København, samme eftermiddag.
De var der alle sammen - direktionen, ledergruppen, den juridiske rådgiver. Tavse og rystede sad de omkring det ovale bord i bestyrelseslokalet, og håbløsheden og desillusionen lyste ud af deres ansigter.
Kreitzmar havde netop afsluttet samtalen med den engelske sikkerhedskonsulent, Leroy, fra dennes position i den lille lufthavn på Manda Island i det sydøstlige Kenya, og løsesummen var blevet overdraget. Skib med besætning var blevet frigivet og havde nu sat kurs mod Mombasa. Det var antiklimaks.
Det var Kreitzmar, der havde ført telefonsamtalen med sikkerhedskonsulenten, men det var stort set kun den administrerende direktør, Ulrich Boysen, der havde ladet sin røst lyde omkring bordet, og det var ham, der havde truffet den svære beslutning alene. I den slags situationer var der hverken tid eller plads til at føre en rundbordssamtale, lade andres røst høre eller nå til konsensus. Det drejede sig om mod og fatning og om i et splitsekund at kunne veje for og imod og dernæst skære igennem.
’Go!, havde Boysens melding lydt, mens de andre tilstedeværende havde virket overvældede af sagens alvor og problemets rækkevidde. Dermed havde direktøren truffet en beslutning, hvis konsekvenser rakte langt ud over bestyrelseslokalet i København, og hvis rå enkelthed beseglede et andet menneskes skæbne - kaptajnens. Derom ingen tvivl. Man skulle være udstyret med en ualmindelig stor grad af optimisme for at tro, at man ville få kaptajnen at se i live igen.
I flere minutter sad de alle tavse og prøvede, så godt de kunne, at overbevise sig om, at det var den eneste rigtige beslutning, der var blevet truffet. At der i realiteten ikke havde været noget valg, intet alternativ, og at alt andet ville have været uforsvarligt og et udslag af mangel på situationsfornemmelse. At alt andet ville have forværret situationen med uoverskuelige konsekvenser til følge.
Alligevel gnavede tvivlen, og frygten for ikke at have været situationen voksen lagde sig tungt over dem alle. At man ikke havde forsøgt en anden udvej. Spørgsmålene trængte sig på. Hvad ville der være sket, hvis ikke der var blevet sagt ’go!’? Ville situationen blot være vendt tilbage til status quo? Hvad var garantierne for, at kaptajnen stadig var i live?
Alle sad og så forlegne ud, ja de vidste dårligt, hvilken vej de skulle kigge.
Det var Boysen, der befriende brød isen.
”Vi har vist alle i de sidste par dage gået med en frygt for, at det kunne ende på denne måde, at det i sidste instans skulle vise sig, at kaptajnen ikke var til stede på skibet. Tanken har redet mig selv som en mare, men jeg følte ikke, at der i situationen var meget, jeg kunne gøre ved det. Nu er det sket, og her står vi, og vi må alle leve med denne beslutning.” Han kiggede ud ad vinduet som for at undgå de andres blikke. ”I skal vide, at jeg her til formiddag endnu en gang har været i telefonisk kontankt med den danske ambassadør i Nairobi, og at vi blandt andet drøftede netop denne udgang på kapringen. Ambassadøren har lovet at tage sagen op med såvel den amerikanske ambassade på stedet som med de kenyanske myndigheder men kunne naturligvis ikke give nogen garanti for, at der kunne ydes nogen hjælp her og nu ud over, hvad der allerede var sat i gang. At alle udviser vilje og forståelse og har et ønske om at kunne hjælpe, er der ingen tvivl om.”
”Hvem kontakter kaptajnens pårørende, og hvad siger vi til pressen?”, spurgte Kreitzmar, der syntes at være kommet lidt mere til hægterne igen.
”Jeg tager straks kontakt til kaptajnens hustru,” svarede Boysen. ”For så vidt angår en opdatering af pressemeddelelsen, så vil jeg bede dig sammen med informationschefen om at udarbejde et forslag, som vi sammen kan drøfte i morgen tidlig. Under alle omstændigheder skal vi have sikkerhed for, at vores skib er tilbage i smult vande, at alle om bord er uskadte, og at intet forhindrer dem i at nå sikkert i havn i Mombasa, før vi sender noget ud til pressen.”
Personalechefen rømmede sig. Det var tydeligt, at han var beklemt ved situationen, men han stillede det spørgsmål, som alle havde på deres læber, men som ingen rigtigt turde forholde sig til.
”Hvad gør vi, hvis piraterne fremsætter endnu et krav om udbetaling af løsesum for at få frigivet kaptajnen?”
”Det kommer ikke til at ske,” svarede Boysen i et irriteret tonefald. ”En aftale er en aftale - også med pirater - og skulle det imod forventning vise sig at blive tilfældet, så ville det være et sådant anslag mod hele piratindustrien i Somalia, at det ville få øjeblikkelige følger og betyde repressalier for dem alle. I bund og grund ville det jo svare til, at pirater - efter at have fået overdraget en løsesum - angreb det samme skib en gang til.”
Boysen lod blikket vandre rundt om bordet. ”Vi har den værste situation i rederiets historie bag os,” sagde han med alvorlig stemme. ”Vi har holdt hovedet koldt og ikke rystet på hånden under dette stormvejr. Kursen har været holdt, og vi er kommet igennem det oprørte hav. Lad os stå sammen om de problemer, der ligger og venter på os forude, og som vi vil vide også at kunne håndtere.”
