København, maj måned 2011.
Det var blevet hverdag igen for K.T. Lines. Rederiet havde været ude i et stormvejr af orkanstyrke, men virksomheden var blevet bragt på ret køl igen, der var foretaget et par kursændringer, og nye mål var sat. Børs og investorer havde reageret med måde, da der var blevet rokket ved rederiets fundament, men tilliden til selskabet var intakt, hvilket også havde gyldighed i forhold til presse og offentlighed. Det økonomiske tab oven på kapringen af ’Ocean Princess’ var betydeligt, men dog ikke større, end at selskabet fortsat var solidt og ved egen hjælp kunne styre sig ud af krisen.
Administrerende direktør Ulrich Boysen havde høstet anerkendelse for sin hurtige og effektive håndtering af krisen, omend det trak ned, at såvel kaptajn som et menigt besætningsmedlem havde måttet betale for kapringen med deres liv. Men aldrig før var en afslutning på en kaprings- og gidselsag uden brug af magt blevet bragt til ende så hurtigt, som der var tale om for ’Ocean Princess’ - knap nok fjorten dage efter, at piraterne havde sat deres angreb ind.
Medierne var fra forskellig side blevet fodret med gruopvækkende detaljer om den unge asiatiske sømands endeligt, hvorimod der ikke kom meget frem om kaptajn Hanum. Men flere omstændigheder ved kapringen forblev omgærdet af tvivl og skepsis, og mange detaljer ville aldrig finde vej til offentligheden. Det var måske godt det samme. For rederiet havde lærepengene været dyre, og for hver enkelt var det tid at gøre op med forudindtagede og fastlåste holdninger.
*
Det bankede på døren til direktionslokalet, og sekretæren trådte ind.
”Din gæst er ankommet. Skal jeg vise ham ind?”, spurgte hun.
Direktør Boysen så op og nikkede bekræftende uden at tale.
Kort efter trådte manden ind, og Boysen rejste sig fra sin plads. Han gik med et smil gæsten i møde og rakte ham hånden til hilsen. Et kort øjeblik stod han og studerede personen, som han havde stående foran sig. Midt i halvtredserne, samme højde som han selv, sober og tillidvækkende fremtoning, solbrændt.
”Dan Borre,” hilste direktøren i en respektfuld tone, ”velkommen til! Det er første gang, vi mødes, og alligevel føles det, som om jeg har kendt dig i årevis.” Han bad gæsten tage plads i sofaarrangementet og satte sig selv til rette. ”Kaffe?” spurgte han og skænkede til dem begge uden at vente på svar.
”Jeg bringer friske hilsener fra Nairobi,” sagde gæsten. ”Hans Sachshausen, som du jo kender, og også Joseph Crumpman sender deres varmeste hilsener.”
”Tak, tak,” smilede Boysen og følte sig allerede godt tilpas i Dan Borres selskab. Mange tanker var faret gennem hans hoved, siden han et par uger tidligere havde modtaget henvendelsen fra Dan Borre, som ønskede at aflægge et besøg under sin forestående rejse til Danmark. Helt befri sig fra sin mistænksomhed om mandens ærinde kunne han nu ikke.
Han fortsatte, ”Lad mig med det samme udtrykke min uforbeholdne tak for din hjælp og uselviske indsats i en overordentlig vanskelig situation. Jeg må indrømme, at jeg beundrer dit mod - det er vist de færreste af os, der har fantasi til at forestille sig, hvad det kræver at bevæge sig ind i et sådant hvepsebo.”
Dan Borre sad med stoisk ro og slog lidt forlegent ud med hænderne. ”Jeg kendte naturligvis betingelserne, så det kom ikke som nogen overraskelse.” Han stirrede intenst på Boysen. ”Det gjorde derimod mit møde med kaptajn Hanum.”
Boysen rynkede brynene. ”Det var et hårdt slag for os alle,” sagde han afdæmpet og stirrede et kort øjeblik ned i bordet. ”Var han ved bevidsthed, da I fandt ham?”
