KAPITEL 2

d. 18. marts 2008

Videosekvensen var kort, men virkningsfuld. Det tog Thóra et stykke tid at finde ud af, hvad det var, der blev optaget, kvaliteten var ikke god, og billedet blev vist i et irriterende lille vindue på skærmen. Da Thóra prøvede at forstørre det, blev billedet for grovkornet og derfor endnu mere uklart. Lydkvaliteten var også ret dårlig og præget af en konstant, lav summen. I et afsnit af CSI ville det ikke have været noget problem at rense lyden og gøre den mere tydelig, men eftersom der ikke var noget kriminalteknisk laboratorium på advokatkontoret, måtte Thóra affinde sig med den slørede lyd. Det var uheldigt, for det, man med besvær kunne høre gennem den vedvarende summen, var netop det, der forekom hende vigtigst. Videoen var optaget inden døre, men det var ikke nemt at fastslå, hvad det var for en slags lokale, fotografen opholdt sig i, for kameraet blev holdt af rystende hænder. Thóra så et glimt af en bogreol og en stol i begyndelsen af sekvensen, men kameraet blev næsten med det samme vendt ned mod en nistret gulvbelægning. Den vinkel blev holdt næsten til det sidste. Foruden gulvet sås kun to fødder og af og til benene op til knæet. Føddernes ejer lå eller sad på gulvet, hvilket i sig selv var underligt. Personen lod desuden til at være ubevægelig, hvilket gjorde scenen endnu mere besynderlig. Thóra havde ikke oplevet nogen gå omkuld på den måde, siden hun i sine unge dage frekventerede nattelivet og sommetider gik til efterfest. Så fik man af og til øje på en gæst i denne stilling, men fodtøjet tydede ikke på, at personen var til fest. På fødderne var der tykke strømper – det var nok uldsokker – og et par åbne, fodformede hjemmesko, som aldrig havde været og aldrig ville blive moderigtige. Det var næppe sko, man havde på i festligt lag. Vedkommende sad eller lå på gulvet med strakte ben i et par jeans, og fødderne pegede i hver sin retning. Thóra havde på fornemmelsen, at det var en mand, selvom hun ikke helt var klar over hvorfor, for man kunne ikke gætte sig til føddernes eller skoenes størrelse.

I løbet af de tre minutter og tyve sekunder, videosekvensen varede, rykkede det fire gange krampagtigt i fødderne. Lige inden det skete, hørtes en susen, som et øjeblik overdøvede den konstante summen og afsluttedes med et dumpt brag. Så rykkede det i fødderne, og en mørk, forstøvet væske så ud til at dannes og forsvinde midt for i billedet. Thóra havde i årenes løb været nødt til at se temmelig mange gyserfilm sammen med sin søn, og det var måske derfor, hun tolkede det, hun så, som hun gjorde. Det forekom hende, at det, der foregik, enten måtte være parteringen af et lig eller et øksemord. Det sidste kunne dog næppe være tilfældet, for der hørtes ingen råb eller andre tegn på smerte. Kun en susen, et brag – og et barns ejendommelige nynnen. Thóra kunne skelne en melodilinje, men kunne hverken få hoved eller hale på teksten. Enten var det et vrøvlevers, barnet nynnede, eller også var sangen på et sprog, der var hende fuldstændig fremmed. Hun rakte ud efter telefonen og valgte det interne nummer til sin partner, Bragi. »Kan du ikke lige komme over til mig?« sagde hun og kneb øjnene halvt i, mens hun så videoklippet for tredje gang. »Der er noget, jeg må snakke med dig om.« Hun standsede videosekvensen, lænede sig tilbage i stolen og løftede eftertænksomt hånden til munden. Det havde tydeligvis været en fejl at sige ja til at tage med, og hun kunne da også stadig nå at sige fra. Hun skævede til den tynde stak papirer på bordet og kiggede på materialet i den store navneforandringssag, som lå øverst. Så kiggede hun tilbage på skærmen. Efter videoklippet at dømme ville den her grønlandssag virkelig være noget helt andet.

»Hvad sker der?« spurgte Bragi nysgerrigt, da han kom til syne i døråbningen i al sin magt og vælde. Han var høj og kraftig og så godt ud af sin alder på sin egen bamseagtige måde. Han var klædt i et mørkt jakkesæt med slips til, for han var af den generation advokater, der betragtede det som en skam for standen at gå afslappet klædt. Ortodoksien var dog ikke strengere end som så, han havde løsnet slipseknuden og knappet den øverste skjorteknap op, så respektabiliteten havde fået lidt ridser i lakken.

