KAPITEL 13

d. 21. marts 2008

Thóra så på, mens Matthew og Finnbogi gik hen til endnu et hus, bankede på hoveddøren og tålmodigt ventede på, at nogen reagerede. Ingen af bygningerne så ud til at huse nogen offentlige instanser, så de havde besluttet at gå fra hus til hus og banke på. Der var ingen mennesker i gaderne, så de kunne ikke spørge nogen om vej. Til at begynde med var Thóra gået rundt sammen med Matthew og Finnbogi, men da det gik op for hende, hvor frugtesløs deres søgen var, valgte hun at gå tilbage til bilen og forsøge at få varmen. Den luftfugtighed, tågen bragte med sig, intensiverede kulden. Hun frøs ind til marven, og som hun sad der med lånte vanter og for stor hue på pickuppens bagsæde, forbandede hun sig selv for ikke at have pakket kufferten ordentligt. Hun kiggede på, mens Matthew og Finnbogi stod og trippede på trappen og forsøgte at få nogen til at komme til døren. Nu bankede de så voldsomt på, at hun kunne høre lyden af deres knoer mod døren helt ind i bilen. De ventede lidt, men så gik de videre over til nabohuset. Ruderne i bilen begyndte at dugge til, og Thóra lænede sig hen over bagsædet for at tørre fugten af, så hun kunne følge med i, hvordan det gik. Hun lænede sig tilbage i sædet og måtte tage sig til hjertet og undertrykke et skrig, for helt tæt op ad bilen stod der en person og stirrede på hende.

Det var, så vidt hun kunne se, en ung kvinde, selvom det ikke var nemt at gætte sig til hendes alder, for ruden var dugget, og kvinden var godt pakket ind i varmt tøj. Hun fortrak ikke en mine, mens hun stirrede ind i Thóras øjne. Thóra kæmpede med at få hjerterytmen i orden. Kvinden stod der et par sekunder, mens Thóra fik taget sig sammen til at rulle ruden ned. Kvinden blev stående som en stenstøtte. Det eneste, der adskilte hende fra en gine i et butiksvindue, var, at hun indimellem blinkede med øjnene, de mørke øjne. Thóra havde mest lyst til at bede hende flytte sig, men hvis hun skræmte kvinden væk, ville Matthew og Finnbogi skælde hende hæder og ære fra, sådan som de havde travet rundt i landsbyen uden at finde en sjæl, der ville fortælle dem noget som helst.

»Goddag,« sagde Thóra på dansk. »Hvad kan jeg gøre for dig?« Thóra kunne selv høre, at hun lød skinger, og at hendes stemmeleje lå alt for højt.

Kvinden blev bare ved med at stirre, så Thóra var lige ved at tro, at hun ikke forstod dansk. Men inden hun nåede at sige noget på engelsk, begyndte kvinden at fortælle. Så vidt Thóra kunne se i tågen, var hun ung, midt i tyverne måske. Ansigtstrækkene var stærke, og de høje kindben virkede endnu mere markante på grund af rødmen i hendes kinder. Øjnene var mørke og klare, men det, der spolerede indtrykket af et ellers sundt udseende, var den gullige tone omkring iris. »I burde slet ikke være her,« sagde kvinden. Hendes åndedræt sendte en svag lugt af alkohol ind i bilen, samtidig med at hendes udånding dannede tynde, hvide skyer i den kolde luft.

»Her i landsbyen?« spurgte Thóra. »Vi ville bare stille et par spørgsmål. To mænd er forsvundet, og de kunne måske være kommet her forbi.«

»I skal rejse hjem,« sagde kvinden og blev ved med at stirre stift på Thóra. »Hjem til jer selv. Hvor det end er henne.«

»Vi rejser snart.« Thóra var kun optaget af at få en forklaring på, hvad der foregik. Nu måtte danskkundskaberne stå sin prøve. Hun kastede sig ud i det, og selvom ordforrådet var ringe, håbede hun, at indholdet fremgik tydeligt nok. »Er du imod mineprojektet, eller gjorde medarbejderne hos den islandske entreprenør jer noget ondt?«

Kvinden stirrede spørgende på Thóra, det var den samme slags blik, Thóra lige før havde sendt hende. »I bor på et meget slemt sted. Ingen burde opholde sig der. Rejs hjem.«

»Hvordan slemt?« Thóra trykkede på knappen, så bilruden blev rullet helt ned. Hun gjorde det uden at tænke sig om, det var, som om det stykke glas, der adskilte hende og kvinden, forhindrede hende i at forstå, hvad hun talte om.

