KAPITEL 8

Leroy tjekkede med sekretæren, som kunne bekræfte, at hun havde været inde på firmaets netbank og se, at overførslen på de halvtreds tusind dollars var indgået. Derefter foretog han en opringning til Kreitzmar, der kort blev orienteret om samtalerne med Sefu.

Han løb hurtigt sine indkomne mails igennem og var på nippet til at lukke for systemet, da en enkelt mail fangede hans opmærksomhed. Den var afsendt fra Caldwell Dickinson Associates og sagde blot, ’Hyde Park, Fisherman’s Keep, i morgen tirsdag kl. 11:00’. Den var underskrevet ’Robert’.

Hvad i alverden?, tænkte Leroy og kunne mærke en knugende fornemmelse i mellemgulvet. Han printede en kopi ud, som han lagde i sin mappe sammen med sine andre papirer. Derefter stillede han den direkte linje om til sin mobiltelefon, lukkede for systemet og slukkede overalt på kontoret. Da han trådte ud ad døren og låste bag sig, kunne han høre stemmer fra Kerwins kontor lidt længere nede ad gangen. ”Vi ses i morgen tidlig,” sagde Leroy til sekretæren og var hurtigt ude ad døren med mappe, regnfrakke og paraply i hånden.

Han trykkede på lyskontakten i trappeopgangen, men kom i tanke om, at lyset var gået ugen i forvejen. Han noterede sig at få snakket med portneren ved lejlighed.

April i London viste sig fra sin allerdårligste side med småregn og kulde, og Leroy trak kraven op, da han trådte ud af bygningen, og slog paraplyen op. Han gik hurtigt de få hundrede meter ned ad gyden til Godolphin Road, hvor han drejede til højre ad Uxbridge Road. Derfra havde han mindre end ti minutters gang til ’Shepherd’s Bush Market’, hvor han havde sat Kerwin stævne på deres stamcafé, Bull’s-eye Pub.

Det var ikke mange mennesker, der havde vovet sig ud i det råkolde vejr. Et ældre ægtepar gik forbi i modsat retning og var tilsyneladende midt i en heftig diskussion, til trods for vejret. En ung knægt kom bagfra i fuld fart på sin cykel mod de to, og det var i sidste øjeblik, at Leroy fik kastet sig til side, så han undgik at blive torpederet af den unge kamikazepilot. Ægtemanden hævede truende sin knytmæve mod den hensynsløse cyklist.

Leroy gik hurtigt videre. Det var dårligt, han ænsede, hvad der skete omkring ham, hans tanker var et helt andet sted. Et par ældre folk hastede forbi ham, mens en yngre mand i regnfrakke og med en hat trukket godt ned over hovedet havde taget opstilling i en indkørsel, tilsyneladende i ly for regnen.

Det er noget af en mundfuld, du har påtaget dig!, mumlede han for sig selv, mens han skuttede sig endnu mere mod regnen. Ikke at han var bange for opgaven eller ikke troede på egne eller kollegers evner. Men dette var en anden type opgave med en helt anden rækkevidde, end han havde været vant til. Meget stod på spil, og en succesfuld løsning af opgaven afhang helt og holdent af ham og hans nærmeste kolleger.

Han standsede ved vejkrydset, hvorfra han kunne se ’Shepherd’s Bush Market’ og lidt længere væk, imod horisonten og halvt skjult af metro-stationen af samme navn, tronede BBC Televisions store, imposante anlæg.

Leroy krydsede vejen, og det varede ikke længe, før han hastede ind gennem hovedporten til ”Shepherd’s Bush Market”. Det var et finurligt sted, et rigtig lokalt marked, hvor man kunne finde alt fra snørebånd til isenkram, fra halalkødvarer til fersk fisk, fra grøntsager til auto-reservedele. Der var det hele, og alle menneskeracer syntes at være repræsenteret her - stedet var en ren smeltedigel som resten af Londonområdet i øvrigt.

Han trådte ind på Bull’s-eye Pub, som lå på et hjørne ikke langt fra indgangen til markedsområdet. Det var en typisk engelsk pub, med sort facade og høje smalle og blyindfattede ruder og et skilt ved indgangen, der annoncerede, at der her var tale om et pie house. Pubbens navn stod malet i store, gotiske skrifttyper over vinduespartiet, garneret med ejerens hjemmelavede våbenmærke, og hele vejen rundt var der på altanen ovenover stedsegrønne planter.

