KAPITEL 4

d. 19. marts 2008

Synet af helikopteren vakte større glæde hos Matthew end hos Thóra. Hun var ikke sikker på, hvordan resten af holdet havde det, men de fleste af dem forsøgte at give det indtryk, at helikopterflyvning var hverdagskost for dem. Matthew gjorde, hvad han kunne for at smitte hende med sin begejstring og fortalte, at det var en Huey, hverken mere eller mindre, en helikopter som dem, man brugte under vietnamkrigen. Hun lod sig dog ikke imponere – heller ikke, da han tilføjede, at når rotorerne gik i gang, ville hun straks kunne genkende lyden fra alle filmene. Thóra smilede nølende. »Ville det ikke have været bedre med et par rotorblade mere? Der er kun to.« Hun håbede, at det sparsomme antal rotorblade ikke ville medføre, at helikopteren fløj alt for uroligt, for hendes mave var ikke oplagt til den slags. Det ville sandsynligvis lægge en dæmper på krigsheltestemningen, hvis hun gav sig til at kaste op bag i helikopteren.

Matthew skar en grimasse. »Det er nok med to.« De så på, mens lufthavnsarbejderne lastede helikopteren med proviant og bagage. Thóra fik et glimt af sin grønne kuffert, og hun lagde mærke til, at arbejderne undersøgte den for at se, om den var korrekt mærket, for den var meget forskellig fra resten af bagagen. »Jeg håber bare, at vi har nok mad og drikke med,« mumlede Matthew. »Jeg har aldrig før bestilt proviant til så mange og da slet ikke til en gruppe, der skal op i nærheden af Nordpolen midt om vinteren.« Thóra håbede, at Matthew havde rådført sig med nogen, der havde forstand på de dele, for ellers var der risiko for, at kasserne udelukkende indeholdt nødder og rosiner og måske forskellige slags energidrikke. Inden hun nåede at spørge ham, fortsatte han nervøst: »Skal vi ikke snart i luften? Hvis det fortsætter på den her måde, når vi ikke frem til lejren, før det er blevet mørkt.«

»Har du aldrig været i Grønland før?« lød det bag dem. Det var lægen, Finnbogi Kolbeinsson. »I dette land er det Murphys lov, der gælder.«

Thóra smilede til manden. »Er du stedkendt her?«

»Tja, jeg har da været her et par gange eller tre,« svarede lægen, og det lød ikke, som om det var pral. »Jeg er friluftsnarkoman, og som I måske kunne se fra flyveren, er der godt med plads at boltre sig på her. Og så har jeg deltaget i et par rejser rundt i landet på vegne af et udvalg, hvis formål er at oplyse om og forebygge madforgiftning, for der er temmelig mange tilfælde af den slags i de afsidesliggende bygder. Forholdene er helt anderledes end dem, vi er vant til, for der bliver kun bragt madvarer ud til disse bygder, når det er muligt at komme frem, og derfor er der stort set ingen fødevaretransporter om vinteren. Så folk er langt hen ad vejen henvist til at spise henkogte madvarer, som kan være inficeret med forskellige slags bakterier, hvis emballagen er skadet, hvilket af og til sker.«

»Har du været i det her projektområde, hvor vi skal hen?« spurgte Thóra nysgerrigt.

»Nej, det har jeg ganske vist ikke,« svarede Finnbogi. »Jeg ved da godt, hvor det ligger henne, og jeg har også rejst der på egnen for nogle år siden, men dengang var man ikke gået i gang med projektet. Og det var oven i købet om sommeren, så jeg kan vist desværre ikke kaldes stedkendt.«

»Det er vel heller ikke nødvendigt,« sagde Matthew. »Hvis alt går vel, kan vi hurtigt få udført vores opgave.«

»Det gør det ikke,« sagde Finnbogi, lige så roligt som før. Han trak på skuldrene. »Det er en af de ting, jeg så godt kan lide ved at være her. Når man drager af sted, er det aldrig til at forudsige, hvad der venter en.«

»Vi er i det mindste heldige med vejret,« sagde Thóra for at dæmpe Matthews blodtryk. »Vejret er meget bedre, end jeg havde regnet med.« Hun havde forestillet sig, at de ville befinde sig midt i en snestorm fra de ankom, til de rejste hjem til Island igen. »Jeg har sikkert taget alt for mange huer med.« Hun krydsede fingre for, at hun havde haft åndsnærværelse nok til i hvert fald at pakke en enkelt.

