Kismaayo, Somalia, onsdag den 13. april 2011, kl. 18:28.
Mørket havde sænket sig over byen. Den monotone lyd fra den rullende brænding langs kysten blandede sig med den bragende støj fra byen, med lyd af skud og detonationer, som uophørligt sønderrev natten. En nat som alle andre.
Det var ren metamorfose, når den lille havneby forvandledes fra en doven og idyllisk postkortby, som lå badet i tropesolens skarpe lys, til om natten at være totalt kaos og anarki. Hver morgen kunne byen gøre de menneskelige lidelser og tab op, tælle sine ofre, fjerne ligene fra gaderne og køre resterne af nedbrændte biler væk.
*
Manden gik langsomt ad den mørke grusvej, hvis eneste og spæde belysning kom fra de spredte huse på begge sider af vejen. Han gik med forsigtige, men målrettede skridt og var på vagt over for, hvad der pludselig kunne springe frem af mørket.
Han havde retning mod den tre-etagers, brune bygning, som lå lidt længere nede ad vejen, på hans højre hånd. Der var mennesketomt omkring ham, men nattens lyde kunne høres overalt i kvarteret. Et skingert råb fra en kvinde, hvinende hjul fra en bil på en nærliggende vej, en enkelt detonation, hunde der gøede i mørkelagte baggårde.
Pludselig åbnedes porten til den brune bygnings indkørsel, og manden standsede brat op. Han pressede sig mod stenmuren, der omkransede boligen og søgte samtidig skjul bag et enligt eucalyptustræ. Han blev stående ubevægelig, da to køretøjer kom kørende ud ad porten. Først kørte de ganske langsomt, men pludselig speedede de op, og de hvinende hjul sprøjtede rustrødt støv op omkring og bag sig. Der sad folk på ladet af den bageste vogn, en pickup. De var bevæbnede og begyndte at affyre deres våben mod den begsorte nattehimmel, mens de med fægtende arme og vildskaben malet i ansigterne råbte uforståelige slagord.
Da bilerne var væk og uden for farezonen, bevægede manden sig fremad igen, lydløst og varsomt. Han var iført lange benklæder, en løsthængende, brun ruskindsjakke og et rødternet keffiyeh skærf, som dækkede det meste af hans hoved og ansigt.
Han standsede foran porten og bankede hårdt på, flere gange. Han ventede et stykke tid og bankede igen, denne gang hårdere. En luge blev åbnet.
”Salaam,” sagde manden, der havde banket på. ”Jeg ønsker at tale med bossen.”
”Bossen er ikke her,” blev der svaret gennem lugen.
”Luk mig ind,” sagde manden, ”jeg har en aftale med bossen. Afregning for leverancer.”
”Lad mig se dine papirer.”
Manden fiskede sine papirer frem. De havde tilhørt en nu afdød person, som lå begravet ved vejsiden i det løse sand ude på sletterne, ikke langt fra grænsen til Kenya.
Der gik et kort øjeblik, hvorefter lugen blev lukket, og vagtmanden åbnede porten. ”Gå med mig ind på kontoret,” sagde han og lukkede porten efter sig.
Der var svag belysning på gårdspladsen, hvor et par køretøjer stod parkerede. Flere af lokalerne i den tre-etagers bygning var oplyste, og man kunne høre højrøstet tale derfra.
Den fremmede fulgte vagten ind på et forkontor, hvor en vagthavende sad ved et lille bord.
”Jeg ønsker at se bossen,” sagde den fremmede. ”Mit navn er Ahmed, og jeg er blevet lovet betaling for forskellige leverancer og anden service, som jeg har ydet i løbet af de sidste to uger. Bossen sagde, at jeg kunne henvende mig til ham personligt i aften for at få betaling. Hvor er han henne?”
Den vagthavende så granskende på ham. ”Bossen er her ikke lige nu, og jeg kan ikke sige dig, hvornår han vil være tilbage. Du må komme igen en anden dag.”
”En anden dag? Jeg har haft udlæg for tre tusind dollars, og aftalen var, at jeg ville få betaling i aften, lige så snart sagen var afsluttet. Og det er den jo, ikke sandt?”