Igen fastholdt Dan Borre direktørens blik. Han nikkede. ”Kun ganske kort. Han må have lidt meget. Men han nåede at hviske et par ting i øret på mig - og det er den egentlige årsag til, at jeg er her i dag.”
Direktøren så spørgende på sin gæst og bød ham en småkage. ”Vi har været igennem nogle vanskelige uger, og jeg tror, de fleste ønsker hele denne sag lagt bag sig hurtigst muligt. Med de pårørende er det naturligvis noget andet.” Han tav et øjeblik. ”Jeg ved, hvor svært det er for fru Hanum.” Han satte sig lidt tilbage i stolesædet. ”Du sagde, at kaptajn Hanum er den egentlige årsag til, at du er her i dag?”
Dan Borre ignorerede spørgsmålet og sagde: ”Jeg går ud fra, at I allerede har sat navn på den skibsfører, der skal overtage kommandoen på ’Ocean Princess’? Det er jo en vigtig rute, som kræver både indsigt og erfaring. Eller har I fået jer en sådan forskrækkelse, at I måske helt indstiller sejlads gennem det betændte Indiske Ocean?”
Boysen rørte lidt distræt ved næseryggen og kiggede afvæbnende på Dan Borre.
”Så let lader vi os ikke slå ud,” sagde han. ”Det er en indbringende rute for rederiet, og nogen skal jo påtage sig den. Har du i øvrigt nogensinde hørt tale om et skib, der blev kapret to gange?”, smilede han.
Dan Borre nikkede eftertænksomt. ”Det kræver jo så, at du ved, hvor du har den nye kaptajn. At han er lige så loyal som Rune Hanum.” Han så et kort øjeblik ned i bordet og stirrede dernæst nysgerrigt på Boysen. ”Men han skal måske også være partner i det kenyanske selskab - som Rune var det?”
Boysen blev siddende ubevægelig uden at fortrække en mine. Han var nær blevet bragt ud af fatning men fik hurtigt kontrol over sig selv.
”Hvad … mener du?”, spurgte han forsigtigt.
Dan sad i længere tid og betragtede Boysen. Så rettede han sig op i stolen og lænede sig ind over det lille bord, så direktøren uvilkårligt skød sin stol lidt tilbage.
”Lad os standse dette cirkus,” sagde han lettere irriteret, hvorefter han rejste sig og gik over mod vinduet. Med ryggen mod Boysen, og mens han stirrende tomt ud ad vinduet, fortsatte han: ”Det var ikke mange ord, jeg fik udvekslet med kaptajn Hanum. Han var uden tvivl klar over, at det lakkede mod enden og havde behov for en at betro sig til. Og jeg var jo trods alt den person, der fandt frem til ham i hans umenneskelige fangehul.”
”Hvad …. hvad sagde han?”, fremstammede direktøren, som nu var blevet synligt nervøs.
”Han bad mig overbringe en halskæde til sin hustru,” svarede Dan og trak en lille tingest frem af sin inderlomme.
”En halskæde?” Boysen stirrede måbende på sin gæst og den lille tingest, som manden holdt i hånden.
Dan vendte sig og gik tilbage til bordet og satte sig. Det var tid til et sporskifte.
”Som du sikkert ved, måtte jeg oven på min lille udflugt til Somalia tilbringe en halv snes dage på hospitalet i Nairobi. Jeg kom relativt hurtigt til hægterne, og efter blot et par dage i hospitalssengen var min energi og nysgerrighed tilbage på næsten vanligt niveau. Jeg havde adgang til både telefon og internetforbindelse og kunne dermed lave en del research - tid havde jeg jo rigeligt af.”
Han lagde tingesten på bordet foran sig. En usb-nøgle.