Interiøret var lige så typisk engelsk, som det var en hyldest til markedsområdet. Alskens isenkram, som man ville kunne finde overalt i boderne i Shepherd’s Bush, hang i kroge fra loftet eller stod sirligt placeret på væghylderne: fade og krus i porcelæn, pander og potter i tin og bronze, figuriner i ler.

Stedet var allerede godt fyldt op. Der var dunkel belysning, eftersom de mange lysekroner, der hang ned fra det lave loft, kun sendte et svagt, gulligt skær over lokalet. Publikum var en blanding af lokale handlende, forretningsfolk fra White City, journalister og andre medarbejdere fra BBC og så dem, der havde søgt ly for regnen eller blot var kommet forbi ved et tilfælde.

Leroy fandt en ledig plads ved baren, hængte sit overtøj og sin paraply på knagerne på væggen lige bag sig og hilste på bartenderen, som straks genkendte ham. Tasken stillede han fra sig på gulvet, og mobiltelefonen lagde han på bardisken foran sig for det tilfælde, at der skulle komme et vigtigt opkald.

”Det sædvanlige?”

Leroy nikkede bekræftende og kastede sig tørstigt over fadøllen, som bartenderen skænkede. Han var halvvejs igennem den, da Kerwin dukkede op. Vennen hilste kort på ham og gjorde tegn til bartenderen. I statur lignede han Leroy, men han havde kortklippet, lyst hår over et lidt grovere ansigt med bred mund og næse, og det var tydeligt på miles afstand, at der også her var tale om en tidligere militærmand.

”Kerwin, hvad siger du til det? Vores livs udfordring!” Leroy tørrede skummet af munden med hånden.

Kollegaen tømte halvdelen af sin fadøl lige så såre, den var blevet stillet foran ham på bardisken. Han så veltilfreds på sin boss. ”Intet er for stort til os, Leroy! Nu får du rigtigt mulighed for at leve op til dit navn: Le roi - den magtfulde konge!”

”Ydmyghed ville nogle gange klæde dig! Når det er sagt, så får vi kam til vores hår, min ven, det bliver ingen udflugt, det her.”

”Alle andre har tilsyneladende klaret sagerne upåklageligt hidtil,” svarede vennen, ”så hvorfor ikke os?”

”Lad mig lige minde dig om, Kerwin, at vi kun er bekendte med de ting, der kommer frem i offentligheden. Men tro mig, bag kulisserne sker der langt mere, end hvad både du og jeg har fantasi til at forestille os - og måske har lyst til at vide af! Det er en branche, som er indhyllet i mørke og gådefuldhed.”

Vennen tømte resten af sit krus og gjorde tegn til bartenderen om at fylde på. Også Leroy var klar til en omgang mere.

”Det har du sikkert helt ret i,” svarede Kerwin. ”Det er ikke alt i branchen, der er lige kosher. Men vi kunne måske udtænke vores eget, helt private regelsæt?”

Leroy grinede. Han vendte sig om og kastede et blik ud i lokalet. Der var god stemning i caféen, hvor der hang en blandet lugt af kaffe, øl og regnvejrsvådt tøj. Der blev skålet og leet, og alle syntes at have glemt det elendige vejr, de var flygtet i ly fra. For flere af gæsterne havde det sikkert været en kærkommen lejlighed til at kaste lidt ekstra opkvikkende inden for vesten i det råkolde aprilvejr. En enlig gæst trådte ind ad døren og så sig omkring i lokalet. Da han ikke kunne finde plads ved nogen af bordene, banede han sig vej op til baren, hvor han bestilte en drink. Regnfrakke og hat lagde han lidt demonstrativt på bardisken.

”Har du haft tid til at vurdere, hvad vi er oppe imod?” spurgte Kerwin. ”Det er jo ikke ligefrem drengespejdere, vi har med at gøre?”

