London, mandag den 4. april 2011, kl. 08:15.
I en lille gyde i et afsidesliggende kvarter af Londons White City, midt i Hammersmith og Fulham, lå en treetagers kontor- og lagerbygning, som havde set bedre dage. Byggeriet var opført lige efter krigen, og dets røde murstensfacade havde taget sin andel af storbyens forurening. Der var intet prætentiøst over bygningen, som var lige så kønsløs og uinspirerende, som den var typisk engelsk.
Flere af lejemålene i bygningen var indgået med mindre handels- og agenturvirksomheder, men spændte i øvrigt fra små revisor- og advokatfirmaer til kinesiske- og pakistanske import-eksportfirmaer.
Andensalen husede et lille firma, som de fleste af de andre lejere ikke havde meget kendskab til. Firmaets få medarbejdere var unge, men ordknappe mennesker, og ingen af de andre lejere vidste rigtigt, hvilke aktiviteter det prætentiøse navneskilt, L. Coninghan Group, Risks Specialists, dækkede over. Men hvad, så længe enhver passede sit og bidrog til det gode naboskab uden at stille for mange nærgående spørgsmål, var alle såmænd godt tilfredse.
Udsigten fra Leroy Coninghans kontor var byggeriets lige så triste baggård, bagfacadernes mange brandtrapper og den tætpakkede parkeringsplads. Havde man tid og tålmodighed, kunne man sikkert observere mange interessante ting, når især kassevogne leverede varer af eksotisk oprindelse til stedets import-eksportfirmaer. Indrømmet, Leroy Coninghan, som var indehaver af det lille firma, kunne i dage- og ugevis, ja nogle gange igennem måneder, når aktiviteten på kontoret var lav, og der var langt mellem nye opgaver, se frem til mange timer på kontoret, hvor det mest oprivende netop var at betragte trafikken til og fra de andre lejemål.
Denne morgen skulle vise sig at være anderledes. Det var dagen, som Leroy og de få medarbejdere i ugevis havde gået og ventet på. Dagen, de havde set frem til.
Beskeden fra advokaten var indgået klokken halv seks samme morgen, længe før Leroy var dukket op på den undselige adresse og trådt ind på sit spartansk indrettede kontor. Den var indtalt på telefonsvareren.
Leroy afspillede beskeden og var målløs. Han skælvede ganske lidt.
Så satte han sig ved sit skrivebord og afspillede endnu en gang beskeden, som var indtalt på fejlfrit engelsk.
’God morgen, Mr. Coninghan. Mit navn er Erling Kreitzmar, juridisk rådgiver for et danskejet rederi. Jeg ringer fra København, Danmark, hvor klokken er halv syv om morgenen vores tid. Dit navn og telefonnummer er blevet mig opgivet af en ven, som har anbefalet mig dit firma til løsning af en opgave af allerstørste vigtighed. Venligst ring tilbage i dag inden klokken halv ti jeres tid. Du bedes venligst behandle denne opringning fortroligt.’
Advokaten havde afsluttet telefonbeskeden med at opgive et mobiltelefonnummer i Danmark, hvor han kunne kontaktes.
Leroy hørte hoveddøren gå. Det var uden tvivl sekretæren. Leroy havde for vane selv at være den første, der mødte på kontoret, og sekretæren dukkede som regel op lige efter.
Han rystede let på hovedet og ænsede ikke, at sveden var sprunget frem på panden og også havde fugtet hans armhuler. Han rørte uroligt på sig. Så rejste han sig og begyndte at gå hvileløst rundt på det lille kontor, hvor det mest oprivende i de sidste mange uger havde været, når sekretæren havde klaget sin nød over den rå telefonbehandling, der var blevet hende til del, når kreditorer overfusede hende på grund af firmaets restancer med betaling af leje og andre regninger.