”Der var et par forhold, eller skal vi sige ubesvarede spørgsmål, der gjorde, at mine tanker blev ved med at kredse om flere omstændigheder i forbindelse med kapringen. Hvorfor ved jeg ikke - måske fordi jeg af natur er nysgerrig, eller måske blot fordi jeg er gammel købmand. Dels var det forbavsende - omend prisværdigt - så hurtigt og tilsyneladende gnidningsløst kontakten til det amerikanske Directorate blev etableret - og aftalen indgået. Dels undrede det mig, at rederiet transporterede flydende landbrugskemikalier, da import af insektbekæmpelsesmidler til Afrika jo oftest er i fast form. Desuden …”
”Det er der en naturlig forklaring på,” skyndte Boysen sig at bryde ind, mens han flygtigt kastede et blik på usb-nøglen på bordet. ”I løbet af det sidste tiår er en stor del af plantagedriften i Østafrika, ikke blot af te, men også af kaffe, bomuld og sågar bananer, gået fra overvejende småbrugsbaseret produktion til stordrift. Og hvad angår kontakten til de amerikanske myndigheder, er det rigtigt, at mine privilegerede forbindelser til den danske ambassadør i Nairobi har lettet sagen betydeligt og dermed fremskyndet processen.”
”Ja, det har jeg konstateret,” sagde Dan. ”Jeg er selv en god ven af ambassadøren, og vi havde en længere snak på hospitalet, hvor han havde den venlighed at aflægge mig et besøg. Han fortalte mig, at I begge var passionerede storvildtjægere, og at I sammen tog på storvildtjagt en gang om året i det østafrikanske. Men som sagt, jeg begyndte min research under de lange dage i hospitalssengen, og det første, jeg interesserede mig for, var import og brug af pesticider i Kenya og resten af Østafrika. Jeg noterede mig, at de østafrikanske lande for tre år siden tilsluttede sig det globale forbud mod import og brug af kemikaliet endosulfan, som i årevis havde været det foretrukne insektbekæmpelsesmiddel i området. Dobbelt så effektivt som alle andre kemikalier, og til en tiendedel af prisen for andre midler. Matematik for nybegyndere.
”Det medførte forståeligt nok et ramaskrig hos storavlerne - især teproducenterne,” fortsatte han, ”men pludselig, efter nogle måneders virak, forstummede kritikken, og jeg stødte ikke på mere omtale i den lokale presse, når jeg googlede mig frem på nettet. Jeg minder lige om, at endosulfan er en chloreret cyclodien, som tilhører gruppen af chlorerede organiske stoffer. Det mistænkes for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, og stoffet er skadeligt for vandmiljøets dyreliv. I vand bliver endosulfan hurtigt nedbrudt til et hydrolyseprodukt, en lacton, som er persistent og derfor forbliver i vandmiljøet.”
”Interessant,” mumlede Boysen tørt, ”jeg kan ikke vente med at høre, hvor du vil hen med din historie.”
Dan lænede sig forover, med albuerne støttende på lårene og fingerspidserne samlede foran ansigtet.
”Netop!”, smilede han. ”For da jeg tænkte på kaptajnen og hans skæbne, fandt jeg den læderkæde frem, som han havde bedt mig overbringe sin hustru. Mens jeg googlede løs, må jeg have pillet ved det ankerkors, der hang for enden af kæden, for pludselig var der noget, der rev sig løs. Og det skulle vise sig, at der inde i korset gemte sig en usb-nøgle - du kender godt disse moderigtige usb-nøgler, ikke sandt?”
Der var optræk til panik i Boysens øjne, men han sad stadig ubevægelig og lyttede.
Dan samlede usb-nøglen op fra bordet. ”På denne nøgle ligger kopi af alle de dokumenter, som befinder sig på den originale usb-nøgle, som nu er i fru Hanums besiddelse. Hun bad mig åbne den, da jeg besøgte hende for et par dage siden, og jeg skal ærligt indrømme, at det var spændende læsning.” Han holdt inde et øjeblik. ”Lidt for spændende måske.”
Boysen rejste sig pludselig og udbrød brysk: ”Jeg har hørt nok, jeg vil bede …”
Dan gjorde en bevægelse med hånden, der fik direktøren til at sætte sig igen.
