KAPITEL 5

d. 19. marts 2008

Der er noget specielt ved forladte steder; noget ubehageligt, det ikke er nemt at sætte ord på. Man bliver grebet af en irrationel følelse af, at dem, der er forsvundet herfra, aldrig vil vende tilbage. Thóra havde af og til været i afdøde personers boliger i anledning af dødsboskifte og haft den samme ubehagelige fornemmelse. Måske var det på grund af de pyntegenstande, som aldrig mere ville blive skattet, eller også var det den opslåede avis, der aldrig ville blive læst til ende. Selvom der hverken var pyntegenstande eller aviser i lejren, blev Thóra grebet af samme fornemmelse. Der var spor efter folk overalt, men ingen mennesker at se. Det mindede Thóra en del om en dokumentarfilm fra Tjernobyl, som hun havde set for nogle år siden, og som glimrende demonstrerede, hvordan der ser ud, når en hel bys befolkning må forlade deres hjem og arbejdspladser med ultrakort varsel. Forskellen lå i menneskenes skæbne. I Tjernobyl flygtede indbyggerne et andet sted hen. Her virkede det nærmest, som om de to medarbejdere bogstavelig talt var sunket i jorden.

I lejrens kontorafdeling kunne man høre, at computerne stadig var tændt; skrivebordene vidnede om, at de, der havde arbejdet ved dem, bestemt havde tænkt sig at komme tilbage. Hist og her stod der halvfyldte kaffekopper, og der hang fleecetrøjer på stoleryggene. Der var stille i bygningen på nær computernes summen og lyden fra en brandalarm, som indimellem bippede og meldte om brand i et rygerum. Med Fridrikkas hjælp fandt de frem til rygerummet, som lå henne ved indgangen. Der var dog ikke ild i noget derinde, men vinduet stod på klem, og sprækken var stor nok til, at rummet var blevet fyldt med sne. Så de to mænds forsvinden kunne ikke forklares med, at der var udbrudt brand. Geologen forklarede, at alarmsystemet var meget følsomt, og at det kunne være gået i gang på grund af sneen i rummet. Desuden reagerede røgalarmerne ofte på cigar- og cigaretrøg. Men Fridrikka syntes, det var underligt, at ingen havde slukket for den ulidelige bippen – det var jo nemt nok at reaktivere systemet. Det var derfor mest sandsynligt, at alarmen var gået i gang efter, at de to mænd var forsvundet fra lejren. De var ifølge Fridrikka begge rygere, og derfor kunne de godt have efterladt vinduet i rummet på klem, sidste gang de havde brugt det. Bella blev edderrasende over det snefyldte rygerum, for nu ville hun ikke kunne ryge indenfor, når hun arbejdede på kontoret. Men hun faldt nogenlunde til ro, da Fridrikka fortalte hende, at der var en lille opholdsstue for rygere ovre i kantine- og værelsesfløjen. Bella fik dog forbud mod at gå derover alene, indtil man var færdig med at undersøge lokalerne, og så blev hun sur igen. »Så må jeg da bare tage mig en smøg ude på den fucking tundra,« vrissede hun og tog sin jakke på for at gå ud og ryge.

»Jeg synes måske ikke, det er så smart, at du går ud alene,« sagde lægen med alvorlig mine. »Vi aner ikke, hvad der er sket her, og der kan lige så godt befinde sig en isbjørn derude, som har angrebet de to mænd.« Bella så ikke ud til at lade sig skræmme af hans ord og fortsatte med at tage overtøj på. »For slet ikke at tale om, hvor usundt det er at ryge,« tilføjede lægen i håb om en reaktion.

Bella stivnede med jakkens lynlås halvvejs oppe. Hendes ansigtsudtryk var snarere rasende end frygtsomt. Hun stirrede vredt ind i lægens øjne. »Må jeg ryge herinde?« spurgte hun. Da hun ikke fik noget svar, bøjede hun sig ned og trak sin ene støvle på. »Nå, men det regnede jeg heller ikke med. Så når jeg ikke kan ryge indenfor, må jeg jo gå ud.« Hun tog resten af sit kluns på, mens Thóra, Matthew og lægen tavst så til, og så stormede hun ud med tvær mine.

