KAPITEL 33

d. 24. marts 2008

Thóra lagde på, men orkede ikke at rejse sig fra sin plads inderst i salen. Hun havde brug for at tænke grundigt over det, Arnar havde fortalt hende i slutningen af deres samtale. Måske var det bare endegyldigt slået klik for manden, måske var hans historie løgn fra ende til anden, men det troede hun faktisk ikke. Dertil havde han været alt for alvorlig og hans beskrivelser for nøjagtige. Det forklarede også så mange ting, at det var svært at forestille sig, at det kunne være sket på nogen anden måde.

Thóra gav tegn til Matthew om at komme over til hende, og så fortalte hun ham i grove træk, hvad hun havde fået at vide, også at Arnar ønskede, at det grønlandske politi fik besked om hans andel i sagen. Matthew havde også brug for lidt tid til at fordøje historien, og han stillede et hav af spørgsmål for at forsøge at få hoved og hale på den. De måtte tale dæmpet sammen, for ventesalen var så lille, og det gik ikke an, at resten af gruppen fik nys om den seneste udvikling i sagen før myndighederne. Det var kun det grønlandske politi, der kunne efterprøve historiens sandhedsværdi, og det kunne få alvorlige følger, hvis holdet rejste hjem med en masse halve sandheder om så alvorlige ting.

Det tog dem et godt stykke tid at overbevise en ung politimand, der stod vagt i ventesalen, om at det var bydende nødvendigt, at de kom til at tale med hans overordnede. Det var hans opgave at sikre, at ingen af islændingene forlod lufthavnen, og den opgave tog han tydeligvis meget seriøst. Til sidst gik det op for ham, at de ikke ville give op, før han overgav sig. Han sagde noget, de ikke forstod, i sin sender, og kort tid efter hørte de en bil standse brat på den grusbelagte plads uden for lufthavnen. Lederen af efterforskningen stormede ind og gav tegn til, at Matthew og Thóra skulle følge ham ind i den mennesketomme reception. Resten af gruppen betragtede forundret optrinnet, men ingen af dem forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. Og hvis de havde, ville svaret have været klart og utvetydigt: Indtil videre er det noget, der ikke kommer dig ved. Lægen Finnbogi råbte ganske vist efter dem og spurgte, hvor de skulle hen, men hverken Matthew eller Thóra vendte sig om for at svare ham.

De satte sig ved et lille bord, og Thóra fortalte politimanden, hvorfor de havde tilkaldt ham. Hun gjorde sig stor umage med sproget for at sikre sig, at han tog hende alvorligt. Så spurgte hun, om resten af samtalen kunne foregå på engelsk, for hun var bange for, at hendes gebrokne dansk ville give anledning til alt for mange misforståelser.

»Så Arnar hævder, at det er ham, der har slået de to borebisser ihjel?« Så snart Thóra begyndte på sin udredning, havde politimanden taget en lille notesbog frem, og nu skrev han flittigt, mens han talte. »Men ikke kvinden – er det korrekt?«

»Ja. Han nægter at have slået hende ihjel, og han lød meget overbevisende. Han var sikker på, at hun var faret vild og død af kulde. Ligesom alle de andre troede.«

»På nær én, vil jeg tro. Det står nogenlunde klart, at hun blev myrdet. Hendes lig er på vej til Nuuk, hvor det vil blive obduceret, men vi har sendt fotografier af læsionerne til en patolog, og han konkluderer, at hun er blevet slået med et stumpt instrument. Måske en hammer.«

»Åh.« Thóra var chokeret, men forsøgte at lade være med at vise det. Hvis Arnars historie stod til troende, så det ikke ud til, at Oddný Hildurs endeligt havde noget med borebissernes død at gøre, så der var ingen grund til at bruge for megen tid på hendes skæbne lige nu. Så hun gav sig til at fortælle politimanden om forholdet mellem Arnar og borebisserne og om den grusomme mobning, han var blevet udsat for på den isolerede arbejdsplads. Indtil da havde hun kun berørt emnet flygtigt, for hun havde ikke været klar over, hvor meget det egentlig betød for gådens løsning.

»Vil det sige, at borebissernes mobning af Arnar var årsagen til, at han slog dem ihjel?« Politimanden så ikke ud til at være særlig chokeret over denne forklaring, og den ene begrundelse var vel også lige så god eller dårlig som den anden, når det drejede sig om mord.

