Nairobi, søndag den 17. april 2011, kl. 09:22.
Overlægen trådte ud af sit kontor på sjettesalen af The Nairobi Hospital og blev stående et øjeblik. Derefter tilkaldte han en sygeplejerske, som han gav en kort instruktion, og bevægede sig så ned ad gangen mod venteværelset. Han var iført hospitalets hvide standardkittel, i hvis brystlomme var fastgjort en blå-hvid holder med hans id-kort. Om halsen havde han et stetoskop, og lommerne i hans kittel bugnede af penne, diktafon, personsøger og mobiltelefon. Han nærmede sig langsomt den enlige kvinde, som han vidste, havde ventet et par timer, siden hospitalets officielle besøgstid var startet klokken syv samme morgen.
Brigitte rejste sig, da hun så overlægen komme gående imod sig. Lægens ansigt og øjnene bag de store, indfattede briller var udtryksløse. Hun håbede på det bedste, men var forberedt på en dårlig nyhed. Hun var ængstelig, og hendes hænder føltes kolde og fugtige.
”Mrs. Borre,” sagde overlægen og kiggede stift på hende, mens han gav hånd. ”Mr. Borre er klar til at tage imod besøg.” Et ganske svagt smil formede sig om overlægens mund. ”Når du og jeg har snakket sammen.”
Brigitte lukkede øjnene og blev stående ubevægelig et øjeblik. En tåre pressede sig på i øjenkrogen.
”Tak, doktor,” sagde hun lavmælt.
”Kom med mig, frue.” Overlægen viste vej ind til sit kontor, som lå halvvejs nede ad gangen.
”Der er tale om ’Leishmaniasis’, sagde han, da han havde sat sig og bedt Brigitte om at tage plads på stolen over for sig. ”Har du hørt om det?”
Brigitte rystede på hovedet. Hun lignede et stort spørgsmålstegn.
”Sandfluen,” uddybede overlægen. ”Når sygdommen bliver behandlet i tide, skulle den være ovre i løbet af nogle uger, max. en måned. Der er ingen grund til at være bekymret. Inden du ser dig om, er din mand ovenpå igen.” Han rettede sig lidt op i stolen. ”Blodprøverne viste som sagt, at der er tale om sort feber,” fortsatte han.” Det er en dyresygdom og parasit, og mennesker bliver smittet via sandfluer. I din mands tilfælde er der tale om den alvorlige form af sygdommen, nemlig visceral leishmaniasis, som angriber organerne, og som uden rettidig og effektiv behandling … kan være dødelig.” Overlægens fremtoning bar præg af den typiske professionelle distance, men der var noget beroligende over hans væsen. ”Sygdommen har typisk en inkubationstid på fire til seks måneder, og i din mands tilfælde er den blevet diagnosticeret i tide. Med den behandling, vi allerede har påbegyndt, er der gode chancer for, at din mand ikke får varige men.”
”Hvor længe skal han være indlagt?” Brigitte sad uroligt og rørte nervøst på sig.
Overlægen smilede afvæbnende. ”Om mindre end en uge har du din mand hjemme igen. I fuld vigør.”
Hun lukkede øjnene et øjeblik. Så kiggede hun op på overlægen. ”Hvor alvorligt er det?”
”Hvis sygdommen ikke behandles, er dødeligheden halvfems procent,” svarede overlægen. ”Ved tidlig diagnose - og det er der tale om i dette tilfælde - reduceres dødeligheden til under fem procent.” Han så hende dybt i øjnene og sagde: ”Sygdommen overføres fra dyr til mennesker ved stik af sandfluen. Din mand har sandsynligvis pådraget sig smitten fra en hund, givetvis en af jeres egne.”
Overlægen rejste sig og rakte hende hånden.
”Din mand venter på dig, fru Borre.”
Brigitte rejste sig og forlod kontoret. Hun gik langsomt ned ad gangen mod den stue, som hun vidste, Dan var blevet overført til.
*
Dan stirrede op i loftet. Det var et halvt døgn siden, at han var blevet bragt ud af den kunstige koma, og han følte allerede, at han var ved at komme til kræfter. Hjernen havde fået ro, og kroppens andre vitale dele havde fået den nødvendige hvile.