”Mener du her i London eller i Somalia?”, kom det humoristisk fra Leroy. ”Her og nu er jeg ikke voldsomt bekymret for forhandlingerne eller for den sags skyld for skib og besætning. Til gengæld tror jeg, at hele logistik-problematikken bliver noget af en udfordring. At transportere en stor sum penge i kontanter og at overdrage dem og sikre en effektiv udveksling, så alle har de nødvendige garantier, det er en opgave, der vil noget.” Han nippede til sit glas, som bartenderen netop havde fyldt op. ”Den del bliver heller ingen søndagsudflugt, men det er du forhåbentligt helt på det rene med. Vores syretest skal komme med nogle overbevisende svar her, min ven.”

Vennen grinede. ”Jeg har ladet mig fortælle, at somalierne er begyndt at rende ind i deciderede forretningsmæssige problemer. At de overvejer at reducere deres prisforlangende for at få større omsætningshastighed og mindske lagerbinding i kaprede skibe og besætninger, der konstant skal plejes og fodres, så den del af aktivet ikke taber i værdi.” Han så på Leroy med et glimt i øjet. ”Er det ikke, hvad idioterne på Handelshøjskolen forsøgte at banke ind i vores knolde - du ved, reducere kapitalbinding og skabe større afkast?”

”Tja, det kan du have ret i. Piratindustrien i Somalia er efterhånden landets største indtjeningskilde og samtidig er den blevet så stor, at der er opstået en helt lille makro-økonomi omkring aktiviteten.” Leroy smilede. ”Hvilket betyder, at piraterne nok snart begynder at organisere sig med strateger, finans- og økonomiansvarlige, pr- og marketingfolk, osv. De begynder squ nok snart at udarbejde businessplaner og målsætninger for forretningsåret, at vurdere nøgetal og afkastningsgrader, og hvad ved jeg. Hvem ved, den dag, landet får en regering, bliver det sikkert med et tungt ministerium for piratanliggender i spidsen!”

”Jeg har set billeder fra Eyl,” supplerede Kerwin, ”og der er ingen smalle steder der. Den kører på de høje nagler. De har toptunede firehjulstrækkere, bærbare computere, satellittelefoner, GPS- og geolokaliseringssystemer - the Full Monty! I øvrigt,” tilføjede han, ”er piraterne oppe i Eyl efterhånden blevet medie-proffer, som lægger optagelser af kapringer og gidsler ud på You-Tube, og hvad ved jeg.”

De rystede begge på hovedet af disse lettere absurde, men alligevel tankevækkende refleksioner. Leroy fattede sit glas og skålede endnu en gang med kollegaen. Lokalet var proppet til sidste plads, og regnen udenfor ville tilsyneladende ingen ende tage. Der var fugtigtvarmt i den lille café.

”Ups!”, lød det bag dem. ”Sorry!” Manden fra bardisken forsøgte at bane sig vej til toilettet, som lå lige bag dem, mens han efterlod en lidt klam duft af tobak, dårlig aftershave og regnvejrsvådt tøj.

”Skål!”, sagde Kerwin til ham, hvorefter de begge igen vendte sig med front mod baren. ”Hvad vej ser du forhandlingerne gå?”, spurgte han.

Leroy trak lidt tøvende på skuldrene. ”Vi får morderligt svært ved at komme ned på det maksimumbeløb, rederiet har fastsat, altså halvanden million dollars.” Han drejede glasset mellem sine fingre og tørrede distræt fugtigheden af det, mens han eftertænksomt så ned i bardisken, som søgte han inspiration. Så kiggede han op igen og sagde, ”Det skal såmænd nok gå.”

”Jeg har tænkt over en ting,” sagde vennen. ”Finder du det ikke besynderligt, at opdragsgiveren ikke har ønsket at få en personlig samtale med dig først, under fire øjne, for sådan lige at se dig an? For at se, hvad du - og vi andre for den sags skyld - er for nogle størrelser, hvad vi indeholder? Det er sgu da noget af en blankocheck, de dermed har udstedt.”

”Tja, du kan have ret. Men for det første er det ikke usædvanligt i vores branche, og for det andet har vi vel alle sammen tiden imod os. Men jo, den, der har anbefalet os, har da stukket hovedet lidt langt frem, om man så må sige.” Han gjorde tegn til bartenderen om at få regningen. ”I øvrigt forventer jeg at mødes med rederiets repræsentanter, lige så snart, der er fremdrift i sagen.”