Så rejste han sig og forlod lokalet.
*
Knap havde Boysen sat sig til rette på sit kontor, før telefonen ringede. Omstillingen lod ham forstå, at der var tre opkald, som var sat på hold - en journalist, der mente at kende til den seneste udvikling, og som ønskede en frisk udtalelse fra rederiet, den juridiske afdeling i Udenrigsministeriet, der ønskede at gøre status og endelig rederiets bankforbindelse, som blot ønskede at høre nyt om den finansielle side af overdragelsen.
Boysen rystede opgivende på hovedet og lod omstillingen forstå, at han selv ville tage samtalen med Udenrigsministeriet, hvorimod de to andre opkald kunne sendes videre til henholdsvis Kreitzmar og finansdirektøren. Han lod ligeledes omstillingen forstå, at han ikke ønskede at tage flere samtaler denne dag, med mindre der var tale om opkald fra Kenya, fra bestyrelsesformanden eller fra kaptajnens pårørende.
Den ansvarlige for juridisk afdeling i Udenrigsministeriet præsenterede sig og ønskede om muligt at blive brieftet omkring den seneste udvikling i sagen.
”Som du ved,” fortsatte vedkommende, ”har vi siden søndag eftermiddag i forrige uge været i regelmæssig kontakt med såvel jeres informationschef som jeres juridiske rådgiver, og vi håber, at I har fundet dialogen konstruktiv og meningsfyldt. Vi har i hvert fald gjort vores til, at udvekslingen af informationer blev så smidig og effektiv som mulig.”
”Enig,” brød Boysen ind. Han følte sig udmattet og ønskede ikke en samtale, der trak i langdrag. ”Overdragelse af løseum og frigivelse af skib har netop fundet sted, så du er hermed den første uden for huset, der bliver informeret. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Vedkommende takkede for oplysningen, som han satte overordentlig stor pris på. Han var vidende om den telefoniske kontakt, der havde fundet sted fra en af officererne om bord på skibet sent søndag aften, og hvor navnet på det omkomne besætningsmedlem var blevet oplyst. Om det var muligt at få denne oplysning bekræftet officielt, da sagen var delikat i forhold til Udenrigsministeriets kontakt til de menige besætningsmedlemmers pårørende? Dernæst lod han Boysen forstå, at den amerikanske flåde havde et overvågningsskib liggende ud for Kenyas kyst, og at det eventuelt kunne sættes ind i tilfælde af pludseligt opståede problemer - hvad man ellers skulle lægge i det. Derimod var der ikke noget dansk skib i nærheden. Endelig ønskede vedkommende - i lyset af den dugfriske nyhed om skibets frigivelse - at forsikre, at den danske ambassade i Nairobi og konsulatet i Mombasa stod til rederiets fulde rådighed med henblik på at tage hånd om besætningen.
”Det har været en svær tid for jer,” tilføjede han efter et kort pause. ”Det har vi alle forståelse for.”
”Det ønsker jeg ikke min værste konkurrent i branchen udsat for,” svarede Boysen.
”Som du ved, så arbejder Det Danske Udenrigsministerium med nogle tanker om, hvordan man kan forbedre vilkårene for den lidende befolkning i Somalia,” sagde den ansvarlige for Udenrigsministeriets Juridiske Afdeling, ”så man ad den vej kan skabe et meningsfyldt alternativ til det vanvittige pirateri.”
”Spørger du mig,” sagde Boysen, ”så er der ingen sammenhæng mellem de to ting. Beviset er jo, at ikke en eneste krone af de mange løsesummer, der er udbetalt i tidernes løb, er gået til piraternes egne, sultende og lidende landsmænd. Vi har netop ikke at gøre med ideologiske eller religiøse bevægelser, og ingen pirater er dikteret af nogen politisk dagsorden. Dette er rendyrket, organiseret kriminalitet, og for piraterne er det besætningen, der har en handelsværdi. Deres mantra er: Vi ønsker kun penge! Og det får de! Enhver kaprings- og gidselsag, som ikke løses ved magt, den ender med, at der bliver udbetalt en pose penge. Spørgsmålet er bare: Hvor mange og hvornår - og hvor stor en skade bliver der forvoldt undervejs? Du er naturligvis heller ikke blind for, at det er med pirateri som med narkokarteller, menneskesmugling og andre former for international kriminalitet: At sætte piraterne fast, fører ikke til noget. Det er ikke pushere og dealere, man skal have fat i, det er bagmændene, baronerne.”
Derefter gjorde han høfligt opmærksom på, at han havde presserende sager at følge op på, og samtalen afsluttedes.
Boysen følte sig udkørt. Han måtte have styr på sine tanker. Han havde hele tiden sagt til sig selv, at han var mand for at styre gennem dette uvejr, både for så vidt angik rederiet som hans egne, private interesser. Men var det i virkeligheden ikke umuligt? Hvordan kunne han sikre en loyal og ansvarlig håndtering af rederiets interesser, når han samtidig skulle varetage sine egne forretninger?
Kaptajnen! mumlede han igen for sig selv. Hvad fanden stillede han op uden kaptajnen?
Det var tid at sikre sig en ny allieret.
Han greb telefonen og trykkede et lokalnummer.