»Jeg er nu mest bekymret for isbjørnen, hvis hun skulle møde sådan én,« sagde Thóra, da døren faldt i.

De fortsatte med at undersøge kontorfløjen, og da de havde kigget ind i alle lokalerne, var det Fridrikkas vurdering, at alt så normalt ud på nær i rygerummet. Mens Thóra gik gennem kontoret, slog det hende, at den nistrede gulvbelægning var – så vidt hun kunne se – identisk med den, hun havde set på videoklippet. Hun udvekslede et blik med Matthew, og han nikkede tilbage som tegn på, at han også havde lagt mærke til det. Til gengæld var der ingen spor af blod at se i nogen af lokalerne. Men deres gennemgang af kontorfløjen havde været temmelig overfladisk, og der var da heller ingen grund til at forurolige de andre ved at kravle langs væggene og lede efter blodstænk. Det kunne vente.

Selvom alt virkede ret normalt i kontorfløjen, var det bestemt ikke tilfældet, hvad medarbejderboligerne og kantinen angik. De bygninger var uden strøm. Det var nogle små, grønne huse, der mest af alt lignede containere, og så en større bygning, der var sammensat af lignende enheder. Her var medarbejdernes fællesfaciliteter, køkken, kantine, opholdsrum, motionscenter og vaskerum. I tilknytning til den store bygning var der en længe med værelser, hvor der var mulighed for overnatning. Fridrikka fortalte dem, at de små huse var boliger til dem, der opholdt sig i lejren i længere tid ad gangen; der var et soveværelse, et badeværelse med brusekabine, en lille stue og tekøkken. Værelserne i længen var mere sparsomt indrettet, fortalte hun, der var en seng og et lille skab, og for enden af gangen lå toiletterne og et fælles baderum. I disse værelser overnattede de personer, der kom til lejren for et kortere stykke tid, men også hele holdet indimellem, når stormen rasede, og det ikke var tilrådeligt at bevæge sig fra kantinen over til boligerne. Thóra sagde ikke noget, da hun hørte det, men det gjorde et stort indtryk på hende, for hytterne lå kun et stenkast fra den lange bygning. Hvis det virkelig var rigtigt, at folk i dårligt vejr ikke risikofrit kunne gå det korte stykke vej, håbede hun sandelig, at det forestående stormvejr hurtigt gik over. Hendes mundvige bøjede uvilkårligt nedad, da Fridrikka tilføjede, at den slags uvejr godt kunne fortsætte i flere dage ad gangen. De besluttede at installere sig i værelserne i længen frem for i hytterne, hvis faste beboere muligvis på et tidspunkt ville vende tilbage til arbejdet og deres boliger. Hvis det ikke lykkedes holdet at få strømmen tilbage, måtte de blive i kontorbygningen, for det var lige så koldt i den lange bygning som udenfor, tyve graders frost, på grund af manglen på strøm. Den mest sandsynlige forklaring på strømsvigtet var, at den generator, der forsynede beboelseshusene med strøm, enten var i stykker eller løbet tør for diesel, så Matthew, lægen Finnbogi og redningskorpsmanden Alvar gik hen for at prøve at få den i gang igen. Thóra, Fridrikka og Eyjólfur, den unge computerekspert, blev tilbage i kontorbygningen sammen med Bella, der uden men var kommet tilbage fra sin rygepause.