»Inden vi går videre, vil jeg lige påpege, at jeg ikke er sikker på, at han kan blive draget til ansvar for ligefrem at have dræbt mændene.« Thóra smilede forlegent. »I juridisk forstand kan det forekomme tvivlsomt, selvom man ifølge islandsk lov kan argumentere for, at det er det, han har gjort. Etisk set er der til gengæld ingen tvivl, selvom det er svært at konkludere, om han virkelig har været klar over følgerne af sine handlinger.«

»Du sidder ikke i retten. Fortæl mig bare klart og tydeligt, hvad manden sagde til dig, og så må vi overlade det til andre at afgøre skyldsspørgsmålet.«

»Det hele har forbindelse til den midvinterfest, jeg fortalte dig om under afhøringen i går. Bjarki og Dóri, de to mænd, hvis lig blev fundet ude på hundeøen, var meget ivrige efter at erhverve sig kraniet, det skulle stå til pynt på deres kontor. Da de gik glip af hovedgevinsten, var det en stor skuffelse for dem, og de blev ved med at kværne om, at det ikke var rimeligt. Ifølge Arnar lagde folk knoglerne ned i skrivebordsskufferne, mens man ventede på, at de to faldt til ro, for alle var for længst dødtrætte af deres mukken og ville ikke risikere at opildne dem ved at lade knoglerne ligge fremme. Måske ligger forklaringen på det, der skete, efter at resten af holdet rejste, også i deres skuffelse. Det lader til, at de to også har fundet et lig, hvor de havde fået besked på at bore. De så et glimt af det under et dække af is henne ved åbningen til en grotte i det forbudte område, og besluttede efter en længere overvejelse at grave det ud af isen og tage det med til lejren for at drille deres kollegaer med det, eller måske for at få et komplet skelet ud af det, som de så kunne blære sig med over for de andre. De fandt også nogle gamle ting, som de gav sig til at løsne fra isen, fordi de håbede, at de kunne få penge for dem. Blandt andet de ting, vi overlod til jer, også den lille figur, som de regnede med var en original tupilak. De blev ellevilde, da de fandt den, for der er aldrig blevet fundet en bevaret figur af den slags. De var ret velbevandrede i stedets historie og mente, at liget i isen var en af de nybyggere, der døde af sult, og at det var denne tupilak, der havde kastet en forbandelse over bygden.«

»Er det noget, Arnar har fortalt dig?«

»Ja, og det var Bjarki, der fortalte ham det. Det skal jeg nok vende tilbage til.« Thóra fortsatte med sin historie. »De havde problemer med at løsne »ismanden«, så de besluttede at tage boret til hjælp. Da de havde lavet sprækker i isen med bor og mejsler, sad det stadig fast, for de kunne ikke bore under det. Så fandt de på at bore hul gennem kroppen og rykke liget op med boret.« Thóra holdt en lille pause. »Da de ikke ville skade knoglerne, placerede de boret sådan, at det ikke kunne ødelægge nogen ryghvirvler. Den placering passer med hullet, for det går gennem den ene lunge.«

»Hvorfor ikke maven eller bughulen? Så ville ribbenene have været intakte.« Politimanden stillede det samme spørgsmål, som Thóra havde gjort. Det var nemmere at forstå historien, hvis man satte sig i de to tumpers sted.

»Ifølge Arnar var de nødt til at ofre nogle ribben for at få ordentlig fat. Hvis de havde ført boret gennem maven, ville det være smuttet ud med det samme uden at løsne liget. Ribbenene hægtede liget til boret. Nå, men det forklarer i hvert fald hullet i liget i fryserummet, for det er det lig, de fandt. De lagde det der, mens de overvejede, hvad de skulle stille op med det.«

Politimandens kuglepen fløj hen over siden, og den blev hurtigt fyldt op. Han skimmede det, han havde skrevet, inden han bladede om til næste side. »Og hvad skete der så?«

