”Før fangen ind!”, brølede Amiri til Mokhtar, som lod ordren gå videre til vagterne, der stod udenfor.
Bygningen, som husede Amiris lille hovedkvarter, havde han lånt af en af bagmændene. Den lå tilpas centralt til, at han kunne komme hurtigt frem og tilbage til kajanlægget, og den var tilpas stor til at huse de nærmeste folk, som han hele tiden havde omkring sig.
Efter et kort øjeblik dukkede de to vagter op med kaptajnen fra ’Ocean Princess’. Det var som at se en zombie, de havde hentet fra jordens dyb. Manden var usoigneret og så meget medtaget ud. Hans hoved hang underlig foroverbøjet mod brystet - som en høne, der havde fået halsen skåret over. Det var ophovnet og næsen sad skævt i det forslåede ansigt med de blåsorte plamager. Hans ben slæbte efter ham, og vagterne måtte holde ham godt under armene, for at han ikke skulle synke fuldstændigt sammen.
Amiri sad henslængt i sin store, magelige lænestol og nød en kop te. Han lod sig ikke påvirke af det lille optrin. Vagterne ventede i den anden ende af lokalet, indtil det måtte behage bossen at bede dem om at træde nærmere.
Langsomt vendte han sig mod dem og gjorde tegn til at bringe fangen tættere på.
”Hallo, ser man det!”, udbrød han grinende, da han så, hvad der var tilbage af den engang så myndige og slagkraftige kaptajn. ”En halloween-udklædning, minsandten! Vores ven her må vist have taget fejl af datoen. Ha ha.” Han lod blikket køre op og ned ad manden, som de to vagter på det nærmeste stod og bar på. ”Hmm, ikke værst, når man tager omstændighederne i betragtning.” Så kiggede han på vagterne som for at få anerkendelse for sine vittige indfald. ”Ikke lige prototypen på en vesterlandsk turist i dette eksotiske tropeparadis!”, sagde han til dem.
Amiris ansigt begyndte at lyse op, og han fremtvang et smil, som ville han overbevise alle om, at han nød situationen. ”Jeg kan ellers godt anbefale stedet,” fortsatte han, denne gang møntet på fangen. ”Byen råder måske ikke over hoteller af international klasse, og kyststrækningen bærer måske heller ikke præg af det eftertragtede badeliv, som I dekadente vesterlændinge normalt efterspørger. Men vi har da alle muligheder for at opfylde kravene fra en solhungrende turist. Ha ha.” Igen det smørede og veltilfredse grin om munden. Han så spørgende på manden foran sig. ”Hvordan er komforten på kaptajnens kammer, om jeg må spørge? Bevares, der er måske ikke ligefrem havudsigt eller komfortable møbler i rummet, men måtten på gulvet er vel acceptabel, og et kælderrum har unægteligt den fordel at være køligt midt på dagen.” Han granskede mandens ansigt og bøjede sig en kende over mod ham, mens han snusede demonstrativt. ”Hmm, jeg fornemmer, at du ikke har haft mulighed for at gøre et passende toilette.” Så rejste han sig pludselig og gik tæt på manden. Han studerede ham intenst og begyndte at gå rundt om ham, som var der tale om en kamelhandler på det lokale marked.
”Nå, tilbage til det alvorlige,” sagde han og satte sig igen. Han tog en slurk af sin te, som han drak med velbehag.
”Du skal vide, at dine overordnede i rederiet ikke har særlig høje tanker om dig og din besætning,” fortsatte han. ”I hvert fald at dømme efter det prisskilt, de har sat på jer. Ren discount. Ophørsudsalg, der vil noget. Alt skal væk! ” fnøs han. ”Som et parti letfordærvelige varer! Du godeste!”