De fire stod sammen ude på gangen i en niche med en stor kaffeautomat. Automaten var tændt, og de kunne sagtens have trykket på en knap og taget sig en kop kaffe, hvis ikke lægen havde nedlagt forbud mod, at de gjorde det. Han anså det for uklogt at nyde noget som helst af det, lejren havde at byde på af mad og drikke, så længe det ikke stod klart, hvad der var sket med de to medarbejdere. Thóra syntes, det var noget værre hysteri, for alle lokaler og boliger var blevet undersøgt, uden at de havde fundet spor efter mændene. Folk forsvinder ikke i den blå luft af madforgiftning eller infektioner, tænkte hun, men turde dog ikke tage sig en kop kaffe, selvom hun var ved at tørre fuldstændig ud af væskemangel og vidste, at tømmermændene, der nu var på tilbagetog, stort set ville forsvinde, hvis hun fik noget kaffe eller bare noget væske.

»Systemet blev netop gjort tostrenget for at forhindre, at hele området stod uden strøm på samme tid,« sagde Fridrikka pludselig. »Der er en speciel generator til kontoret og en anden til hytterne og kantinebygningen. Al opvarmning foregår med elradiatorer her, og selvom husene er godt isoleret, bliver det hurtigt køligt indenfor, når strømmen er gået. Strømsvigtet behøver ikke at skyldes, at der er gået noget i stykker, for selvom vi har nogle kæmpestore tanke, som skulle indeholde diesel nok til begge generatorerne vinteren igennem, kan vinteren trække ud, så det bliver nødvendigt at slukke for den ene, indtil et fragtskib kan nå frem med mere brændstof.«

»Var der tit strømsvigt, mens du var her?« spurgte Thóra.

»Nej, nej,« svarede Fridrikka. »Der var noget bøvl i starten, noget med udstødningsrøret på den ene generator, så strømmen gik, når vinden blæste fra en bestemt retning, men det blev ordnet med det samme. Efter det fungerede systemet upåklageligt, men jeg ved jo ikke, hvordan det er gået, efter at jeg stoppede. Der kan være opstået noget kludder.«

»Nej, det tror jeg ikke,« indskød Eyjólfur. »Jeg var her for fjorten dage siden, og dengang var der ingen, der snakkede om noget i den retning.«

»Tror du, den ene generator måske er løbet tør for diesel?« spurgte Thóra henvendt til Fridrikka. »At det er derfor, den er gået ud?« Hun rakte ud efter det ternede gardin for vinduet i nichen. Hun ville kigge ud, sikre sig, at uvejret ikke var brudt ud endnu.

»Nej, det er utænkeligt,« svarede kvinden. »Der er stadig lang tid, til det bliver forår, og der burde være diesel nok, ellers er der i hvert fald nogen, der har begået en kæmpebommert.«

Det måtte være underligt ikke at kunne regne med regelmæssige varetransporter undtagen om sommeren. Bygdens beboere ville være nødt til at begynde at forberede sig på vinteren allerede i sensommeren. Thóra tænkte på, hvad hun mon selv ville skrive på sin indkøbsliste, hvis hun boede under disse forhold. Det kunne blive morsom læsning. Skuret med generatoren var inden for synsvidde, men Thóra kunne ikke få øje på nogen af dem, der var gået derhen, udstyret med lommelygter og en værktøjskasse. Vinden var begyndt at hvirvle sneen op, og Thóra gøs ved tanken om at skulle udenfor. Hun vendte sig om.

»Hvordan var det egentlig at arbejde her?« spurgte hun. »Det hele virker ret så specielt, for at sige det mildt.«

»Jeg har faktisk kun været her på korte ophold,« sagde Eyjólfur henkastet. »Jeg ville ikke kunne holde ud at være her i mere end en uge ad gangen.« Svaret overraskede ikke Thóra, computermanden var ganske ung og sikkert mere interesseret i andre ting i livet end arbejde. Heroppe havde alting sikkert drejet sig om arbejdet og intet andet.

