EFTERSKRIFT

d. 30. maj 2008

Thóra lagde røret på og stirrede på de skilsmissepapirer, der skulle underskrives. Et ungt ægtepar havde været for længe om at opdage, at de ikke passede godt nok sammen, og som så mange i deres situation havde de nu kun gælden til fælles. Og selvom det kan virke underligt, er folk langt mere smålige, når det gælder om at dele gælden mellem sig end egentlig ejendom. Men når alt kommer til alt, søger ægtepar jo om skilsmisse, fordi de ikke kan holde ud at være sammen mere, så til sidst var det lykkedes at opnå enighed om fordelingen af gælden. Ønsket om at blive fri for den anden vejede i sidste ende tungest, som altid i den slags sager.

Thóras grønlandsophold havde ikke resulteret i flere opgaver for banken, til trods for at det var lykkedes at lave en aftale med mineselskabet; kravet om at få forsikringssummen udbetalt blev frafaldet, og Bergteknik fik lov til at fortsætte med projektet. Thóra håbede, at hendes rapport havde været en medvirkende faktor, men den mindelige løsning kunne også skyldes politisk indgriben eller den midlertidige lukning af området på grund af arkæologiske udgravninger i den store grotte. Hvordan det end hang sammen, havde mineselskabet, entreprenøren og banken indgået en aftale, mens flere individer stod fortvivlede tilbage efter at have mistet deres kollegaer under frygtelige omstændigheder. Tre døde og to borte af andre årsager – selvom den ene af de to ganske vist allerede havde sagt op forinden. Fem kollegaer var væk, og det var et stort tab på så lille en arbejdsplads. Der var heldigvis ingen planer om at begynde på ny før til sommer, så folk fik lejlighed til at komme sig med familiens og vennernes hjælp. Forhåbentlig ville sårene være nogenlunde helet, når arbejdet skulle genoptages.

Thóras egne genvordigheder var for intet at regne i sammenligning – de grønlandske sundhedsmyndigheder havde konfiskeret hendes store, grønne kuffert og ladet den og indholdet destruere på grund af smittefare. Smitterisikoen var ganske vist til at overse, men de ville gerne være på den sikre side. Hendes rejsekammeraters bagage blev også konfiskeret. Men de havde pakket kufferterne i ædru tilstand, så de mistede kun underbukser, fleecetrøjer og den slags. Thóra måtte derimod se i øjnene, at mange års arbejde med at vælge velsiddende tøj, der sandsynligvis ville overleve alle modestrømninger, var spildt. Ligesom de andre havde Thóra fået en erstatning af banken, men hun havde ikke kunnet få sig selv til at påpege, at hendes bagage var langt mere værd end de andres og desuden havde stor følelsesmæssig værdi for hende. Nu, hvor det stod klart, at banken ikke havde tænkt sig at uddelegere flere opgaver til hendes og Bragis advokatfirma, fortrød hun, at hun ikke havde gjort det.

Fridrikka havde ringet til hende. Hendes stemme var helt anderledes end før, og Thóra havde en mistanke om, at kvinden var dopet. Hun bad Thóra om at sørge for, at hun blev overflyttet til Island, når dommen var faldet, så hun kunne afsone i sit eget land. Fridrikka sagde, at hun ville dø, hvis hun var nødt til at blive i Grønland. Hun spurgte også til katten, og Thóra forsikrede hende om, at den blev forkælet ud over alle grænser. Først da lød det, som om Fridrikka fik det lidt bedre. Thóras svar på hendes anmodning var, at hun måtte overveje sagen, men hun ville dog ikke afvise at række hende en hjælpende hånd. Efter det havde de to kvinder ikke meget at tale om. Fridrikka spurgte ganske vist, hvad der var sket med Arnar, og Thóra kunne fortælle hende, at ingeniøren havde bekræftet alt det, han havde fortalt hende i telefonen. Han ville få en dom, men det var ikke til at sige, om den ville blive betinget eller ej. Selvom Thóra ikke sagde noget om det til Fridrikka, havde hun holdt øje med dødsannoncerne på det sidste, men Arnars navn var ikke dukket op. Det kunne jo godt være, at han ville vente med at begå selvmord, til der var afsagt dom ved begge retsinstanser for at sikre sig, at Naruana på grundlag af hans udtalelser slap så billigt som muligt, men måske havde Arnar simpelthen ombestemt sig eller ikke turdet, da det kom til stykket. Thóra håbede, at det var tilfældet, men fastheden i hans stemme, da han fortalte hende om sine planer i telefonen, havde ikke været til at tage fejl af.