Kaptajnen stod ubevægelig, og det var tydeligt, at han havde svært ved at holde sig på benene, vagternes stærke arme til trods. Pludselig gav hans ene knæ efter, og han sank nu helt sammen i armene på de to bevæbnede folk bag sig. Straks var Mokhtar, som indtil da havde holdt sig i baggrunden, over ham og landede et voldsomt slag over hans skinneben, så manden skar en grimasse. Men tilfredsstillelsen af et smertesudbrud fra fangen fik det lille selskab ikke.
”Ser man det!”, snerrede Amiri. ”Men o.k., jeg vidste jo, at du har svært ved at få munden på gled.” Han foldede hænderne foran hagen og fortsatte: ”Hvor kom vi fra? Jo, rederiet regner jer ikke rigtigt for noget. Hvilket jeg skal være den første til at beklage, for der er rent faktisk sat en frist for vores tilbud, og den udløber” - han studerede sit ur - ”den udløber om godt en time. Er der ingen accept, tja, så må vi se, hvordan vi bedst skiller os af med skib og besætning. Og dernæst kaster os over et andet - der er jo nok at tage af derude. Ha ha.”
Han tav et øjeblik, som var han kommet i tanker om noget. ”Nu skal du høre,” fortsatte han, ”jeg har et tilbud til dig. Du sejler med mig ud på skibet nu om nogle få minutter. Med hjælp fra din maskinchef og et andet besætningsmedlem begynder du at lække lasten i det øjeblik, du modtager ordren fra mig. Så lover jeg at spare dit liv.” Han så triumferende på kaptajnen, der blot stod og stirrede ned i gulvet. ”I modsat fald behøver du ikke at tænke over, hvad menuen i aften kommer til at bestå af. Haha.”
Kaptajnen hævede ganske langsomt sit hoved, kiggede på manden, der sad foran ham og åbnede munden. Hans spytklat ramte Amiri midt på hagen, hvorfra den hang og dinglede som et lille, hvidt fipskæg over den mørke hud.
Amiri var ude af sig selv af raseri. Han for op af stolen, mens han med væmmelse tørrede sig om hagen. ”Hvad fanden foregår der inde i din lille, forkvaklede sømandshjerne?”, brølede han. ”Kan du for helvede ikke se, at jeg giver dig chancen for at overleve dette cirkus? Så svar mig dog for fanden, mand!” Hans øjne lynede. Så gik han hen til et lille møbel i hjørnet af stuen, åbnede skuffen og trak en revolver frem. ”Svar for helvede!”, skreg han hysterisk, mens han gik helt hen til fangen og satte løbet for mandens tinding.
Kaptajnen reagerede ikke.
Amiri trykkede på aftrækkeren.
Der lød et klik. Revolveren var ikke ladt.
Kaptajnen sank til jorden. Han fremstammede nogle ord, men det var dårligt, at Amiri kunne høre den svage stemme, der kom fra kaptajnens mund.
”Vor Herre bevares!”, råbte Amiri. ”Mage til pjok skal man lede længe efter.” Han gjorde tegn til Mokhtar - en hurtig håndbevægelse hen over halsen - og bad vagterne om at slæbe af med fangen igen.
*
Amiri var rasende, og hans humør var mørkt som natten under en tropestorm. Det var dagen, hvor det hele skulle gå op i en højere enhed, og hvor alle hans drømme skulle gå i opfyldelse. Dagen, han havde ventet så længe på - sandhedens time, hvor det var tid at høste, hvad der var sået. Ikke desto mindre var en nagende tvivl ved at æde sig ind på ham. Udelukkende på grund af alle de idioter, som intet havde forstået. Rederiet, Saïd, kaptajnen …
Han sad nu i båden på vej mod ’Ocean Princess’. Fra stævnen betragtede han skibet, som lå værdigt og vuggede i havblikket med den azurblå himmel og lyset fra den hvidgule tropesol som kulisse. Fredfyldt og uforstyrret lå hun der som et andet krydstogtfartøj, der ventede på sine opstemte og glædesfyldte passagerer
Hun var hans indtægtskilde - hans aktiv. Alligevel var det, som om noget af Amiris glæde over synet forsvandt i varmedisen over havet.