»Prøv lige at kigge på det her,« sagde Thóra og pegede på skærmen. »Og fortæl mig så, hvad du tror, der foregår.« Hun satte sekvensen i gang og skubbede skrivebordsstolen tilbage, så han bedre kunne se. Bragi var en hund efter sære ting, så det her måtte bestemt være hans kop te. Hun ventede, til klippet var slut, og barnets underlige nynnen døet hen. »Nå,« sagde hun, »hvad siger du så?«

Bragis øjne gnistrede. »Hvis det her har noget med en skilsmissesag at gøre, så giv den endelig til mig.« Han famlede efter musen for at sætte klippet i gang igen. »Det er fantastisk, det her.«

Thóra standsede ham og fortalte ham i grove træk om Matthews tilbud og videosekvensens oprindelse. Hun så, hvordan smilet forsvandt fra hans ansigt, da det gik op for ham, at klippet nok ikke havde noget med et ægteskab i krise at gøre. »Hvad tror du, det drejer sig om?« spurgte hun.

»Jeg tror, det i bedste fald er et overfald. I værste fald er det et mord,« svarede Bragi og gjorde intet forsøg på at skjule sin skuffelse over, at det ikke var materiale i en skilsmissesag.

»Det er også det, jeg forestiller mig,« sagde Thóra og sukkede. »Måske skulle jeg holde fingrene fra den sag. Det her er bare så mærkeligt, og det handler bestemt om andet og mere end tabte forsikringspenge.«

»Tja, det kommer vel an på, hvor høj forsikringssummen er,« sagde Bragi. »Der findes tabeller over et menneskes værdi, målt i penge, så det er vel muligt at drage en sammenligning, hvis nu den stakkel her er gået til de evige jagtmarker.« Han tænkte sig lidt om, og tilføjede så: »Vi ville ganske vist have brug for yderligere oplysninger, for eksempel om køn, alder og uddannelse, så ud fra det foreliggende kan vi ikke regne det helt nøjagtigt ud.«

Thóra skar en grimasse. »Det ved jeg da godt,« sagde hun, irriteret over den smagløse kommentar. »Jeg tænker nu først og fremmest på, om jeg udsætter mig selv for fare ved at tage med på den tur. Hvad nu, hvis videoen er optaget på det sted, hvor vi skal hen?«

»Jeg synes ikke, du skal lægge for meget i det her,« sagde Bragi og slog let på hendes skulder. »Det kan være hvad som helst og optaget hvor som helst. I et fitnesscenter, for den sags skyld.«

»Jeg tvivler på, at folk møder op i et fitnesscenter med uldsokker på,« sagde Thóra. »Og hvad skulle det være for en træningsøvelse?«

»Det må guderne vide,« svarede Bragi. »Der foregår vist de særeste ting den slags steder. Jeg har en skilsmissesag, der har rødder i et fitnesscenter. Ægtemanden fik sin egen krop på hjernen og forsømte sin kone og sine børn fuldstændig. Han ville have gjort hvad som helst for at øge muskelmængden.«

»Muskelmassen,« rettede Thóra ham automatisk.

»Det er jo det, jeg siger,« sagde Bragi. Han så Thóra i øjnene. »Men jeg forvirrer dig jo bare med mit sludder. Det, der betyder noget, er, at her åbnes der en dør for os ind til bankerne. De har hidtil enten brugt deres egne jurister eller henvendt sig til de store advokatfirmaer. Det kunne blive begyndelsen til en god business for os. For slet ikke at tale om den afveksling, du så inderligt ønsker dig.«