De andres gøren og laden vidste Thóra ikke meget om, hun havde hverken hørt fra Alvar, Eyjólfur eller Finnbogi, siden deres veje skiltes i Reykjavíks lufthavn. Hun havde konsulteret lægen i forbindelse med færdiggørelsen af sin rapport, men det var alt. Da Fridrikka spurgte til Bella, svarede Thóra, at hun havde det fint og var tilbage på sin plads i receptionen, hvor hun med stor opfindsomhed generede såvel kunder som kollegaer.

Thóra havde ringet til Oqqapia en enkelt gang, selvom hun egentlig havde besluttet at lade være. Hun ville ikke knytte for stærke bånd til kvinden, for alt tydede på, at Oqqapias liv fortsat ville udvikle sig tragisk med druk og vold. Der var rigeligt med sørgelige livsomstændigheder i Thóras eget land og ingen grund til at knytte sig til den slags skæbner i andre lande. Men samtalen med Oqqapia havde været en glædelig overraskelse for Thóra. Oqqapia havde holdt, hvad hun havde lovet sig selv, og taget sig sammen. Hun sagde, at det var svært, men at hun på nær et par sidespring havde været ædru siden sagen kom på alles læber. Hun fortalte, at Naruanas vanskeligheder havde givet hende styrke, hvilket var kommet bag på hende, men nogen måtte jo støtte ham, og hans forældre var ikke i stand til det. Han havde også droppet alkoholen i håb om, at man ved domsafsigelsen ville tage hensyn til, at han havde skiftet kurs. Sammen ventede de på, hvad fremtiden ville bringe. De sociale myndigheder havde sendt en alkoholkonsulent til bygden. Denne var også lærer i bygdens skole og havde været en fantastisk støtte for parret i deres kamp for at komme videre. Oqqapia fortalte stolt, at Naruana atter var begyndt at tage på jagt, ganske vist kun fra båd sammen med andre, men det var alligevel et stort fremskridt. Hen mod slutningen af samtalen havde Oqqapia fortalt, at Igimaq nu havde fået sin datters knogler udleveret, og at han agtede at stede dem til hvile. Undersøgelsen af knoglerne havde ikke ført til, at man kunne fastslå dødsårsagen, men alt tydede på, at hun var død af den her sygdom, alle taler om, som Oqqapia formulerede det.

Inden de tog afsked med hinanden, havde Thóra forsigtigt spurgt kvinden, om Naruana havde været i stand til at forklare, hvorfor han tog den lille pige med sig op til lejren, dengang han fjernede ligene, og svaret var lige så afslappet formuleret, som Oqqapias beskrivelse af den spanske syge. Naruana havde fået lov at låne snescooteren af pigens forældre på den betingelse, at han tog hende med. Thóra behøvede ikke spørge om, hvad det dog var for nogle forældre, der lod sit barn drøne rundt på en snescooter sammen med en fuld mand. Svaret var indlysende. Forældrene havde naturligvis været endnu mere fulde end ham, de overlod barnet til. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for pigen var blevet bragt til sygehuset i Nuuk, så man kunne undersøge hende. Hun havde jo været til stede under den blodige partering, så hun kunne være blevet smittet. På sygehuset bestemte man sig for at gå i gang med en behandling af skaderne i hendes ansigt. Barnets nynnen gav desuden håb om, at pigen med tiden og den rigtigte træning kunne lære at tale. Hendes forældre var blevet overtalt til at flytte til Nuuk, så barnet kunne få størst mulig støtte. Til afsked forærede de Oqqapia og Naruana snescooteren som tak for, at deres handlinger havde ført til, at pigen kom i lægebehandling. Thóra kunne ærlig talt ikke forstå, hvorfor forældrene nærede venlige følelser over for de to, men måtte bare konstatere, at folk er forskellige, og at det vist var meget godt. Det vigtigste var trods alt, at alle disse mennesker så ud til støt og roligt at arbejde på at skabe sig en bedre tilværelse.

