KAPITEL 14

Nairobi, Kenya, fredag den 8. april 2011, kl. 13:15.

Når man trådte ind på Sarova Stanley Hotel på Kenyatta Avenue, befandt man sig pludselig i en helt anden verden. Glemt var den kaotiske trafik i Nairobis gader, som skreg på bare et minimum af orden og vedligehold. Glemt var den trykkende hede og fugtigheden, som lagde sig klamt og tungt overalt. Glemt var de mange gadesælgere og lykkeriddere, som på deres påtrængende facon falbød varer af tvivlsom herkomst og kvalitet og lokkede med lige så okkulte og fantasifulde serviceydelser. Glemt var den rå og ofte meningsløse kriminalitet, som stak sit hæslige ansigt frem overalt i Nairobis centrum og forstæder, og som var en evig påmindelse om, at storbyproblematikken i Afrika var en af de største trusler mod kontinentets fortsatte udvikling.

Dan Borre skubbede med albuen let til hotellets svingdør og trådte ind i den kølige og elegante foyer. Han var midt i halvtredserne, lidt højere end gennemsnittet og havde lyst, tyndt hår og et solbrændt ansigt. Han var iklædt et gråt bomuldstropesæt med korte ærmer. Han nikkede kort til dørvogteren, hilste med et smil og et kort ’Jambo!’ på folkene i receptionen og gik derefter med stedkendte skridt hen mod The Exchange Bar. En bar, hvis renommé ikke stod tilbage for hverken Raffle’s i Singapore, The Oriental Hotel i Bangkok eller andre legendariske barer i det længst forsvundne engelske koloniimperium.

Det var i disse gamle, hæderkronede barer, at de engelske klubber i troperne var opstået og havde fundet næring. De havde alle deres helt specielle aura samtidig med, at de havde noget mystisk udfordrende over sig. Det var her, at verdensmænd, politikere, kolonister, storvildtjægere og andre repræsentanter for det bedre borgerskab på stedet op igennem tiderne havde fundet adspredelse, mens der blev lagt planer for koloniernes drift og udvikling - og fortsatte overlevelse. Det var her, de engelske settlers - nybyggerne - under Mau Mau-oprørsbevægelsen i 1950’erne havde forstærket de allerede tætte bånd, der var knyttet i deres elitære samfund, og det var her, de selvsamme settlers i svære tider med usikkerhed havde fundet opmuntring og mod. Det var også her, at Karen Blixen for snart hundrede år siden havde haft sin vante gang, når hun forlod sin farm for at tage ind til storbyen Nairobi. Og det var her, den engelske forfatter Robert Ruark tilbragte timer og fandt inspiration til sine tankevækkende og bevægende skildringer af kolonilivet i romanerne Uhuru og Something of value, som udspillede sig i de sidste urolige og voldelige år af Kenyas kolonitid.

Dan smilede, mens han lod sig indhylle af atmosfæren og lugtene og lod indtrykkene sætte sig. Interiøret var stilfuldt uden at være prangende. Marmorgulvet var holdt i diskrete, okkerrøde farver. Udsmykningen af vægpanelerne, som gemte på hemmeligheder, de færreste forstod rækkevidden af, var udført i afrikansk mahogni, og der var skind og trofæer fra storvildtsafarier overalt. Løve, leopard, zebra, vildkat. Stedet osede af nostalgi, og det var, som om lugtene fra en svunden tid var en påmindelse om historiens gang.

Som han havde for vane, når han trådte ind i The Exchange Bar - baren havde fået navnet efter Nairobis første børs, som på et tidspunkt havde holdt til i de selvsamme lokaler - lod han blikket vandre hen over billederne, som var ophængt på væggene, billederne fra Karen Blixens liv i Kenya. Fra bungalowen i Ngong Hills og arbejdet i kaffeplantagen, fra storvildtjagterne og fra livet i klubhuset. Der var ophængt kopier af flere af hendes malerier, Juma og The Kikuyu Girl. Karen Blixens format som maler matchede til fulde hendes evner som skribent og storyteller.

Hotellet var dengang, i begyndelsen af det tyvende århundrede, kendt som Stanley og baren The Long Bar. Hotellet havde siden gennemgået tre renoveringer, men charme og atmosfære og en stor del af interiøret var forblevet intakt.