”Lad mig berolige dig med, Boysen, at hemmeligheden omkring de fordækte laster, endosulfan-kemikalierne, som ’Ocean Princess’ i flere år har fragtet til østafrikanske havne, kun er kendt af undertegnede og fru Hanum. Om der på skibet har været kendskab til lastens reelle indhold - ud over naturligvis kaptajn Hanum - kan jeg ikke vide, men det kan ikke udelukkes. Hermed siger jeg også, at jeg ikke har noget ønske om at bore yderligere i den sag.”
Boysen var rystet, men forblev tavs.
”Projektet i Kenya har været en overordentlig indbringende affære siden starten for mere end hvad, fem år siden?”, fortsatte Dan. ”Du så det uden tvivl med det samme, da du fik det forelagt. Din næse for forretninger og flair for pludseligt opståede muligheder fornægtede sig vist ikke.” Der kom et svagt smil over hans læber. ”Men som jeg har forstået det, så var det faktisk kaptajn Rune Hanum, der først var blevet opmærksom på denne mulighed. En henvendelse fra et kenyansk importfirma, ejet og ledet af en tysker, som havde opholdt sig i landet en hulens masse år, stod for at skulle finde en alternativ leverandør af insektbekæmpelsesmiddel. Under et ophold i Mombasa Havn, hvor kaptajnen havde haft besøg af tyskeren om bord på ’Ocean Princess’, havde de to drøftet mulighederne for, at rederiet via sine kontakter i Indien indhentede tilbud på de pågældende kemikalier. Det var tørgodsvarer i bulk, og der var ikke tale om særligt store mængder, eftersom der var andre importører om buddet også. Kaptajnen sendte ikke desto mindre forespørgslen videre til rederidirektøren i København. Dennes kendskab til markedet for bulkvarer gjorde ham straks nysgerrig, og inden der var gået seks måneder, havde du og han knyttet de rette forbindelser, indhentet de nødvendige tilladelser, opnået de nødvendige ordrer og overtaget aktiemajoriteten i det kenyanske importfirma. Sækken var snøret sammen.”
”Almindelig importforretning, helt efter bogen,” udbrød Boysen lakonisk.
”Såmænd,” indrømmede Dan. ”Men det varede kun til det tidspunkt, hvor importforbuddet blev indført, og vendingen kom. Du ved, den enes død …? Konceptet var lige så simpelt i sin opbygning, som det var økonomisk attraktivt. Nu var I pludselig ene om forretningen, og I skulle vide at udnytte dette monopol. Alle de store te-, kaffe-, bomulds- og bananplantager i Kenya - og for den sags skyld også i resten af Østafrika, Tanzania og Uganda - fik et tilbud, som de ikke kunne sige nej til. For det første var der nettobesparelsen ved at gå fra sækkevarer til flydende kemikalier leveret i tanke. Da te-plantager i Østafrika med en samlet årlig omsætning på langt over en milliard dollars pludselig så i øjnene, at forbuddet mod endosulfan kunne betyde en trussel mod deres produktion, slog I til. I sikrede jer, at I fortsat kunne få forsyninger ud af Indien - hvor forbuddet mod dette kemikalie ikke var indført - gik fra sækkevarer til flydende kemikalier leveret i tanke, øgede prisen med halvtreds procent og ti-doblede fragtraten. Samtidig underfakturerede I fra rederiet til importfirmaet. Summa summarum: Te-plantagerne - og sidenhen de andre store plantager - betalte nu en lille overpris for endosulfan i forhold til de konkurrerende produkter, men det vigtigste var, at de stadig havde et voldsomt effektivt produkt, som ingen andre produkter på markedet kunne matche. Til gengæld tjente importfirmaet nu en million dollars ekstra på denne handel. Din oprindelige investering på en million dollars var for længst tjent ind, og samtidig kunne du nu hente et tilsvarende beløb ud af firmaet i dividende hvert år. Ikke så dårligt for en lille bibeskæftigelse”. Han så op på direktøren. ”Har jeg ret?”
Ulrich Boysen sad lamslået og ubevægelig, uden at svare, og stirrede blot med et hadsk glimt i øjnene på denne dansk-afrikaner, der sad over for ham. Så slog han en krampagtig latter op, og der kom noget aggressivt over hans rødmossede ansigt.
