Kapitel 4

 

Et skrig flængede natten.

Derefter ét til.

Og ét mere.

Inde i teltet lå Den Modige Unge Mand halvvågen, fordi Kujonen snorkede og fyldte det meste af pladsen ud med sin store svedige krop. På grund af larmen havde Den Modige Unge Mand stoppet vat i ørerne og han hørte derfor først det tredje skrig, men så handlede han til gengæld også hurtigt.

Han røg ud af sin sovepose, greb tjenesterevolveren som professoren havde betroet ham, og lynede teltdøren op.

Kujonen vågnede med et grynt, da Den Modige Unge Mand i skyndingen satte en hæl i siden på ham.

„Høøøøhhhh? ... hva' sker der?“ mumlede han forsovet. „Bli'r lejren angrebet?“

Den Modige Unge Mand svarede ikke, men kravlede ud i bållyset. Tågen drev stadig igennem lejren, men der var ingen at se. Han panorerede rundt med revolveren.

„Ka... kald på m... mig hvis I s... stikker af, ikke?“ tryglede Kujonen med rystende stemme og trak lynlåsen i teltdøren ned igen.

Den Modige Unge Mand spejdede lejren igennem, men der var stille og fredeligt. Måske havde han drømt?

Han gik hen til bålet og satte sig på en træstamme. Han hældte en kop halvlunken kaffe op fra termoflasken og så ind i flammerne. Det her var en mystisk historie. Hvad var det der lurede i Blodsumpen?

Han kom ikke længere i sine spekulationer før en lynlås blev revet op og Den Skrigende Unge Pige skreg skingert lige bag hans ryg. Det gav et spjæt i Den Modige Unge Mand, så kaffekruset røg på jorden. Han snurrede lynhurtigt omkring med tjenesterevolveren og så direkte ind i Den Skrigende Unge Piges vildt opspærrede øjne. Hun sad i en halvgennemsigtig natkjole fra Dior og glippede forvirret.

„Åhh, er det Dem ...?“ mumlede hun flov.

Den Modige Unge Mand sænkede revolveren og trak vejret lettet.

Ovre fra det tredje telt kravlede professoren og Ham Der Dør Først ud i det samme.

„Hvad er der galt, Miss? Hvorfor skriger De?“

„Jeg blev bange.“

„Hvad blev De bange for?“

„For skrigene!“

Professoren og Ham Der Dør Først kom hen til dem.

Den Modige Unge Mand kneb øjnene sammen.

„Så De hørte altså osse nogen der skreg?“

„Ja. Jeg var i tvivl om det var noget jeg havde drømt, så jeg ventede lidt. Jeg skulle på toilettet, og da jeg så lynede teltdøren ned, sad De lige udenfor, og jeg blev forskrækket.“

„Så både De og mr. Biceps har altså hørt skrig,“ konstaterede professoren og så sig omkring. „Mærkeligt. Vi er her jo alle sammen ... bortset fra mr. Coward!“

„Bare rolig, han gemmer sig i teltet,“ svarede Den Modige Unge Mand.

„Han fandt nok en ørentvist i sin sovepose og så skreg han,“ foreslog Ham Der Dør Først.

„Sikkert,“ svarede professoren utilfreds. „Jeg skulle aldrig ha' slæbt den umulius med, men han var billig og jeg har en svaghed for tilbud.“

„Mr. Coward havde travlt med at snorke,“ forklarede Den Modige Unge Mand. „Men hvis det ikke var nogen af os, hvem skreg så?“

„Måske var det et menneske i nød!“ udbrød Den Skrigende Unge Pige urolig. „En af de forsvundne 28 personer, der går rundt ude i mørket og kalder på hjælp.“

„23, Miss. Husk, vi har fundet ligene af de fem sidste. Og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg at resten også er døde.“

„Nårh ja, men ... det gør det jo bare endnu mere uhyggeligt, at der slet ikke er nogen til at skrige. Måske var det et spøgelse!“

Hun trykkede sig ind til Den Modige Unge Mands stærke bryst, selv om hun næsten var nøgen og de slet ikke var gift. Den Modige Unge Mand klemte hende – uden bagtanker – blidt ind til sig.

„Hov, hesten er borte!“ udbrød Ham Der Dør Først og pegede over mellem nogle buske, hvor de havde tøjret dyret.

De fire ekspeditionsdeltagere skyndte sig derhen og så rundt på oppakningen, der lå spredt ud over jorden. Flere af rygsækkene var endevendt.

„Vi har haft gæster,“ konstaterede professor Knowitall og lyste på nogle fodspor i den bløde jord. „Se!“

Den Skrigende Unge Pige udstødte et gisp.

„Det er samme slags spor som dem vi fandt omkring ligene,“ hviskede hun.

„Ja,“ nikkede Den Modige Unge Mand. „Og denne gang er de helt friske!“