Sov under åben himmel oven for klippevæggen i nat og overlod min feltseng til CCF. Jeg foretrækker at give ham lidt privatliv dernede. Graven er for trang til at dele med nogen.
I dag åbnede Carter sit fordømte hul i sandet for den forsamlede verdenspresse, og jeg ved ikke, hvorfor jeg udsætter mig selv for den slags, for synet af gloende turister og lyden af al den snak på grund af en barnekonge. Jeg burde gå min vej, men det drager mig som en sirenes skæbnesvangre sang, så jeg gik ind for at tage mig endnu et kig på Carters grav i selskab med en sarkastisk amerikansk journalist, der insisterede på at kalde mig Muhammed. Det var simpelthen gyseligt: Tuts smag er lige så vulgær og overbroderet som hans lapsede lille akolyts. Og at se ægteparret Nordquist igen, ude efter flere sukkersøde historiske banaliteter, oven ud imponerede at se på, høflige som de to jo er, ja, jeg kunne ikke engang få mig selv til at gå hen og veksle et par ord med dem, og det rum, det gamle lagermagasin af en lille opkomlings kongegrav, er helt grotesk at se på, én stor stabel tingeltangel, leopardskindsdragter, tøj der er helt stift af guldpailletter, statuetter, siv- og papyrussandaler, liggebriksen med det udskårne fodgærde, boomeranger og frokostkurve, der er udskåret, så de ligner opskårne ænder, parfumekrukker, toiletborde, spand efter spand med ubrugt undertøj, lysestager, der er formet, så de ser ud som små ankh-mennesker, ornamenteret dit, ægge- eller dråbeformet dat, forgyldte hvad-ved-jeg og frynser og modhager og sceptre, møbler, der forestillede kongen selv, som i skikkelse af en løve nedtrampede sine fjender, kørte i stridsvogn sammen med alle sine forfædre, tusindvis af perler til at komme på snore - blot en af disse mange genstande ville have været nok til at retfærdiggøre Carters mangeårige arbejde og Carnarvons helt ufattelige pengeforbrug, i modsætning til den fedtede Finnerans. Og alt sammen til ære for en lille kong nobody, det er jo bogstavelig talt til at brække sig over, denne forvirring er nok til at blive knust under, og det gav én klaustrofobi at forestille sig, hvis alle de rigdomme og alle de møbler blev væltet ned oven på én som mumie, så man blev knust som en jordklump under hjulene på kong Tuts overlæssede stridsvogn. Den amerikanske journalist var helt enig med mig.