”Jeg ved ikke, hvad det er for et misfoster af en hjerne, der sidder under din tykke pandeskal,” snerrede han. ”Du har sikkert opholdt dig for længe i Afrika. For jeg må indrømme, at jeg sjældent har hørt mage til fantasifuldhed. Du aner simpelthen ikke, hvad du taler om. Hvorfor i alverden skulle man gå fra tørlastvarer til flydende kemikalier - og fragte vand over det Indiske Ocean?” Han udstødte et hånligt grin, men måtte samtidig tørre sveden, som piblede frem overalt, af sin pande og tindinger.
Dan bevarede fatningen. ”For det første,” svarede han, ”er det noget nær umuligt at skjule identiteten af tørvarer i sække, hvorimod det for en flydende last blot er et spørgsmål om at forfalske nogle få forsendelsespapirer. Lidt smøring de rigtige steder i de to havne, et par tusind dollars, der skifter ejermand, så er den hjemme. Dernæst er der jo ikke tale om et vandopløseligt produkt, men derimod om et ethanol-baseret opløsningsmiddel. Og ethanol skal som bekendt enten transporteres eller produceres lokalt, så heri lå der ingen problemer. Endelig var der et antal ikke uvæsentlige sidegevinster, hvoraf nogle også havde økonomisk interesse, ved at overgå til levering af flydende kemikalier i tanke. Spild og svind ved forsendelse af tørvarer i sække andrager minimum ti-femten procent. Det er omstændeligt at håndtere, der er sundhedsfare forbundet med bristende sække og stoffet, der flyder rundt i containeren eller lagerhallen og spredes i naturen. I øvrigt rimer sækkevarer ikke med stordrift.”
”Du aner ikke, hvad du snakker om,” gentog Boysen, der var sunket lidt mere ned i sin stol. ”Og du har ikke en skid bevis for alle de beskyldninger, du slynger om dig med. Alt er grebet ud af luften, og intet er underbygget.”
Dan Borre trak på skuldrene. ”Beviser? Tja, det afhænger vel af, hvordan man ser på det. Men jeg har da i hvert fald fået foranlediget, at havnemyndighederne i Mombasa har lagt en af de udtagne prøver af lasten til side til eventuelt senere brug. Den er forsvarligt opbevaret på et laboratorium på stedet, uden at historien melder noget om, hvad sagen drejer sig om. Altså er der ingen, der fatter mistanke, men en besked fra undertegnede om at foretage en analyse af stoffet, og fanden er løs. Det vil din mand på stedet have meget svært ved at bestikke sig fra.”
Boysen rejste sig med et sæt og gik hen til vinduet, hvor han kiggede ud over Dronningens Tværgade.
”Jeg har altid varetaget rederiets interesser,” sagde han med overbevisning i stemmen. ”Jeg har altid kun haft tanke for det. Ingen - hverken du eller andre - kan beskylde mig for andet. Rederiet er altid kommet i første række, og når jeg siger rederiet, så mener jeg først og fremmest aktionærerne. Men det, der er godt for rederiet, er godt for dets medarbejdere. Det er nemt at være bagklog i denne sag, men vi er kommet ud med skindet på næsen, og det kunne være gået værre. Langt værre. Jeg har været alene om at træffe nogle vanskelige beslutninger, og det er fint nok. Det kan jeg leve med. Men jeg føler ikke særlig stor lyst til at lægge øre til bedrevidende moralprædikener, nu hvor resultatet er kendt. Og tro mig, der er andre i min situation, der ikke har det særligt godt seks eller tolv måneder efter, at deres fartøj er blevet kapret, og de selv ikke er kommet ud af stedet. Min samvittighed er ren, min ven, og tag du mit ord for, at samvittighed er en størrelse, der ikke kan gradbøjes.”
Han blev stående ubevægelig et øjeblik og sagde derefter lavmælt, uden at vende sig mod sin gæst: ”Hvad skal det koste?”