Han kastede et blik på alle sine ”trofæer”, som han kaldte dem. De stod pænt linet op på den lave skænk og var minder om de K & R-sager - Kidnap and Ransoms - han og hans folk havde påtaget sig i fjerne egne af kloden inden for de sidste par år. Især var den tunge marmorstatuette af krigsherren Lapulapu fra den filippinske ø Mactan, som regerede i midten af det 16. århundrede, et vemodigt minde. Ikke sådan at forstå, at medarbejderne i L. Coninghan Group på nogen måde lod følelserne løbe af med sig under udførelse af deres opgaver. Men der var i denne branche, og i sagens natur, altid tale om meget følelsesladede situationer, hvor menneskeliv stod på spil, og skæbner blev afgjort. Statuetten var blevet skænket ham af den filippinske hustru til en engelsk forretningsmand, som på en forretningsrejse til Filippinerne var blevet kidnappet i en taxa, da han kørte fra Ninoy Aquino International lufthavn i Manila. Det var lykkedes Leroy og hans folk at få frigivet manden inden for en uge, men gidslet havde været udsat for en umenneskelig tortur, herunder amputering af to fingre på venstrehånden. Et par måneder efter frigivelsen var vedkommende dog kommet på benene igen, og han og hustruen havde aflagt L. Coninghan Group et besøg på adressen i London, hvor de i taknemmelighed havde overrakt den symbolske statuette af den sagnomspundne, filippinske krigsherre.
Leroy så på sit ur. Klokken var 09:13, og der var ikke meget tid at spilde. Han havde længe forberedt sig på et sådant opkald og vidste, hvordan han ville gå til værks, og på hvilke præmisser og betingelser han ville kunne indgå i et samarbejde.
Han åbnede for sin internetforbindelse og begyndte at researche. Først googlede han advokatens navn, men ud over en del professionelle oplysninger, kom der ikke mange detaljer frem. Han fandt frem til advokatfirmaets hjemmeside, men kunne, ud over generelle oplysninger, ikke umiddelbart se, hvem klientellet typisk bestod af. Derefter kastede han sig over nyhedsbureauerne og disses hjemmesider - nationale, internationale og danske - men der var heller ikke noget her, der kunne indikere, hvad sagen måtte dreje sig om.
Klokken var 09:28. Han kaldte sekretæren og lod hende forstå, at han ikke ønskede at blive forstyrret - en melding, som gjorde hende både nysgerrig og nervøs.
Han tastede nummeret på advokaten i Danmark.
”Kreitzmar,” blev der svaret med det samme i den anden ende.
”God morgen, Mr. Kreitzmar. Leroy Coninghan fra London. Jeg har modtaget din telefonbesked. Hvad kan jeg gøre for dig?”
”Mr. Coninghan, god morgen og tak for, at du har ringet tilbage som ønsket. Mit navn er Erling Kreitzmar, og jeg er juridisk rådgiver for det danskejede rederi, ’K.T. Lines’ med hovedkontor her i København. Før jeg går i detaljer med mit ærinde, ønsker jeg en tilkendegivelse fra din side, at vi kan forvente fuld diskretion i behandlingen af denne sag, hvad enten vi indgår et samarbejde eller ej?”
”Naturligvis, Mr. Kreitzmar, det siger sig selv.”
”Som jeg nævnte i min telefonbesked tidligere på morgenen, så er dit firma blevet os anbefalet af - skal vi sige - en fælles ven, som nævnte, at I arbejder hurtigt, effektivt og fortroligt med kidnapningssager. Er det korrekt forstået?”
”Ja, det er korrekt,” kom det hurtigt fra Leroy. ”Vi er et lille og relativt nyetableret firma med speciale i K & R, Kidnap and Ransoms, typisk i Mellemamerika, Afrika og Fjernøsten, men i øvrigt er der ingen geografiske steder, hvor vi ikke påtager os opgaver. Vi har folk, der begår sig på såvel fransk som spansk.” Han tav et øjeblik. ”Taler vi her om kapring af et af din klients fartøjer?”
”Det er rigtigt forstået, Mr. Coninghan - må jeg kalde dig Leroy? - Vi taler om kapring af rederiets tankskib, ’Ocean Princess’. Klokken halv ti i går morges dansk tid indløb en telefonsamtale fra en unavngiven, udenlandsk mandsperson, som kunne oplyse, at en gruppe af personer, som vedkommende angiveligt var talsmand for, havde kapret rederiets kemikalietankskib, som var på vej fra Mumbai til Mombasa og flere andre østafrikanske anløbshavne med en ladning landbrugskemikalier. Telefonsamtalen blev modtaget på rederiets hovedkontor i København af den vagthavende medarbejder, som straks kontaktede rederiledelsen og undertegnede. Mere end et døgn før telefonbeskeden indløb, ophørte kontakten til skibet af uforklarlige årsager, men uden at der var indløbet en alarm, og rederiets hovedkontor blev i weekenden sat på næstøverste alarmberedskab. På det tidspunkt befandt tankskibet sig nordøst for Zanzibar, cirka femogtres sømil øst for Mombasa. Som du kan forstå, har vi siden da forberedt os på denne situation, og derfor var vi klar allerede her til morgen med kontaktadressen på en mulig K&R-konsulent.
