KAPITEL 28

d. 23. marts 2008

Mailen var fra Bergtekniks direktør, som befandt sig på Azorerne. Manden var tydeligvis ude af balance, og firmaets fremtid afhang da også af, at man nåede til enighed med det engelske mineselskab Arctic Mining om projektet. Teksten i mailen var usammenhængende, og planerne for, hvordan han ville få alting i gang igen og indhente det forsømte, når medarbejderne var vendt tilbage til Grønland, var svære at forholde sig til. Han fortalte, at han havde fået overtalt to af virksomhedens andre borebisser, som næsten var færdige med deres nuværende opgave, til at overtage Bjarkis og Dóris arbejde, så han var åbenbart sikker på, at de var døde. Han følte sig også sikker på, at han nok skulle kunne få de andre til at vende tilbage til arbejdet, hvis bare det blev opklaret, hvad der var sket i projektområdet. Han foreslog, at Thóra og Matthew skulle bikse en historie sammen om, at de to mænd havde været på bjergbestigning og var faldet, så deres forsvinden skyldtes naturlige årsager. Hvis ikke det hjalp, skulle de sende alle medarbejderne fra teamet en skrap mail om, at de ville blive trukket i løn og sagsøgt, hvis de ikke med det samme genoptog arbejdet på projektet. I slutningen af dette underlige brev stod telefonnumre og mailadresser på de medarbejdere, der havde nægtet at vende tilbage til Grønland. Det var ikke nogen lang liste, og Thóra og Matthew lavede en arbejdsdeling, så hun ringede til dem en efter en, og Matthew skulle så sende en e-mail til dem, hun ikke fik fat i, eller som nægtede at tale med hende.

»Ikke just, hvad jeg ville kalde et elitehold.« Thóra afsluttede sin femte telefonsamtale og så på, mens Matthew sendte vedkommende en e-mail. »Man skulle tro, de havde lavet en fælles aftale om at holde kæft.«

»De har måske skaffet sig en advokat,« sagde Matthew og smilede til Thóra. »Det ville selvfølgelig være helt forfærdeligt.« Thóra nøjedes med at give Matthew et let albuestød. Hun syntes, det var i orden, at han fik lejlighed til at give igen efter aftenen i går. Han havde forsøgt at finde en nyhedsudsendelse i fjernsynet på værelset og var til sin store glæde faldet over en tysk station. Glæden dalede dog en smule, da det gik op for ham, at kanalen næsten udelukkende viste unge kvinder, der med stor indlevelse gav udtryk for den lykke, de følte ved at gå nøgne rundt og kærtegne sig selv, mens de gnavede på de perlekæder, de åbenbart havde glemt at tage af. Thóra havde drillet Matthew med, at nyhedsudsendelserne i hans hjemland vist vinklede deres stof temmelig hårdt, og hun var gentagne gange vendt tilbage til kanalen for at se, om der var sket noget nyt.

Hun forsøgte at ringe til de to telefonnumre, der skulle tilhøre Arnar Jóhannesson, det ene var hans fastnettelefon, som ikke blev taget, og det andet var et mobilnummer, men enten var mobilen slukket, eller også var den uden for serviceområdet. Det undrede hende egentlig ikke, for hvis manden var i behandling, havde han måske tabt sin telefon under en druktur eller efterladt den derhjemme, da han tog hen for at blive indlagt. Thóra overvejede, om hun skulle ringe til behandlingshjemmet i Vogur og prøve at få fat på ham, men besluttede sig for at vente med det i håb om, at en af de andre kunne overtales til at rykke ud med nogle oplysninger. Hun fortsatte ned ad listen, hun manglede kun at kontakte to medarbejdere nu. Hun havde ikke store forventninger til, at de ville være mere meddelsomme end dem af deres kollegaer, hun allerede havde talt med. Den ene svarede ikke, så da hun ringede til den sidste, sagde hun til Matthew: »Nå, nu må du hellere krydse fingre for mig.« Det ringede tre gange, inden en dyb mandsstemme svarede. Mandens reaktion på Thóras præsentation af sig selv var kølig. »Jeg ville bare høre, om du kunne fortælle mig, hvor de knogler, vi fandt på kontoret, stammer fra. Det er temmelig vigtigt, for politiet er deroppe og leder efter de to mænd, der forsvandt.« Chancerne for, at medarbejderne vendte tilbage, ville næppe øges ved, at de risikerede at blive modtaget af politiet, så for at berolige manden tilføjede Thóra: »Jo før, de kan udelukke, at knoglerne stammer fra de to borebisser, desto hurtigere kan de komme videre i efterforskningen, så det ville virkelig hjælpe, hvis vi fik en forklaring på, hvordan knoglerne endte i skrivebordsskufferne.« Det var lovende, at han ikke havde afbrudt hende endnu – så langt var hun slet ikke kommet under de andre telefonsamtaler.