Fridrikka trak på skuldrene og så ned for sig. »Det var såmænd fint nok. Man skulle godt nok vænne sig til det, men alt i alt var det helt fint.« Hun trak vejret gennem næsen. »Det er selvfølgelig lidt barsk at bo på sin arbejdsplads og kun omgås kollegaer, men når man havde vænnet sig til det, var det udmærket. Lønnen var god og kompenserede for isolationen. Jeg er single og barnløs, så det var i og for sig helt ok at være her.«

»Men du sagde op alligevel?« sagde Thóra. »Må jeg spørge hvorfor?« Den unge mand, Eyjólfur, blev pludselig voldsomt interesseret i et lille køleskab og bøjede sig ned for at undersøge det.

»Stemningen heroppe ændrede sig, hvis man kan sige det sådan,« svarede kvinden og skubbede en vilter, rød hårlok om bag øret. »Da vi kom hertil for cirka et år siden, var det det faglige, der optog os, og vi kommunikerede fint med hinanden, men atmosfæren ændrede sig desværre hurtigt til det værre. Og til sidst kunne jeg ikke holde ud at være heroppe mere.« Rødmen skød frem i kinderne på hende, men så stak hun hagen frem og fortsatte ufortrødent. »Jeg blev ikke engang overrasket, da jeg blev ringet op og fik at vide, at der måske var sket noget alvorligt her. Det måtte komme før eller senere.« Hun så væk. »Der hvilede – og hviler garanteret stadig – en forbandelse over dette sted.« Hun skyndte sig at tilføje: »Og det er jeg ikke alene om at mene, hvis det er det, du tror.«

»Man må da for fanden kunne tage en cola,« lød det fra Eyjólfur, da han rejste sig op med en coladåse i hånden. »Jeg er ved at dø af tørst, og der er masser af sodavand her. Colaen kan jo ikke være giftig.« Thóra ville ikke lade ham slippe af sted med at skifte emne.

»Er du enig med Fridrikka?« spurgte hun, mens Eyjólfur knappede dåsen op og tog en slurk. »Tror du, der hviler en forbandelse over stedet her?« Thóra fortrængte en voldsom lyst til cola. Der var ingen grund til, at de måske begge blev syge, hun måtte hellere vente og se, om han faldt om, inden hun selv faldt for fristelsen. Hun spekulerede på, om en coladåse mon hørte ind under kategorien dåsemad, som lægen havde advaret så kraftigt imod.

Eyjólfur sank en stor slurk og sukkede af velbehag, inden han svarede. »Nej, det kan jeg ikke forestille mig.« Han så på Fridrikka, mens han talte. »Steder kan ikke være gode eller onde i sig selv. Men det kan dem, som bor der måske være.« Han løftede coladåsen, som om han skålede med geologen. »Er det ikke rigtigt?«

Fridrikka svarede ikke med det samme, men så med et foragteligt blik væk fra den unge mands smilende ansigt og kiggede direkte frem for sig ind i den hvide væg. »Det er vel lige meget, det kommer ud på et. Måske var det bare jer og det, der foregik her, der kastede en skygge over stedet.«

»Det ville være rart, hvis I kunne udtrykke jer lidt mere klart,« sagde Thóra. Hun var ikke i humør til at læse mellem linjerne. Det kunne godt være, at det, der var foregået her tidligere, intet havde at gøre med den nuværende situation, måske havde det bare været den sædvanlige historie om intriger på arbejdspladsen, utroskab eller sladder, men hun ville alligevel gerne vide, hvad det var, de to hentydede til.

»Åh, det er bare noget sludder,« svarede Eyjólfur. »Fridrikka gav op og stoppede, det er det hele. Hun havde ikke nerver til det og heller ikke den humoristiske sans, man er nødt til at have, når man arbejder under de her forhold. Der er ikke noget galt med selve stedet her, selvom arbejdsvilkårene var ekstreme. En arbejdsplads som den her er ikke for hvem som helst.«

Hvad vidste han om det? Ifølge ham selv havde han kun været her en uge i ny og næ, mens de andre havde opholdt sig her i lang tid ad gangen. Men Thóra besluttede at lade være med at tage Fridrikka i forsvar. Måske var geologen simpelthen en uudholdelig tudemarie, som havde opdigtet alverdens genvordigheder som undskyldning for at sige op. Hvis det var tilfældet, ville Thóra nok finde ud af det med tiden. Hun kiggede ud igen. »Det ryger fra skorstenen på taget,« sagde hun. »Det må da være et positivt tegn.«