Dan var en lidenskabelig læser af Karen Blixens fortællinger og en beundrer af denne danske kvinde, som havde holdt så meget af Afrika, dets natur og dets befolkning. Hun var en sand fortæller, men samtidig indbegrebet af mod og visdom. Han erindrede ikke hvor mange gange, han havde læst Out of Africa eller for den sags skyld set filmatiseringen af romanen. Når han læste Blixens fængslende beskrivelser af natur, venskaber og menneskeskæbner, følte han sig henført til den tid, hundrede år tilbage. Det var, som trådte han på en måde i denne kvindelige afrikafarers spor - som havde hun ledt ham og på sælsom vis banet vejen for hans egne oplevelser og eventyr i Afrika.

Der var allerede godt fyldt i baren. Sådan var det på fredage, hvor forretningsfrokosterne kunne trække i langdrag. Publikum var en blanding af kenyanske embedsmænd, forretningsfolk af alle afskygninger og nogle få turister, der sikkert alle havde følt det som et must at snuse til dette historiske sted. Der var også de obligatoriske engelske settlers - anden- eller tredjegenerations kolonister - som havde overlevet uafhængighed og privatisering, og som med deres dobbelte engelsk-kenyanske statsborgerskab havde truffet et for dem logisk valg. Det var et mandsdomineret publikum her i baren, som det havde været tilbage på Karen Blixens tid.

Dan lod blikket vandre fra den ene ende af lokalet til den anden, men kunne ikke umiddelbart få øje på den person, han havde aftalt at mødes med. Han gik op til bardisken, hvor han tog plads på en af barstolene, og mens han ventede, bestilte han et glas friskpresset juice af passionsfrugt med masser af is. Han satte sig til rette, så han havde et godt overblik over lokalet, hvor summen af stemmer af og til blev afbrudt af høj latter, et rungende ’Cheers!’ eller det såre britiske ’By Jove, old chap!’ Det var tydeligt, at de gamle, cigarrygende settlers ikke havde holdt sig à jour med lovgivningen på sundhedsområdet - eller også lod man sig bare ikke distrahere af den slags. Det påvirkede så barens øvrige gæster, som heller ikke skænkede denne nymodens lovgivning og indblanding i privatlivets fred nogen særlig tanke - eller chance. Det var, som om tiden var gået i stå i The Exchange Bar, og sådan var det nok også bedst.

Dan nippede til sin juice. Det var usædvanligt for ham i disse omgivelser ikke at nyde en drink, som indeholdt lidt flere oktaner end en juice, også selvom det var midt på dagen. Men helbredet havde voldt ham nogle problemer på det sidste, og hans læge havde frarådet ham indtagelse af alkohol, indtil man havde fået fuld klarhed over, hvad det var, der spillede ham et puds. Nå, det ville han hurtigt få svar på, tænkte han, idet han senere på dagen ville lægge vejen om ad The Nairobi Hospital for endnu et helbredstjek og blodprøveanalyser.

”Hello, Dan!”, lød det pludselig bag ham.

Dan vendte sig og så med et smil, at personen, han havde lavet frokostaftale med, var dukket op. Dan steg ned af barstolen og rakte ham hjerteligt hånden. ”Hello Joseph!”, hilste han.

Han havde mødt Joseph Crumpman en enkelt gang tidligere, i forbindelse med fjerde juli-gardenpartyet hos den amerikanske ambassadør året før. Amerikaneren var sidst i trediverne, havde en robust fremtoning og så ud til at være sportstrænet. Han havde kort, rødligt hår og en antydning af rødmossethed i ansigtet. Han udstrålede en umiddelbar ro og selvsikkerhed, og hans smil virkede oprigtigt.

”Alle kalder mig Jaycee,” sagde amerikaneren. ”Jeg håber ikke, jeg har ladet dig vente alt for længe, men du ved, hvordan det er med trafikken her i byen, ikke mindst midt på dagen.” Han pegede på Dans glas og spurgte, ”Screwdriver?”

”Næh, det er faktisk ren juice,” grinede Dan. ”Et midlertidigt råd fra min læge.”

Jaycee løftede let på øjenbrynene. ”Ikke noget alvorligt, håber jeg?”

Dan rystede på hovedet og greb sit glas, da Jaycee foreslog, at de fandt et andet sted at sætte sig, hvor de kunne snakke sammen under lidt mere private former. Han gjorde tegn til ham om at følge med.

De snoede sig gennem lokalet med de mange runde bordarrangementer, der ligesom vægpanelerne var udført i afrikansk mahogni. De fik øje på en lille spisekrog, som lå tilpas afsides og diskret i lokalet, hvor de kunne tale uforstyrret. De dekorative udskæringer på vægge og borde var alle en hyldest til Kenya, til landets natur og dets befolkning - fra kikuyu til masai.

