Ikke langt derfra.
Manden lå sammenkrøbet på gulvet og kunne ikke røre sig. Hans smerter havde været så stærke, at hans hjerne efterhånden havde fortrængt dem, koblet dem af. Der var tidspunkter, hvor den ikke reagerede på dem mere. Det var som en selvregulerende cyklus, hvor vekselvirkningen mellem den fysiske og den psykiske smerte endte med, at den fysiske smerte til sidst aftog eller helt forsvandt. For en stund.
Der var fugtigkøligt og mørkt i det lille rum, der dårligt var større, end at en voksen mand kunne ligge udstrakt i det. Den eneste ventilation og dermed også belysning kom fra et lille hul øverst i muren. Der lugtede af urin og ekskrementer og indelukket råd i rummet, men manden ænsede det ikke.
Hvor længe havde han opholdt sig her? En uge, måske to? Han vidste det ikke og havde mistet fornemmelse for tiden samt interessen for sin fysiske tilstand. Han kunne ikke huske, om han havde taget vådt eller tørt til sig. Eller hvor lang tid hans hjerne havde været i stand til at fortrænge smerter.
Manden lå med hovedet hvilende på det bare stengulv. De første par dage havde det været ulideligt, og smerterne havde været uudholdelige på grund af sårene fra eksplosionen og hans sønderslåede ansigt og krop. Han havde ikke kunnet åbne øjne og mund og havde haft vanskeligt ved at trække vejret. Det var ikke en blid behandling, han havde fået af sine gidseltagere, og sparkene i nyrer og mellemgulv og skridt havde nok forvoldt ubodelig skade. Han følte det undertiden, som var de kropsdele og organer trådt helt ud af funktion.
Da hørte han den. Den var der igen, den velkendte lyd!
Han åbnede øjnene og kiggede direkte ind i uhyret, som var blevet hans bonkammerat, hans slof. Første gang, han havde stirret det ind i hovedet på nogle få tommers afstand - før han var sygnet hen i sin nuværende tilstand - var han blevet skræmt og troede, han havde fået delirium med hallucinationer. Dyret var så grimt og utiltalende, at det var latterligt.
Uhyret var en nøgenrotte, en nøgen muldvarpegnaver. Et af de ejendommeligste dyr på denne jord og med garanti også det grimmeste. Manden havde hørt og læst om denne besynderlige skabning, denne pelsløse albinomuldvarperotte, som kunne blive tredive år gammel, som ikke kunne føle smerte, og som ikke kunne få kræft. Det havde videnskabsfolkene for længst påvist. Det var det eneste dyr i verden med en sådan egenskab. Det mindede om et fantasifoster - en mellemting mellem en termit, en sphynxkat og en muldvarp. Lyserød som en nyfødt pattegris og rynket som en penis. Et dyr som åd sin egen afføring.
”Vi har noget til fælles, du og jeg,” hviskede manden til monsteret, som han lå og betragtede på en næsten kærlig og hengiven måde. ”Du kan heller ikke føle smerte. Har du mon fortæret min afføring?” Uhyret så på ham med sine røde, rudimentære øjne, som - når alt kom til alt - måske slet ikke kunne se noget. Så luntede det af sted. Det havde andre gøremål.
Mandens tanker begyndte at flakke, mens han lå udstrakt på gulvet og ventede på, at det hele skulle få en ende.
Han forsøgte at røre på sig, men det blev ved tanken. At han var havnet i dette hul, kom ikke bag på ham. Det var vel en logisk disposition truffet af en forretningsmand med speciale i pirateri, og som ikke var nødt til at tage hensyn til god forretningsskik, etik, værdinormer, adfærdskodeks, lovgivning eller andre ligegyldige forhold.
Rune Hanum tænkte på sin familie. På hustruen gennem snart tyve år og på tvillingepigerne, som snart var færdige med skolen. Han ville aldrig få dem at se mere, og de ville måske ikke engang få at vide, hvad der var blevet hans endeligt på denne jord. Han var nu nået så langt, at der ikke mere var nogen selvmedlidenhed eller anger eller had. Han havde allerede forliget sig med tanken om at skulle herfra og håbede blot, at hans nærmeste familie måtte finde kræfter til at komme videre og få et fornuftigt liv.
Han havde lyst til at gøre gengæld. Ikke at hævne sig for hævnens skyld. Men at lade de forbandede gidseltagere, som ikke var andet end umenneskelige plattenslagere, smage deres egen medicin. Så han kunne le dem op i ansigtet eller i det mindste le i sit eget, stille sind.