»Knoglerne, ja.« Manden lød alvorlig. »De stammer hverken fra Bjarki eller Dóri. Det kan du fortælle politiet.«

»Det vil de nok ikke nøjes med,« sagde Thóra. »Jeg må kunne give dem en ordentlig forklaring, for ellers vil de sætte en undersøgelse af knoglerne i gang, og det vil trække tiden ud, så efterforskningen bliver forsinket.« Det var en hvid løgn, for de folk, der ville blive sat til at undersøge knoglerne, var nogle helt andre end dem, der var i gang med efterforskningen i området. »Og det kan blive skæbnesvangert for dine to kollegaer, for hvis de har haft held til at finde læ et sted, er der stadig en chance for, at de er i live.«

Til at begynde med hørtes kun tung vejrtrækning, men så begyndte manden at fortælle. Han talte langsomt og beslutsomt, og Thóra var ikke i tvivl om, at han sagde sandheden. »Vi fandt en grav. I et område, der skulle ryddes, så man kunne lave en vej til borevognen.«

»Og lå knoglerne i den grav?« Thóra førte hånden op og ned mellem Matthew og computerskærmen for at gøre ham opmærksom på, at opkaldene nu endelig så ud til at bære frugt.

»Ja. De lå i en slags skindsæk under en bunke sten.«

»En røse,« sagde Thóra. »De er blevet lagt i en stenrøse. Men hvis de lå under en masse sten, hvorfor var de så ikke fuldstændig smadret?«

»Stenene var ikke ret store, så det er nok derfor. Måske beskyttede skindsækken dem også, hvad ved jeg.«

»Hvor var det henne, helt nøjagtigt?« Thóra håbede, at der stadig var nogen spor, så politiet ved selvsyn kunne se, at historien var sand. »Kan man stadig finde stedet, tror du?«

Manden udstødte en glædesløs latter. »Ja, ja. Men vejen ligger hen over det nu. Det var på den allersidste strækning, lige i nærheden af, hvor borevognen står nu.«

Thóra skubbede billedet af posen ud af tankerne og koncentrerede sig om samtalen. »Hvad gjorde I af skindsækken? Tror du, man kan finde den?«

»Den blev smidt ud. Den var ret ulækker, og liget har nok ligget og rådnet i den. Der var huller i den efter ræve, stenbunken var ikke særlig tæt, så der var masser af steder, hvor en ræv kunne smutte ind. Vi smed i hvert fald sækken ud.«

»Hvorhenne?« Hun kunne ikke forestille sig, at der havde været nogen form for afhentning af skrald i projektområdet, så skindsækken lå sandsynligvis stadig der, hvor den var blevet smidt.

»Vi smider alt skrald i en stor container ved siden af kantinebygningen, og så bliver det gravet ned med jævne mellemrum på et sted, vi har fået anvist. Jeg er ret sikker på, at containeren er blevet tømt siden dengang.«

Måske var det stadig muligt at finde frem til sækken, hvis den da havde nogen betydning. Fridrikka eller Eyjólfur kunne sikkert vise vej til det nedgravede skrald, så der var ingen grund til at bruge telefonsamtalen til at få en beskrivelse af stedet. »Der var altså kun knogler, ikke noget tøj eller andet, der kunne pege i retning af, hvem den døde var?«

»Der var noget hår, som man ikke kunne se om stammede fra en mand eller en kvinde. Det var kulsort og mellemlangt. Det behøver ikke have været kvindehår, men det var lidt langt for en mand. Farven tydede på, at det var en grønlænder. Der var også rester af tøj i sækken, men det hang i laser, og man kunne ikke se, om det var mands- eller kvindetøj.«

»Undersøgte I, om bygdens beboere kendte til røsen? Gav I dem mulighed for at flytte den?«

»Det er da klart.« Det lød, som om manden blev fornærmet over spørgsmålet, men også irriteret. »Vi tog ned til bygden og ville spørge os for, men ligesom tidligere var der ingen, som ville snakke med os. Vi ville aldrig have fjernet knoglerne uden først at prøve at undersøge, om vi sårede eller krænkede nogen ved at gøre det. Det lykkedes os ganske vist ikke at finde ud af det, men vi forsøgte i hvert fald.«