»Slemt.« For første gang viste der sig en reaktion i kvindens ansigt, hun lod til at have mistet tålmodigheden. »Du behøver ikke forstå hvorfor. Du skal bare tro på mig. Rejs væk sammen med dine venner, og kom ikke tilbage.«

»Hvorfor fortæller du mig det her?« Thóra overvejede, om denne bizarre samtale måske ville tage en sundere vending, hvis hun steg ud af bilen og stillede sig ved siden af kvinden.

»Jeg vil have penge for oplysningerne.« Kvindens ansigt var igen blevet fuldstændig udtryksløst.

Thóra vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun havde ingen kontanter på nær et par hundrede kriseramte islandske kroner. De var vist lige så lidt værd i Grønland, som de oplysninger, hun skulle betale for. »Jeg må have mere at vide, hvis jeg skal betale dig.« Forhåbentlig havde Matthew eller lægen nogle kontanter. Matthew havde sikkert været forudseende nok til at tage danske kroner med. Han var på mange måder Thóras diametrale modsætning – hun havde det med at kaste sig hovedkulds ud i noget og stole på heldet.

»Der er ingen andre, som vil tale med dig. Folk her vil ikke have noget med jer at gøre.« Kvinden kneb øjnene halvt i og så ud til at tænke sig om. »Den eneste grund til, at jeg taler med dig, er, at jeg står og mangler nogle penge. Hvor meget vil du betale mig for at snakke med dig?«

»Det kommer an på, hvad du har at fortælle mig.« Thóra håbede, at Matthew og lægen ikke pludselig kom anstigende og skræmte kvinden væk. Det var tydeligt, at der var noget, hun gerne ville fortælle, og Thóra gættede på, at hun lige nu stod og tænkte på, hvor meget hun skulle forlange for sine oplysninger. »Jeg er først og fremmest interesseret i, hvad der er sket med to mænd, der forsvandt herfra for nylig.«

Kvinden åndede ud, og den sure alkohollugt blev igen meget påtrængende. »Jeg ved godt, hvad det er for mænd, du mener.«

Thóra prøvede at skjule, hvor spændt hun blev. Var det muligt, at mændene befandt sig her i bygden? »Har du mødt dem for nylig?« Kvinden rystede ivrigt på hovedet. »Kom de herned, efter at de andre var taget hjem?«

»Den ene af dem,« svarede kvinden. »Ham den tykke. Han var alene.«

»Hvornår var det, og hvad ville han?« Thóra tav, hun måtte holde igen med spørgsmålene, selvom et utal dukkede op i hendes hoved. Matthew og lægen havde taget billedet af borebisserne med, så hun kunne ikke bede kvinden om at udpege den af dem, hun hentydede til. Men hvis Thóra huskede rigtigt, var Bjarki en del kraftigere end Dóri.

Kvinden trak på skuldrene, og bevægelsen trak den lyseblå jakke opad. Den var så tyk og stiv i det, at det tog lidt tid, før den gled ned igen. Imens så det ud, som om kvinden slet ikke havde nogen hals. »Jeg ved ikke nøjagtig, hvornår han kom her. Det er mere end en uge siden. Måske to uger. Han ville låne en telefon.«

»Låne en telefon?« Thóra syntes ikke, hun havde hørt noget om en opringning i den periode, det drejede sig om. Telefonforbindelsen til lejren var vist blevet afbrudt nogle få dage efter, at de to mænd var blevet ladt alene tilbage, og ingen havde nævnt noget om, at de havde haft kontakt til nogen efter den tid. »Ved du, hvor han ville ringe hen?«