»Bare rolig,« sagde Finnbogi. »Dem vil du få god brug for. Selvom vejret arter sig fint lige nu, så er vejrudsigten ikke alt for god. Helikopterpiloterne er bekymret for, om de overhovedet kan flyve tilbage.«

Himlen var skyfri, men måske lå der nogle uvejrsskyer på lur bag bjergene. »Så har de vel travlt,« sagde Thóra. »Eller er der måske tid til lige at smutte ned til Kulusuk by?« Måske kunne hun finde noget til Sóley dér. I lufthavnen var der en lille butik med blandt andet lokalt kunsthåndværk, men den var lukket.

»Nej,« sagde Matthew lynhurtigt. »Ikke tale om.«

»Det er nok bedst, at du venter med det til hjemrejsen,« sagde Finnbogi, inden Matthew fik lejlighed til at sige mere. »Det er en interessant by at besøge, men du kunne risikere at komme for sent til afgang.« I samme øjeblik dukkede den ene af lufthavnsarbejderne op og sagde, at de skulle gøre klar til at tage af sted. Sóleys gave måtte vente; måske kunne man købe noget i den landsby, som lå i nærheden af projektområdet, selvom hun tvivlede på, at der var en forretning. Matthew havde fortalt hende, at den lille landsby, Kaanneq, lå langt fra de traditionelle turistområder, og at turister ikke plejede at bruge penge på en times helikopterflyvning for at handle. Selv banken havde lagt stor vægt på, at de alle kunne være i én helikopter, så man ikke skulle betale for to flyvninger. Landsbyen havde ingen vejforbindelse til andre landsbyer, og søvejen var udelukkende farbar om sommeren og tidligt på efteråret. På andre tider af året kunne man kun komme dertil med helikopter.

Det kildrede i Thóras mave, da helikopteren lettede med de syv passagerer, de to piloter, bagagen og provianten, og for anden gang krydsede hun uvilkårligt fingre.

Det var egentlig en overdrivelse at kalde bygden Kaanneq lille – diminutiv ville have været en mere korrekt betegnelse for den. I et klippelandskab, der strakte sig ned til en lille, isdækket vig, lå der træhuse, malet i stærke farver, der udgjorde en stor kontrast til de snehvide omgivelser. Husene så velholdte ud, og haverne virkede pæne, selvom man umuligt kunne gætte sig til, hvad der gemte sig under snelaget. Helikopteren var landet lidt nord for bygden på et stykke fladt land, der tjente som landingsplads. Piloterne havde fået et par friske mænd fra gruppen til at hjælpe sig med lynhurtigt at læsse af, og så snart den sidste papkasse var bragt ud, skyndte de sig om bord og satte motoren i gang. Matthew havde aftalt med dem, at hvis de ikke hørte andet, skulle de vende tilbage ved middagstid fem dage senere.

»Vi skal ikke regne med at de dukker op på det aftalte tidspunkt,« lød det fra den unge computermand, Eyjólfur Thorsteinsson, da helikopteren forsvandt.

»Hvad mener du?« spurgte Matthew gnavent. »Der er en fin vejrudsigt for den dag. Det uvejr, der skulle være undervejs, vil være overstået på det tidspunkt.«

»Det er ikke vejret, jeg bekymrer mig om i den forbindelse.« Den unge mand smilede skævt. »Du er vel klar over, at det er de samme piloter, som bragte en flok turister op på gletsjeren og så glemte at hente dem på det aftalte tidspunkt. De kom først i tanke om turisterne et par dage senere, og det var rent held, at de ikke omkom.«

Matthew virkede mildest talt ikke særlig glad for den historie, og Thóra måtte undertrykke et grin, da hun så udtrykket i hans ansigt. »De må have lært af erfaringen, så de nu skriver den slags aftaler ned,« sagde hun optimistisk og smilede til Eyjólfur. Så kiggede hun tilbage på Matthew. »Det gjorde de vel?«