Båden lagde til ved skibssiden, hvor landgangsbroen allerede var slået ud, og Amiri var ikke længe om at komme op på dækket. Det var tydeligt at se på hans folk, at de vidste, at noget var galt. Derfor holdt de sig også på tilpas afstand, da deres boss dukkede op. Han sagde intet, det var knap, han hilste på dem. Han bemærkede, at hovedmotoren kørte. Sporenstrengs gik han ned mod agterstavnen med Mokhtar i hælene og var ikke længe om at tage trapperne op til kommandobroen.
Det var ikke et syn, der bekom ham. I stedet for at blive mødt med entusiasme, var det en Saïd - mærket til ukendelighed - som sad desillusioneret og apatisk i en stol med albuerne på knæene og ansigtet begravet i sine hænder.
Amiri var målløs. Han var ude af sig selv af raseri. Ingen skulle opføre sig på den måde, og da slet ikke hans næstkommanderende. Han havde troet og stolet blindt på Saïd, som han havde vist ubegrænset tillid. Hvad fanden kom der ud af det? Nu sad skvattet der som en anden småflæbende og ynkelig svækling.
Han gik hen til manden og ruskede ham hårdt i armen. ”Så vågn da for fanden op, dit skvat!”, skreg han ind i Saïds øre, mens han forsøgte at få liv i ham. ”Forstod du ikke, hvad jeg sagde til dig for et øjeblik siden?”
Saïd blev siddende, upåvirket - som var han faldet i trance. Så rejste han sig famlende og gik hen mod døren.
”Hvor fanden tror du, du skal hen?”, brølede Amiri, og Mokhtar fik hurtigt stillet sig i vejen for manden.
Saïd så på dem begge, modløs og opgivende.
”Dette her er ikke rigtigt,” sagde han lavmælt, så hans chef dårligt kunne høre det. ”Der er intet i din sag, der retfærdiggør en sådan handling. Du kan ikke bare træffe en beslutning, der på den måde vil skade andre - så er det for den sags skyld underordnet, hvad strømforholdene ellers måtte være, og hvem det i realiteten kommer til at gå ud over. Miljøet vil blive påvirket, det vil gå ud over fiskebestanden, koralrevet vil måske blive nedbrudt, folk risikerer at blive forgiftet. Der er …”
”Stop det nonsens!”, afbrød Amiri ham fnysende. ”Hvilken planet kommer du fra, om jeg må spørge? Har du måske aldrig hørt, at målet helliger midlet?” Han kiggede ængstelig på sit ur, klokken var over tolv. Deadline var allerede overskredet. ”Du får lige nøjagtigt ti sekunder til at gå tilbage til kontrolbordet og gøre klar til at lække lasten om nogle få minutter. I modsat fald” - han lavede en hurtig bevægelse med hånden hen over halsen - ”bliver du til hajføde inden solen går ned.”
Saïd gik amok. Han kastede sig med hele sin vægt over Amiri og plantede den kniv, han havde haft skjult i lommen, i siden på ham. Bossen segnede og landede i dørken med comorianeren over sig. Saïd lod slagene hagle ned over ham, mens han råbte noget uforståeligt. Han fik Amiris venstre arm vredet om på ryggen, fik godt fat om mandens hals og rev til. Der kom ingen lyd mere fra Amiri, kun nogle få gutturale gylp.
Mokhtar var på sin plads. Han havde betragtet optrinet, men var nu hurtigt omme bag de to. Med et kraftfuldt slag med geværkolben splittede han Saïds hoved. Comorianeren slap taget i Amiri og faldt død om oven på ham.
I baggrunden lød en skrattende lyd fra radioen. Dernæst en stemme, ”Hallo, Princess - Kismaayo her. Kom ind.”