Vennen nikkede. ”Har du overvejet, hvem der skal i marken i denne sag?”, spurgte han. ”Jeg har rigeligt med overskud på min karmakonto, så du skal bare sige til.”

”Hold du dig bare klar, min ven,” svarede Leroy og lagde sin mobiltelefon i lommen og steg ned fra sin barstol. Det samme gjorde Kerwin, og de fik begge fat på deres overtøj, paraply og tasker og forlod etablissementet.

*

Regnen stod nu ned i stænger og syntes ingen ende at ville tage. Leroys overfrakke var dårligt nået at blive tør inde i caféen. Endnu en gang måtte han trække kraven op for at skutte sig mod vejrliget, og paraplyen blev slået ud. Hans lejlighed lå på Goldhawk Road en halv times gang fra Shepherd’s, ned mod Queens Park Rangers stadionanlæg. Han kunne have valgt at tage undergrundsbanen, men der ville ikke være meget vundet ved det, blot en enkelt station, så han besluttede sig for at gå de få kilometer. Han tog afsked med Kerwin, som skulle i den anden retning. Den enlige gæst fra bardisken var også på vej ud af etablissementet.

Leroy gik rask til, men det varede ikke længe, før han følte, hvordan hans benklæder blev gennemblødte. Fandens til klima, mumlede han, mens han stred sig gennem den iskolde regn.

Han var dårligt kommet indenfor i sin lejlighed, før mobiltelefonen ringede. Han fiskede den lidt febrilsk op af lommen og så, at det var et anonymt opkald. Han flåede sit overtøj af og smed det med paraplyen over i garderoben. Han tog opkaldet.

”Coninghan,” svarede han, mens han satte sin taske fra sig.

”Sefu,” lød det tørt i den anden ende. Der var stadig det samme ekko på. ”Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås, Leroy - og afbryder du mig, så lægger jeg på - at denne sag ikke ligner andre, som du måtte have hørt eller læst om. Glem, hvad der bliver sagt om, at forhandlinger trækker i langdrag, og at betalingskravet lander på et latterligt beløb i forhold til det oprindelige forlangende. Glem, hvad du har hørt om tilbageholdte besætningsmedlemmers behandling og sikkerhed. Og hvis du vil have et godt råd, så prøv ikke at komme her med din besnærende snak. Vi står fast på vores krav, vi ønsker en hurtig løsning, og ansvaret for en fredelig udgang på denne sag, hvor ingen lider overlast, er helt og holdent dit. Derfor gentager jeg, Leroy, at du gør bedst i at overveje sagen nøje og nikke ja til vores krav, når jeg ringer næste gang. Det gør jeg i morgen tidlig klokken syv jeres tid. Bliver vi ikke enige da, er det værst for jer selv. Så står hverken jeg eller mine opdragsgivere inde for, hvad der måtte ske med skibet eller dets besætning.” Der var en kort pause. ”Eller skibets last for den sags skyld,” tilføjede han. ”Og tro mig, det er folk, der ved, hvad de gør, og som i de fleste tilfælde får, hvad de ønsker. De er ikke til at spøge med, det fortæller jeg dig i al fordragelighed.”

Samtalen blev afbrudt.

Leroy stod som forstenet i sin entré med sit halvlange, mørke og regnvejrsvåde hår hængende ned over ansigtet og kiggede vantro på sin mobiltelefon. Det var tredje gang i træk, at kaprernes talsmand havde lagt på uden at give ham mulighed for at få gang i en fornuftig og konstruktiv dialog. Ja, i løbet af de tre korte samtaler, han havde ført med Sefu, havde Leroy dårligt fået et ord indført. At tale om besnærende snak var nok at stramme den lidt rigeligt.

Han lagde telefonen fra sig og gik ind i sin lille opholdsstue, hvor han satte sig tungt i lænestolen. Han begyndte at massere sine tindinger og forhoved. Hele sagen havde ikke taget den begyndelse, som han havde forventet. Ikke at han ikke var vant til at håndtere en sådan udvikling, for faktisk begyndte det at ligne forløbet i de standardkidnapningssager, han hidtil havde haft med at gøre. Men han måtte konstatere, at det langtfra lignede, hvad der typisk rapporteredes fra branchen, når det drejede sig om somaliske pirater.