Udtrykket i Matthews ansigt var uændret, selvom han var blevet en smule mere bleg. »Ja, sikkert,« sagde han. »Men jeg må hellere kontakte dem for at minde dem om det for en sikkerheds skyld, når vi er kommet op til lejren.«

Thóra lod være med at spørge til telefonforbindelsen i lejren, for det var jo netop en af de ting, de skulle finde ud af. Det skulle nok gå alt sammen. Matthew havde godt nok fortalt hende, at der ikke var nogen mobilforbindelse i projektområdet, og det gjaldt vel også denne gudsforladte bygd. Men de ville selvfølgelig til hver en tid kunne ringe gennem fastnettelefonen hos en af bygdens indbyggere, hvis situationen krævede det. Hvis der da overhovedet fandtes indbyggere i bygden – der var ingen mennesker på færde.

»Skal vi ikke se at komme af sted?« råbte Matthew ud over gruppen. Skumringen var ved at falde på. Garagen, hvor Bergtekniks biler stod, lå et stykke vej borte, og stien dertil gik langs udkanten af bygden. »Hvis det viser sig, at vi ikke har noget at køre i, må vi snarest muligt finde et sted at overnatte.« Hele holdet begyndte med det samme at gå, på nær Bella, som blev stående lidt, så hun kunne nå at ryge færdig. Foruden den højlydte knirken fra ekspeditionsmedlemmernes støvler mod sneskorpen hørtes kun sekretærens prusten, mens hun prøvede at indhente resten af gruppen.

Det sidste stykke af vejen gik de forbi et hus, hvis baghave ikke var indhegnet, og hvor masser af slædehunde havde lagt sig til at sove. Hundene var tøjret til pæle, som var banket ned hist og her i haven, men da gruppen nærmede sig, vågnede de til dåd. Mens hundene lå og sov, virkede de helt tilforladelige, men i vågen tilstand så de gruopvækkende ud. De sprang op og blottede de hvide hjørnetænder. Hårene langs rygraden og over skuldrene rejste sig. Et par af dem sprang knurrende frem, så langt kæden rakte, og det rykkede i pælene. Fridrikka, den rødhårede geolog, for sammen, klynkede og blev helt rød i hovedet. »Jeg kan ikke holde de hunde ud,« vrissede hun og satte tempoet op. Hendes rejsefæller tav brat, og de fleste satte farten op, indtil hundenes truende bjæffen var forsvundet. Da de var på sikker afstand, vendte Thóra sig om og så, at hundene nu var begyndt at angribe hinanden, så langt kæderne tillod det. Der så ikke ud til at være nogen hjemme. Enten var der ingen i det blåmalede træhus, eller også var beboerne vant til, at hundene gik amok med jævne mellemrum.

Lægen, Finnbogi, gik ved siden af Thóra de sidste meter hen til en stor, bølgeblikklædt hal. Det rustne bølgeblik knirkede i den svage vind, som nu lod til at ville sætte farten op og vise kløer. »Hvad skal vi stille op, hvis ikke bilerne står her? Det virker ikke ligefrem, som om indbyggerne vil tage imod os med åbne arme.«

»Hvis ikke bilerne er blevet stjålet, står de derinde,« sagde Thóra og så til, mens Fridrikka og Matthew rodede med kodelåsen til hallen. »Det påstår entreprenøren i hvert fald.« Hun så sig over skulderen og kiggede ned på den lille klynge huse. »Jeg tvivler på, at nogen kunne finde på at stjæle en bil sådan et sted. Det ville allerhøjst tage politiet en halv time at finde frem til biltyven.«

»Der er ikke noget politi her,« råbte Fridrikka. Det var lykkedes hende og Matthew at få låsen op. »Den nærmeste politistation er i Angmagssalik. Der skal mere til end et biltyveri, før de kommer herop i helikopter.«

Bella tændte en ny cigaret. »Hvad kunne få dem til at komme?« spurgte hun.

»Et mord, måske, hvad ved jeg,« svarede geologen tørt. »I må endelig ikke bilde jer ind, at alting heroppe er, som I er vant til. Sådan er det slet ikke. Hvis en af jer forsvinder, vil ingen søge efter jer. Hvis en af jer falder i vandet, vil ingen trække jer op. Jeres status her er kun en anelse højere end dyrs.« Fridrikka snerpede læberne sammen og tav.