Kvinden så på Thóra med sammenknebne læber. »Kan jeg være sikker på, at du betaler?« Thóra svarede bekræftende, og kvinden fortsatte, selvom ordene kom noget mere trægt nu. »Jeg ved ikke, hvem han ville ringe til, men det var sikkert til politiet eller til en læge. Det var i hvert fald det, han sagde, at han havde brug for.«

»Og fik han så lov til at låne en telefon?« spurgte Thóra og håbede, at svaret var et ja. Måske var mændene blevet arresteret og på grund af noget bureaukrati blevet hængende i et grønlandsk fængsel, uden at de islandske myndigheder havde fået besked. Arrestationen kunne meget vel have noget med det lig at gøre, som mændene havde fundet i isen.

»Nej,« svarede kvinden. »Ingen ville lukke ham ind. Han opførte sig meget mærkeligt, og for mit vedkommende drømte jeg ikke om at lukke op for ham. Han skulle være taget hjem, som jeg prøvede at sige til ham gennem døren. Han hørte ikke efter.«

»Hvordan kan du vide, at han ikke er taget hjem?«

»Jamen, han gik jo, da han blev klar over, at han ikke kunne låne en telefon, og han kan ikke være gået nogen andre steder hen end op til lejren igen. Den eneste måde, man kan komme herfra til andre bygder, er med helikopter, og efter at den store gruppe rejste, har der ikke været en helikopter her, før I kom. Der fører ingen veje hertil, og manden havde ikke adgang til en båd – og selvom han havde haft en båd, ville han aldrig have kunnet sejle den gennem isen.«

»Hvad med en hundeslæde eller en snescooter?« Thóra havde ikke fået øje på nogen snescootere i projektområdet. Men Bergteknik måtte da have nogle stykker af dem på stedet, alt andet var utænkeligt. Muligvis havde mændene forsøgt at nå frem til beboede områder længere sydpå i et par af dem, og var omkommet undervejs.

»Han kørte i hvert fald ikke herfra i en hundeslæde,« svarede kvinden bestemt. »Ingen her ville have taget ham med, og han stjal hverken en slæde eller hunde. Det ville jeg have hørt om. Og jeg lagde heller ikke mærke til nogen snescootere. De larmer, og hundene gør altid, når de hører dem.« Hun stak hænderne i lommerne og trak igen på skuldrene med samme resultat som sidst. »De ved, at snescooterne er en trussel mod dem. De kan bruges i stedet for hundeslæder i nogle situationer. Men ikke altid.« Det gik op for hende, at hun var kommet væk fra emnet og skyndte sig tilbage på ret kurs. »Ingen her ville have taget manden med, hverken i en hundeslæde eller på en snescooter.«

»Hvorfor ville ingen have taget ham med, hvis han havde brug for hjælp?« Thóra havde på fornemmelsen, at kvinden måske ikke var så klog på alt, hvad der foregik i bygden, som hun gerne ville give indtryk af. »Kan I bare ikke lide fremmede, eller hvad?« Thóra var begyndt at bruge flere og flere engelske ord, for hendes danske ordforråd var ikke stort nok til at bringe samtalen videre. Det så dog ikke ud til at gøre noget.

Kvinden skar en grimasse. »Vi har ikke noget imod fremmede, men vi bryder os ikke om det sted, I har valgt at bo på. Der burde ikke være nogen deroppe, og I rusker op i al den ondskab, som findes i det område, så vi alle bliver udsat for fare. Det eneste, vi vil, er, at I rejser et andet sted hen.«

Thóra følte sig på en måde lidt lettet, for det kunne godt tænkes, at de indfødtes overtro i forhold til området kunne bruges til at retfærdiggøre forsinkelsen af projektet. I kontraktmaterialet stod der ikke noget, der kunne have forberedt Bergteknik på dette forhold, og man kunne sagtens argumentere for, at en advarsel om det havde været på sin plads. Bygdens indbyggere havde muligvis ikke nøjedes med passivt at modarbejde projektet og opfordre medarbejderne til at rejse hjem. »Hvad er der da galt med det område?« spurgte Thóra.