Ved hjælp af den elektriske betjening fik han løftet hovedgærdet, så han kunne sidde op i sengen. Han lå på enestue i isolationsafdelingen, hvilket havde oplagte fordele på en søndag i Nairobi, hvor der de fleste andre steder på hospitalet herskede et leben, som var de udendørs markeder værdigt.
Den tilsynsførende overlæge havde ved den netop overståede stuegang været tilfreds med udviklingen og de seneste blodprøver. ”Der er i sig selv intet dramatisk ved en indlæggelse på isolationsafdelingen,” havde han fortalt Dan. ”Visceral leishmainiasis er en såkaldt zoonose, hvor mennesket er en tilfældig vært. Der er dog eksempler på, at sygdommen overføres mellem mennesker, og vi ønsker ikke at løbe nogen unødig risiko. Vi har rigeligt at se til her på hospitalet i den henseende med behandling af tropesygdomme og aids.”
På Dans spørgsmål havde overlægen oplyst, at udskrivning inden for en uges tid kunne komme på tale, hvis den videre behandling forløb som forventet. ”Selvom du må forvente at skulle fortsætte med at tage medicin i nogen tid efter udskrivelsen, vil du være tilbage i fin form allerede om et par uger,” havde overlægen tilføjet. ”Rent statistisk ser vi tilbagefald her i landet i op til tredive procent af tilfældene i løbet af de første seks måneder efter afsluttet behandling. Men i dit tilfælde ser jeg ingen risiko. Den gør sig fortrinsvis gældende hos den del af lokalbefolkningen, hvor der er udtalt mangel på hygiejniske forhold.”
’Det er betryggende,’ mumlede Dan lakonisk. Han var ivrig efter at komme ud af hospitalet og hjem til sin familie, til de faste rammer.
*
”Ikke dårligt at kunne sove sig igennem hele weekenden!”
Dan vendte hovedet og så en mandsperson i døråbningen, iført en lyseblå overtrækskittel med hue. Da personen løftede mundbindet, så han, at det var Jaycee, og Dans ansigt lyste op i et smil. God timing, tænkte han. Brigitte havde netop forladt stuen for at hente sig en kop kaffe og ville først være tilbage om en halv times tid.
”Selvom det forekommer mig lige i overkanten at koble totalt af for omverdenen i op til flere døgn,” skræppede amerikaneren. ”Så fysisk belastende en udflugt var der vel heller ikke tale om på den anden side af grænsen?”
”Du snakker, gør du!”, kom det indigneret fra Dan. ”Men kom du bare indenfor, min ven! Du skal endelig ikke lade dig genere af, at patienten lige er blevet bragt ud af sin koma og stadig lider under den krævende behandling.”
Jaycee lignede ét stort spørgsmålstegn. ”Patienten virker lidt desorienteret,” mumlede han for sig selv. ”Måske er der tale om hallucinationer? Nå, det er nok bedst, at jeg vender tilbage en anden dag, når han har sovet færdig.”
Dan greb ud efter æsken med kleenex på det lille sengebord, og kylede den efter amerikaneren. ”Du bliver aldrig klogere,” mumlede han.
De highfivede, og Jaycee trak en skammel hen ved siden af sengen og satte sig.
”Spøg til side,” sagder Jaycee. ” Jeg rendte ind i Brigitte ude på gangen, og hun bedyrede, at jeg bare kunne stikke hovedet indenfor. Jeg håber, det er i orden, og at du er glad for at se mig. Som jeg forstår det, så er der bud efter dig hos Navy Seal,” tilføjede han med et stort grin. ”Dine commando-raids ind i Somalia har givet genlyd helt til Pentagon. Du har tilsyneladende spredt skræk og rædsel overalt, hvor du kom frem derovre på den anden side af grænsen.”
Dan rynkede brynene. ”Som jeg ser det, så var det eneste, jeg fik med mig hjem, en død kaptajn.” Bedrøvelsen fornægtede sig ikke i hans dybe og triste øjne.