Resten af holdet smilede forlegent, og folk forsøgte at komme i tanke om noget morsomt for at runde Fridrikkas skarpe udtalelse af, men det lykkedes ikke rigtig. Matthew var ikke dygtig nok til islandsk endnu til at forstå, hvad hans rejsefælle egentlig talte om. Han var fortsat med at lirke og trække den store dør op, men en bræmme is langs falsen gjorde det besværligt. Han brød den pinlige tavshed. »Se nu her,« udbrød han, tilfreds med sig selv, og lagde alle kræfter i. Hængslerne knirkede voldsomt, og pludselig åbnede døren sig ud mod gruppen.

Indenfor stod der to hvide, firhjulstrukne pickups. Thóra var den eneste af dem, der kendte Matthew godt nok til at kunne aflæse udtrykket af lettelse i hans ansigt. Der stod også en veludrustet Ford Econoline, som Eyjólfur fortalte dem tilhørte de grønlandske myndigheder og stod til rådighed, når politiet eller andre i et officielt ærinde havde brug for transport. »I vores biler burde nøglen sidde i,« sagde han så. »Hvem har lyst til at være chauffør?«

På deres vej gennem landsbyen sad Thóra og stirrede ud ad ruden i håb om at få øje på nogle mennesker. Hun var grebet af uro, og den tanke slog hende, at de lokale og Bergtekniks to medarbejdere måske alle var døde af madforgiftning eller under en epidemi. Pludselig dukkede to små piger op mellem husene. De standsede brat, da de opdagede bilerne, og stirrede på dem med sorte øjne. Thóra mente, at de måtte være lidt yngre end hendes datter Sóley, de var nok en fem-seks år. Men det var svært at gætte sig til deres nøjagtige alder, for de var pakket godt ind i tykke jakker og overtræksbukser, som var stukket ned i vinterstøvler. Den smule af pigernes blåsorte hår, som ikke var dækket af hætterne, flagrede i vinden. Thóra vinkede til dem og satte sit venligste smil op, men pigerne blev stående bomstille og fulgte hende med øjnene uden at fortrække en mine. Den største af dem tog fat i sin venindes vanteklædte hånd. Hvis der havde været en epidemi, måtte nogen i hvert fald være gået fri. En tredje pige sad på en trappeafsats foran et hus for enden af landsbyen, og nede på havnen stod to voksne. Thóra vendte sig om i sædet for at kigge nærmere på pigerne, men de var forsvundet. »Skulle vi ikke prøve at få kontakt med nogle af de lokale?« spurgte hun. »Jeg kunne se, at der stod nogen nede på havnen.«

»Nej, lad os fortsætte,« svarede Matthew. »Vi kan smutte herned i morgen, hvis vi har lyst. Men når vi kommer op til lejren, bliver det hele vel opklaret, og så behøver vi ikke forstyrre folk i bygden. De vil gerne være i fred, så der er ingen grund til at ulejlige dem unødvendigt.«

Thóra vendte sig om igen. Her ville hun ikke finde nogen butik med souvenirs, og det havde hun vel egentlig heller ikke ventet. »Hvor langt er der?« spurgte hun. Oven i de krasse tømmermænd havde hun fået frygtelig ondt i bagen efter dagens rejseaktivitet, hvilket nok først og fremmest skyldtes den ringe kvalitet af sædet i helikopteren. Antallet af rotorblade var ikke det eneste, producenten havde sparet på.

»Der er ikke ret langt,« svarede Alvar, den grimme redningskorpsmand, som sad ved rattet. »Ifølge GPS-en er der kun ti kilometer tilbage.«

Tyve minutter senere kom lejren til syne. De lave, mørkegrønne huse var svære at skelne i det mørke, der var faldet på. Bilerne kørte i sneglefart gennem endnu en snedrive, og mens de ventede på at nå frem, betragtede de bygningerne.

»Burde der ikke være tændt lys, hvis der er nogen?« spurgte computereksperten Eyjólfur. »Sådan synes jeg altid, det var, når jeg kom her. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set lejren mørklagt på den måde.«

Ingen sagde noget, men alle tænkte det samme. I den lejr var der intet levende væsen.