Kvindens blik blev flakkende. »Ikke noget, du ville kunne forstå,« svarede hun. »Jeg vil have mine penge.«

»Du bliver nødt til at fortælle mig det,« svarede Thóra. »Mener I, at området er slemt på grund af en bestemt hændelse, eller er der noget andet i vejen? Noget konkret, som isbjørne eller andre farer?«

Kvinden var blevet irriteret. Hun stod og trippede og kneb øjnene halvt i, mens hun så sig omkring som for at undersøge, om der var vidner til deres samtale. Selvom der ikke var nogen at se, stod der sikkert nogle bag gardinerne i de omkringliggende huse. »Jeg ved det ikke. Det er bare noget, alle er klar over. Det område er slemt, og det er farligt at færdes der. Vi tager aldrig derop, og hvis I havde lyttet til os, havde du ikke behøvet lede efter denne mand.« Hun holdt op med sin frugtesløse søgen efter usynlige tilskuere og så Thóra i øjnene. De kulsorte pupiller glimtede i det gulligt hvide omkring iris. »Du finder ham aldrig.«

Inden Thóra kunne nå at kommentere denne påstand, kom Matthew og Finnbogi gående hen til bilen. Det så ud til at gibbe i kvinden, og hun virkede pludselig meget nervøs. »Det er mine venner,« sagde Thóra for at prøve at berolige hende. Hun havde en vis sympati for kvindens selvopholdelsesdrift, hvordan hun havde givet sig til at snakke med en vildfremmed i håb om at skaffe nogle penge – der var nok ikke mange muligheder for indtjening i bygden. At dømme efter bådene i havnen gik fiskeriet her kun ud på at skaffe til eget forbrug, og havnen var da heller ikke stor nok til, at trawlere kunne lægge til, mens pakisen lukkede sig om den. Beboerne burde i virkeligheden have jublet over det forestående mineprojekt på grund af de beskæftigelsesmuligheder, det kunne medføre. Så deres mangel på interesse for at profitere af projektet var et tydeligt tegn på deres dybtliggende frygt for at vanhellige området. Thóra pegede på Matthew, som sammen med lægen langsomt kom gående. »Det er ham, der har pengene.« Kvinden nikkede bekymret. Mens Thóra forklarede sagens sammenhæng for de andre, virkede det, som om den grønlandske kvinde ventede, at de ville overfalde hende, hvad øjeblik det skulle være.

Ingen af de tre havde en fornemmelse af, hvad det var passende at betale kvinden. Finnbogi hævdede, at hvis beløbet var for højt, ville det snart myldre med mennesker, der opdigtede dramatiske historier mod betaling. Til sidst gav de kvinden femhundrede danske kroner, og hun tog imod pengene, uden at man kunne se på hende, om beløbet var større eller mindre, end hun havde forventet. Hun takkede lavmælt, mens hun proppede sedlerne i lommen. »Hvor bor du henne?« spurgte Thóra.

»Hvorfor spørger du?« Der var mistænksomhed både i kvindens stemme og blik.

»Jeg får måske brug for at tale med dig igen,« svarede Thóra. »Hvis vi ikke kan få telefonforbindelsen i orden oppe i lejren, kunne vi eventuelt få lov til at ringe fra din telefon. Vi betaler selvfølgelig for det, hvis det skulle blive aktuelt. Og så vil jeg også gerne have mere at vide om det, du har fortalt om projektområdet. Du kunne måske spørge dig for hos nogle af dem, der er ældre end dig, og finde ud af, hvad forklaringen er på det dårlige ry, stedet har.«

Kvinden rystede på hovedet. »Jeg vil ikke spørge dem for jer. Det må I selv gøre.« Hun blev stående og virkede lidt ubeslutsom, måske var det håbet om at tjene lidt flere penge, der gjorde, at hun ikke gik sin vej. Hun så væk fra Thóra og gav sig igen til at kigge på vinduerne i de nærliggende huse.