Leroy rejste sig resolut og gik ind på sit soveværelse, hvor han tog sine regnvåde benklæder af og trak i en slåbrok. Så gik han hen til sit stereoanlæg i stuen og satte en cd med Pavarotti på og gik derefter hen til sin lille rullebar. Her skænkede han sig en gin og tonic, tændte sig en smøg og hentede sin taske, som han havde stillet fra sig ude i entréen. Med drink og smøg i hånden og Pavarotti vigoroso i baggrunden satte han sig tilbage i sin lænestol og begyndte at gå sagens akter igennem endnu en gang.

Han lagde papirerne i skødet og begyndte at fundere. Der var ingen tvivl. Han vidste, hvordan situationen skulle håndteres, når Sefu ringede tilbage næste morgen. Det bedste forsvar var et angreb, sådan var det. Skulle der intimideres, så var han klar. Under alle omstændigheder var det helt utopisk at tro, at piraterne skulle trække sig ud af forhandlingerne på nuværende tidspunkt. For pokker, de kunne jo ikke gå andre steder hen. De sad med et aktiv - et skib med sin last og besætning - men der var kun én køber. Så kunne de true så meget, de havde lyst. Løsningen lå kun ét sted, og det var hos Leroy.

Leroy havde tiltro til egne evner. Han var ikke i tvivl om, at han besad en god portion empati, som ville komme ham til gode i forhandlingsprocessen, og som ville blive nøglen til succes. En medfødt evne, som det var lykkedes militæret at videreudvikle hos ham. Han havde lært at forstå sine medmennesker, deres motiver og deres målsætning, deres frygt og deres behov. Han vidste, at den bedste forhandlingsteknik, om det var kommercielt eller i en situation som denne, var at indleve sig. At tænke som modparten, at se og forstå, hvad det var, der drev den anden part, at forstå hvorfor personen gjorde, som han gjorde. At være ham. Og mest af alt: at kende modpartens smertepunkt. Men han var også helt på det rene med, at forhandlinger med pirater ikke tilnærmelsesvist lignede, hvad man kendte fra erhvervslivet. I piratsager var der ingen adfærdskodeks eller værdinormer, der var ingen skrevne eller uskrevne love, der var ingen manualer, man kunne støtte sig til, og der var intet, man kunne lære eller tilegne sig viden om på de højere læreanstalter. Det var den rå og ubarmhjertige verden, hvor du blev enig med modparten, og så var den ikke længere, og hvis ikke, så stod der pludselig menneskeliv og en masse andet på spil. Du skulle som forhandler have is i maven, og du skulle kunne bluffe dig frem. Men i modsætning til almindelige forretningsanliggender, var der ingen vej tilbage, hvis du først gik over stregen.

Han lænede sig tilbage i stolen og nød sin drink og smøg, mens Pavarottis kraftfulde stemme tonede ud af højttalerne og fyldte rummet på sin helt egen, divine måde. Leroy følte sig pludselig lidt bedre tilpas. Skulle der vises muskler, så var han klar. Og han lod sig under ingen omstændigheder intimidere.

Han så på sit ur. Klokken var lidt over 21:00. Han rejste sig og tog det tomme glas og askebægeret med sig ud i køkkenet. Her lavede han sig en hurtig omelet og en kop te og satte sig ind i sin spisestue. Han fandt sine papirer frem og lagde dem ved sin side, mens han indtog sit spartanske aftensmåltid. Han begyndte at notere hovedpunkter ned, som han ville tage op under morgendagens telefonsamtaler. Derefter greb han sin mobiltelefon, kaldte kontoret og indtalte en besked til sekretæren om, at han måske ville dukke op lidt senere end sædvanligt og ellers ikke forventede at opholde sig ret længe på kontoret den næste dags formiddag.

Han fik øje på den udskrift, han havde lavet af e-mailen, som han tidligere på dagen havde modtaget fra Caldwell Dickinson Associates. Hvad fanden mon de har gang i?, tænkte han. Han fandt sin bærbare pc frem, satte den på wireless og begyndte at google K&R-virksomheden men kunne ikke umiddelbart se, hvilken af de i alt fem personer med fornavnet Robert, der monstro skulle have afsendt mailen. Ejheller hvad meningen med det hele kunne være.