For Thóra lød det, som om Bergtekniks folk var blevet stødt over, at de lokale ikke ville snakke med dem, og at det var gået ud over denne afsidesliggende røse. »Kunne I ikke føre vejen udenom?«

»Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Der er store klipper over det hele deroppe, så det var lige dér, vi kunne anlægge vejen. Borevognen kan kun klare at komme op og ned ad let skrånende strækninger, så vi var nødt til at sløjfe det, du kalder en røse. Det var ikke os, der bestemte, hvor der skulle bores. Vi havde fået klar besked fra det mineselskab, der betalte regningerne. Vi syntes ikke, der var nogen grund til at rode deres folk ind i sagen. Det ville have set dumt ud.«

»Kendte alle i lejren til fundet af knoglerne?« Thóra løb en vis risiko ved at stille det spørgsmål, for det indikerede, at der var noget muggent ved det hele.

»Til at begynde med kun os, der fandt dem. Jeg var den ene. Først troede vi, at den der røse bare var et lidt pudsigt naturfænomen, noget, en vigende gletsjer havde efterladt, men da vi så nærmere efter, fik vi øje på noget inde mellem stenene, og så flyttede vi dem med håndkraft for at se, hvad det var for noget. Hvis vi ikke havde opdaget det, ville vi bare være drønet videre med maskinen, og så var røsen forsvundet i løbet af et splitsekund.«

»Så I fjernede altså knoglerne og gemte dem i skrivebordsskufferne?« Thóra havde svært ved at skjule sin forargelse over fremgangsmåden. Hun havde ganske vist aldrig selv været ude for, at et gravsted pludselig dukkede op midt i ødemarken og forhindrede hende i at gøre sit arbejde, så hun gjorde sit bedste for at lyde neutral.

»Vi fjernede dem og tog dem med. Det gjorde vi. Det virkede mere rigtigt end bare at lade dem ligge.« Manden undgik at kommentere, hvorfor knoglerne var stedt til hvile på kontoret.

»Men hvorfor blev de lagt i skrivebordsskuffer rundt omkring i kontorbygningen? Hvorfor lagde I ikke knoglerne samlet et bestemt sted?«

»Skrivebordsskuffer kan låses, og vi syntes ikke, vores fund skulle ligge frit fremme. Og nu har jeg ikke lyst til at snakke mere om det her. Andre må fortælle dig, hvordan det hele foregik. Hvis du har været oppe i lejren, er du vel klar over, at der ikke ligger nogen knogler i mit skrivebord.«

Det var rigtigt nok, og Thóra droppede snakken om skrivebordene af frygt for, at han fornærmet smækkede røret på. »Og I har ikke senere fundet ud af, hvem den døde var?«

»Nej, men vi fandt faktisk en ting, da vi skar sækken op.« Manden tav. »Når politiet spørger sig for i landsbyen, får de sikkert en masse oplysninger. Indbyggerne ved sikkert, hvis lig det er. De vil garanteret ikke være så tavse over for politiet, som de var over for os.«

»Hvad var det, I fandt?« Thóra delte ikke mandens tillid til, at de lokale følte respekt for myndighederne og straks ville vise sig samarbejdsvillige. Hvis manden vidste noget ud over det, han allerede havde fortalt hende, måtte han spytte ud med det nu. »Den her grav behøver jo slet ikke have noget med landsbyen at gøre. De lokale skyer området som pesten, så det virker ærlig talt ikke særlig sandsynligt, at de skulle have bragt nogen af deres kære derop for at begrave dem. Så den der ting, I fandt, kunne være af stor betydning for sagen.« Thóra lukkede øjnene og mumlede en stille bøn om, at manden ville godtage hendes argumentation.

»Det var et halssmykke.«

»Kan du beskrive det for mig eller fortælle mig, hvad der skete med det?« Hvis det var lille nok, kunne det stadig ligge under nogle af de knogler, de havde ladet ligge urørte i skufferne.

»Det var bare sådan noget helt almindeligt inuithalløj. Skåret ud i ben, du ved, men det hang ikke i en lædersnor. Det hang i en kæde af metal. Kæden var sølvfarvet, men jeg ved ikke, om den var af stål eller noget ædelmetal. Den var i hvert fald ikke rustet.« Manden tøvede lidt, men så fortsatte han. »Det var så underligt. Da vi åbnede sækken, kunne vi se, at kæden ikke lå rundt om halsen, som hvis vedkommende havde haft den på, nej, smykket lå i bækkenet. Vi åbnede sækken meget forsigtigt, så det kunne umuligt have flyttet sig. Jeg tænkte, at det måske havde ligget i lommen på det tøj, den døde havde haft på, og at det var faldet ned, da stoffet rådnede, men min kammerat mente, at smykket havde ligget i ligets mave. Men helt ærligt, hvem kunne finde på at sluge et halssmykke?«

»Hvor befinder det sig nu?« spurgte Thóra.