Jaycee gjorde tegn til Dan om at tage plads og kaldte tjeneren til sig. ”En pink gin og en frisk juice,” sagde han til tjeneren, som straks var af sted for at besørge ordren. ”Ah, der er ikke noget som Stanley,” sagde Jaycee muntert. ”Gad vide, om Stanley selv har været på stedet? Sikkert ikke, byggeriet er jo knap så gammelt.” Han så smilende på Dan. ”Hvordan er det ellers at være i selskab med en så prominent landsmand?” Han pegede over mod skilderierne på væggen.

”Ydmygt!” svarede Dan. ”Ikke at forglemme, at det var jer amerikanere, der opdagede hende. Det var jo en ren kærlighedshistorie mellem Karen Blixen og dine landsmænd.”

”Såmænd,” svarede Jaycee. ”En af vores egne store, Ernest Hemingway, holdt jo også til her i nogle år. I begyndelsen af trediverne var han faktisk rekonvalescent her på hotellet i længere tid efter at have pådraget sig nogle nederdrægtige tropesygdomme på sine storvildtjagter og sin udforskning af Kilimanjaro. Efter sigende skulle han på sit sygeleje i etagen ovenpå have udtænkt temaerne til nogle af sine mest kendte romaner og noveller.”

”Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke, jeg kan komme i tanke om et bedre sted end dette, som kan give inspiration til litteraturen,” sagde Dan. ”Men på trods af Blixens sublime penneføring nåede hun jo aldrig en anseelse, der kunne matche Hemingways højder,” tilføjede han med et grin.

”Alligevel var det hende, der fik opkaldt en suite efter sig her på hotellet. Ikke at jeg nogensinde har været i nærheden af den.”

Tjeneren bragte deres drinks, og Jaycee lod manden forstå, at de gerne ville være uforstyrret, men at han ville kalde på ham igen, når det var tid at bestille noget at spise. Ønskede man diskretion i Stanley, så fik man det også.

De skålede, hvorefter Jaycee lænede sig ind over bordet og sagde: ”Dan, du skal have tak for at møde op med så kort varsel. Lad mig gå lige til sagen, hårdt og brutalt: Vi har brug for dig! Et dansk tankskib er blevet kapret af somaliske pirater og er opankret ud for Kismaayo på sydkysten af Somalia. Besætningen holdes tilbage, og piraterne har stillet krav om udbetaling af løsesum på onsdag i næste uge. Sker det ikke, har de truet med at slippe lasten ud i det Indiske Ocean. Det bliver et kapløb med tiden.”

Dan var målløs. Et kapret tankskib? Hvad i alverden havde han med det at gøre? Han havde ikke fantasi til at forestille sig, hvordan hans navn kunne være dukket op i den sammenhæng, endsige på hvilken måde, han kunne være nogen behjælpelig i en sådan sag. Havde amerikanerne virkelig kaldt ham til Nairobi for at drøfte den slags forhold? Han og hustruen Brigitte drev et turisthotel i Lamu, tæt på den somaliske grænse, men derfra og til at snakke om somaliske pirater, var der lige lovligt langt.

”Jeg formoder, at denne melding kommer bag på dig, Dan, og det er helt forståeligt. Men før jeg sætter dig ind i situationen, så lad mig slå fast, at det var vores fælles ven, den danske ambassadør Hans Sachshausen, der ikke blot foreslog, at jeg tog en snak med dig, men som samtidig overbeviste mig om, at du ville være den rette mand til jobbet.” Han stirrede på Dan.

”Vi har brug for dig, Dan. Der er opstået en krisesituation, som kræver øjeblikkelig indsats fra vores side, og vi har allerede sat et større apparat i gang med henblik på en hurtig løsning.”

Dan stirrede stift på amerikaneren, der sad over for ham. Manden havde netop afleveret et budskab, som var der tale om en tilfældig, dagligdags forretningsdisposition. Et kort øjeblik var Dan rystet, men han var dog ikke sikker på, om hans kropssprog afslørede det.

Lidt demonstrativt foldede han armene over brystet og kiggede med en bekymret mine ud i lokalet, hvor summende stemmer blandede sig med klirren af glas og service. Hvor samtaleemnerne blandt forretningsfolkene sikkert spændte fra råvarepriser over kaos i havneområderne til fødevarehjælp. Så uendeligt banalt i forhold til det tema, som Jaycee netop havde bragt på banen.

Han rømmede sig. ”Jeg har ret svært ved at se, hvordan jeg vil kunne hjælpe jer med jeres problem, Jaycee. Lad mig sige det, som det er, jeg tror, vi spilder hinandens tid. For den sags skyld kunne jeg have ladet dig det vide over telefonen, hvis det var kommet så langt. Beklager, men ..”

