Kapitel 19
Den Modige Unge Mand så sig desperat om. Der var kun én vej ud af hulen og den gik forbi mutanterne, som stod stille og brølede i åbningen ud til det fri. Trækvinden bragte en stank af døde fisk med fra deres muterede amfibiekroppe. Hullet i loftet sad for højt til at det kunne bruges på den korte tid der var.
Det var lykkedes Den Skrigende Unge Pige at rive sig løs med den anden hånd, så hun nu var fri, men det blev pladsen ikke meget større af. Hulen var ganske lille og de to afskåret fra enhver flugt.
Mutanternes store uhyggelige insektøjne skinnede sort i grottelyset. Den takkede kontur af deres skælbesatte kroppe fik dem næsten til at ligne levende træer.
Den Modige Unge Mand og Den Skrigende Unge Pige bakkede mod grottens fjerneste væg.
„Rrrrroooooaaaaarrrrrr!“ brølede det ene uhyre og pegede på dem.
„Ruuuuooooaaaarrrr!“ svarede den anden med et nik.
Den Skrigende Unge Pige skreg fortvivlet.
„Vi kan ikke slippe væk nu!“ jamrede hun. „De fanger os og æder os ... øhh ... drikker os, mener jeg!“
„Vi må kæmpe!“ svarede Den Modige Unge Mand og drejede på gashåndtaget, men i stedet for at spy ild gik flammekasteren ud med et hult tøf. „Shit! ... undskyld, Miss.“
Han famlede efter tændstikkerne. Monstrene brølede igen og gik et skridt nærmere. Han vidste at hvis han forsøgte at starte flammekasteren ville de være over ham med det samme. Han havde brug for tid til at få den i gang. Han gennede Den Skrigende Unge Pige om bag sig, så hun stod op ad grottevæggen.
„Hva' ska' ... vi gø... gøre?“ bævrede Den Skrigende Unge Pige i hans øre.
„Jeg må kæmpe med de bare næver,“ mumlede Den Modige Unge Mand indædt. „Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lade mig udsuge som en milkshake!“
„Men De kan umuligt besejre de djævle alene,“ svarede Den Skrigende Unge Pige. „De er alt for stærke for én mand. Og jeg kan ikke hjælpe Dem. Jeg er sart og spinkel. Åh, hvor er det fornedrende. Tænk at blive ædt kun iført sit undertøj! Det er så pinligt!“
Den Modige Unge Mand fornemmede noget ud af øjenkrogen.
„Hva er dét der står bag Dem ... dér ved skelettet?“
Den Skrigende Unge Pige kiggede ned.
„Du godeste, det ... det er jo en ghettoblaster! Hvad laver den her?“
Mutanterne brølede i munden på hinanden. De tøvede som om de fornemmede, at Den Modige Unge Mand ikke var ufarlig.
„Jeg får en idé, Miss,“ sagde han og kastede et blik på hendes halvnøgne krop – uden bagtanker, for det var der ikke tid til. „Begynd at danse!“
Den Skrigende Unge Pige gloede forbavset på ham.
„Hva' siger De?“
„Bare dans,“ insisterede Den Modige Unge Mand og gik ud til siden, væk fra Den Skrigende Unge Pige.
Mutanterne brølede faretruende og så ubeslutsomme ud.
Den Modige Unge Mand stak langsomt hånden i lommen efter tændstikkerne.
„Dans nu, Miss!“
„Vil De ha' at jeg skal stå her og steppe, mens De sniger Dem ud af bagdøren?“ klynkede Den Skrigende Unge Pige fortvivlet. „Dét havde jeg aldrig troet om Dem! Mr. Coward, ja, men ikke Dem!“
„Stol på mig, Miss! Dans! Alt hva' De har lært!“
„Jam, det ka' jeg da ikke! Her er jo ingen musik!“
„Tænd ghettoblasteren!“
„Nårh ja ...“
Den Skrigende Unge Pige gik ned i knæ og trykkede PLAY på ghettoblasteren. Musikken skrattede ud i hulen.
„Og hvis De så vil være så venlig at strippe lidt!“
Den Skrigende Unge Pige glemte fuldkommen situationen. Hun stillede sig op med hænderne på hofterne og så forarget på Den Modige Unge Mand.
„Nej, ve' De nu hva'!“
„Rrrrooooooaaaaarrrrr!“ brølede det så uden for grotten.
„Ruuuuaaaaooooaaarrr!“ lød et svar.
„Der kommer flere!“ råbte Den Modige Unge Mand desperat og forsøgte at få en tændstik ud af æsken.
To nye monstre kom stavrende ind i grotten med sjuppende skridt og sluttede sig til de første. Lugten af rådden tang og gamle fisk blev endnu mere intens.
„Strip, Miss Uptight! For Guds skyld! Vores liv afhænger af det!“
„Øhhmm ... øhhmmm ...“
Den Skrigende Unge Pige begyndte at løse sine lange lyse fletninger op, mens hun dansede til musikken fra ghettoblasteren. Hun sang med.
„... Because my kisses belongs to my Baby ... Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Baby ... Yes, my kisses belongs to my Baby ...“
Samtlige mutanter stivnede som om de var robotter løbet tør for strøm. De gloede på hinanden og tilbage på pigen, mens de nikkede og små hvide pupiller begyndte at træde frem i deres sorte øjne. De stirrede bjergtagne på hende.
Den Skrigende Unge Pige holdt pludselig en pause. Mutanterne rørte på sig igen. Skæret i deres øjne svækkedes.
Den Modige Unge Mand havde fået tændt stearinlyset og kæmpede nu med akvariepumpen.
„De må ikke stoppe, Miss! Bliv ved! Det virker!“
Den Skrigende Unge Pige fugtede læberne og mimede videre til musikken, mens hun dansede:
„My kisses belongs to my Baby ... Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Ba-Baby ... Yes, my kisses belongs to my Baby ...“
Mens hun øjenflirtede med de paralyserede og inaktive mutanter, forsøgte Den Modige Unge Mand at finde den rette indstilling for en justeringsskrue som var på motoren.
Da løb båndet i ghettoblasteren ud og musikken stoppede med et klik. Den Skrigende Unge Pige så sig forvirret om.
Den nærmeste mutant vågnede af trancen. Den fik øje på Den Modige Unge Mand og udstødte et brøl. Så begyndte den at gå over mod ham med udstrakte kløer.