Den vagthavende trak på skulderen. ”Forstår du ikke, hvad jeg siger - bossen er ikke til stede, og jeg kan jo ikke selv betale dig, vel?”
Den fremmede begyndte at miste tålmodigheden. ”Hvis bossen ikke er her, må der være andre, der kan stå for udbetalingen. Jeg går ikke, før jeg har fået mine penge.” Han så på den vagthavende med et olmt udtryk i øjnene - og tog chancen. ”Jeg har lige set dem - de andre. De er lige kørt ud ad porten og har alle fået udbetalt deres andel af løsesummen. De havde lommerne fyldt med penge.”
”Det er noget andet. De har hver især fået udbetalt den aftalte pose penge. Hvad er det, du har …”
Den fremmede gik nu helt tæt på den vagthavende. ”Nu skal jeg sige dig noget, min ven. En aftale er en aftale, ligegyldig hvem man er, hvilken ydelse, man har præsteret, eller hvor stor summen er.” Han fnysede den anden ind i ansigtet. ”Du skal vel stadig have leverancer til den muzungu, I holder indespærret nede i kælderen, ikke sandt? Hvem skal sørge for det?”
”Ha ha,” grinede den vagthavende spagfærdigt, ”det er squ ikke meget, han koster os.” Så mandede han sig op til et lille smil. ”Vent et øjeblik,” sagde han og forsvandt.
Efter fem minutter var manden tilbage. ”Nu skal du høre, Ahmed,” sagde han med lettelse i stemmen. ”Jeg har snakket med Mokhtar, som er næstkommanderende her. Han kender ikke de nærmere omstændigheder, men har forståelse for din sag. Han har lovet at omtale det for bossen, når han aflægger ham besøg senere i aften. Så hvis du kommer tilbage i morgen aften ved samme tid, så er det muligt, der er nyt.”
Den fremmede smilede, og roen faldt over ham. ”Tak skal du have.” Så vendte han sig og skulle til at gå. ”Jeg hørte nogle skrig fra bygningen lige før, håber I behandler fangen ordentligt?”, hvorefter han stak i et stort grin.
”Ja ja,” svarede vagthavende, ”men det kan nu ikke være ham, du har hørt. Han sidder faktisk indespærret i kælderrummet omme bagved.” Han pegede mod bagsiden af huset og bød derefter den fremmede farvel. ”Nenda kwa amani - gå i fred.”
*
Dan samlede sine folk omkring sig. Han var godt tilfreds med forløbet af det improviserede besøg i Amiris bunker, som en af Husseins vagter, Jabari, havde taget sig af. Hussein og de af hans folk, som ikke havde deltaget i turnusordningen, havde om eftermiddagen haft følere ude, og det var lykkedes dem at få opsnuset, at Amiri var blevet bragt i land og hårdt såret indlagt på hospitalet. Det var så et problem mindre.
Med Jabaris lille visit i bunkeren havde de nu fået bekræftet, hvad de allerede formodede. I tilgift havde de fået oplyst, hvor kaptajnen blev holdt indespærret, og at den hårde kerne af folkene omkring bossen forventedes at forlade bunkeren senere på aftenen. Det var så blot at vente.
”At dømme efter støjen på tagetagen, syntes folkene at være helt oppe at køre,” sagde Jabari. ”Hvilket vel er forståeligt nok. Operationen er endt, og der er udbetaling ved kasse et. Siden piraterne i stor triumf vendte tilbage fra skibet med en stor pose penge, har der uden tvivl været festet, og de har nok alle tygget khat til den store guldmedalje.”