Fridrikka så ud ad vinduet og nikkede. »Generatoren er i gang igen, så vidt jeg kan se,« sagde hun. »Det er desværre nok for sent i forhold til bruserne og vandrørene, men vi kunne være heldige. Forhåbentlig er generatoren blevet slukket bevidst og systemet tømt for vand. Under alle omstændigheder bliver det da rart ikke at skulle sove på gulvet her.«

»Hvorfor skulle der være noget galt med bruserne? De er jo ikke eldrevne,« sagde Thóra gnavent. Hun syntes, det var slemt nok at skulle undvære kaffe og cola. Udtrykket i Bellas ansigt tydede på, at hun havde det på samme måde.

»Hvis strømmen i lejren har været afbrudt længe nok til, at vandet har nået at fryse i rørene, er de fleste af dem nok sprængt,« svarede Fridrikka. »Hvis man da ikke har sørget for, at vandhanerne stod åbne, men jeg synes ikke, jeg lagde mærke til det, da vi kiggede os omkring.« Thóra sagde ikke noget, men håbede, at de bare havde overset det under deres overfladiske undersøgelse. Men det var et svagt håb. De ville med garanti have kunnet høre dryppende vandhaner i den dystre stilhed.

»Fuck,« sagde Eyjólfur og virkede lige så skuffet som Thóra. Så tav han og tog en stor slurk mere. Han rakte ud og skruede op for en vandhane på en vask, der stod ved siden af kaffeautomaten, og åndede lettet op, da vandet strømmede ud af den. »Så kan vi i hvert fald skylle ud på toilettet i det her hus.«

»Jeg må hellere smutte over og hjælpe dem med at få tændt lyset og gøre klart,« sagde Fridrikka. »Jeg kender jo det hele ud og ind, så det går nok lidt hurtigere, hvis jeg er med.« Et kort øjeblik overvejede Thóra at blive tilbage og vente, til alt var i orden, men hun skubbede tanken væk. Alle måtte give en hånd med.

Fangeren Igimaq så til, mens de fire kom ud fra den store bygning. Tre kvinder og en mand, alle klædt i farverigt overtøj, der stak ud fra omgivelserne. Til trods for det tykke tøj og afstanden til gruppen blev manden straks klar over, at kvinderne var for høje for hans smag, og to af dem var for tynde. Han konstaterede også, at manden var helt håbløs, ranglet og mager, selvom han ikke var nogen svækling. Sådan var det med alle de fremmede. Deres besættelse af slankhed var typisk for, hvordan de havde brudt alle bånd til naturen, for i den foderstand ville de ikke kunne stå imod. Ligegyldigt, hvor varmt de var klædt på, ville disse tre mennesker lynhurtigt lide snedøden, hvis de blev nødt til at forsøge at klare sig her på egen hånd, uden proviant og husly, hvilket de tog som en selvfølge. De spiste garanteret kød, men de ville få kvalme og kvababbelser, hvis han tog dem med på jagt og viste dem, hvordan man skaffer sig den slags mad. Hvis han da overhovedet ville fange noget med sådan nogle på slæb. De kunne for eksempel ikke se ham nu, selvom han intet gjorde for at holde sig skjult. Han stod ganske enkelt stille og lod snefoget flyve om sin varmt klædte krop. Hætten beskyttede øjnene, men alligevel måtte han knibe dem sammen af og til under de kraftigste hvirvler. Han så, at de fire mennesker gik over til den anden store bygning. Derovre stod der nogen i forvejen, han syntes, det så ud til at være to mænd og en kvinde. De talte sammen i et kort stykke tid, men han kunne ikke skelne ordene og ville heller ikke have kunnet følge med. Han forstod godt dansk, selvom han havde svært ved at udtrykke sig på det sprog, ikke fordi han ikke kendte ordene, men fordi de ikke i tilstrækkelig grad var i stand til at beskrive det, han havde på hjerte. Det var et sprog, der var blevet til under andre omstændigheder end det grønlandske, et sprog, der var dannet under mindre barske levevilkår og ud fra andre værdier. Lyden af samtalen døde hen, og han så gruppen gå ind i huset. Kort efter tændtes lyset derinde, i det ene rum efter det andet. Han blev stående uden at fortrække en mine, selvom han følte uro i brystet. Det her varslede ikke godt.