”Den unavngivne person har på vegne af sine opdragsgivere, som vi formoder er pirater, der opererer ud for Somalias kyst, stillet krav om betaling af en løsesum på tyve millioner dollars for frigivelse af skib og besætning. Man har samtidig fremsat en tidsfrist på ti dage for opfyldelse af dette krav, i modsat fald står man ikke inde for konsekvenserne. Vedkommende bad i den korte telefonsamtale om, sidst på formiddagen i dag, at få oplyst navn og telefonnummer på den K&R-konsulent, vi ønskede at gøre brug af i sagens videre forløb, hvorefter han ville sætte sig i forbindelse med vedkommende.” Kreitzmar tav et øjeblik. ”Deraf den efterfølgende kontakt til jeres kontor, og her står vi.”
Leroy noterede ned, efterhånden som oplysningerne kom frem. Han båndede samtidigt samtalen, men havde valgt på dette tidlige tidspunkt ikke at involvere andre på kontoret.
”Jeg går ud fra, at din klient ikke har nogen K&R-forsikring?”, sagde Leroy, ”og at det er en af årsagerne til, at I har rettet henvendelse til os?”
”Det er korrekt,” svarede advokaten. ”At vores valg falder netop på dit firma hænger også sammen med, at vi ønsker så stor en grad af diskretion som muligt. Du er naturligvis bekendt med, at denne slags sager har det med at få meget stor mediebevågenhed, og at der er tendens til, at tingene eskalerer og kommer ud af kontrol. Når det er sagt, så vil jeg gerne understrege, at det er første gang, min klient befinder sig i en sådan situation. Rederiet har som sådan ingen egentlig erfaring med kaprings- og gidselsager …”
”Og har ejheller taget specielle forholdsregler, formoder jeg?”
Advokaten svarede bekræftende.
Herefter blev Leroy bedt om så kort og koncist som muligt at gøre rede for sin egen og sit firmas erfaring på området, nøglepersonernes baggrund, firmaets måde at operere på, dets succesrate, og hvorledes Leroy generelt så på K&R-sagernes kompleksitet og mulighed for succes. Endelig blev han bedt om at redegøre for en køreplan og hans firmas foreslåede fremgangsmåde i den foreliggende sag.
”Vores primære opgave er at sikre en hurtig, effektiv og skånsom frigivelse af skib og besætning,” svarede Leroy, ”samt at evaluere og mindske risici mest muligt. Dernæst at frigivelsen gøres på betingelser, der af klienten vurderes at være rimelige og står i et fornuftigt forhold til det, der står på spil. Det være sig i form af løsesummens størrelse, rederiets omdømme, sagens omtale i medierne eller forskellige andre forhold.” Han holdt inde et kort øjeblik. ”Det er et ufravigeligt krav,” tilføjede han i en venlig, men bestemt tone, ”at vi får frie hænder til at forhandle og indgå aftale med kidnapperne uden hver gang at skulle tilbage og afstemme og have disse spørgsmål godkendt af rederiet. Skulle vi være nødsaget til det, ville vi ikke have en kinamands chance for at overleve i denne branche, hvor et sådant krav i øvrigt er kutyme.”
”Hvad er jeres betingelser?”, spurgte advokaten.
Også på dette punkt var Leroy afklaret. ”I en sag som denne vil vores honorar afspejle de helt specielle arbejdsforhold og risici - også for vores eget personale - der her gør sig gældende. Mit forslag er tre tusind US dollars om dagen, at regne fra aftalens indgåelse og så længe sagen kører, hvortil kommer rejse- og opholdsudgifter samt enhver anden form for udlæg, der måtte komme på tale. Aftalt minimumshonorar er halvtreds tusind dollars for at påtage os opgaven, hvilket samtidig er det aftalte acontobeløb, som I overfører til vores firmas konto, så snart der er opnået enighed om samarbejde.”
Der var et øjebliks tavshed i den anden ende. ”Lige et øjeblik,” blev der sagt.