»Ikke noget, ikke lige med det samme. De løsnede liget og tog det med hjem til lejren og lagde det i fryserummet. Dagen efter blev Dóri lidt sløj, og to dage senere var han blevet meget syg. Til at begynde med troede de, at det kun var influenza, og Dóri spiste masser af smertestillende piller, men fik det stadig dårligere. To dage efter at Dóri mærkede de første symptomer, fik Bjarki dem også. På det tidspunkt havde han fået mistanke om, at Dóri var alvorligt syg. Han søgte på nettet for at finde ud af, hvad det kunne være, men fandt ikke noget, der passede til symptomerne. Til sidst begyndte det at bløde fra Dóris hoved, fra øjnene, ørerne, munden og næsen, og han blev blå i ansigtet. Så slæbte Bjarki ham ud fra hans hytte og over til kontoret. Dér stillede han ham op foran et videokamera, så en læge kunne se, hvad der foregik, og måske give nogle gode råd. Bjarki havde selv fået høj feber på det tidspunkt, og da Dóri mistede bevidstheden foran kameraet, slog det klik for ham. Han fik aldrig fat i en læge, men brød sammen i stedet. Han var sikkert i feberens vold, for han forestillede sig, at tupilakken eller forbandelsen havde fået tag i dem, fordi de flyttede liget. Så han efterlod Dóri, hvor han lå, mens kameraet var sluttet til computeren og det hele var gjort klar til at optage.«

»Og hvordan kan det være, at Arnar kender til alt det? Befandt han sig da i lejren?«

»Nej, Bjarki ringede til ham den nat og fortalte ham alt det, jeg genfortæller nu, og sikkert nogle flere ting, som Arnar har glemt at oplyse mig om. Bjarki forsøgte først at ringe til alarmcentralen i Island for at komme i kontakt med enten en læge eller politiet, men den slags opkald kan ikke foretages fra det ene land til det andet. Da det heller ikke lykkedes ham at få fat i hverken venner eller bekendte, gav han sig til at ringe til kollegaerne, en efter en. Det passer med den kollegas beretning, jeg allerede har fortalt jer om. Det var blevet sent, og tidsforskellen gjorde det ikke bedre, så ingen tog telefonen. På nær Arnar. Det var vist, hvad man kan kalde skæbnens ironi. I sin fortvivlelse glemte Bjarki helt, at han vist ikke havde krav på megen goodwill fra Arnars side, han var i chok og beskrev situationen for ham, og sagde, at han troede, Dóri var ved at dø, og at det samme ventede ham.« Thóra tav, og så politimanden i øjnene. »Det var en hård prøve, Arnar blev udsat for. Og han bestemte sig for ikke at foretage sig noget, besluttede at lade være med at reagere på Bjarkis opkald.«

»Døde de så begge to den nat? Ellers ville Bjarki vel have ringet andre steder hen om morgenen, da han blev klar over, at der ikke var hjælp på vej?«

»Det kunne han ikke, det sørgede Arnar for. I stedet for som lovet at forsøge at hjælpe, ringede Arnar til sin ven Naruana, bad ham om at tage op til projektområdet, afmontere satellitparabolerne og fjerne nøglerne fra biler og snescootere. Han sagde til Naruana, at det handlede om en practical joke, men fortalte ham ikke, hvad det virkelige formål var. Naruana var døddrukken og stillede ingen spørgsmål, han kørte bare op til området og gjorde, som han var blevet bedt om og mere til. I stedet for at afmontere parabolerne, smadrede han dem totalt, og da han hverken kunne finde nøglerne til bilerne eller snescooterne, hældte han sukker i tankene. Uden at være klar over, hvad han gjorde, blev Naruana skyld i, at de to mænd hverken fik kontakt med eller nåede frem til en læge, hvilket måske kunne have reddet deres liv. Inden Arnar sendte ham derop, gik han ind på serverne via fjernkontakten og slettede, så vidt han vidste, alle fotos af liget i isen. Formålet med det var at føre dem, der måske senere ville undersøge sagen, på vildspor. Han siger selv, at hadet på det tidspunkt bogstavelig talt havde drevet ham til vanvid, og at alt stod som i tåge for ham.«

»Det må jeg nok sige.« Politimanden så op fra sin notesbog og hen på Thóra. »Og han skiftede ikke mening? Folk fortryder jo tit ting, de har foretaget sig i et anfald af momentan sindssyge, og forsøger at udbedre eller minimere skaden.«

Thóra sagde, at hun ikke kunne tale på Arnars vegne, hun kunne kun gengive det, han havde fortalt hende. »Måske har det spillet en rolle, at han begyndte at drikke igen, så snart han havde taget denne skæbnesvangre beslutning. Han siger, at han straks om morgenen dagen efter tog hen i et spiritusmonopol og købte en ordentlig ladning sprut. Drukturen varede, indtil han meldte sig til indlæggelse og behandling. Jeg går ud fra, at det til dels var anger, der drev ham til at drikke igen.«

»Og mændene døde.« Politimanden så ingen grund til at bruge mange ord på det indlysende.

