Kapitel 16
Professor Knowitall's livløse, udsugede hånd fattede stadig om geværet. Den Modige Unge Mand samlede det op og undersøgte kamrene. Begge patroner var affyret. Og lige meget havde det hjulpet ham. Skydevåben var nyttesløse mod denne fjende.
Så lagde han mærke til professorens anden hånd, der lå ud til siden. Pegefingeren viste mod nogle linier, der var nedkradset på klippehulens gulv med kridt. Han troede først at det var beskeden fra en af straffefangerne, men da han kiggede sig omkring stod de to første beskeder andre steder på stengulvet. Denne skrift var ny, og det var professorens.
Den Modige Unge Mand gik ned på knæ og læste:
Jeg er under angreb fra mutanterne ... de kommer ind i hulen nu ... prøver at holde dem på afstand, men det er svært at skyde og skrive samtidig ... føler mig som dé dér cirkusakrobater, der skal holde 12 roterende tallerkener i gang på høje bambuspinde ... Mens De har ledt efter mr. Coward, har jeg udtænkt en idé til hvordan man kan beskytte sig mod uhyrerne ... myggebalsam er løsningen. De fleste dyr bryder sig ikke om stærke, fremmede lugte og viger bort fra dem, så jeg prøver med Jungleolie ... fordømt! ... flasken ligger uden for rækkevidde ... prøver at skrabe den herhen med geværet ... alligevel ikke flere patroner ... sådan ... Smøre ind! Smøre på! Smøre ud! ... Bliv så væk, I sataner! ... Nej, nej, gå væk! ... Jeg lugter grimt og smager fælt! ... Aaarrrrgggghhhhhh!!! ...
Den Modige Unge Mand satte sig på en sten og så fortvivlet på liget af den afdøde professor. Han havde håbet at de sammen kunne udtænke en plan til at redde Den Skrigende Unge Pige og bekæmpe monstrene. Nu havde han kun sig selv og sine egne ideer tilbage.
Ovre i hjørnet stod rygsækken og posen med ligene af Ham Der Døde Først og de to undvegne fanger. Deres hoveder stak op i toppen. De gloede næsten anklagende hen på Den Modige Unge Mand med deres tomme blikke. Han følte skyld over, at han ikke havde klaret sig bedre mod deres mordere.
Så rejste han sig igen og undersøgte professorens bagage som stadig lå i hulen. Der var kogegrej, tændstikker, tøj, en smørkniv, en stavlygte, en æggedeler, et par notesbøger, kuglepenne, en kikkert og noget teknisk udstyr til analyse, men ingenting der kunne bruges som våben.
Og dog!
Han samlede tændstikæsken op i hånden og stirrede på etiketten. Den forestillede et lystigt brændende bål. Nedenunder stod der
9 ud af 10 monsterjægere bruger STORMTÆNDSTIKKER!
Den Modige Unge Mand fik en idé og knipsede. Måske var professorens teori ikke ubrugelig, hvis han skiftede myggebalsam ud med flammer. Alle dyr var bange for ild, især når den brændte ude af kontrol. Hvis han stormede uhyrernes tilholdssted – hvor han formodede at Den Skrigende Unge Pige blev holdt fanget – kunne han muligvis vinde den ulige kamp med ild. Han kom æsken i lommen.
Hurtigt rullede han professorens lig sammen og pakkede det ned med resten af tingene. Han efterlod de døde i klippehulen til senere afhentning og gik tilbage mod lejren fra den første nat, mens han grublede videre. I løbet af en time ville det være lyst. Monstrene havde kun vist sig om natten, så han havde hele dagen til at lægge en plan.
Det var udelukket at sætte ild til selve Blodsumpen. Dels var den alt for fugtig til at kunne brænde, dels vidste han ikke hvor Den Skrigende Unge Pige befandt sig.
Han kunne heller ikke jage mutanterne bort med en simpel fakkel. Der skulle meget skrappere midler til. Et ildvåben. En flammekaster! Men hvordan fik han fat i sådan én? Og selv om han så skaffede sig et våben, kunne han så overhovedet finde Den Skrigende Unge Pige?