Nairobi, lørdag den 9. april 2011, kl. 06:12.
Det var tidligt lørdag morgen, da chaufføren kørte Range Roveren op foran hotellets hovedindgang, hvor Dan ventede med sin bagage. Han havde den foregående aften checket ind på Travellers’ Lodge lidt syd for byen, hvor han havde for vane at bo, når han var i Nairobi. Morgentrafikken en lørdag morgen var ikke værre, end at de hurtigt ville kunne være ude på hovedvejen, og Dan forventede at være tilbage i Lamu midt på eftermiddagen.
Fra Valley Road kørte de tilbage ad Kenyatta Avenue og videre østpå ad Forest Road, som førte dem ud på hovedvej A2 med retning mod det nordøstlige Kenya og Lamu.
Forstæderne sydede allerede af aktivitet. Ved solopgang gik folk i gang med deres daglige gøremål, og der var en stadig strøm af mennesker på vej til deres job eller til markedet. De oftest ramponerede og altid overlæssede pick-uper og lastvogne lagde deres vej ind gennem byen, fyldt med frugt og grøntsager fra oplandet, mens de trak en os af olieholdig og ildelugtende udstødning efter sig. Menneske- og æseltrukne kærrer manøvrerede sig ind og ud af det trafikale virvar, og der lå en dæmpet og konstant summende lyd over området.
Morgenen var kølig med dis over byen. Et mørkt og sølvgråt skær lå over det rosafarvede morgengry, som et spejl af de storslåede sletter, og i horisonten stak det majestætiske og sagnomspundne Mount Kenya sin tinde udfordrende op mod himlen. Et bjerg, om hvilket man sagde, at det var hjemsted for guden Ngai, skaber af universet og menneskeheden. Ngai havde skabt den første mand på jorden, Gikuyu, og fra de høje tinder havde han vist ham det smukke land for foden af bjerget, som skulle være Gikuyus og hans efterkommeres - kikuyuerne.
Kort før de nåede op på hovedvejen, kom de, i den østlige del af Nairobi, forbi Eastleigh på deres højre hånd, også kaldet Little Mogadisho. Igen vandrede Dans tanker ad nostalgiens forunderlige vej. Han huskede, hvordan Karen Blixen havde beskrevet denne bydel - Somali Town, som hun kaldte den - og dens befolkning. Somalierne var dengang som nu et nomadefolk og stod i stor kontrast til såvel swahilierne som kikuyuerne. Det var kvægavlere og kvæghandlere, og Blixen beskrev, hvordan bydelen lidt trøstesløst lå badet i solen og støvet, og at somaliernes boliger udefra fremstod interimistiske og faldefærdige. Men når man først blev inviteret indenfor, blev man grebet af den sirlighed og stilfuldhed og den ophøjede atmosfære, der prægede somaliernes hjem. Hun beskrev med begejstring og en fintfølende pen, hvorledes hun gennem en af sine ansatte, somalieren Farah, som fulgte hende overalt på hendes afrikaeventyr, fik indsigt i somaliernes natur og væremåde - deres typisk afrikanske gæstfrihed, deres gode humør. Hver gang, hun var blevet inviteret indenfor hos dette folkefærd, havde det været en ære, og hun havde altid følt sig veltilpas i dets midte. Men Blixen var ikke ubekendt med de mange etniske tvister og problemer, der kendetegnede somaliernes klansamfund, et i øvrigt såre afrikansk særpræg.
Dan betragtede sin chauffør, Jameelah - den kyske - som stedkendt førte dem hurtigt og sikkert ad hovedvejen med alle dens forhindringer, vejspærringer og militærposter. Med dens havarerede lastvogne og sjakalerne, der pludselig og umotiveret kunne krydse ud foran dem. Jameelah var en loyal og effektiv chauffør, som havde teknisk indsigt og praktisk snilde, ja, som i realiteten var en altmuligmand. Det var noget, der var værdsat på disse breddegradder. Han havde været med fra starten for en halv snes år siden på Dans og Brigittes kenyanske eventyr. Lidt som Blixen, tænkte Dan. Hun må have haft en forudanelse, da hun i havnebyen Aden hyrede Farah. Han sukkede. Ak ja, rejserne med skib gennem Suez-kanalen, ned gennem Aden Bugten til det Indiske Ocean, var dengang for hundrede år siden ikke befængt med de samme problemer, som man nu oplevede.
