Kapitel 3

 

„Hvad tror De det kan være for et dyr, professor?“ spurgte Den Modige Unge Mand, da ekspeditionen sad omkring bålet efter aftensmaden.

„Noget som er hurtigt, lydløst og dræbende,“ svarede den hvidhårede mand eftertænksomt.

„Jeg synes altså vi skal skynde os ud herfra så snart det bli'r lyst,“ sagde Kujonen, der holdt sig tæt på hesten. Mørket lå omkring lejren. De havde slået teltene op i nærheden af den store sø, hvorfra tågebanker med jævne mellemrum drev ind over bålet.

„Vi ved alle sammen hvad De synes, mr. Coward,“ knurrede professoren og stoppede en tynd merskumspibe. Han vendte tilbage til Den Modige Unge Mand. „De fodspor vi så i dag var gamle. Ligene har ligget i mindst en uge, men deres tilstand får mig til at tænke på det sagn, som har givet Blodsumpen sit navn og rygte.“

„Jamen, så fortæl os en godnathistorie,“ sagde Ham Der Dør Først og smurte sig ind i myggebalsam fra en stor flaske, som gik bålet rundt.

„For mange år siden var Blodsumpen et grønt og frugtbart område,“ begyndte professoren og tændte piben. „Her voksede alle de frugter man kunne ønske sig. Desværre blev området domineret af ondskabsfulde krigere som byggede en borg dér hvor kemikaliefabrikken ligger i dag. Magthaverne holdt resten af befolkningen i et jerngreb og krævede høje skatter af dem, selv om de var fattige og næsten ikke kunne mætte deres egne familier.

Magthaverne havde afstraffelsesmetoder til bønder som ikke betalte deres skatter eller forsøgte at stikke af til andre dele af landet. Særlige blodbødler drænede bogstaveligt talt folk i torturkælderen og ledte blodet ud i markerne, hvor det trak ned i jorden. De udsugede kadavere blev hængt op på borgens høje mure til skræk og advarsel. Her tørrede de ind i solen til de var sorte af fluer.

Utallige tønder blod er i tidens løb rendt fra borgens blodriller ud i jorden. Dét nød især nogle store frodige druemarker godt af. Efterhånden ændrede druerne farve fra løvgrønne til blodrøde. Krigerne blev afhængige af dem. Nu drænede de udelukkende befolkningen for at vande bloddruerne.

Magthaverne udviklede sig til en særlig art vampyrer. De sov i stenkister og blev overfølsomme for dagslys.

Til sidst gjorde befolkningen oprør. De modigste mænd samlede sig en dag, mens vampyrerne sov, og stormede borgen. De dræbte alle uhyrerne og smed ligene ud i en sø i Blodsumpen. Det er formentlig den sø dér ...“

Professoren gjorde en kunstpause og pegede ud i natten med piben. Kujonen vendte sig langsomt og stirrede, mens han holdt godt fast i hestens tøjle. Hele hans store krop bævrede.

„Hvad skete der med borgen?“ spurgte Den Skrigende Unge Pige. Hun var ubevidst krøbet helt tæt hen til Den Modige Unge Mand, der – uden bagtanke – havde lagt en arm om hende.

„Borgen blev revet ned af bønderne, men det siges at de gamle torturkamre stadig ligger under TOKSINONE's moderne bygninger.“

„T... tak for d... dén historie,“ jamrede Kujonen sarkastisk. „Nu ka' jeg s... slet ikke s... sove!“

„Men tror De der er nogen sammenhæng mellem det gamle sagn og de forsvindinger som sker i dag?“ spurgte Den Modige Unge Mand.

„Der er under alle omstændigheder ét interessant sammenfald,“ svarede professoren og betragtede sin pibe. „Blodbødlerne drænede deres ofre for blod, og de lig vi fandt i dag så netop ud som om de var tømt for indhold!“

„Uuufff, hvor er det altså uhyggeligt,“ sagde Den Skrigende Unge Pige. „Jeg tør næsten ikke sove alene i nat.“

„Jeg vil gerne sove sammen med dig,“ tilbød Ham Der Dør Først beredvilligt og rakte armen i vejret.

Den Skrigende Unge Pige ignorerede ham og tog Den Modige Unge Mand om armen. Han så alvorligt på hende.

„De skal bare skrige højt, miss Uptight. Jeg sover let og kan hurtigt være henne ved Deres telt.“

„Ja, vi må fordele os fornuftigt,“ sagde professoren. „Der er nemlig kun to våben til rådighed: geværet og min gamle tjenesterevolver. Mr. Biceps og mr. Coward kan tage det ene telt, så sover jeg sammen med Ham Der Dør Først.“

„Med hvem?“ spurgte Ham Der Dør Først.

„Med Dem, mr. Goner!“

Ham Der Dør Først rynkede uforstående brynene og så ud som om han grublede et øjeblik. Så nikkede han.

„Okay.“

„Bare jeg ikke får mareridt,“ hviskede Den Skrigende Unge Pige, mens hun ledte efter sin natcreme. „I morges læste jeg i avisen at to straffefanger er flygtet fra et fængsel, og nu har vi allerede fundet fem lig!“

„Deres telt ligger midt i lejren, Miss,“ svarede Den Modige Unge Mand. „De kan ikke komme noget til.“

Hun så hengivent på ham med store blå øjne.

„Hvis jeg skriger, bliver det på Dem!“