»Ja. Dóri døde først. Han kom aldrig til bevidsthed, han døde inde på kontoret, og Bjarki havde ikke kræfter til at slæbe ham over til hytten igen. Bjarki døde to dage senere.«

»Det her forstår jeg altså ikke. Hvordan kan nogen vide det, når mændene aldrig fik forbindelse til omverdenen?«

»Bjarki fortalte det til Naruana.« Thóra fortsatte med en nærmere forklaring. »Den dag, Dóri døde, tog Bjarki af sted til landsbyen i håb om at få hjælp af de lokale eller mulighed for at ringe efter hjælp udefra. Han var meget svag og tydeligvis alvorligt syg, men nåede dog frem på ski. Det var en stor bedrift, men turen var forgæves. Ingen i landsbyen ville åbne dørene for ham eller høre hans råb om hjælp. På nær Naruana. Han fik øje på ham på vej hjem fra havnen og tilbød at hjælpe ham tilbage til lejren. Bjarkis ski står sandsynligvis stadig uden for Naruanas hus, hvis det kan være til gavn for efterforskningen.«

»Ved du, hvorfor han gjorde det? Det ville have forekommet mig mere naturligt, at netop han af alle mennesker ville undgå at møde islændingen, i lyset af det hærværk, han havde lavet oppe i lejren.«

»Det må du spørge ham om, men måske ville han afværge, at Bjarki talte med andre, måske var det derfor, han tog affære. Han transporterede ham i hvert fald tilbage til området på en snescooter, han lånte. Han har nok også bildt Bjarki ind, at hjælpen var på vej. Inde på kontoret opdagede Naruana, at Dóri var død, og det gik op for ham, at det drejede sig om andet og mere end en uskyldig joke. Jeg kan forstå, at han mente at have set mærker på Dóris lig, som lignede de symptomer, der voldte hans søsters død. Han så også de samme tegn i Bjarkis ansigt, hvilket chokerede ham meget. Han var overbevist om, at områdets forbandelse havde ramt endnu en gang, og han skyndte sig væk. Bjarki havde ikke kræfter til at følge efter ham, han blev liggende, totalt udmattet, og det lader til, at han er død kort tid senere. Han lå på gangen, henne ved kaffeautomaten.«

»Hvad med parteringen af ligene? Hvordan og hvorfor?«

Thóra var blevet tør i halsen af at tale så længe, men fortsatte alligevel. »Da Naruana kom hjem igen, ringede han til Arnar og fortalte ham, at den ene af mændene var død, og den anden ikke havde lang tid tilbage at leve i. Arnar, som på det tidspunkt var døddrukken, bad ham om at fjerne ligene, smide dem ud på isen, lægge dem et sted, hvor de ville blive ædt af dyr, eller bare gøre et eller andet, så ligene ikke blev fundet. Han håbede, at folk ville tro, at Bjarki og Dóri var faret vild og døde af kulde ligesom Oddný Hildur.«

»Og det, Naruana så gjorde, taler vel for sig selv,« sagde Matthew. Han kunne se på Thóra, at hun næsten ikke kunne holde ud at sige mere.

»Ja, det har du ret i.« Politimanden forsøgte at gøre op med sig selv, hvilket spørgsmål, det var vigtigst at stille nu. Ligesom Thóra havde han svært ved at kapere denne historie. »Men hvordan kan det være, at der blev optaget et videoklip med Naruana, der parterer ligene, og hvad er det for en sang, der lyder i baggrunden?«

Thóra trak på skuldrene. »Som jeg sagde før, ville Bjarki stille Dóri op foran et webkamera i håb om, at det ville hjælpe en læge til at stille en diagnose. Jeg ved ikke, om det var en god idé eller ej, men han var i hvert fald for svækket til at kunne gennemføre den. Da Naruana vendte tilbage til lejren, havde han en assistent med. Et barn.«

»Tog han et barn med hen for at partere lig?« Forargelsen lyste ud af Matthews ansigt. Thóra havde ikke fortalt ham om denne detalje før, for der havde kun været tid til at gengive historien i grove træk.