Da Dan ikke svarede, gentog han spørgsmålet. Der var lidt utålmodighed i hans stemme. ”Hvad skal det koste? Det har vel en pris dette her - din tavshed?”
Dan Borre rejste sig, samlede usb-nøglen op og gjorde sig rede til at forlade Boysens kontor.
”To ting,” sagde Dan. ”Sørg for det første for, at fru Hanum får udbetalt sin gruppelivsforsikring uden forsinkelse. Det er det mindste, du kan gøre. Og sørg dernæst for, at hun kan få hele indeståendet på kaptajnens bankkonto i Nairobi konverteret til hård valuta og ført ud af landet. Kaptajnen har tjent de penge - om ikke på helt redelig vis - så i hvert fald med sit liv som indsats og har dermed betalt prisen. Han er nu helt gældfri, staklen. Fru Hanum har jo ikke haft aktier i dette cirkus, så hun bør uden problemer overtage den afdøde husbonds midler. Hun kontakter dig.”
Dan nikkede kort til afskedshilsen uden at give hånd og gik hen mod døren. Han vendte sig og tilføjede. ”Det siger sig selv, at den ladning endosulfan, som ’Ocean Princess’ netop har fragtet til Østafrika, blev den sidste i jeres lille eventyr. Har rederiet ønske om at fortsætte med at sejle landbrugskemikalier, bliver det i henhold til lovgivningen.”
Så åbnede han døren og forlod direktør Boysens kontor.
*
Forår i København var noget helt specielt og nok det, Dan Borre savnede allermest. I troperne var der stort set ikke forskel på årstiderne - kun på regn- og tørkesæson. Vegetationen i troperne var, på de mindst udsatte steder, stort set stedsegrøn, og dagens længde var også tilnærmelsesvis den samme året rundt. At opleve, når vinteren slap sit tag i København, når der kom liv i fortovscaféerne, og når storbyen kravlede ud af sit vinterhi, summede af livsglæde og iklædte sig farver med flag og fest, var en forløsning. Blomsterne stod i fuldt flor, bøgetræerne sprang ud, og vinterens grå og triste miner var afløst af lyse og velduftende smil.
Dan Borre gik med hurtige og forventningsfulde skridt ned mod Nyhavn. Han krydsede Store Kongensgade og drejede til højre ned ad Bredgade. Han havde allerede fortrængt de traumatiske oplevelser om kapringen, og han ønskede ikke at tænke mere over samtalen med direktør Boysen. Der havde tilsyneladende været mange forskellige agendaer i hele denne sag, hvor gidslernes vilkår måske var det, der optog de forskellige aktører mindst. Fortrængt var også bitterheden over, med livet som indsats og helt urimeligt, at have deltaget i noget, der bar alt for meget præg af personlige interesser, økonomiske eller ej. Men når det endelig skulle være, tænkte han, så havde han i sidste ende såmænd også haft sin egen, lille dagsorden. Hans eget lille paradis i Lamu var ikke mere truet, og ovenikøbet ville der fra amerikanernes side hurtigt komme både hjælp og investeringer til lokalsamfundet. Han var glad for, at der var blevet sat en effektiv stopper for import af endnu et forbudt kemikalie, som med garanti havde krævet sine ofre i dagligdagen ude på de østafrikanske plantager.
Mens han spadserede og sugede indtrykkene og duftene til sig, fiskede han usb-nøglen op af lommen. Han kiggede lidt på den og smilede, hvorefter han smed den i den første affaldskurv, han kom forbi. Usb-nøglen var tom.
Dan havde nu kun ét i tankerne, og det var den frokostaftale, han var på vej til. En aftale i herligt kvindeligt selskab.
Han nåede frem til Nyhavn, da det pludselig lød: ”Far!”, og han så den henrivende unge kvinde løbe ham i møde for at omfavne ham.
Arm i arm gik far og datter forventningsfulde ned mod den café, hvor de ville tilbringe de næste par timer sammen, inden han satte sig i flyet tilbage mod Østafrika.