Jaycee lagde sin hånd diskret og beroligende på Dans arm. Hans øjne havde en indre glød, og der var respekt i hans stemme. ”Dan,” sagde han, ”jeg forstår dig, men kunne du i det mindste lytte til mig og give mig mulighed for at overbevise dig om det fornuftige i det, vi gør? Det er ikke en sag, vi tager let på, og det er kun efter moden overvejelse, at vi har besluttet os for at rette henvendelse til dig.” Han var rolig og fattet, og hans stemme var afdæmpet.

Dan slog lidt resigneret ud med armene og lod amerikaneren forstå, at han var villig til at lytte. ”Er der nogen speciel fordel ved at drøfte den slags ting i disse omgivelser?”, spurgte han med tvivl i stemmen, mens han med en kort bevægelse pegede ud mod lokalet. ”Det ville ikke være dårligt at sidde som fluen på væggen her.”

”Det skulle da lige være, at man mindst af alt ville forvente det på et sådant sted!”, svarede amerikaneren kryptisk. ”Men lad mig nu sætte dig ind i sagen.

Den 31. marts blev et tankskib kapret ud for Zanzibars kyst af en gruppe somaliske pirater. Der er tale om et kemikalietankskib, ’Ocean Princess’, på 6500 tons dødvægt, som var på vej fra Mumbai til Mombasa og andre østkysthavne med i alt 4000 tons landbrugskemikalier. Skibet er som sagt danskejet og har en besætning på 21, heraf to kvinder. Kaptajnen - og tre andre officerer - er dansk, og han holdes som det eneste gidsel tilbage på landjorden. Han og en anden af officererne er såret. Et af besætningsmedlemmerne er angivelig omkommet. Så vidt vi har kunnet konstatere, har piraterne haft et antal søfolk med om bord i deres moderskib, som med hjælp fra den truede besætning på ’Ocean Princess’ har sejlet tankskibet de tre hundrede sømil fra Zanzibars kyst til Kismaayo. Kommunikationslinjerne om bord blev dog hurtig afbrudt, og det var via de somaliske piraters talsmand i Nairobi, at man relativt hurtigt satte sig i kontakt med rederiet. Piraterne har fremsat deres krav om betaling af løsesum, men forhandlingerne er gået i hårdknude, da piraterne er ultimative i deres krav, og rederiet på den anden side har nået et smertepunkt for sin økonomiske formåen. Den fremsatte frist er ved at udløbe, og det er timeglasset måske også.”

”Somaliske pirater,” mumlede Dan, så det dårligt kunne høres. ”Det var lige, hvad der manglede.” Han rystede uforstående på hovedet. ”Men all right, jeg kan såmænd ikke sige, at det kommer bag på mig.”

Han betragtede amerikaneren, som han kun havde udvekslet nogle ganske få ord med den ene gang tidligere. Det var ikke meget, han kendte til manden, og Jaycees sekretær havde da heller ikke været særligt meddelsom, da hun dagen før telefonisk havde spurgt Dan, om han havde mulighed for at mødes med Jaycee. Hun havde insisteret på vigtigheden af mødet, og at det var en hastesag, men det var alt. Dan vidste naturligvis, hvordan tingene fungerede, og når man formulerede sig på den måde, var der ikke noget at tage fejl af. Han havde derfor været klog nok til ikke at stille yderligere spørgsmål over telefonen. Det var - trods alt - den amerikanske Deputy Director of African Affairs, East African Region & Indian Ocean, der havde bedt ham komme, og da Dan ikke havde andre presserende sager, der forhindrede ham, havde han med det samme over telefonen sagt ja til at møde op.

Jaycee virkede selvsikker og havde en rolig og sober fremtoning. Der var noget umiddelbart tiltalende over hans person, tænkte Dan - ikke den påtrængende og ofte brovtende facon, som ellers kendetegnede amerikanerne. Ikke det typisk overfladiske og navlebeskuende.

”Noget at spise?”, spurgte Jaycee og rakte et menukort til Dan. ”En Club-sandwich, måske?”, spurgte han, og da Dan kort nikkede ja, kaldte Jaycee tjeneren til sig og afgav bestilling. ”En lille øl til maden?”, spurgte han, og da Dan blev enig med sig selv om, at en enkelt øl ikke kunne skade, blev tjeneren bedt om at føje to af de lokale Tusker-øl til bestillingen.

”Jeg tror, jeg har set nyheden omtalt på nettet,” funderede Dan. ”Som jeg lige husker det, var der ikke oplyst mange detaljer. Du sagde Kismaayo?”

”Siger det dig noget?” Jaycee betragtede danskeren indgående.