Der blev banket på døren, og den kommende eksmand trådte ind i Thóras kontor. »Hej, er jeg sent på den?«

»Nej, det er fint, du kommer nu.« Thóra smilede. »Tag plads. Papirerne er ordnet, så nu bliver du snart enlig igen.«

Igimaq så ud over landskabet. Han stod med ryggen til grotten, hvilket på sin vis ødelagde udsigten for ham, for hvad nyttede det at have alverdens skønhed for sine øjne, når det fæleste af alt ventede bag ham? Han holdt sin datters knogler i armene. Han havde viklet dem ind i et udsøgt sælskind, som han selv for mange år siden havde bearbejdet og syntes var et af de smukkeste skind, han havde haft mellem hænderne. Ingen satte pris på den slags mere, så han havde ikke solgt det, men opbevaret det og tænkt, at han nok ville få brug for det en dag. Nu var den dag kommet. Inde i grotten ville skindet beskytte knoglerne indtil afslutningen, hvor landet smeltede og sank i havet, ned til dyrene, som fra da af ville herske. Når det skete, ville han og hunden for længst være borte, men det betød ikke noget, i hvert fald ikke for andre end ham selv og dyret.

Hunden peb og ville væk fra dette sted, dette forbandede sted. Her havde Igimaq set sin datter lide og fælde tårer, hørt hende tigge ham om at få lov til at søge hjælp i beboede egne. Men der var ingen hjælp at få. Da hun til trods for hans forbud var begyndt at færdes i området, havde de haft et voldsomt sammenstød, og han var stadig rasende på hende, da tegnene begyndte at vise sig, og hendes hud fik et blåligt skær. På det tidspunkt var hun allerede afkræftet, og Igimaq havde rådført sig med Sikki, som dengang ikke havde været i tvivl om, hvad der skulle gøres, selvom hans holdning til området havde ændret sig, da der opstod mulighed for arbejdspladser. Igimaq havde gjort, som Sikki sagde, havde slæbt sin dødsmærkede datter ud i området igen og tvunget Naruana til at hjælpe sig. Det var jo Naruana, der skulle overtage pligterne over for forfædrene, når tiden var inde. Dengang virkede det, som om Naruana forstod det, men hans bratte deroute efter at det hele var overstået, tydede på, at Igimaqs beslutning om at inddrage ham havde været overilet og skæbnesvanger. Naruana havde allerede dengang problemer med alkohol, og hans søsters død havde endegyldigt skubbet ham ud over afgrundens rand. Hans mor havde af samme grund hurtigt fulgt i hans fodspor. Igimaq havde en vis forståelse for det. Selvom Usinnas dødskamp ikke havde været lang, så gik tiden langsomt, når man var tvunget til at overvære, at en person, der stod én nær, gennemgik de frygteligste lidelser og blev mere og mere blå i ansigtet, indtil blodet vældede ud af hendes mund, øjne og næse. Hendes sidste åndedrag dannede en rød boble mellem læberne, og boblen brast ikke, før vinden blæste hendes sorte hår ind over ansigtet. Hvis Igimaq ikke havde været så vred på hende, ville han måske have forsøgt at trøste hende eller givet Naruana lov til at holde hende i hånden, hvilket var det sidste, hun bad om. Da han lagde hendes lig til rette, var vreden fordampet. Han havde villet fjerne halssmykket med hendes navn fra liget, men opdagede, at det var forsvundet. Hun havde haft smykket om halsen, da han med Naruanas hjælp havde slæbt hende ud til slæden. Igimaq havde selv lavet det til hende, da hun var en lille pige, og han vidste, at smykket sad godt fast på kæden, og at kæden ikke kunne være gået i stykker. Han vidste også, at Usinna havde været klar over, at hun skulle efterlades i ødemarken, og han kendte sin datter godt nok til at indse, hvad hun havde gjort af smykket. Hun havde slugt det, så man ville kunne identificere hende, hvis hendes lig nogensinde blev fundet. Han kunne umuligt skære i sin døde datter for at hente smykket, ligesom det var ham umuligt at give hende lov til at komme hjem igen, da hun så på ham med sine blodige øjne og bad ham om det for sidste gang. De dødes urolige sjæle ville aldrig have tilladt det. Den eneste grund til, at Naruana og Igimaq slap væk, var, at sjælene var så oprømte og ondskabsfuldt ivrige efter at få en ny, ung sjæl i flokken. I deres iver ignorerede de Igimaq og hans søn.