”Du har nok ret,” sagde Dan og satte sig på hug på jorden. Han lagde en grovskitse af bygningen, som Hussein havde lavet efter besøget i Amiris hus tidligere på dagen, foran sig. ”Her er, hvad vi vil gøre,” sagde han og bad de andre om at træde nærmere. ”Jabari så to biler køre fra bygningen, da han var på vej mod den. Det var formodentlig militsfolk, som har hentet deres del af kagen. Der står stadig to køretøjer parkeret på gårdspladsen foran hovedindgangen, og vi må formode, at de tilhører piraterne med den næstkommanderende, Mokhtar, i spidsen. Lige så snart, disse to køretøjer har forladt bunkeren, slår vi til. Hvor mange personer, der vil være tilbage på stedet, kan vi ikke vide, men det vil nok ikke være mere end en håndfuld. Resten er taget til byen for at feste.” Med sin lommelygte lyste han på kortet. ”Den eneste vej, vi kan komme ind på grunden, er gennem hovedporten. Kan det ikke ske ved list, må det ske ved magt. Vi sender fire mand af sted. Ud over mig selv, bliver det Jabari, Hussein og Awaal. Jeg selv og Jabari vil søge til kælderområdet på husets bagside, hvor vi formoder, kaptajnen holdes fanget. Hussein og Awaal har til opgave at neutralisere eller eliminere de af piraterne, der endnu befinder sig i bygningen.” Han pegede med fingeren på de forskellige dele af området. ”Forhåbentligt er de alle halvstive af for meget khat,” tilføjede han med et smil. Han så på Hussein, som var indforstået. Han havde tilbudt selv at deltage i operationen. ”Vi behøver ikke at frygte for at skabe for meget opmærksomhed,” fortsatte han. ”Piraterne er - trods alt - ikke militsens kop te, og lidt skudveksling eller anden form for larm på stedet vil i sig selv ikke påkalde nysgerrighed eller være et problem.”
Dan var udmattet og følte sig pludselig dårlig. Et kort øjeblik stivnede han, da en voldsom smerte jog gennem hans pandehule. Han satte sig ned og blev siddende ubevægelig i et par minutter. Så tog han sig til tindingerne, som han begyndte at massere, mens han holdt øjnene lukkede - ansigtet var fortrukket i smerte. Han kunne mærke, hvordan sveden løb ned ad hans krop. Feberen var taget til. Med rystende fingre fandt han sin medicin frem fra inderlommen og slugte et par piller.
De andre stod tavse og iagttog ham, men efter nogle minutter så han ud til at være klar igen.
”Beklager,” mumlede han sagte, ”lidt helbredsmæssige problemer.” Han rejste sig og kastede sig igen over bygningsskitsen. ”Vi tager hver især vores rygsæk med,” fortsatte han, ”og der vil blive uddelt reb, brækjern, håndgranater, boltsaks, knive og natbriller. Hver især sørger for sine håndvåben, ammunition og walkies.” Han så rundt på forsamlingen. ”Nogen spørgsmål?”
”Det bliver en ren udflugt,” grinede Jabari. ”De vagtfolk er vist ikke de skarpeste knive i skuffen.”
*
Klokken var lidt over ni, da porten åbnedes, og to køretøjer forlod bunkeren. Scenen gentog sig fra tidligere på aftenen, med hujende og råbende pirater, der uhæmmet affyrede deres våben op mod den sorte nattehimmel.
”Så er det nu!”, hviskede Dan, som sammen med de tre andre lå i skjul bag nogle buske på den anden side af vejen.
De gjorde sig klar. Med lidt god vilje kunne de snøre vagten så kort tid efter, at bilerne var kørt ud af porten. To og to sneg de sig langs vejkanten, på hver sin side af vejen. Derefter langs muren, der omgav bygningen.
Awaal trådte alene frem til porten og bankede hårdt på, mens de andre holdt sig på afstand.
Der var ingen reaktion.
Han insistrede og bankede igen, flere gange.
”Nani? - hvem der?”, lød en stemme fra den anden side.
”Salaam, rafiki! Mokhtar har sendt mig. Jeg skulle overbringe disse forsyninger. Han syntes, at I også skulle fejre denne herlige aften, jer, der måtte blive tilbage i bygningen.”
Der var et kort øjebliks tavshed.
”Hvad bringer du?”, spurgte stemmen bag porten.
”Gode ting og sager, der alle kan nydes med stort velbehag. Se selv!”
Lugen blev åbnet og vagten kiggede på den vadsæk, Awaal holdt op.
”O.k.,” sagde han. ”Stik mig den.” Han slog skydelåsen fra og åbnede porten på klem samtidig med, at han stak hovedet frem og rakte armen ud.