Kreitzmar var hurtigt tilbage på tråden. ”Vi er enige i dine betingelser,” sagde han, ”så længe alle forhold, der måtte have med besætningens, skibets eller lastens sikkerhed at gøre, refereres hurtigst tilbage til rederiet før endelig beslutning og eventuel handling.” Der var en lettere skratten i telefonen. ”Pressen håndteres naturligvis udelukkende af rederiet,” tilføjede han tørt.
”Og løsesummen?” spurgte Leroy.
”Den slags har det med at havne på femten-tyve procent af det oprindelige forlangende, i dette tilfælde altså et eller andet sted mellem tre og fire millioner dollars. Men der er naturligvis ingen regler eller normer herfor, og det er derfor et punkt, der skal behandles med stor omtanke og forhandlingslist. Rederiet er indstillet på at betale op til halvanden million dollars, men det er det absolut maksimale beløb. Vi hverken kan eller vil gå over dette beløb.”
”Det er noteret.”
”Hvad siger du til spørgsmålet om tidsfrist?”
”Det bruges jo rask væk af pirater i alle kidnapningssager som pression i forhandlingerne, men vi ved af erfaring, at disse har det med at trække ud. Om det skulle være anderledes i denne sag, kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om.” Leroy kastede et blik på sin tjekliste. ”Hvad med besætningen?” spurgte han.
”Den er på 21 mand. Kaptajnen og tre andre officerer er danske, de øvrige tre officerer er andre nordiske nationaliteter. Den menige besætning består hovedsageligt af indere og asiater, hvoraf to er kvindelige. Derudover har vi ingen oplysninger, men må formode, at skibet er opankret ud for Somalias kyst. Om besætningen stadig opholder sig om bord vides ikke.”
Leroy noterede oplysningerne ned.
”Endnu en ting, Leroy. Intet må gå galt i denne sag. INTET. Det er os naturligvis meget magtpåliggende, at ingen af besætningsmedlemmerne kommer noget til, og at der træffes et maksimum af forholdsregler med henblik på også at sikre og beskytte skibet og dets last. Desuden ønsker vi at gøre alt for, at piraternes tidsfrist overholdes, og at denne sag ikke trækker i langdrag. Er vi enige? Der står meget på spil her.”
Svaret kom prompte og overbevisende fra Leroy. ”Det har du mit ord for.”
”Meld tilbage til mig, så snart du har haft kontakt med talsmanden,” tilføjede Kreitzmar. ”Når det er muligt, så lad os tale sammen over videokonference, så får vi også sat ansigt på hinanden. Du skal vide, at det meste af dagen i dag vil være gået, før rederiet vil informere de pårørende og derudover på mere officiel vis - altså ud over de indledende kontakter, som allerede blev iværksat i løbet af søndagen - de forskellige offentlige instanser, Den Danske Rederiforening, Udenrigsministeriet, Transport- og Søfartsministeriet, forsikringsselskabet, m.v. Da det altså må forventes først at blive en gang i aften, får vi købt os lidt tid, og sandsynligheden er, at medierne ikke vil kaste sig over sagen før en gang i morgen tidlig. Lad os benytte os af det.”
Herefter fulgte endnu en række praktiske spørgsmål, forskellige andre forhold blev vendt og køreplanen endeligt fastlagt. Erling Kreitzmar ville straks efter telefonsamtalens afslutning sende en fortrolig bekræftelse pr. mail til Leroy om det, de netop havde aftalt telefonisk. Ligeledes pr. separat mail ville han sende alle relevante oplysninger og dokumenter, som Leroy kunne tænkes at få brug for til løsning af opgaven, og som ville give ham den baggrundsviden om rederiet, der var så vigtig: navn, stilling, funktion og kontaktadresse på ledende medarbejdere på rederiets hovedkontor, data og karakteristika for ’Ocean Princess’, kopi af skibets ladningsmanifest, oversigt over besætning med angivelse af navn, funktion, nationalitet, alder m.v., skibstegning og et par forskellige andre forhold. Advokaten ville som aftalt opgive Leroys navn og telefonnummer, så snart piraternes talsmand meldte sig på banen igen. Endelig ville han, når den underskrevne aftale var modtaget retur fra Leroy, straks sørge for overførsel af det aftalte acontobeløb på halvtreds tusind dollars til det kontonummer, som Leroy oplyste over telefonen.
Herefter lå sagen - og mange skæbner - i Leroys hænder.