Hans tanker kredsede om det somaliske folk, som var lidt af et paradoks, og som på en måde kunne sammenlignes med inderne i Østafrika, grækerne i Centralafrika og libaneserne i Vestafrika. I Kenya, hvor de med en million indbyggere udgjorde en lille del af den samlede befolkning, men en tredjedel af den sydøstlige provins, var det et velfungerende folk. Godt nok var det oftest de mere tarvelige jobs, der var øremærket til dem, men Little Mogadisho var ’et land i landet’, med sin egen økonomi, en form for paralleløkonomi. På sin vis fungerede tingene, men stod i stor kontrast til den voksende lovløshed og kriminalitet. Set fra den synsvinkel havde forstaden fortjent sit navn, som ledte tanken hen på det kaos, der herskede i somaliernes eget hjemland.
Kort efter Eastleigh kom de forbi afkørslen mod den mondæne Muthaiga Country Club, hvor den britiske elite holdt til på Blixens tid. Det var en af de mest distingverede klubber på kontinentet og havde dengang som nu mange koryfæer som medlemmer og faste gæster. Med den lille forskel, at på Blixens tid var den forbeholdt det hvide, mandlige publikum.
Landskabet skiftede karakter, efterhånden som de nåede længere østpå. De grønne og frodige områder omkring Nairobi med de karakteristiske viftepalmer, eucalyptustræerne og bougainvillearne med de farvestrålende rødviolette blomster blev afløst af gule og afsvedne sletter med spredte og enkeltstående baobabtræer, så langt øjet rakte.
Dan så på sit ur. De holdt god fart, og indtil nu havde der ikke været nogen af de enerverende militærposter, hvor man kunne blive hængende i den bagende sol i flere timer, hvis ikke man var indstillet på diskret at erlægge den forventede erkendtlighed. Med det tempo kunne de være i Lamu lige over middag.
Dan nød synet af landskabet, der susede forbi - dets kontraster og dets mangfoldighed. Han holdt af Kenya, som man kun kan holde af sit fædreland. Her var hans afrikanske eventyr begyndt mange år tidligere, da han som ung havde været udstationeret for en dansk virksomhed i fire år og med Nairobi som base havde arbejdet over hele Østafrika. Cirklen er sluttet, tænkte han en lille smule vemodigt og lod tankerne gå tilbage til de mange oplevelser og eventyr, han havde haft på det afrikanske kontinent. Fra Kenya i Øst til Zaïre i det centrale Afrika over Liberia og Congo Brazzaville i Vest. En rejse, som havde bragt vikingen fra nord ud på erhvervseventyr, hvor det ene havde været mere forrygende end det andet. Det havde været i både engelsk- og fransktalende områder, hvor hans dansk-belgiske oprindelse var kommet ham til gode sprogligt.
Han var kommet vidt omkring, Dan, geografisk og professionelt. Fra handelsjobbet i Østafrika til diamantopkøb i Zaïre. Fra gummiplantagen i Liberia til økoturisme i Congo og Den Centralafrikanske Republik. Så mange oplevelser, tænkte han med et smil, og så mange menneskerskæbner, han havde mødt på sin vej. Han tænkte tilbage på venskaber, der var blevet knyttet, men også på nogle af de traumatiske oplevelser, som man ikke undgår, når man bor og arbejder på det afrikanske kontinent. Mange af de oplevelser havde - trods alt - efterladt grimme ar på hans krop og sjæl.
Afrika havde skænket ham en hustru. I Kisangani i Zaïre, hvor han havde været chef for diamantvirksomheden ’Hunter Diamond Merchants’, havde han mødt den unge Brigitte, som havde burundesisk far og senegalesisk mor. De havde været igennem tykt og tyndt sammen, de delte den samme passion for Afrika og eventyr, og de havde stået hinanden bi i modgang som i medgang. Deres to voksne børn havde tilbragt størstedelen af barndommen med forældrene i Afrika og havde siden studeret og forfulgt deres karrierer i Europa. Datteren Angélique var gift og boede med sin mand og lille søn i København. Ken, Dans og Brigittes søn, var ugift og arbejdede for et amerikansk olieselskab med base i London. Med vemod tænkte Dan på, at der gik alt for længe mellem børnenes besøg.