I samme øjeblik blev porten sparket ind i hovedet på ham, så han sank sammen med blodet flydende fra det ødelagte ansigt. De fire pressede sig gennem og var hurtigt inde på den anden side. Her fik de bagbundet og kneblet vagtmanden, som blev slæbt over i det nærmeste hjørne af grunden, hvor han blev efterladt, og hvor ingen ville bemærke noget.
Dan tog hurtigt bestik af situationen. Underetagen var oplyst. Det var til de lokaler, at Hussein og de to andre havde fået adgang en kort stund tidligere på dagen. Andensalen var mørklagt, men der var lys på tredjesalen. De kunne høre stemmer og latter fra den åbne terrasse på tagetagen. Der var nok tre måske fire personer forsamlet deroppe.
Han kiggede op mod toppen af bygningen, men kunne ikke se nogen, kun høre dem ganske svagt.
Han gjorde tegn til Hussein og Awaal om at afsikre underetagen og sendte dem af sted. De to forsvandt lydløst mod den overdækkede terrasse foran hovedindgangen. Dan og Jabari sneg sig langs muren ned i den anden ende af grunden, hvorfra de ikke ville kunne observeres af personerne på tagterrassen.
De var hurtigt omme på den anden side af huset, hvor kaptajnen uden tvivl blev holdt i fangenskab. Midt for bygningen førte en skakt ned til et kælderrum. Dan bad Jabari om at blive stående og holde vagt, mens han selv gik ned.
Skakten var et par meter dyb. En metaldør i bunden var låst med en hængelås. Dan fandt sin boltsaks frem og fik hurtigt klippet låsen over. Han løsnede den og tog i dørhåndtaget. Døren bandt, og den peb i hængslerne og skrabede mod gulvet, da han forsigtigt åbnede den på klem.
Han stak hovedet indenfor. Der lugtede klamt og indelukket. Han fandt sin stavlygte frem og lyste ind i lokalet. Han blev nødt til at åbne døren helt op for at få det rigtige overblik. Han trådte ind i kælderrummet. Det var tomt, og der var ikke andre døre, end den han selv var kommet ind ad. Han lod stavlygten panorere hen over rummet, langs væggene, ned i hjørnerne og op i loftet.
Der var intet at se.
Der var ingen kaptajn, ingen fange!
Fandens!, mumlede han. Det var lige, hvad der manglede!
Han måtte ud til Jabari, så de hurtigt kunne træffe en beslutning. Men hvor kunne de være gået galt? Der var ikke adgang til andre kælderrum fra bagsiden af huset, og det var den eneste udendørs skakt på denne side af huset. Kunne der være nedgang til andre kælderrum inde fra huset? Det måtte være den eneste forklaring. Det stillede lige pludselig sagerne helt anderledes, tænkte han. Og gjorde det hele betydeligt sværere - og mere risikabelt.
Da han gik tilbage mod døren, blev han opmærksom på et spor i sandet på gulvet. Som var noget blevet slæbt hen over det. Han lyste på sporet og lod keglen følge det hen til endevæggen. Han nærmede sig stedet, lydløst og forsigtigt. Der var en lem i væggen!
Han bukkede sig ned og undersøgte stedet. Først holdt han øret mod væggen og lyttede et øjeblik, men kunne intet høre. Så løftede han haspen af og åbnede langsomt lemmen. Det var et lille mørkt rum, ikke meget mere end fire-fem kvadratmeter. I ydermuren var der et lille ventilationshul, som sikkert gav lidt lys om dagen. Han lod lyskeglen vandre rundt i rummet.
Det gav et sæt i ham.
I det ene hjørne lå en bylt, eller hvad der lignede.
En menneskeskikkelse.
En person lå sammenkrøbet på det hårde cementgulv, hvor det flød med affald. En ram lugt slog ham i møde. Han lod lyskeglen køre hen over den sammenkrøbne krop. Det var en voksen mand.
Dan kunne mærke, hvordan sveden sprang af ham, og det begyndte at værke overalt i kroppen. Pande- og øjenhuler, nakken, bækkenet. Adrenalinen måtte have accelleret noget inde i ham.
Han satte sig på hug, pressede hovedet ned mellem benene og prøvede at fokusere. Han følte sig svimmel og afkræftet. Så rettede han sig op igen.