*
”Yes!” udbrød Leroy opstemt, da han havde lagt på. Han kaldte på sin sekretær, Alice, og bad hende brygge en kande stærk kaffe. Hun blev kort sat ind i situationen og bedt om samtidig at briefe de medarbejdere, der var hjemme. Leroy kunne ikke undgå at bemærke, hvordan sekretæren gjorde store øjne og samtidig prøvede at styre sin nysgerrighed. Dernæst fandt han sine fortegnelser med bilag frem, sine egenproducerede retningslinjer, manualer, fremgangsmåde og anden interessant dokumentation i sager, der angik pirateri.
Det skulle nu altsammen stå sin prøve.
Der gik ikke længe, før han så, at det lovede materiale fra advokaten var indgået pr. mail. Han bad sekretæren følge op med banken og lade ham vide, så snart den elektroniske pengeoverførsel var gået ind på deres konto. Kontrakten med rederiet var relativt kortfattet, og efter at have læst den igennem et par gange underskrev og scannede han den, hvorefter han sendte den tilbage til advokaten pr. mail.
Han så på sit ur. Klokken var 10:55, og han forventede at modtage opringningen fra piraternes talsmand, hvad øjeblik det skulle være.
Der gik en halv time, en hel.
Ventetiden begyndte at gå ham på. Adrenalinen havde konstant pisket rundt i kroppen på ham, siden han var trådt ind på sit kontor om morgenen og stiftet bekendtskab med telefonbeskeden fra advokaten. Hans hjerne var på overarbejde, og sveden klistrede nu klæbrigt til hans krop. Han trak jakke og vest af, som han distræt smed hen over det lille ovale konferencebord i hjørnet af kontoret.
Han blev rastløs og rejste sig fra sin stol. Han begyndte at gå hvileløst rundt på det lille kontor, hvor der ud over konferencebordet og seks stole blot var en sofa, en lille, lav skænk samt et par arkivskabe i metal. Han tog opstilling foran et af de tre små vinduer og betragtede aktiviteten nede på gårdspladsen, som han havde for vane. Men denne dag var det uden at registrere, hvad der egentligt foregik dernede. Hans tanker var et helt andet sted.
Han gik tilbage til skrivebordet og satte sig. Derefter løb han endnu en gang tjeklisten fra mappen igennem. Han lavede en mental gennemgang af de opgaver, der skulle uddelegeres til kollegerne og noterede sig, hvad han selv ville tage sig af.
Det gav et sæt i ham, da telefonen ringede. Højt og monotont, men med en insisterende ringetone, der varslede godt.
Leroy så på sit ur. Der var gået næsten to en halv time siden samtalen med Kreitzmar.
Han tog telefonen. ”Coninghan,” svarede han.
Der lød en skratten i den anden ende. Telefonens display sagde blot ’Anonymt opkald’.
”Jeg repræsenterer en gruppe af mennesker, som har skibet og dets besætning i sin varetægt,” lød det på gebrokkent men dog forståeligt engelsk. ”Du er informeret om betingelserne for frigivelse. Vi ønsker ikke, at drøftelserne trækker i langdrag. Er vores krav ikke indfriet inden ti dage, står vi ikke inde for konsekvenserne. Jeg gentager, at kravet er på tyve millioner dollars. Er alt forstået?”
”Alt er forstået,” begyndte Leroy, som kun alt for godt vidste, at det var væsentligt at starte på god fod med talsmand og forhandlere. ”Kan du sige noget om, hvor skib og besætning p.t. befinder sig?”
”Jeg kontakter dig igen om fire timer,” lød det i den anden ende. ”Sørg for til stadighed at være i nærheden af din telefon.”
”Vil det …”
Samtalen blev afbrudt.
Leroy lænede sig tilbage i sin stol og rørte lidt uroligt på sig. Den korte og afbrudte samtale var lidt af et antiklimaks, noget af en flad fornemmelse, selvom et sådant forløb var klassisk for en forhandlingsopstart.
Han rettede sig op i stolen igen og førte samtalen ind i sin log-bog, et kort resumé af indhold og tidspunkt. Derefter forberedte han sin tjekliste til brug for et møde med sine medarbejdere. Tre af hans folk var hjemme, kun en enkelt var i marken. Det var en lille håndfuld betroede medarbejdere, som han alle havde kendt fra sit tidligere virke. De var, lige som han selv, først i trediverne, ungkarle og havde en militær baggrund.