Thóra nikkede eftertænksomt. Denne sag kunne naturligvis blive til gavn for deres firma og føre til, at de også i fremtiden fik banken som klient, men hun troede nu snarere, at de havde fået opgaven, fordi bankens jurister ganske enkelt havde sagt nej tak til grønlandsrejsen, og at det drejede sig om en engangsforeteelse. Sager, man kunne sidde og arbejde med ved stuetemperatur, ville sikkert som hidtil blive ordnet af den interne stab. På den anden side tydede alt på, at den islandske økonomi stod over for en voldsom nedtur, og selvom Thóra ikke fulgte særlig godt med i udviklingen i finanssektoren, havde hun ikke kunnet undgå at høre om aggressive udenlandske kapitalfondes angreb på kronen og den vanskelige situation hos mange af de store islandske firmaer. Begreber, som ingen kendte eller brugte for bare en måned siden, var nu på alles læber, de hyppigst forekommende var »short sale« og »krydsejerskab«. Thóra havde på fornemmelsen, at selv hendes otteårige datter sagtens ville kunne forklare, hvad det drejede sig om. Der var mange tegn i sol og måne på, at der var trange tider forude, og i den slags perioder fik advokater ofte travlt, især med opkrævningssager. Selvom hun hadede inkassosager, ville hun og Bragi højst sandsynligt prise sig lykkelige over at få den slags sager, når først økonomien faldt til under frysepunktet. Og den der videosekvens var vel bare noget pjat fra nettet, som ikke havde en pind med Bergtekniks medarbejdere at gøre. »Jeg skal tænke over det,« sagde Thóra. »Jeg må hellere sætte mig lidt bedre ind i det her, og hvis så det viser sig, at videoklippets indhold er af den slags, vi begge kom til at tænke på, er det ikke en sag for os, men for politiet.«

»Det grønlandske politi?« sagde Bragi spørgende. »Du kunne lige så godt bede idrætsforeningen i dit kvarter om at påtage sig opgaven.«

»Hvad mener du?« spurgte Thóra forbavset. »Hvad skulle der være i vejen med det grønlandske politi?« Hun afbrød sig selv. »Du aner jo ikke noget om hverken politiet eller noget som helst i Grønland. Du har ikke engang været der.«

»Nej, men alle ved da, at situationen deroppe virkelig er skrækkelig. Og det går vel også ud over politiet.«

Ordet »skrækkelig« var ét, som Thóras mor ofte brugte, når hun var oppe at køre over noget, så Thóra kunne ikke lade være med at smile. »Det islandske politi skal i hvert fald have besked om det her. Så er det op til dem at tage kontakt til deres kollegaer i det skrækkelige Grønland.«

Bragi spilede øjnene op. »Ved du hvad,« sagde han, »du må hellere tage Bella med. Hun kan passe på dig, og jeg kan godt undvære hende i så kort tid. Du kan komme ud for alle mulige farer, og i farlige situationer er det helt sikkert godt at have hende ved sin side.«

Det var mere sandsynligt, at Bella ville spænde ben for Thóra, så hun blev ædt af en isbjørn, end at hun ville komme hende til hjælp. »Matthew skal jo med, så jeg klarer mig nok,« sagde Thóra og smilede tøvende. »Jeg har ikke brug for hende.« Hun skyndte sig at tilføje: »Hvis jeg da overhovedet tager af sted.«

»Jo, min pige, du tager simpelthen derop, og du vil blive glad for at have Bella med,« sagde Bragi og var tydeligvis helt opstemt over sin strålende idé. »Det passer mig faktisk meget fint ikke at have hende her det næste stykke tid, for jeg har så mange sager, jeg skal have gjort færdig. Det ville være en stor lettelse for mig at være fri for hendes brok.«

»Der er ikke plads til Bella i flyet,« løj Thóra. »Du kan da bare sætte den skillevæg op, som du snakkede om forleden, så er du afskærmet fra hende. Thóra rejste sig. »Jeg smutter over i banken for at tale med ham fyren, som tager sig af sagen,« sagde hun for at blive fri for at snakke mere om Bella. »Og så træffer jeg en endelig beslutning bagefter.«

»Nå?« spurgte Matthew nysgerrigt, mens han fulgte hende ud af banken. »Hvad har du tænkt dig at gøre?«

