Kapitel 2

 

Ekspedition 2 var kun nået få skridt ind i Blodsumpens uvejsomme terræn før den tæthængende tåge lukkede sig omkring dem og blødtegnede alting som i en gammel stumfilm.

Et pukkellandskab af vildtvoksende græstuer med sorte jordstier og større vandhuller fik området til at tage sig ud som et mærkeligt drømmerige. Det eneste menneskeskabte holdepunkt i form af kemikaliefabrikken TOKSINONE fadede snart bort i disen bag dem og efterlod ekspeditionsdeltagerne i et øde wasteland af mudderhuller, forrevne buske, mindre klynger af forkrøblede træer og fordrejede klippeformationer. Ude til højre løb den flod som ifølge myndighederne var TOKSINONE's udleder af spildevand til en stor sø, der efter sigende lå inde midt i sumpen.

Alt dette udgjorde kun kulissen for den ukendte fare, der lurede i sumpen og krævede menneskeblod med jævne mellemrum. Indtil videre var antallet af ofre oppe på 28. Ingen i Ekspedition 2 havde interesse i at tallet steg, så de holdt alle et vågent øje med skygger, der bevægede sig i tågen.

Professor Knowitall havde tilrettelagt hvilken rækkefølge deltagerne skulle gå i. Han vandrede selv forrest med et ældre langnæset, men velfungerende haglgevær og et delvist færdigtegnet kort, som nu sad i svederemmen under hans tropehjelm.

Efter ham kom Den Modige Unge Mand tæt fulgt af Den Skrigende Unge Pige, som trippede på mudderstien mellem græstuerne i sine højhælede travesko. Hun havde en lyserød skorte på som var bundet sammen med en knude over navlen, så denne og hendes flade mave var synlig.

Der var en fugtigvarm atmosfære i Blodsumpen, men Den Skrigende Unge Pige brugte en deodorant der gjorde hende svedfri og appetitlig, som de reklamemodeller i tv hun beundrede så højt. Hendes velformede bagdel var skruet ned i et par korte hvide bukser. Det havde Ham Der Dør Først rig lejlighed til at studere. Han kom nemlig lige efter og bar – som alle de andre – en personlig rygsæk med feltrationer og skiftetøj.

Bagest kom Kujonen trækkende med hesten. Den var læsset med teltene og kogeudstyret. Det havde været noget af en opgave at transportere dyret ud til Blodsumpen; først med S-toget og senere med bussen. Især antallet af stemplinger havde voldt problemer, ikke kun for professoren, men også for buschaufføren, der aldrig var blevet skolet i hvor mange klip en hest skulle foretage for at køre fra Ballerup Station til Ledøje Centrum.

 

De havde vandret et kvarters tid da Den Skrigende Unge Pige pludselig skreg. Det gav et sæt i mændene – og hesten.

„Hva' sker der?“ råbte professor Knowitall og kom løbende med geværet.

„D... der...ovre,“ bævrede Den Skrigende Unge Pige og pegede med en velmanicureret finger. „Ved ste... stenene!“

De andre så hen mod en samling klippeblokke som lignede store sammenkrøbne dyr i tågen.

„Det er bare klipper, Miss,“ sagde Den Modige Unge Mand beroligende.

„Os... osse de fødder der stik... stikker frem?“

„Hun har ret!“ udbrød Ham Der Dør Først. „Der ligger nogen!“

„Vi må nok hellere vende om,“ indskød Kujonen straks.

Professor Knowitall overhørte den sidste bemærkning og listede hen mod klippeblokkene med geværet parat. Den Modige Unge Mand og Den Skrigende Unge Pige fulgte langsomt efter. Ham Der Dør Først kom til sidst. De gik i en bue rundt om stenene. Den Skrigende Unge Pige skreg igen.

„De skal ikke kigge, Miss,“ sagde Den Modige Unge Mand for sent.

„Åh, hvor er det forfærdeligt!“ udbrød hun og vidste ikke hvordan hun skulle håndtere chokket.

Den Modige Unge Mand kom hen og trykkede hende – uden bagtanker – ind til sit stærke bryst. Den Skrigende Unge Pige smilede tappert et lille smil og puttede sig hos ham.

„Hvad er det?“ råbte Kujonen og strakte hals et godt stykke borte.

„Fem lig fordelt på 20 kvadratmeter,“ svarede Ham Der Dør Først. „Og det meste er blevet ædt af gribbe. Adddrr!“

„Der ligger en rygsæk herovre,“ sagde Den Modige Unge Mand efter han havde sikret sig, at Den Skrigende Unge Pige ikke besvimede. Han tømte indholdet ud i græsset.

Professor Knowitall kommenterede: „Tre gange dåsebønner, en æske bouillonterninger, et myggenet, en næsehårssaks, fire nødblus, en æske vabelplaster og Miljøministeriets rapport om blacklisting af TOKSINONE ... Der er ingen tvivl. Vi har fundet resterne af ekspeditionen fra De kom fra Blodsumpen 1.“

Den Modige Unge Mand nikkede.

„Ja, det ser sådan ud.“

„Se lige her!“ råbte Ham Der Dør Først.

Han gik rundt omkring et af de mest tilredte lig.

De andre – minus Kujonen – kom derhen. Professoren bøjede sig.

„Det er fodspor efter ... ja, efter hvad?“

„Kan det være en bjørn?“ foreslog Den Skrigende Unge Pige og så sig nervøst om i tågen.

„Der lever ingen bjørne på denne side af Ballerup, Miss,“ svarede Den Modige Unge Mand. „Aftrykket er også anderledes; tre fremadrettede tæer og én bagud. Som en fugls, bare meget større!“

„Måske er det en forhistorisk kæmpepingvin der hærger i sumpen,“ foreslog Ham Der Dør Først.

Professor Knowitall gad ikke engang kommentere det bud.

„Efter sporenes længde at dømme er der tale om et væsen på størrelse med en mand, måske større,“ sagde han og satte sig på hug. „Giv mig lige den store bog der ligger øverst i min rygsæk.“

Den Modige Unge Mand fandt den frem. Professor Knowitall bladrede sin Guide to Famous Film Monsters igennem.

„La' mig se ... Kæmpemyre, nej ... Creature From the Black Lagoon, nej ... King Kong, nej ... Godzilla, nej ... og Reptilicus ... nnnnnnej!“

Professoren så frem for sig.

„Hmmm. Dét ka' kun betyde én ting. Vi har at gøre med et hidtil ufilmet væsen som lever her i Blodsumpen. Et kødædende væsen!“