”Jo tak,” kom det næsten lidt for hurtigt fra Dan. ”Anarkisters, terroristers og andre militsgruppers højborg og dermed også et område, som er utilgængeligt for sådan cirka alle andre mennesker på kloden.” Han smagte lidt på ordene. ”Ikke så langt fra Lamu i øvrigt, men det er du naturligvis helt klar over.”

”Ja, det er en af årsagerne til vores henvendelse. Men ellers er det ikke mange enkeltheder, vi har omkring selve kapringen, og hvad der er sket siden.” Jaycee var uanfægtet af den lille snert af sarkasme i Dans stemme. ”Ifølge oplysninger fra piraternes talsmand kontrolleres skibet af en håndfuld svært bevæbnede vagter. Der er ingen kontakt til hverken kaprere eller besætning, og dialog og forhandlinger foregår gennem mellemmanden i Nairobi og rederiets egen sikkerhedskonsulent i London.” Han tav et øjeblik. ”Du har i øvrigt ret i, at der ikke kom meget frem i pressen - heller ikke den lokale, til trods for at kapringen jo er sket ikke langt herfra. Eller måske netop derfor.”

Tjeneren bragte deres måltid med forsyningen af øl, som hurtigt blev åbnet og skænket. Da han var uden for hørevidde, fortsatte Jaycee. ”Kaprerne har som sagt meddelt, at et af besætningsmedlemmerne er omkommet - der skulle angivelig være tale om et anfald, hvordan det ellers skal forstås. Men da der ikke er kontakt til de tilbageholdte besætningsmedlemmer, er det svært at vide, hvad der nøjagtigt er sket.”

”Det store spørgsmål, som jeg ikke kan vente at få svar på,” afbrød Dan, ”det er: Hvordan kommer I amerikanere ind i billedet?”

”Som du måske er vidende om, Dan, bliver vi automatisk informeret gennem den internationale kontaktgruppe, som overvåger pirateri. Dertil kan du lægge, at vi naturligvis har meget tæt kontakt til de vestlige ambassader her på stedet. Da den danske ambassadør i Nairobi blev kontaktet personligt af rederiets direktør, satte han sig straks i forbindelse med os og bad om assistance, ligesom vi omgående bliver informeret, når der er udvikling i sagen. Så enkelt er det.”

Dan nikkede. Han betragtede amerikaneren foran sig, som stille og roligt og helt i balance med sig selv stillede den geopolitiske situation til skue - dissekerede, analyserede og konkluderede. Som havde det været en hvilken som helst agenturhaver af tekstiler, som lagde sine vareprøver frem for en potentiel kunde.

”Jeg kan se det for mig.” Dans stemme var sagte. ”Intet undgår jeres opmærksomhed, og med satellitovervågningsudstyr, efterretningsoperationer i marken, ubemandede spionfly, og hvad ved jeg, har I naturligvis tjek på alt, hvad der foregår i det Indiske Ocean, herunder i piraternes hjemland.”

”Så sandt som det er sagt.” Der kom et svagt smil over Jaycees læber. ”Vi har tjek på alle de kaprede skibe, der er tilbageholdt ud for Somalias kyst, først og fremmest i og omkring Eyl, hvor der p.t. ligger atten fartøjer i alt. Vi ved, hvor de forskellige gidselgrupperinger, der er bragt i land, befinder sig. Vi har overvågning af det netop kaprede, danske kemikalietankskib ud for Kismaayo, som i øvrigt er det første og det eneste i området. Om det så er det mærke cigaretter, de ombordværende pirater på ’Ocean Princess’ ryger, så har vi kendskab til det,” tilføjede han med et bredt grin. ”Piraternes talsmand har vi også lokaliseret her i Nairobi, men foreløbig begrænser vi os til at holde et vågent øje med ham.”

”Ha ha!”, kom det lidt provokerende fra Dan, ”hvad i alverden skal I så bruge sådan en som mig til?” Alligevel rørte han lidt uroligt på sig og var ikke glad ved situationen, hvis alvor hurtigt var gået op for ham. Han havde dog svært ved at se, hvor denne snak førte hen.

”Jeg kan stadig ikke se, hvordan jeg kommer ind i billedet,” sagde han. Hans begyndende utålmodighed var tydelig.