»Jeg tror faktisk, jeg vil påtage mig opgaven. Men jeg er stadig lidt i tvivl,« svarede Thóra. Bankfyren havde vist sig at være en purung og slank mand, der duftede så heftigt af barbersprit, at Thóra måtte beherske sig for ikke at holde sig for næsen, mens de talte sammen. Hun havde på fornemmelsen, at overforbruget af barbersprit var bevidst; hans håndtryk var svedigt, og han virkede meget nervøs. Man kunne læse mellem linjerne, at hans fremtid i banken var afhængig af udfaldet af denne forsikringssag. Hvis banken endte med at skulle betale, ville han få en fyreseddel. Sagen havde mange forgreninger og handlede om mere end selve forsikringssummen, for der var store indenlandske forventninger til den kommende minedrift i Grønland, selvom det ikke var blevet diskuteret i offentligheden. Man håbede på, at minen ville blive serviceret fra Island, for den nærmeste lufthavn i et beboet område var den i Ísafjördur på Islands nordvestligste kyst. Det ville skabe en del arbejdspladser, både direkte og afledt, og det her bøvl ville ikke ligefrem fremme det store mineselskabs tiltro til, at islændingene kunne klare opgaven. Så det var mere end sandsynligt, at den unge mands fremtidsudsigter var truet af politiske interesser. Men han var bestemt ikke tabt bag af en vogn, når det kom til stykket; Thóra var godt tilfreds med meget af det, han fortalte hende, ikke mindst at han havde taget kontakt med politiet og fortalt dem om situationen og havde bedt dem om at skubbe på, så de grønlandske myndigheder greb ind. Bankens og Bergtekniks forsøg på at få politiet til at tage affære havde dog ikke båret frugt. Thóra kunne godt forstå den unge bankmands argumentation, når han insisterede på nødvendigheden af ekspeditionen, om så det lokale politi tog affære. Bankens interesser havde ikke nogen høj prioritet for det islandske politi, og et fremmed lands politi ville interessere sig endnu mindre for en islandsk banks problemer. Idéen bag at sende en »task-force« gik ud på at tage teten og forsøge så vidt muligt at begrænse skaderne, hvis det skulle gå helt galt og Bergtekniks kontrakt blive opløst. Entreprenørens udstyr skulle undersøges, og der skulle gøres status over undersøgelserne, så banken eventuelt kunne få andre til at overtage projektet eller overtale medarbejderne til at rejse tilbage og fortsætte. Ifølge den unge mand var det ikke udelukket, at et massehysteri havde grebet om sig, men den slags gik forbavsende tit over, når fornuften igen fik overtaget. Og hvis der mod forventning virkelig var noget alvorlig galt på stedet, måtte man nødvendigvis samle informationer om situationen. Det ville efterfølgende kunne støtte banken i dens bestræbelser på at sandsynliggøre, at der var tale om usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne være forudset. Force majeure.

Dette begreb vakte Thóras interesse for sagen. Force majeure betød, at underskriverne af en kontrakt skulle løses fra deres forpligtelser, hvis de ikke havde kunnet opfylde dem på grund af uforudsigelige begivenheder, hvilket indbefattede krig, strejker og jordskælv eller andet, som parterne ikke på nogen måde kunne have indflydelse på. Thóra vidste godt, at Grønland ikke var ramt af krig, og hun havde heller ikke hørt noget om naturkatastrofer eller strejker i landet, så hun tændte på problemstillingen. Der lå en vis udfordring i at vurdere, hvad der var »uforudsete omstændigheder«. Forbrydelser kunne høre under force majeure begrebet, og videoklippet taget i betragtning, kunne det muligvis gøres gældende. Til gengæld var det slet ikke sikkert, at man kunne nå til en mindelig ordning om selve begrebets anvendelse, hvilket gjorde, at sagen kunne udvikle sig til en interessant principiel tvist. Og der var også andre spændende juridiske aspekter ved sagen. Den part, der undlod at opfylde sine forpligtelser, måtte godtgøre, at vedkommende havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at minimere de udefrakommende faktorers indflydelse. I dette tilfælde kunne det blive mere krævende end selve undersøgelsen af det fænomen, der havde forhindret den ene part i at opfylde sin del af kontrakten. Var det ikke præcis sådan en sag, hun inderligt havde ønsket sig så sent som i morges? En krævende opgave, en opgave, der ikke medførte, at hun i irritation var lige ved at smide kuglepennen i hovedet på klienten, mens hun sad og talte med ham eller hende?

»Jeg tager med,« sagde Thóra til Matthew uden forbehold. Så snart ordene var ude over hendes læber, følte hun sig lettet og glædede sig. Hun følte sig ganske vist også lidt urolig til mode, men den følelse skubbede hun til side.

Matthew og hun befandt sig i bankens imponerende foyer, og han standsede brat, men rykkede hurtigt tilbage, da han opdagede, at han stod midt i indgangspartiet, og at de vældige glasdøre var ved at lukke i. »Er det rigtigt?« Nu var det hans tur til at komme i tvivl. »Du er godt klar over, at det bliver en hård tur, og at vinteren virkelig er streng deroppe?«

Thóra var udmærket klar over, at der ville være masser af sne. Men det var også det, der ikke ville være der, som tiltalte hende mest – nemlig de kedelige rutinesager. Det ville i hvert fald være en kærkommen afveksling.