»Jeg ved det ikke. Sidst jeg så det, hang det på korktavlen ved siden af kaffemaskinen i kantinen. Jeg går ud fra, at det hænger der endnu. Det var en mågefigur. Bagpå stod der noget, ingen af os kunne forstå. Måske kunstnerens navn.«

»Hvad stod der?« Thóra snuppede Matthews kuglepen og notesblok fra bordet. Måske ville det give mening for politiet.

»Det kan jeg ikke huske, ikke nøjagtigt, i hvert fald. Det var et langt ord eller navn, det strakte sig fra vingetip til vingetip på mågefiguren, men jeg tror, det første bogstav var et U og det sidste et A, og jeg kan huske, at der var et dobbelt N i ordet.«

Thóra lagde notesbogen og kuglepennen fra sig. Hun behøvede ikke notere noget nu. »Var navnet bag på halssmykket Usinna?«

»Ja, det skal nok passe.« Manden tav lidt. »Du tror, de er døde? Bjarki og Dóri, altså?«

Thóra syntes, hun skyldte ham et ærligt svar. »Ja, det tror jeg, det må jeg indrømme. Vi har ikke fundet nogen tegn på, at de skulle være i live.« Og så tilføjede hun: »De har sandsynligvis mistet orienteringen og er døde i en snestorm.« Hun håbede, at det ville give medarbejderne mod til at vende tilbage og spare dem for både at blive trukket i retten og trukket i løn.

»Midt om natten? Det tror jeg ikke på.«

»Hvad mener du? Ingen ved nøjagtig, hvornår de forsvandt, men det kan da ikke have været midt om natten.«

Manden tav i et stykke tid. »Det kan godt være, at I ikke ved noget om det, men flere af os fik altså et opkald fra projektområdet en nat, efter at Bjarki og Dóri var ladt alene tilbage. Vi blev ringet op midt om natten, så derfor svarede vi ikke umiddelbart, men da vi forsøgte at ringe tilbage dagen efter, var der ingen forbindelse. Ingen har hørt fra dem siden dengang, så det burde ikke undre dig, at vi ikke ligefrem er vilde i varmen for at tage derop igen. Dengang Bjarki eller Dóri ringede til os midt om natten, var det vel ikke for at meddele, at de ville gå sig en tur i en voldsom snestorm. De har snarere villet bede om hjælp. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ikke ville være gået så galt, hvis bare jeg eller en af de andre havde taget telefonen den nat.«

Thóra sad ved en lille bardisk i udkanten af spisesalen og forsøgte atter en gang at ringe til Gylfi. Hendes søn havde taget telefonen kort forinden, men havde bedt hende ringe senere, fordi han kørte bil. Af en eller anden grund blev hun trist til mode ved at høre hans stemme, måske var det savnet, men måske handlede det lige så meget om, at hendes børn klarede hverdagen fint, også selvom hun var langt væk. Men den mest nærliggende forklaring var vel, at hun syntes, døden omringede hende her, hun følte, at den maste sig ind på hende, at den ville trænge hende op i et hjørne for så at kaste sig over hende. For ganske kort tid siden havde døden trængt sig grundigt på, da det var gået op for hende, at knoglerne i kontorbygningen stammede fra Usinna, den sælsomme fangers datter. Det var en tand for usandsynligt, at en anden kvinde skulle være begravet med hendes halssmykke netop dér, hvor denne unge og efter sigende håbefulde kvinde skulle have mødt sin skæbne. Men disse fakta passede slet ikke med det, de havde fået at vide i landsbyen. Kvinden skulle uden at kende til faren have begivet sig ind i det berygtede område og være forsvundet, men ingen havde sagt noget om, at hun var begravet dér, og da slet ikke at hun lå i en stenrøse. Det betød ikke nødvendigvis, at hun var blevet myrdet, men det stod i hvert fald klart, at nogen havde fundet hende død – og havde begravet hende. Ingen kunne gisne om, hvem det var, eller hvorfor vedkommende havde forsøgt at skjule både dødsårsagen og graven. Og lå de forsvundne islændinge mon i en grav af samme slags? Og i så fald – hvor?