”Umiddelbart er der tale om en klassisk kapring, Dan, hvor piraternes fremgangsmåde ligner det, vi har set inden for de sidste par år i området. Alligevel afviger denne kapring på mange punkter fra den gængse model.” Han tav et øjeblik. ”En væsentlig forskel,” tilføjede han, ”er, at de somaliske pirater har truet med at lække lasten, 4000 tons kemikalier, hvis ikke deres krav bliver opfyldt - og tro mig, det er ikke så meget værdien af lasten, der er nøglepunktet her, det er den belastning af store del af østkysten og dens økosystem, der kan komme på tale. Det er den ene bekymring. Den anden er den præcedens, det vil kunne få for fremtidige piratoperationer, da somaliske kapringer altid har været fokuseret på skibet og - især - dets besætning. Du behøver blot at se på de krav om løsesum, der hidtil er blevet fremsat. De har aldrig været en funktion af lasten og dens værdi, men altid af gidslernes antal. Det tredje forhold er, at det os bekendt er første gang, at en havneby i det sydlige Somalia - i dette tilfælde Kismaayo - bliver brugt som base for piraterne. Det er her, det kaprede skib nu er opankret.

Skulle det vise sig at blive piraternes fremtidige modus operandi at fremsætte trusler om last snarere end gidsler, så vil verdenssamfundet stå over for et rimeligt stort problem,” fortsatte han. ”Så er det ligegyldigt, om vi taler kapringer i Aden Bugten, i Malacca Strædet eller for den sags skyld ud for Nigerias kyst. Kan du se problemet? Mere end ti procent af den globale olietransport går gennem Suez-kanalen og Aden Bugten. Et skrækscenario af rang!”

Dan nikkede. Han kunne sagtens se for sig, hvilket dilemma man pludselig stod i. Ud over at skulle løse en klassisk kapringssituation, var der pludselig en risiko for miljømæssige katastrofer.

”Det, der for en halv snes år siden startede som lidt amatøragtigt pirateri - omend såre effektivt - ud for den somaliske kyst, har i dag udviklet sig til en hel industri og har befængt stort set hele Aden-bugten og det Indiske Ocean,” fortsatte Jaycee. ”Borte er de oprindelige, gengældelsesinspirerede aktioner, som var iværksat af nogle frustrerede, somaliske fiskere som svar på især japanernes og europæernes grove og uansvarlige fiskeri og dumping af toksisk affald. I dag har vi at gøre med strukturerede og professionelle enheder på især den nordlige kyst af Somalia, som opererer med moderne kommunikationsudstyr: gps, satellitforbindelser og så videre.”

”Tilbage til mit spørgsmål,” insisterede Dan, ”hvilken opgave er det, I har tiltænkt mig?” Der var både undren og skepsis i hans stemme. ”Havde I monstro forestillet jer, at jeg skulle stå i spidsen for et commando-raid på piraterne? Lad mig lige minde jer om, at jeg længst har rundet de halvtreds, og at min form ikke mere er en trediveårigs.”

”Ha ha!”, kom det tørt og spontant fra Jaycee. ”Næh, min ven, så fysisk udfordrende en opgave bliver der forhåbentlig ikke tale om. Men vi ønsker at bearbejde piraterne indefra, og det vil i dette tilfælde sige gennem klanerne i lokalområdet. Gennem oplysninger indhentet på stedet er vi vidende om piraternes klantilhørsforhold, ligesom vi kender identiteten af piraternes chef, en vis Amiri. I al sin enkelthed - hvis du tillader udtrykket - så ønsker vi med din indsats en dialog med klanchefen, som har et ganske godt kendskab til Amiri og dennes virke, for ad den vej at forsøge at lægge pres på denne piratchef, så vi kan undgå en truende påvirkning af miljøet.”

Jaycee lænede sig ind over bordet. ”Det er i øvrigt den eneste måde, vi kan komme dette pirateri til livs på,” fortsatte han. ”Vi kan fremsætte alle de trusler mod piraterne, vi vil, og vi kan komme brusende med alt vores moderne, militære isenkram, men det vil ikke løse problemet - hverken på mellem eller på lang sigt. Det forslår ikke. En løsning kan kun komme indefra,” gentog han. ”Det gælder også i denne sag. Til den ende har vi brug for en person, om hvilken der står respekt, der forstår lokalbefolkningen, der taler dens sprog og som har forståelse for dens problemer.” Han var ét stort smil. ”Og ham har jeg siddende lige over for mig.”

Før Dan kunne protestere, tilføjede Jaycee. ”Et andet forhold af stor vigtighed her er situationen omkring den sårede og tilbageholdte kaptajn, som vi formoder befinder sig i Kismaayo. Hvor nøjagtigt ved vi ikke. Her kunne en henvendelse gennem klanchefen muligvis også være af betydning.”