Igimaq vendte sig om og gik sin vej. Det nyttede ikke noget at blive stående, men han havde hørt helikopteren og villet finde ud af, om dens passagerer tog herop. Han var ikke glad for det, men det ville ikke gøre nogen forskel, om han blev hængende her for at observere dem. Selvom de var hjælpeløse udenfor, var de på hjemmebane, så længe de blev inden døre. Og han ville under alle omstændigheder være ude af stand til at ændre noget, lige så lidt nu som tidligere; ting gik deres gang, og skæbnen var ofte svær at forstå – og leve med. Det vidste han bedst af alle. Det, der betød noget i et menneskes liv, var gjort af samme stof som solens stråler, der forsvandt, lige når man nød dem allermest, og ikke var til at fange igen. Sådan forsvandt også de ting, mennesket elskede, man fik noget for kun at miste det igen. Fangeren var med tiden blevet nogenlunde ligeglad med alle de ting, der gennem årene var forsvundet fra hans liv, og sådan ville det også gå med de familiemedlemmer, han havde mistet. Måske var han allerede ved at være ligeglad med dem. Igimaq var ikke sikker, for det var så svært for ham at tænke på sin families skæbne, at han nægtede sig minderne fra dengang, alting var, som det skulle være. Havde han bare fået lov til at være i fred, ville det være lykkedes; indtil for ganske nylig havde hans tanker aldrig strejfet den kvinde, han havde elsket og mistet, og det havde kun været yderst sjældent, han tænkte på deres datter eller sønnen, som også var tabt for ham.

Fangeren skar en grimasse ud mod den endeløse sneflade. Disse fremmede og dem, der var her før dem, havde rippet op i gamle sår. Kaldt minder frem om den søn, der havde indgydt ham så stort et håb, givet ham forhåbninger, der var så store, at de var dømt til at slå fejl. Han kunne stadig huske den lille fod, der stak ud fra tæppet, da han så sønnen nyfødt; den tykke, brede fodsål vidnede om, at her var en kommende stor fanger på færde. Sådan var det ikke gået, lige så lidt som Igimaqs kone havde indfriet sine løfter om altid at opfylde hans behov, når han kom hjem med en god fangst. Alligevel havde han gjort sin pligt, han havde givet hende to børn, som virkede sunde og raske, og sørget for, at der altid var mad nok til familien. Drengen havde han båret på hænder, men dog på en måde, så han ikke lagde mærke til det. En god fanger og en rigtig mand måtte lære visse ting selv og gøre sine egne erfaringer, ellers ville han aldrig lære samspillet mellem landet og dyrene at kende. Men når det kom til stykket, havde intet af alt dette haft nogen betydning. Hans kone og deres to børn var tabt for ham. Hans datter var død, og det samme kunne hævdes om hans kone og søn. De ville aldrig blive fri af alkoholens slaveri, og selvom han sagtens kunne tage hen at besøge dem, vidste han, at han aldrig ville gøre det. For ham var de lige så døde som hans datter.