De mænd, der havde været henne for at undersøge grotten, kendte intet til sjælenes ondskab, og de havde heller ikke lyttet til dem af sjælene, som stadig befandt sig derinde, selvom deres jordiske rester nu befandt sig på laboratorier i Nuuk og måske også flere steder. Sjælene havde garanteret forsøgt at gøre opmærksom på sig selv, mens der blev arbejdet på at grave det hele ud; de havde sikkert jamret og råbt, men ingen havde hørt dem. Ørerne på dem, der arbejdede med at fjerne legemsresterne fra isen, opfangede kun de ting, der hørte overfladen til, mens de overhørte de lyde, der stammede fra det uudgrundelige dyb. Og alligevel kunne disse mennesker høre vindens susen, selvom ingen vidste, hvorfra den kom, eller hvor den forsvandt hen, og selvom ingen kunne gribe fat i den.

Igimaq vendte sig om. Grottens åbning var blevet blottet og fremstod nu tydeligt for første gang i næsten hundrede år. Sommeren var på vej, isen på afsatsen over grotten var smeltet, og istapperne i grotteåbningen så ud som uregelmæssige, spidse tænder, der glitrede i solen og udfordrede ham til at kigge ind i det åbne gab. Udfordrede den store fanger til ved selvsyn at finde ud af, hvordan han ville klare sig over for noget, hvis hjerte ikke slog og derfor ikke kunne gå i stå. Igimaq så ind i hundens øjne. Den hylede igen og vendte hovedet i den retning, hvorfra de var kommet. Han havde ladet de andre hunde blive hjemme, de brød sig ikke om at være tæt på grotten, og Igimaq ville ikke forstyrres af deres evindelige hylen. Han vidste, at Naruana ville tage sig af dem, hvis han ikke vendte tilbage. Far og søn var begyndt at tale lidt sammen igen. Hans søn ville aldrig komme over det, han og faderen havde gjort mod Usinna, men skyldfølelsen åd ham ikke op indefra mere. Igimaq håbede, at knægten endelig var ved at finde sin egen vej, og at han gjorde alvor af at gifte sig med Oqqapia og få børn sammen med hende. Måske ville det kunne redde Usinnas sjæl, og hvis de to fik mange børn, var der måske også håb for hans egen sjæl.

Knoglerne i hans arme gled rundt inde i sælskindet. Han forsøgte at lægge dem bedre til rette, men holdt op, da han hørte lyden af sagte, trist gråd inde fra grotten. Han kendte den stemme så godt, selvom den lød noget lavere end i levende live. Det var Usinna. Hendes sjæl kaldte på ham og spurgte endnu en gang, hvorfor han ikke havde hjulpet hende. Døden havde åbenbart ikke mildnet hendes lidelser. Nu lød der flere stemmer derindefra, et utal af stemmer, som alle havde det til fælles, at de var utilfredse med deres skæbne og krævede at blive udfriet.

Hunden så ind i Igimaqs øjne. Den forstod sin herre og vidste, at den ikke var forpligtet til at følge ham længere. Ingen skulle tvinges til at foretage den sidste rejse, for såvel mennesker som dyr havde ret til selv at tage beslutningen. Hunden flyttede blikket fra Igimaq og stirrede ind i grottens sorte gab. Den var fast besluttet på at følge sin herre, hårene på dens ryg strittede, og den knejsede med nakken. Den rykkede lidt tættere på åbningen og så spørgende på fangeren, som nikkede og satte sig i bevægelse. Jo tættere de kom på grotten, des højere lød stemmerne inde fra den. Da mand og hund gik ind i mørket, larmede sjælene voldsomt, og Igimaq forestillede sig, at de glædede sig til at få lejlighed til at tage hævn for deres grusomme skæbne.

Usinna især.