Jaycee lagde ansigtet i alvorlige folder. ”Det har jeg forståelse for, min ven, men du skal vide, at vi i State Department alle er imponerede af dit mod, din snarrådighed og din opofrelse.” Han slog kort ud med armene. ”Det vil vi gerne have lov at komme tilbage til lidt senere, ligesom vi gerne så, at du deltog i en endelig debriefing. Når du en gang får taget dig sammen til at stå ud af sengen, forstås.” Han så lidt medfølende på Dan. ”Har du ondt nogen steder?” spurgte han.
”Kun når jeg trækker vejret.”
”Ha ha. Jamen, så er alt jo i den skønneste orden.” Han tav et øjeblik. ”Jeg skal i øvrigt hilse fra Hans Sachshausen,” fortsatte han. ”Også han takker dig og ønsker dig god bedring. Han kigger nok forbi en af dagene. Han fortalte, at rederiet har udsendt en pressemeddelelse med de nærmere omstændigheder om kapring og frigivelse af skib, og så naturligvis den bedrøvelige nyhed om den omkomne kaptajn og matros. Men sagen har givet genlyd i de danske og udenlandske medier, ikke mindst den makabre historie om matrosens død.”
Dan rettede sig i sengen og fik løftet hovedgærdet højere op. Han kunne ikke skyde den tanke fra sig, som hele tiden havde ligget og gnavet i ham: Havde det været det hele værd?
”Så, hvad har I opnået?” spurgte han med usikkerhed i stemmen. ”Stod det mål med indsatsen?”
”For det første,” sagde Jaycee, ”har vi - takket være din indsats - cementeret et godt forhold til en vigtig aktør på den sydsomaliske scene, Yussuf Hrabayi. Det må vi ikke undervurdere betydningen og værdien af, Dan. Dernæst er der - med de menneskelige tab, der nu beklageligvis fulgte i kølvandet - sikret en hurtig og smidig frigivelse af det første kaprede skib - og forhåbentligt også det sidste - hvis operation udsprang af en piratorganisation i den sydlige del af landet. Og endelig,” - han vejede sine ord - ”er den amerikanske regering via vores Directorate på nippet til at indgå en endelig aftale med Kenya om etablering af en mindre, kombineret kommerciel og militær havn i Lamu.”
”Wow!” udbrød Dan synligt imponeret.
”Ikke at forglemme, naturligvis, den belastning af miljøet, der i sidste øjeblik blev afværget.”
Dan nikkede. Han havde forståelse for sagens vigtighed. Al hans tvivl og de blandede følelser måtte han forsøge at fortrænge senere.
”Hvad ville der være sket, hvis piraterne virkelig havde lækket lasten?”, spurgte han.
”Så ville vi nok have igangsat plan B,” svarede Jaycee, som var det den naturligste ting i verden. ”Hvilket indbefattede et angreb på skibet med droner og de af vore stormtropper, som hele tiden har stået standby.”
Jamen, det var jo såre logisk, det hele, filosoferede Dan for sig selv. Der var tænkt på det hele, og der var svar på alt.
”Hvis vi går et skridt videre,” fortsatte Jaycee, ”så sker der en udvikling på den nordafrikanske scene, som vil få afgørende betydning for verdensordenen og alles fremtid. Men problematikken er langt fra enkel. For sagen er jo, at hvor der er tale om stamme- eller klansamfund, vil der være behov for en stærk leder af landet, som er udstyret med visse diktatoriske beføjelser - omend det helst ikke skulle være Saddam Hussein- eller Muammar Gadaffi-typer. Frihed og demokrati er jo ikke varer, man piller ned fra hylderne i et supermarked. Det er ting, som man gør sig fortjent til, som ligger dybt forankret i vores kultur, og som det tager generationer at opnå. Jasmin-revolutionerne i Nordafrika - Tunesien, Egypten og Libyen - var mere eller mindre igangsat og styret af de højtuddannede og intellektuelle. Det var samfundets unge, som havde lugtet til frihed og demokrati under deres studier og ophold i den vestlige verden. Men for manden på gaden, for den brede befolkning, risikerer disse revolutioner at blive et skridt frem og to tilbage. For når først sejrens beruselse har fortaget sig, skal der jo smør på brødet. Se bare, hvad der skete med det tidligere Østtyskland i årene lige efter genforeningen.”