Dan rystede på hovedet, han var lige perpleks. ”Dialog med lokalbefolkningen på stedet? Sig mig, er I ved jeres fulde fem? Ingen går sgu da frivilligt ind over grænsen til Somalia!” Han var oppe at køre nu, og ansigtet havde fået en rødlig blussen. ”Og hvem er det i lokalbefolkningen, I ønsker kontakt med? Der er kaos i Somalia for tiden, skulle jeg hilse og sige, med milits, bevæbnede smågrupper, terrorister, pirater, og hvad man ellers kan komme i tanke om, som står med skarpladte Kalashnikov’er ved hvert et gadehjørne.” Han slog ud med armene og måtte næsten hive efter vejret. ”For pokker, det er mere end fem år siden, jeg sidst krydsede grænsen til Somalia, og selv da var det ikke ligetil, og i hvert fald ikke nogen leg. Men jeg havde nogle nordiske turister med, som partout ville snuse til landet på den anden side, og vi måtte alliere os med et helt korps af bodyguards for at bevæge os ind i landet.”

Igen lænede Jaycee sig frem mod Dan. ”Så ved du også, at mange af disse terroristgrupper krydser grænsen den anden vej, ind i Kenya.” Hans blik veg ikke fra Dans. ”Tænk, hvis det en dag skete nede sydpå ved kysten - omkring Lamu. Det ville vist være noget af et katastrofescenario, ikke sandt?” Han lod spørgsmålet hænge i luften. ”Vi ved, hvad vi gør, Dan, stol på mig,” fortsatte han og lagde igen en beroligende hånd på Dans, som samtidig var en opfordring til at sænke stemmeføringen lidt. ”Vi kender til kulturmønstre og den hierarkiske opbygning inden for de forskellige klaner, der holder til i området. Vi har folk i marken, og vi har følere ude. Vi har folk, der i de sidste fem år har været i konstant kontakt med samtlige klanledere, og som har opnået deres tillid og gunst. Vi er klar til at gå i gang.”

Dan var usikker og følte en stigende skepsis gro frem. ”Så kan I vel også give mig en god grund til, at jeg skulle påtage mig en sådan opgave?”, sagde han med irritation i stemmen. ”I øvrigt vil jeg gerne slå fast, så det ikke kan misforstås, at jeg ingen ambitioner har om at lege hemmelig agent eller for den sags skyld at påtage mig en opgave, der kunne tænkes at indeholde, jeg ved ikke hvilke risikoelementer.”

”Helt enig, Dan! Jeg vil gerne understrege, at havde vi haft den rette person inden for vore egne rækker, så havde vi ikke et øjeblik overvejet at rette henvendelse til dig - eller for den sags skyld til en hvilken som helst udenforstående person. Men vi må se i øjnene, at vi nogle gange er nødsaget til at tænke anderledes, at gå andre veje end den slagne. Tro mig, Dan, du er for os den mest oplagte person til at udføre missionen. Du er først og fremmest en person, som vi vil kunne have blind tillid til, og her er det ikke uden betydning, at den danske ambassadør i Nairobi står hundrede procent inde for dig. Dernæst kender du de etniske forhold og de brydninger, der har været medvirkende til at føre Somalia ud i kaos og borgerkrigslignende tilstande.” Han så på Dan, og der kom igen et smil over hans læber. ”Endelig er du noget af en personlighed i hele lokalområdet.”

”Skulle det virkelig kunne gøre det?” spurgte Dan med tvivl i stemmen. ”Hvorfor tager I ikke bare en af jeres egne. Ville det ikke gøre det hele en lille smule lettere?”

”En amerikansk statsborger duer ikke, Dan, det kan vi vist hurtigt blive enige om. Han eller hun, hentet ud af det amerikanske diplomati eller hvad ved jeg, vil slet ikke kunne opnå den samme tillid og fortrolighed, som du har mulighed for, og som der er brug for i denne sag. Vedkommende ville konstant være genstand for en indgroet skepsis og mistro fra somaliernes side.”

Dan var lige perpleks. ”Jeg ved ikke,” mumlede han hen for sig, mens han rystede på hovedet.

”Jorden er gødet, Dan! Tag mit ord for det. Du vil være den sidste mand med stafetten og skal blot løbe den i mål!”

Der kom pludselig et mistænksomt udtryk over Dans ansigt. ”Kaptajnen. Er det jeres plan at angribe piraternes og terroristernes højborg for at befri kaptajnen, hvis han ikke bliver frigivet sammen med skibet og resten af besætningen?”

Igen var Jaycees attitude afvæbnende. ”Det kan vi ikke vide noget om, Dan, men intet kan naturligvis udelukkes. Ikke desto mindre føler vi, at alle muligheder skal afprøves.” Han så på Dan og smilede forstående.