»Gylfi! Hej, det er mor.« Hendes stemme ekkoede i telefonen. »Er du hjemme nu?« Hun blev varm om hjertet og så dem for sig, Gylfi med lille Orri i favnen og så Sóley.

»Ja. Ved du hvad, jeg lige tænkte på?« Ikke en dyt om, hvornår hun mon kom hjem, eller hvordan hun havde haft det i Grønland. »Sigga og jeg har tænkt på at tage til Spanien til sommer, og der var sådan et fedt rejsetillæg med avisen i morges. Gider du ikke godt låne os nogle penge, så betaler vi bare, når vi får et sommerferiejob?« Han rablede ordene af sig, så Thóra virkelig måtte koncentrere sig for at forstå, hvad det var, han sagde.

»Spørger du, om jeg vil låne jer penge til flybilletter til Spanien?« Thóra var helt rundt på gulvet. For hende var Spanien solcreme, bikinier og øl, og hun kunne slet ikke se det for sig lige nu.

»Ja, det er skidebilligt. Hvis man betaler billetterne lige nu og her, får man en kæmperabat.« Gylfi tav.

»Men hvad med sommerferiejobs? Hvordan vil I tjene penge i sommerferien, hvis I tager sydpå i den periode, hvor alle andre også holder fri og tager på charterferie, og hvor der netop er brug for afløsere og vikarer? Har I ikke vendt lidt op og ned på det hele?«

»Det kan godt være, at det var sådan, dengang du var ung. Men nu er der ingen, der synes, de unge skal være hjemme i Island hele sommeren og arbejde.« Thóra prøvede at se på de lyse sider. Han havde i det mindste ikke sagt i gamle dage, dengang du var ung.

»Kan vi ikke vente med at snakke om det, til jeg kommer hjem?« Thóra stirrede på sig selv i det store spejl bag baren. I det splitsekund, der gik, fra hun så en person, og til hun fandt ud af, at det var hende selv, hun så på, gik det op for hende, hvordan andre mennesker så hende. En blondine, ja, nydelig at se på, men virker også bekymret, burde rynke brynene mindre og klæde sig mere passende på. Den lyse silkebluse med dyb kavalergang var ikke lige sagen her og nu.

»Jo, jo, men det her tilbud gælder kun i et par dage. Og de bedste rejser bliver garanteret udsolgt i løbet af nul komma fem.« Han sagde ikke noget om, hvad de bedste rejser var, og forklarede heller ikke, hvad forskellen var mellem gode og mindre gode charterture til Spanien.

»Lad mig nu lige tænke over det her, og så kigger vi på det, når jeg er tilbage.« Thóra hørte yderdøren til hotellet gå op på etagen nedenunder. Hun kunne sagtens læne sig ud over gelænderet og se, hvem der kom ind, men det gad hun ikke. Hvis hun skulle blive her meget længere, var det ikke utænkeligt, at hun ville blive hysterisk interesseret i, hvem der kom og gik, men så vidt var det ikke kommet endnu. »I må jo også tænke på Orri. Jeg tror ikke et øjeblik på, at han vil nyde sådan en chartertur. Han er for lille.« Hun tænkte, men sagde det ikke: Og I er alt for unge til at passe på et lille barn i udlandet.

»Nej, men vi har heller ikke tænkt os at tage ham med,« sagde Gylfi og lød vældig tilfreds med sig selv, sikker på, at han nu havde overvundet sin mors skepsis. »Han skal da være hos dig, mens vi er væk. Det er kun Sigga og mig, der skal af sted.«

Thóra åbnede munden, men lukkede den straks i igen. Op ad trappen kom den grønlandske politimand, der havde afhørt hende i lejren. »Gylfi, jeg må ringe til dig senere, jeg skal lige finde ud af, hvornår jeg kommer hjem.« Hun lagde røret på og rejste sig fra barstolen. Mandens mine var alt andet end venlig, mens han gik hen til hende og nikkede kort til hilsen.

»Vil du venligst kalde resten af holdet sammen og bede dem om at pakke deres ting.« Helt kort og euforisk tænkte Thóra, at de nu ville få lov til at rejse hjem. »I skal med os tilbage til Kaanneq«.

Det var vel egentlig meget fint at være tvunget til at tænke på andet end ubærligt mørke, isolation og mangel på brusebad – den fremtidsudsigt, der nu stod lige for. Thóra kiggede på de flagrende ærmer, der nåede hende til midt på armen. Hvis den bluse virkede yt her på hotellet, ville den i hvert fald være ekstremt langt ude oppe i lejren. »Kan jeg måske få lov til at tage noget andet tøj på?«