»Du ved udmærket, at ingen vil snakke med os,« sagde Thóra. »Du er den eneste, der har gidet sige mere end to ord til os. Jeg lover, at vi nok skal betale for den hjælp, du kan give os.«

Kvinden så sig for sidste gang omkring, vendte sig så om mod Thóra og pegede diskret ned mod havnen. »Kan du se det hus, der står der i udkanten af landsbyen? Det blå hus?« Thóra så, at det var det hus, hun havde kigget på, da de kørte ind i bygden. Set fra denne vinkel virkede det mindst lige så uindbydende, som da de kørte fra havnen ind i bygden. Et par ski i en grel, orange farve stak op af sneen, men ellers var der ikke noget, der tydede på sportsudøvelse eller sund livsstil. Thóra gik ud fra, at det var kvinden, der havde stået bag det gardin, som bevægede sig, da de kørte forbi. »Det er mit hus.« Hun sendte de to mænd et skræmt blik. »Du må godt komme og ringe hos mig, hvis du har lyst. Ikke de andre. Kun dig.« Hun vendte sig bort uden at sige farvel.

»Hvad med oplysningerne?« råbte Thóra, da kvinden stod med ryggen til hende. »Kan du prøve at finde ud af noget om stedets historie for mig?«

Kvinden svarede uden at vende sig om. »Nej. I kan prøve at snakke med Igimaq. Han kender den sikkert.«

»Hvem er Igimaq?« Lægen nåede at stille spørgsmålet før Thóra, og hun forsøgte at skjule, hvor irriteret hun blev. Måske ville kvinden slet ikke svare, når det var ham, der spurgte – alt tydede på, at hun kun ville tale med Thóra.

Kvinden så sig vredt over skulderen og så Thóra direkte i øjnene. Hun ignorerede mændene fuldstændig. Finnbogi var klog nok til at holde mund nu. »Han er en gammel fanger, så han kender stedet rigtig godt. Og desuden har han mærket på egen krop, hvad det kan koste at bevæge sig rundt i det område. Han mistede sin datter deroppe.«

»Hvordan det?« Thóras tanker begyndte igen at kredse om isbjørne. »Omkom hun i sneen?«

»Du må spørge Igimaq selv. Han bor vest for landsbyen. Hvis I kører i retning af den sorte klippe, der ses så tydeligt mod gletsjeren, vil I finde hans telt.« Hun så fra Thóra til bilen. »I kan ikke køre derhen i den bil der. I må se at få fat i en hundeslæde eller en snescooter.« Hun vendte sig om igen og begyndte at gå. »Held og lykke med det.«

De fulgte hende med øjnene, mens hun med rank ryg gik sin vej, og Thóra beundrede den unge kvinde for hendes ranke holdning. Det var, som om de stod og så på bygdens mest indflydelsesrige kvinde. Selvom hun lugtede af sprut og øjnene var gullige omkring iris, fandtes der stadig spor af værdighed hos hende, hvilket måtte skyldes, at hun var af en langt mere hårdfør stamme end dem selv. Det var, som om hun var to forskellige mennesker, en forside og en bagside, hvor forsiden havde snublet på livets vej, mens bagsiden stadig var stolt og triumferende.

»Jaså. Igimaq.« Finnbogi så op mod himlen i håb om at kunne vurdere, hvor meget solen havde tilbage af sin korte arbejdsdag. Han havde glemt tågen, som effektivt forhindrede ham i at orientere sig om kilden til den smule gråligt lys, der slap igennem den. »Måske skulle vi prøve at finde ud af, hvor vi kan få fat i en snescooter.« Så stønnede han højlydt. »Vi glemte at vise hende knoglen og tupilakken.« Han klappede løst på sin jakkelomme.

»Det gør ikke noget,« sagde Matthew. »Jeg har på fornemmelsen, at denne Igimaq alligevel ved væsentlig mere om den slags ting end pigen.«

»Hvis han da overhovedet vil tale med os,« sagde Thóra og rullede ruden op. Der var ingen grund til at blive ved med at indånde den iskolde luft, når det kunne undgås. Det valg havde man jo ikke altid. Og slet ikke på en snescooter.