Han nærmede sig den snedrive, han havde gemt slæden bag, og han kunne høre hundenes regelmæssige vejrtrækning. De var trætte efter en streng dag, men da han kom hen til dem, så han, at det kun var en af dem, der sov. Den havde rullet sig sammen med halen over snuden for at beskytte åndedrætsorganerne mod kulden. De andre hunde havde til gengæld løftet hovederne og fulgte nu fangeren med årvågne blikke. Så rejste de sig, den ene efter den anden, og da vågnede den sovende endelig. Den rejste sig hurtigt og knurrede lavt og dybt. Dens knurren var ikke rettet mod fangeren, det var sikkert og vist, så den var nok en påmindelse til de andre hunde om, at den stadig var førerhunden. Måske ville dyret også tilkendegive sin irritation over egen træthed og uformåen. Ikke uden grund. Dens dage var snart talte. Den blev for hurtigt træt, og selvom den ikke var særlig gammel, virkede dens opførsel stadig mere præget af alderdom. Fangeren kunne ikke forstå, hvad grunden var, lige så lidt som han forstod, hvad det var, der var ved at dræne hans søn for liv. Måske var hunden ganske enkelt en af dem, der får svage led i en tidlig alder, eller også var de slagsmål, den havde måttet igennem for at opnå førerhunderollen begyndt at sætte sine spor. Når denne hund var færdig, ville en ny kamp af den slags tage sin begyndelse, hvor hundene ville slås, indtil den stærkeste og klogeste kom til magten med smagen af sine kammeraters blod i kæften. Fangeren håbede bare, at den kamp ikke endte med at koste ham op til flere hunde, hvilket sommetider skete.

Fangeren stod og så førerhunden i øjnene og kunne se i dyrets kloge øjne, at det vidste, hvad der var i vente. Manden så spørgsmålene glimte i hundens plettede pupiller: Havde den ikke klaret opgaven godt? Havde den ikke ført koblet dygtigt gennem de farer, der fulgte med den stadig tyndere is? Havde den ikke altid sørget for, at koblet holdt sig på måtten og adlød? Hvis dyret havde kunnet tale, ville de have kunnet diskutere disse ting, og manden kunne have forklaret hunden, hvorfor han ville slå den ihjel. Det var bedre at dø som førerhund end at blive jaget bort af koblet. Men fangerens og hundens forhold kunne ikke rumme den slags overvejelser, manden forstod hunden, og hunden forstod manden, men der var visse ting, de ikke kunne udtrykke over for hinanden. Hunden ville aldrig kunne forstå denne beslutning, selvom den var sværere for manden end for dyret, som ikke ville mærke noget. Sjældent eller aldrig havde han haft en bedre førerhund, det her var det dyr, han havde ventet på, siden han var lille, og hans bedstefar havde fortalt ham, at han engang ville finde et dyr, som han kunne tale med uden ord. Et dyr, som ville forstå ham og hjælpe ham, når der var mest brug for det. Som ville kaste sig ud i den sikre død sammen med Igimaq uden at tøve.

Noget i hundens øjne fik ham til at vente med at udføre sin beslutning. Det var ikke dyrets naturlige lyst til at leve, nej, det var noget helt andet. Den situation, hans bedstefar havde talt om, var sandsynligvis ikke opstået endnu, til trods for alt det, der var sket. Han kunne sagtens udsætte det uafvendelige lidt længere, det ville ikke gøre noget. Snart ville foråret komme, og måske ville hunden komme til kræfter i den lune sommerbrise. Måske ville det hjælpe, hvis han satte dens madration op. Fangeren kunne godt afse lidt mere kød. Der var ingen mangel på kød for tiden. Dyret så ud til at forstå fangerens tanker, for det knejsede og pustede sig op over for de andre hunde. De bøjede underdanigt nakken, og hunden så på fangeren for at forvisse sig om, at han havde lagt mærke til, at den stadig havde fuldkommen kontrol over koblet. Fangeren smilede til dyret, og det glimtede i hans tænder, der virkede usædvanlig hvide i det mørke ansigt. Han vendte sig om og betragtede de grønne bygninger i det fjerne. Det stod ikke i hans magt at redde barnagtige voksne mennesker, der kom herop uden gyldigt ærinde. Han ville koncentrere sig om at redde hunden, den var vigtigere for en fanger.