Tjeklisten ville på flere måder afvige fra de kidnapningsopgaver, hans firma typisk havde påtaget sig hidtil, hvor det oftest drejede sig om enkeltpersoner, der var blevet kidnappet. I forhold til sådanne sager ville pirateri og kapring af skibe på mange måder være langt mere kompleks alene af den grund, at der oftest stod mere på spil, og der var mange personer - og gidsler - involveret. Skibet og dets last var derudover - i modsætning til personer - en aktivmasse, der helt konkret kunne gøres op i penge.
Leroy begyndte at notere ned, hvad der ville være anderledes i denne sag, ikke mindst prioriteringerne og de mange forskellige særinteresser, der var tale om. Dernæst satte han navn på de opgaver, der skulle uddelegeres, så alle kunne forberede sig og med kort varsel træde i aktion.
Han var fortrøstningsfuld.
*
Talsmanden ringede som aftalt, inden der var gået fire timer.
”Coninghan,” svarede Leroy.
”Tyve millioner dollars!”, lød det kort og kontant i den anden ende. Leroy kunne genkende stemmen fra den første samtale til trods for det svage ekko, der nu var over linjen.
”God aften,” sagde han i så let et tonefald, det var ham muligt. ”Jeg har forstået dit krav og vil gerne forholde mig til det. Var det muligt at få at vide, hvem jeg taler med? Mit navn er Leroy.”
”Du kan kalde mig Sefu,” lød det i den anden ende, ”selvom jeg ikke kan se, hvilken forskel det skulle gøre.”
”Udmærket, Sefu.” Leroy forsøgte at holde samtalen på så afslappet et niveau, det under omstændighederne kunne lade sig gøre. ”Kan du oplyse, hvor skib og besætning befinder sig?”
”At skibet er opankret ud for den somaliske sydkyst har sikkert ikke undsluppet jeres opmærksomhed,” lød det spydige svar. ”Ud for Kismaayo. Besætningen befinder sig om bord.”
”Udmærket, Sefu. Jeg har drøftet sagen med min klient, men du må forstå, at det fremsatte krav virker helt urealistisk. Det kunne …”
”Urealistisk!”, lød det fnysende i den anden ende. ”Hvad bilder I jer ind? Ved I ikke, hvad der står på spil her? Har I ikke fattet, hvad dette drejer sig om? Hvis jeg skal spilde min tid her, så kan vi lige så godt afslutte denne samtale. Er det forstået?” Tonen var steget bekymrende i intensitet.
”Naturligvis, Sefu. Jeg prøver blot at forklare, at man fra min klients side er helt indstillet på at samarbejde og at nå frem til en hurtig løsning, som er tilfredsstillende for begge parter, men at det fremsatte krav synes på den høje side. Man forestiller sig ..”
”I forestiller jer ikke en skid!” Manden var oprørt. ”Lad mig minde om, at dette er et spørgsmål om liv eller død, og at det er OS, der stiller betingelserne her. Der er ikke noget at diskutere! Jeg har ikke til sinds at småsnakke, som om der var tale om et banalt forretningsanliggende. Vores krav er klart, og I har ti dage - snart kun ni - til at opfylde det!”
Leroy tav et øjeblik. Så sagde han i en neddæmpet tone. ”Vi har forestillet os en halv million dollars.”
”I er rablende gale!”, lød det i en snerrende og giftig tone, som øjeblikkeligt fik sveden til at springe frem på Leroys pande.
Så var samtalen afbrudt.
Leroy lagde på. Han forsøgte at sunde sig lidt, men der stod så meget på spil her, at han ikke uden videre kunne lægge mandens vredesudbrud og tilsyneladende heftige temperament bag sig. Han kørte fingrene gennem det halvlange, mørkblonde hår, der havde tendens til at krølle i nakken. Hans træk var markante med fremstående kindben og en næse, der så ud til at have været udsat for lidt af hvert - resultatet af at have tilbragt en del år i specialtjenesten i Her Majesty’s Royal Navy.
Han så på sit ur. Klokken var knap fem. Så kaldte han Kerwin Lockney, sin mest betroede medarbejder, over samtaleanlægget og sagde blot ”Bull’s-eye om en halv time” og lagde på igen. Hans puls var helt oppe i crescendo, så det føltes, som var hjertet på vej ud af halsen. Han var nødt til at få styr på sine tanker. Han var blevet revet ud af en hverdag, der de sidste par uger havde været indhyllet i monotoni.
Det skulle blive godt at få en opstrammer, han trængte så forbandet meget til den.