»Han havde en pige med, som bor i huset ved siden af hans. Og jeg må endnu en gang understrege, at jeg ikke ved, hvorfor manden gjorde, som han gjorde – det må han selv svare på. Jeg ved kun det, Arnar har fortalt mig, og det var, at denne pige havde været ude for en ulykke og aldrig var kommet sig helt; hun kan for eksempel ikke tale. Måske var det derfor, han tog hende med – hun kan ikke sladre. Men ellers er det så syg en handling, at jeg ikke drømmer om at prøve at analysere hans motiver. Pigen må have pillet ved kameraet og enten kunnet betjene det, hvilket jeg tvivler på, eller sat det i gang ved et tilfælde. Bjarki havde stillet det hele op, så man har måske kun skullet trykke på en knap eller to. Til at begynde med var planen at flytte ligene ud på isen, som Arnar havde foreslået, men så fandt Naruana sin søsters halssmykke på opslagstavlen, det smykke, jeg viste jer, og gik amok. Han var overbevist om, at det var hende, der styrede det hele fra det hinsides, og at hun prøvede at udfordre ham. Det var derfor, han parterede mændenes lig. På den måde kunne de ikke gøre ham noget, hvis de kom til live igen, mens han flyttede dem.«

Politimanden nikkede. »Det forløb må vi få styr på.« Han så op fra sine notater. »Hvad med Naruanas søster? Hvis hun døde på samme måde som borebisserne, er de muligvis blevet smittet af samme sygdom alle tre. Jeg synes godt, vi kan se bort fra al den snak om forbandelser og ånder. Hvad havde Arnar at sige om den side af sagen?«

»Jeg havde ærlig talt ikke åndsnærværelse til at spørge ham om det. Han fortalte mig ganske vist, at Oddný Hildur havde været meget interesseret i Usinna, eller snarere hendes forskning, for Oddný Hildur ville finde ud af, om der var en fare for, at hun ville føde syge børn, hvis hun opholdt sig i området for længe. Han tog hende med hen for at besøge Naruana, og hun fik Naruanas telefonnummer. Han ville undersøge, om han kunne finde noget blandt sin søsters sager, som Oddný Hildur måske var interesseret i. Det blev ikke til noget, for Oddný Hildur forsvandt kort tid senere. Jeg ved, at blodprøver var nødvendige for Usinnas forskning, måske har hun fundet det lig, borebisserne senere fandt, og tappet blod fra det.« Thóra var ikke meget for at teoretisere, men der måtte simpelthen være en forbindelse. Hun var blevet lidt forvirret og var ikke helt klar over, hvad hun allerede havde fortalt manden, og om hun måske havde glemt noget vigtigt, der var sikkert nogle huller i hendes beretning. »Det, jeg mener, er, at der var kød eller kødtrævler på boret, måske endda blod.« Thóra rettede sig op. »Og trevler fra lungerne. Noget af det må mændene være kommet i kontakt med. Ifølge Arnar var det Dóri, der stod ved siden af liget og instruerede Bjarki, som sad i borevognen. Det var også Dóri, der blev syg først. Mon ikke han har indåndet smitstoffet?« Ud ad øjenkrogen kunne Thóra se, at Matthew var ret imponeret over hendes teori. »Jeg ved ikke, om vira eller bakterier kan overleve i kulden på den måde, men jeg synes, det er værd at undersøge. Måske er Oddný Hildur også blevet smittet og er død af sygdommen?«

»På den anden side lader det ikke til, at nogen af os andre er blevet smittet, selvom mange har været i nærheden af det lig.« Udtrykket i politimandens ansigt skiftede for første gang, og han var tydeligvis rystet.

»Nej, for så ville vi vel allerede være blevet syge. Dóri viste symptomer allerede dagen efter, så vi er forhåbentlig gået fri. Men det er sikkert bedst at tage visse forholdsregler, når ligene skal obduceres, hvis nu smitstoffet skulle blive frigjort, når de tør op.«

Politimanden sendte Thóra et mat smil. »Bare rolig. Sikkerhedsforanstaltningerne hos patologerne er helt i top. Men jeg synes, I for en sikkerheds skyld burde undersøges af en læge, inden I fortsætter rejsen.« Han så på Thóra. »Gav denne Arnar nogen forklaring på, hvorfor han fortæller det her nu? Han har haft rigeligt med tid til at gå til bekendelse.«

Thóra gengældte hans blik. »Han sagde, at han havde besluttet at ofre sig for Naruana. Når efterforskningen er færdig, og han officielt har påtaget sig ansvaret for sin andel i sagen, vil han begå selvmord. Ikke før.«