Kapitel 11

 

Den Skrigende Unge Pige skreg, da lygtelyset ramte ligene af de to straffefanger.

„De skal ikke gå med ind, Miss,“ sagde Den Modige Unge Mand. „Det er et grimt syn!“

„Jeg tror godt jeg kan klare det,“ svarede hun. „Jeg har jo allerede set ét af den slags ... ofre.“

Den Modige Unge Mand nikkede.

Professor Knowitall og Den Modige Unge Mand gik langsomt ind i klippehulen, mens de pegede rundt med deres våben. Den Skrigende Unge Pige lyste for dem.

„Det må være dem der stak af fra fængslet forleden,“ sagde Den Modige Unge Mand.

„Sandsynligvis,“ svarede professoren og vendte sig, efter han havde sikret sig at hulen var fri for fare.

„Hvad lavede de herude i Blodsumpen?“

„De gemte sig vel for politiet, men det spiller ingen rolle for os. Jeg er mere interesseret i hvad der har været på jagt her ...“

Han lagde sig på knæ og studerede det ene af ligene, som stort set bare var en tiloversbleven hudpose med lidt knogler i. Øjnene stirrede indsunkne i de benede huler.

Den Skrigende Unge Pige stod midt i klippegrottens åbning med hånden for munden. Hun stirrede på ligene. Bag hende tittede Kujonen forsigtigt frem.

„Tror I jeg ka' tåle at se på det?“

Ingen svarede ham.

„Great Scott!“ udbrød professoren optaget af sin undersøgelse. „Se lige her!“

Den Modige Unge Mand trådte hen til Knowitall, der pegede på et område af klippegulvet ved siden af Den Største Straffefange. Der stod skrevet noget med et kridtstykke, som ligets sammensunkne handskehånd stadig halvt holdt fast i.

„Han har nået at nedfælde en sidste besked i dødsøjeblikket!“ fortsatte professoren ophidset.

„Hvad st... står der?“ hviskede Den Skrigende Unge Pige, der havde vovet sig længere ind i hulen. Hun stillede sig tæt ved Den Modige Unge Mand, som beskyttende – og uden bagtanke – lagde armen om hende.

Professoren pudsede brillerne og stak ansigtet ned til klippegulvet for at læse den store grove skrift.

„Lad mig se ... der står: Du, Benny! Jeg er blevet slået ihjel af dé dér dræberuhyrer som lever i sumpen. Dem vi så første gang i nat, hvor de kom op af den store sø. Der er mindst to. De angriber mennesker ved at bide sig fast i hælene på dem og suge alt ud den vej. Skynd dig væk! I skrivende stund er jeg i gang med at blive udsuget ... kan ikke undslippe selv om jeg ... vrider mig ... har skrivekrampe ... armen føles som om den sover ... Arrrghhh!“

„Jeg slipper aldrig levende fra det her!“ jamrede Kujonen og så sig over skulderen mod hulens udgang. „Og jeg som bare ville tjene en masse rare penge på en nem måde!“

„Den anden har også skrevet en besked, Sir!“ udbrød Den Modige Unge Mand, der ignorerede Kujonens klynkeri.

Knowitall løftede hovedet.

„Ja, minsandten! Hvad står der?“

Den Modige Unge Mand slap Den Skrigende Unge Pige og gik ned på ét knæ.

Han citerede: „Jaj er osse blevet drabt af dé dér ulægger uhyre som der lever i Blodsumpen. Jaj gig ud æfter noet morgenmad og da jaj kom tilbage samme aften, lå min kammarat Brijan flad som plastiggen til en frys-selv-is. Jaj flygted ud af hulen, men blev jaget ind igen og nu er to monster i gang med og udsuge maj. Det lyder som en støvsuger, der suger maling op, når de dræber ... jaj vil gærne sænde en hilsen til min mor ... undskyl, jaj var en slem drang, mor, især dét med far og superlimen ... jaj ... uuuuuuggghhh ...“

„Det er frygteligt,“ snøftede Den Skrigende Unge Pige.

„D... der st... står lidt mere he... her,“ stammede Kujonen og pegede.

Den Modige Unge Mand bøjede sig.

„PS: Det er maj som der hedder Bennyyyyyy ...“

Professoren rejste sig.

„Well, nu ved vi da at der er mindst to monstre.“

„Ja, og alt tyder på at vi står midt i deres spisekammer!“ klynkede Kujonen og løb hen til klippehulens åbning. „Hva' venter I på? Vil I gerne udsuges?“

„Ta' Dem nu sammen, mr. Coward,“ sukkede professor Knowitall og blev stående. „Uhyrerne lever ikke her. De er formentlig bare kommet forbi i søgen efter føde.“

„Og hvordan ka' De vide dét, mr. Knoweverything?“ vrængede Kujonen sarkastisk. „De er måske ekspert i monstre som ingen endnu har overlevet at møde?“

„Nej. Jeg bruger min logiske sans og tænker mig om,“ svarede professoren køligt. „Mr. Goner blev dræbt tæt ved søen hvor vi slog lejr. Den døde mand her bekræfter, at uhyrerne kom op fra søen. Det var åbenbart straffefangernes skrig De hørte forleden nat, Miss. De har selvfølgelig været sultne og trætte. Derfor listede de ind i lejren for at hugge hesten og maden, men uhyrerne overraskede dem. Men der er ingen spor efter uhyrerne her i hulen bortset fra de to lig, selvfølgelig. Ingen andre lig af ældre dato, ingen gylp med knogler i og ingen ... øhhh ... ekskrementer!“

„Iiiuuuuvvv!“ udbrød Den Skrigende Unge Pige med en sigende grimasse.

„Ja, jeg beklager, Miss, men jeg er nødt til at kalde fækalier for noget lort.“

Den Skrigende Unge Pige nikkede bleg, men fattet.

Professoren så på sit armbåndsur.

„Mickey Mouse's arme peger nedad, så det er for sent at prøve at nå ud af sumpen inden mørkets frembrud,“ fortsatte han. „Jeg foreslår derfor at vi slår lejr her i hulen i nat. Jeg har en plan mod monstrene.“