The Exchange Bar var nu fyldt til bristepunktet, og røgen og larmen havde efterhånden lagt sig tungt over lokalet. Ingen havde tanke for de to, som var krøbet sammen i en af barens afsidesliggende nicher, og tjenerne holdt sig pænt i baggrunden, som de var blevet bedt om.

”Lad mig tænke over det,” sagde Dan efter et kort øjeblik. ”Hvornår skal du have svar?”

”I går aftes,” fløj det ud af Jaycee, hvis ansigt dog lyste op. ”Spøg til side. Skal vi sige i morgen aften, når du er tilbage i Lamu? Så ringer du til mig, og hvis svaret er bekræftende, vil vores folk være hos dig i løbet af søndagen, og operationen kan iværksættes med det samme - og forhåbentligt tidsnok.”

Dan nikkede bekræftende. ”Hvornår var det, du sagde, at tidsfristen for piraternes ultimatum udløb?”

”Onsdag i næste uge, Dan. Klokken tolv middag.”

Dan rystede lidt opgivende på hovedet. ”Det virker lidt uoverskueligt dette her,” mumlede han men var ikke sikker på, om amerikaneren hørte det.

Jaycee tilkaldte tjeneren og bestilte kaffe, og de sad begge et øjeblik uden at sige et ord. Klokken var efterhånden blevet halv fire, og det begyndte så småt at tynde ud i baren, selvom lydniveauet stadig var højt.

Jaycee fandt nogle papirer frem fra sin mappe, og i løbet af den næste halve time gik han indholdet igennem sammen med Dan. Oplysninger om rederi, skib, last og besætning, omstændighederne omkring kapringen - eller de få, der var tilgængelige - pressemeddelelse, m.v. Derefter stillede Dan de praktiske spørgsmål, han umiddelbart kunne komme i tanke om. Hvad var back-up og kommandolinjer? Hvem var kontaktpersonerne i Somalia, og hvor havde man forestillet sig, at drøftelserne skulle finde sted? Hvilket udstyr fik han stillet til rådighed? Hvad var hans mandat? Og hvorledes evaluerede man risici?

*

Det var sent på eftermiddagen, da Dan tog afsked med Jaycee uden for Sarova Stanley. Amerikaneren udtrykte sin uforbeholdne tak og var glad for den måde, Dan havde taget det hele på. Det var tydeligt, at han var taknemlig.

Dan så på sit ur. Han havde en aftale på The Nairobi Hospital, og med lidt god vilje kunne han lige nå derud i tide. Han tilkaldte sin chauffør, som havde ventet på hotellets parkeringsplads, og steg hurtigt ind i bilen. Fra hotellet kørte de ad Kenyatta Avenue og videre ud ad Valley Road, og på mindre end et kvarter var de fremme ved hospitalet.

”Kør ind her,” sagde Dan til chaufføren og pegede på parkeringspladsen foran hospitalet. ”Jeg er tilbage om en times tid.” Han steg ud og gik med hurtige skridt mod hovedindgangen til hospitalet.

Han var stadig perpleks oven på mødet med amerikaneren. Der var noget surrealistisk over situationen, og han havde lidt svært ved at fatte, hvad det var, han var havnet i. Pirateri? Kemikalieudslip? Hvad i alverden var meningen?

Hvor var Hans Sachshausen henne i denne sag?, tænkte han og noterede sig, at han skulle få en telefonisk snak med ambassadøren, lige så snart han selv var tilbage i Lamu. Nåh, det var jo nok kun naturligt i og med, at der var tale om et danskejet skib. De danske myndigheder måtte jo være helt oppe på mærkerne, og presset på ambassaden i Nairobi var nok til at få øje på. Det var dem, der tog sig af konsulære anliggender, som vedrørte Somalia. Der var ingen dansk repræsentation der, det borgede situationen ikke for. Ambassadøren blev uden tvivl bombarderet af henvendelser hjemmefra, om det så drejede sig om Udenrigsministeriet og øvrige danske myndigheder, medierne eller rederiet.

Det var først senere på aftenen, da Dan havde checket ind på sit hotel, at han rigtigt forstod rækkevidden af Jaycees bemærkning. Tænk, hvis det en dag skete sydpå, nede ved kysten - omkring Lamu. Dan kunne levende forestille sig, hvad konsekvenserne ville blive - i løbet af ingen tid - hvis disse terroristgrupper begyndte at krydse ind over grænsen lige nord for Lamu - hvor der heller ingen grænsevagter var - og selektivt gik efter de europæiske turister og jetsettet i Shela. Eller at piraterne begyndte at supplere deres kidnapninger med mål på landjorden. Det kunne blive enden på turisteventyret der.

Han gøs ved tanken.