Det havde ikke været uden problemer, det hele, funderede han. Afrika var et voldsomt kontinent, som var plaget af naturkatastrofer, etniske modsætningsforhold, blodsudgydelser og mangel på politisk stabilitet. Men det var samtidig et kontinent med en befolkning, der var lige så uudgrundelig, som den var fascinerende, og som havde stor social forståelse. Gæstfrihed mødte man overalt, menneskelige værdier ligeså, og afrikanernes hjerter var store.
Tankerne faldt igen på gårsdagens samtale og det risikobetonede projekt, som han - lidt letsindigt, måske - var på vej ind i. Hvad er det, du er ved at stikke hovedet ind i, min ven? spurgte han sig selv, mens bilen tog fart ud ad den varme asfalt, og der blev længere og længere mellem beboelserne. Et hvepsebo, eller hvad der var langt værre? Et minefelt, i hvilket det var umuligt at manøvrere? Han tænkte på de mange gange, han i løbet af sit ophold i Afrika havde været udsat for farer. Fra borgerkrigen i Burundi, hvor han var fanget i krydsild, til den illegale våbentransport i Guinea og den rystende oplevelse i Centralafrika, hvor hans økoturister var blevet taget til fange af den skrupelløse, lokale mafia og holdt som gidsler. Det havde alt sammen været situationer, som kunne være gået galt og fået en tragisk udgang. Alligevel ville han ikke have undværet et eneste øjeblik af sin tid i Afrika. For var hans mantra ikke netop: Hellere leve et intenst liv med alle dets uforudsigeligheder - gode som dårlige, lykkelige som ulykkelige - end et lykkeligt, men monotont og forudsigeligt liv?
Men dette var anderledes, tænkte han. Denne gang var det en tredjepart, der havde bedt ham træde til i den gode sags tjeneste. I en situation, der kunne få alvorlige konsekvenser. Hvor der ikke var tale om hans egen forretning, men om langt mere vidtrækkende interesser. Et helt kontinents, ja, langt derudover for den sags skyld.
Hvorfor var de kommet til ham? Hvorfor gå til en privatperson, der ikke havde nogen direkte interesse i sagen? Eller var det måske netop derfor?
Spørgsmålene var nok langt mere komplicerede end som så, tænkte han. Når det kom til stykket, var han så ikke selv impliceret, på den ene eller den anden måde? Bevares, han var ikke medlem af nogen græsrodsbevægelse, var ingen øko-nørd og levede for den sags skyld ikke efter nogen idealistisk devise. Men han havde en forkærlighed for kontinentet, hvis autenticitet han inderligt ønskede kunne blive bevaret, og han følte for alle dem, der ville sikre Afrika en harmonisk udvikling og en fredelig fremtid. Ikke at forglemme hans egen virksomhed, Lamu Bay Lodge, som han nu havde åndet og levet for i snart en halv snes år.
Dan var på det rene med, at man i denne slags situationer ofte benyttede udenforstående personer, som af forskellige årsager kunne have lettere ved at få modparten i tale. Alligevel havde han sine tvivl og håbede blot, at det var velovervejet fra både ambassadørens og Jaycees side at rette henvendelse til ham. Han kunne ikke skuffe dem, det var for urimeligt. De var fast overbeviste om, at det var det rette at gøre.
Men hvad med Brigitte? Hvordan skulle han gøre hende det forståeligt?
Dan sukkede. Lad os se, hvordan det går, sagde han til sig selv. Brigittes reaktion må være afgørende, hvor nobel en sag der så end måtte være tale om. Hun får det afgørende ord.
Range Roveren nærmede sig Garissa, hvorfra de ville lægge vejen sydom mod Lamu, mod havet. Højdedragene og bjergformationerne havde allerede fortabt sig i det fjerne, og landskabet var umærkeligt gledet over i en uendelighed af flade og golde sletter. Beboelser var stadig sparsomme, men det var tydeligt, at de var tættere på Somalia nu med de mange nomader og hjorder af kvæg, de mødte på deres vej.
Et vakkelvornt og rustent skilt stod lidt umotiveret på en mark foran dem på højre hånd. Påskriften lød ’Subira ni ufungo wa faraja -tålmodighed er nøglen til fredfyldthed’.
Ja, ja, tænkte Dan, det må vist komme an på en prøve.