»Hvad farve har grønlændere?« spurgte Sóley og gabte. Hun lå i sengen og burde for længst have været i drømmeland, men fordi Thóra skulle ud på sådan en usædvanlig rejse, havde hun set stort på pigens sædvanlige sengetid. Hun kyssede sin datter på de lyse lokker.

»De er ligesom os andre, min skat. De er ikke grønne, hvis det er det, du tror.«

»Altså, mor,« sagde pigen forarget. »Det ved jeg da godt. Jeg mente bare, om de var gule ligesom kineserne eller sådan.«

»Kinesere er ikke gule, lige så lidt som de konservative er blå,« sagde Thóra og glattede det lyserøde dynebetræk.

»Hvad?« sagde Sóley, der ligesom de fleste otteårige ikke var særlig godt inde i politik.

Thóra smilede. »Du skal være sød over for far, mens jeg er væk, ikke?«

»Jo, hvis du tager noget spændende med hjem til mig,« svarede Sóley og smilede tilbage. »Og slik.«

Man måtte da kunne købe slik i Grønland. »Jeg tager noget med til dig,« svarede Thóra. »Måske en isbjørneunge.«

»Åh, ja,« sagde Sóley opstemt. »En rigtig en.«

»Det var nu et tøjdyr, jeg tænkte på,« sagde Thóra og klappede en af de mange bamser, der lå oven på dynen. Hun gjorde klar til at rejse sig. »Klokken er alt for mange. Prøv nu at falde i søvn.«

»En hund,« sagde Sóley og greb om sin mors hånd. Af gammel vane rystede Thóra på hovedet. I løbet af ugen plagede Sóley en gang om dagen om at få en hvalp eller en kattekilling, og i weekenderne krævede hun det konstant. »Hvorfor ikke? Gylfi fik lov til at få et barn – hvorfor må jeg så ikke få en hvalp eller en lille mis?«

»God nat,« sagde Thóra og rejste sig fra sengekanten. »Vi skal tidligt op i morgen, du skal i skole, og jeg skal ud til lufthavnen. Jeg prøver at ringe til dig, når du er ovre hos far, men det er ikke sikkert, at jeg kan komme igennem.« Hun foregreb det spørgsmål, der uvilkårligt ville blive stillet: »Der er telefonforbindelse i Grønland, men jeg ved ikke, om den virker, der hvor jeg skal hen. Der er måske noget kludder med den.«

Da Thóra havde slukket lyset og set et utal af bamser i de stirrende øjne, gik hun ud i garagen. Matthew havde foreslået, at hun tog en rygsæk med, men sådan en havde hun ikke – hun måtte klare sig med en kuffert. Problemet var bare, hvad hun skulle pakke i den. Det var uvist, hvor længe hun skulle være på stedet og under hvilke forhold. Det gjaldt vel bare om at tage en helvedes masse forskellige slags tøj med. Det ringede på døren, så Thóra måtte slå tankerne om, hvad hun skulle tage med, ud af hovedet foreløbig. Hendes veninde Gugga stod udenfor og smilede bredt, mens hun svingede med to flasker hvidvin. »Du bliver nødt til at lukke mig ind,« sagde hun, så snart døren gik op, som om Thóra havde for vane at smække døren i hovedet på gæster. »Jeg har nemlig lige købt en ny bil, og jeg skal bare fejre det sammen med nogen.« Thóra kunne komme i tanke om flere måder at fejre bilkøb på, som ikke involverede alkohol, men smilede alligevel imødekommende. Det anede hende, at Guggas nye bil var købt via en fuldstændig idiotisk låneaftale, og at hun sandsynligvis igen ville dukke op om et halvt års tid med et par flasker vin for at drukne sorgerne over sin bundløse gæld og den bil, der var blevet hentet på grund af manglende betaling. Men hvad fanden – en gang imellem var man vel nødt til bare at leve i nuet og more sig i Ludvig den Fjortendes ånd. Han ville garanteret have benyttet sig af de tåbelige billån, hvis han havde haft mulighed for det dengang.

Så det blev ikke til noget med at pakke, før Gugga sent om natten havde taget en taxa hjem. På det tidspunkt var Thóra begyndt at se dobbelt, og da hun endelig faldt om, fuldstændig udmattet af anstrengelserne for at lukke den smækfulde kuffert, kunne hun umuligt huske, hvad det var, hun havde proppet i den.