Kapitel 10

 

Næste morgen klokken syv var Ekspedition 2 allerede i gang med at pakke lejren sammen.

„Vi ka' da ikke slæbe alt det her!“ jamrede Kujonen og så på kogegrejet og teltet, som han var blevet sat til at bære. „Jeg ka' i hvert fald ikke bære noget nu hvor min rygsæk er borte. Jeg har discopolaks og lyskebrok og mus i knæene. Nu har vi ikke længere hesten. Så vi er nødt til at ta' hjem. Jeg går i hvert fald tilbage nu. Så ka' I andre gøre hva' I har lyst til!“

Professor Knowitall så køligt på ham.

„Så gå!“

Kujonen blev først forbavset, så beslutsom.

„Fint, nu går jeg.“

Han vendte omkring og gloede ud i tågen, som fik alt omkring dem til at tage sig gråt og ensformigt ud.

„Øhhh, hva' retning er det ...?“

„Vi andre skal den vej,“ sagde professoren til Den Modige Unge Mand og Den Skrigende Unge Pige og pegede. „Så snart vi er klar.“

De tog fat på at pakke de sidste ting sammen.

„Jeg holder mig altså tæt til Dem,“ hviskede Den Skrigende Unge Pige.

„De kan være helt rolig, Miss,“ svarede Den Modige Unge Mand. „Jeg lader Dem ikke ude af syne ét sekund.“

„Hov, stop lige!“ udbrød Kujonen forvirret. „Jeg ved jo ikke hvilken vej jeg ska' gå!“

„Tænk, gør De ikke, mr. Coward?“ udbrød professoren med et ondskabsfuldt smil om munden. „Det er nok fordi De ikke har noget kort. Tja, alle steder ligner hinanden herude i Blodsumpen.“

Nærmest som for at provokere tog han kortet ud af tropehjelmen, foldede det ud, kiggede lidt på det, nikkede for sig selv og foldede det sammen igen.

„Jamen, så gi' mig da kortet, mand!“ krævede Kujonen febrilsk og greb efter det.

Den hvidhårede professor flyttede sig og satte det tilbage under svederemmen. Han sendte sin forhenværende medhjælper et iskoldt blik.

„Vi andre ska' bruge det kort ... til at slippe levende ud herfra!“

Kujonen gik hen mod ham.

„Giv mig kortet!“

Professoren tog ladegreb på geværet og holdt det foran sig.

„Bare prøv at ta' det kort og Deres bekymringer er overstået, mr. Coward! For evigt! Jeg gi'r Dem fem sekunder til at fjerne Dem! Og hvis De ska' videre sammen med os, vil jeg hverken se Deres usympatiske fjæs eller høre Deres ynkelige fistelstemme den næste time, er det forstået?“

Kujonen gloede lamslået og forskrækket på den myndige mand.

„Ja, ja, fald nu ned. Jeg ska' nok ... opføre mig ... ordentligt ...“

Professoren vendte ham ryggen og de pakkede videre i tavshed.

 

Efter nogen tids vandring stoppede professor Knowitall og så ned på mudderfladen foran sig. De andre kom hen til ham.

„Interessant,“ sagde Den Modige Unge Mand og gik ned på hug. „Der er aftryk efter to forskellige størrelser sko. En 43'er og en 45'er, godt og vel.“

„Og herhenne er der spor af hestehove!“ udbrød Den Skrigende Unge Pige.

„Nogen har fundet hesten og er redet videre på den,“ sagde Kujonen.

„Det ser sådan ud,“ nikkede professoren. „Men hvem går rundt herude?“

„En ryger,“ svarede Den Modige Unge Mand og samlede et udtrådt cigaretskod op.

„Jeg kan ikke se flere hestespor længere fremme,“ sagde Den Skrigende Unge Pige lidt væk. „Til gengæld fortsætter fodaftrykkene videre i samme retning!“

„Måske løb hesten fra dem,“ foreslog Den Modige Unge Mand.

Professoren nikkede igen og så på rygsækken, som indeholdt liget af Ham Der Døde Først.

„Eller noget skræmte den bort.“

 

De fulgte fodsporene ad en smal sti, som snoede sig ud og ind mellem græstuerne og mudderhullerne. Den førte frem til klippeplateauet, hvor den trekantede indgang til hulen tonede frem i tågen.

„Vi må forberede os på det værste,“ hviskede professoren til Den Modige Unge Mand. „Vi ved ikke hvem de er. Vi lister op til indgangen og laver et overraskelsesangreb, er De med?“

„Ja.“

„Jeg venter her og holder øje med om der kommer nogen bagfra,“ hviskede Kujonen og blev stående.

Professoren stønnede. Den Modige Unge Mand og Den Skrigende Unge Pige gik videre sammen med Knowitall.

Så snart de kom op på klipperne, kunne de liste frem uden at lave særlig meget støj. Knowitall og Den Modige Unge Mand holdt deres våben klar.

„Lys ind i mørket når jeg siger til, Miss,“ hviskede professoren.

Den Skrigende Unge Pige nikkede og så bange ud.

„Nu!“

Lygtelyset faldt skråt ind i hulen. De to mænd trådte frem med revolver og gevær pegende ind i hullet.

„Ohh my God!“ udbrød Den Modige Unge Mand på perfekt engelsk.