikker hovedet ind i hans telt for at sige goddag. Jeg bukker og følger hans ordre - hvad skulle man ellers gøre? Og Lucas er ikke svær at finde. Han er den kemiker, den egyptiske regering har udlånt til Carter, endnu en ekspert, der bøjer sig i støvet for den store leder og blot bidrager yderligere til Carters storhedsvanvid. "Ja ja, alt er i orden," svarer Lucas, da jeg finder ham. Han er i gang med at opstille sit laboratorium nogle få hundrede meter borte, i grav 15, som er blevet tømt for at tjene kong Howards egomani. Og der ser jeg endnu flere eksempler på overdrivelse: Uanede mængder af paraffin og præserveringsspray i røde dåser med etiketter og hver sit nummer, bindemiddel og opløsningsmiddel, endeløse rækker af kemikalier med lange navne med bindestreg i og med dødningehoveder på mange af etiketterne, som var Lucas en troldmand eller en af Hemmelighedens Vogtere, al denne voks, al denne overflod, den uhyrlige overdrivelse i alle henseender: hylde efter hylde med de mest hverdagsagtige varer, identiske stykker værktøj i nummererede rækker, hvilken vej man end så identisk udstyr til erstatning af eventuelt ituslået, en sø af opkast af grådighed, som om Carter blot behøvede at lukke øjnene og forestille sig sit ønske, før det straks blev bragt til ham af en snøftende djinn. "Pas på, at du ikke får noget af det på huden," råbte Lucas på et meget gebrokkent arabisk, da han rakte mig nogle flasker, jeg skulle tage med tilbage til Carter. Forstår De, selv Carters små favoritter har en indre viden, de aldrig ville indvie én i, fordi de er overbevist om, at man ikke ville kunne forstå det. Så jo hurtigere de kan holde op med at tænke på én, des bedre, jo hurtigere de kan vende tilbage til de elfenbenssfærer, hvor deres tanker bevæger sig i cirkler, en anden én aldrig ville kunne forstå.