Södermalm

Begyndelsen til enden er en brændende, blå bil på Tantobergets højeste punkt.

Og et brændende bjerg midt på Södermalm er ikke det, kriminalkommissær Jeanette Kihlberg har forventet skulle være den del, som fuldender helheden. Da hun sammen med sin kollega Jens Hurtig i høj fart passerer Hornstull og får øje på Tantoberget, ligner det en vulkan.

Inden området mellem Ringvägen og Årstaviken blev park, var Tantoberget stort set kun en losseplads, en kirkegård for menneskers levninger, og nu er den endnu en gang blevet forvandlet til en plads for skrot og rester.

Ilden på parkens højeste punkt kan ses fra det meste af Stockholm, og flammerne, som springer op fra den brændende bil, har også fået fat i en efterårstør birk i nærheden. Det gnistrer og knitrer, og ilden truer med at sprede sig til de små kolonihavehuse, som ligger ikke så mange meter derfra.

Lige nu har Jeanette ingen som helst anelse om, at det hele er begyndelsen til enden, og at alt, som på en eller anden måde er forbundet, vil få en forklaring. Men hun er jo trods alt kun et menneske og vil derfor kun tage del i en brøkdel af helheden.

Hannah Östlund og klassekammeraten fra Sigtunas humanistiske læreanstalt, Jessica Friberg, er med skellig grund mistænkt og efterlyst for fire mord. Anklager Kenneth von Kwist har erklæret, at der formentlig vil være tale om særlig bestyrket mistanke og grundlag for at rejse tiltale.

Bilen, som lige nu bliver opslugt af flammerne oppe på bjerget, er registreret i Hannah Östlunds navn, og det er derfor, Jeanette er blevet sat på sagen.

De kører ad Hornsgatan til Zinkensdamm, hvor to brandbiler kommer kørende i høj fart fra modsat retning. Hurtig sætter farten ned og lader dem komme forbi, inden han svinger til højre ind på Ringvägen, forbi bandybanen og ind i parken. Vejen snor sig i cirkler op ad bjerget.

Jeanette Kihlberg ser, at nogle mennesker har samlet sig for at bevidne branden, men på grund af risikoen for at benzintanken skal eksplodere, står de på tryg afstand. De forenes af hjælpeløsheden ved ikke at kunne gribe ind og deler skammen over at være for feje. De ser ikke på hinanden, og nogle kigger ned i jorden, graver med skoen i gruset og skammer sig over ikke at være en helt.

Da Jeanette åbner bildøren for at stige ud, mærker hun den hede, giftige og sorte røg.

Den stinker af olie, gummi og smeltet plast.

På forsædet, mellem de dødeligt varme flammer, kan hun se silhuetterne af to livløse kroppe.