”Og det betyder?”
”Somalia er et typisk klansamfund, Dan, ligesom Libyen,” svarede Jaycee. ”At forestille sig et styre i de to lande, der skulle bygge på noget, der bare tilnærmelsesvis ligner vore demokratiske principper, har ikke en jordisk chance for at overleve. Og det, min ven, tror jeg langt de færreste i den vestlige verden har forståelse for.”
”Hvad skete der med Amiri?”
”Han blev fordrevet fra området - udstødt af klanen. Og det kan vi takke Yussuf Hrabayi og en vis dansk-belgier for.”
En sygeplejerske trådte ind på stuen og gjorde tegn til Jaycee om at forlægge residensen i ti minutter. Det var tid til morgentoilette og indtagelse af medicin. Dan betragtede amerikaneren, der så komisk ud, som han vraltede hen mod døren i sit rumvæsens-outfit.
Dan følte sig allerede bedre tilpas. Det havde været et bevægende øjeblik, da Brigitte var dukket op. Hun havde siddet ved hans sengekant i en time stort set uden at sige noget, havde blot holdt hans hånd og smilet sit fortryllende smil. Hun havde nusset om ham og havde overbragt hilsener fra børnene. Der ville ikke gå længe, før hun dukkede op igen.
Sygeplejersken lod Dan forstå, at hun var færdig, og at han igen kunne modtage besøg. Ikke så snart var hun ude ad døren, før Jaycee invaderede stedet igen.
”Hvordan gik det med tankskibet?”, forhørte Dan sig, da Jaycee havde indtaget sin plads ved siden af sengen.
Jaycee berettede. Han fortalte, hvordan man først havde fået det fulde overblik over begivenhederne om bord på ’Ocean Princess’, da skibet anløb Mombasa Havn et døgn tids efter frigivelsen. Han fortalte endvidere, at der ingen tvivl havde været om, at den comorianer - Saïd var hans navn - der havde haft kommandoen på det opankrede skib ud for Kismaayo, havde været i et voldsomt opgør med piratchefen Amiri, som altså endte med Saïds død og Amiris evakuering fra skibet og senere indlæggelse på hospitalet i Kismaayo. Og at opgøret uden tvivl skyldtes, at omtalte Saïd, uvist af hvilken grund, havde nægtet at pumpe kemikalierne ud i havet. Alle disse brudstykker var faldet delvis på plads efter debriefing og afhøring af besætningen, hvoraf flere i løbet af gidseltagningen var blevet tvunget til at stå til disposition for piraterne med oplysninger om skibet og dets last.
På Dans spørgsmål havde Jaycee bekræftet, at lasten var blevet losset uden problemer i Mombasa, og at der som sådan ikke var noget, der havde forhindret det. Jaycee tilføjede endvidere, at skibet ville undergå de nødvendige reparationer, at den samlede besætning, efter søforhør, havde afmønstret skibet og med fly var blevet sendt til andre destinationer. Den tekniske chef, som af rederiet var blevet sendt til Nairobi, og som havde fulgt overdragelsen af løsesummen og frigivelsen af skibet fra den danske ambassade, opholdt sig nu i Mombasa, hvor han i samarbejde med den lokale skibsagent overvågede de forskellige tiltag. Sikkerhedskonsulenterne fra London var efter veludført dåd rejst tilbage til London.
”Hvad med rederiet?”, spurgte Dan nysgerrigt, hvortil Jaycee svarede, at de jo havde fået sig en ordentlig økonomisk øretæve og samtidig måske også en lærestreg, selvom han naturligvis ikke kunne vide, om det ville få dem eller andre i branchen til at ændre strategi og politik - eller fortsat at besejle de risikofyldte farvande - med eller uden løsesumsforsikring. Han tilføjede, at kaptajnens jordiske rester var blevet transporteret til Danmark med fly.
Dans ansigt blev bedrøvet. ”Det er trist, så store menneskelige omkostninger, personlig gridskhed kan føre til,” mumlede han.
Det bankede på døren, og Dan lyste op, da han så, at hans hustru var tilbage.