Skikkelsen i hjørnet rørte på sig, og der lød nogle få, uforståelige grynt. Dan fangede mandens ansigt i lyskeglen. Det var voldsomt forslået, og størknet blod havde blandet sig med skidtet. Først da så han, at manden havde sin ene arm i lænker.
”Kaptajn Hanum?” spurgte Dan forsigtigt.
Der kom intet svar, kun de samme uforståelige grynt.
”Er det kaptajn Hanum?”, spurgte Dan igen, denne gang insisterende. ”Vi er her for at få dig ud af dette hul. Tal til mig.”
Det lykkedes manden at vende sit ansigt mod Dan. ”Jeg … er kaptajn … Hanum,” sagde han så og faldt tilbage i sin sammenkrøbne positur. ”Hvem … er du - en dansker …?”
”Jeg er her for at hjælpe,” sagde Dan og satte hurtigt kaptajnen ind i situationen. ”Jeg henter hjælp med det samme,” sagde han til ham.
”Vent … ”. Kaptajnen rørte på sig og rullede langsomt sin krop over mod Dan. Derefter løsnede han med besvær den læderkæde, han havde hængende om halsen, og rakte den til Dan. ”Tag det her … til min hustru … Sig at jeg …” Så faldt han sammen igen og blev liggende i en akavet position med hovedet over armen. Der kom ikke flere lyde over hans læber.
Dan stak kæden i lommen og rejste sig, men var ved at få overbalance. Smerterne jog gennem hans krop, og svimmelheden tog til. Igen måtte han sunde sig.
Efter nogle få minutter var han tilbage i skakten igen. Han kaldte på Jabari.
”Er der noget at berette?”, spurgte Dan.
Jabari rystede på hovedet.
”Jeg har brug for dig her.” Dan satte ham ind i situationen og fortalte, at den tilbageholdte kaptajn lå sammenkrøben inde i det lille hul, at han var spændt fast i en håndlænke, og at Jabari måtte sørge for at få ham ud. Alene. Men manden så ud til være meget afkræftet. Imens ville Dan stå vagt bag huset.
Jabari rakte Dan sin AK-47’er og fandt sin stavlygte frem. Han var hurtigt nede i skakten og inde i kælderrummet.
Pludselig bragede detonationerne omkring huset, og Dan for sammen. Der lød skud fra automatvåben og høje råb fra flere steder i bygningen.
En isnende kulde pressede sig op langs Dans skulderblade. Sveden haglede af ham, og han havde svært ved at fokusere. Han måtte et øjeblik sætte sig på hug og lade smerterne passere. Han forsøgte at rejse sig igen, men var usikker på benene. Havde han taget sine piller? Han huskede det lige pludselig ikke. Han kiggede i rygsækken, men kunne ikke se dem. Han måtte have efterladt dem i bilen. Fandens også!
Han måtte om på den anden side af huset, hvor lyden af skud var kommet fra. Hvor blev Jabari af? Hvis de to blev fanget her bag huset, ville gode råd være dyre. Det var umuligt at komme over muren, og da slet ikke med en fange i den tilstand.
Hvor pokker blev han af?
Der lød endnu en salve fra et automatvåben, og så gik lyset ud overalt i bygningen.
Nogen må have taget sig af eltavlen, tænkte Dan. Det er forhåbentligt vores egne folk. Han havde bemærket, at tavlen sad på ydermuren under halvtaget ved indgangen.
Dan så igen ned mod kælderskakten, men der var ingen Jabari at se. Han måtte om på den anden side af huset, så de ikke risikerede at blive fanget i en fælde her.
Med Kalashnikoven i skydestilling foran sig begyndte han at gå langsomt hen mod hjørnemuren. Han var usikker på benene og var flere gange ved at snuble. Der var begsort overalt, og det eneste, han kunne orientere sig efter, var skuddene og de høje råb, der gav genlyd i området. Vejen på den anden side af muren var lige så mørklagt som grunden, hvor han befandt sig.
Han sneg sig med besvær langs husmuren, skridt for skridt, så lydløst som muligt, selvom det nok ikke havde den store betydning.
Endnu et øredøvende brag sønderev tropenatten.
Dan bukkede sammen og faldt til jorden.
Han blev liggende uden at røre sig.