Vita bergen

Sofia Zetterlund går ned ad Renstiernas gata og ser op på klippevæggen til højre. Sprængt ind i grundfjeldet tredive meter under Sofiakirken ligger Sveriges største serverrum.

Det ser ud, som om bjerget brænder, men i virkeligheden er det luften fra det underjordiske serversystem, som møder kulden udenfor. Dampen ligger som en hvid sky over gaden, og efterårsaftenens kølige vindstød stryger hen over de knudrede stenskråninger.

Overskudsvarme. Som om det koger derinde.

Hun ved, at transformatorerne og dieselgeneratorerne inde i bjerget sikrer, at alle de datamatiserede informationer, som tilhører de svenske myndigheder, vil overleve en katastrofe, selv om byen bliver jævnet med jorden. Deriblandt de fortrolige filer om hende selv. Om Victoria Bergman.

Informationer, som blev digitaliseret i halvfemserne på Nacka Sygehus for siden at blive gemt i form af sikkerhedskopier under Vitabergsparken. Hos naboen til hendes lejlighed på Borgmästargatan findes hendes liv bevaret i al fremtid, og hun kan ikke gøre noget ved det, medmindre hun sprænger hele bjerget og udsletter den ild, som brænder dernede i jorden.

Hun passerer gennem den tætte, fugtige røg, og et kort øjeblik kan hun ikke se noget.

Straks efter står hun uden for gadedøren til lejligheden. Hun kaster et blik på sit ur. Kvart over ti, hvilket betyder, at hun har gået en tur på en god fire og en halv time.

Hun erindrer intet om gaderne og pladserne, hun har passeret; hun kan knap nok huske sine egne tanker under spadsereturen. Det er som at prøve at erindre en drøm.

Jeg går i søvne, tænker hun, mens hun trykker dørkoden ind.

Hun tager trappen, og det skarpe ekko fra støvlehælene får hende til at vågne op. Hun ryster regnen af frakken, purrer op i håret, retter på den fugtige bluse, og da hun til sidst stikker nøglen i låsen, kan hun intet huske om den lange spadseretur.

Sofia Zetterlund kan ikke huske, at hun sad på sit kontor og forestillede sig Södermalm som en labyrint, hvor indgangen var porten til hendes klinik på S:t Paulsgatan, og udgangen var døren til hendes lejlighed i Vita bergen.

Hun husker ikke, at hun et kvarter senere sagde farvel til sin sekretær, Ann-Britt Eriksson, og forlod klinikken.

Hun husker heller ikke, at hun ved labyrintens første forgrening valgte at gå til højre ad Swedenborgsgatan ned mod Södra station, i håb om igen at få øje på den kvinde, som hun tidligere er fulgt efter på samme gade. En kvinde med en velkendt, vuggende gang, gråt hår i en nydelig knold i nakken, og fødder, som pegede udad. En kvinde, som hun har set to gange før.

Hun husker heller ikke manden, som hun mødte i baren på Clarion Hotel nede ved Skanstull, og som hun fulgte med op til værelset; heller ikke, at han blev forbavset, da hun ikke ville have betaling. Hun husker ikke, at hun siden stavrede ned gennem hotellobbyen, gik mod øst ad Ringvägen og tog Katarina Bangata ned til Norra Hammarbyhamnen for at stirre på vandet, prammene og magasinbygningerne på kajen overfor, eller at hun gik tilbage op til Ringvägen, som drejer mod nord og bliver til Renstiernas gata, som løber neden for Vita bergens stejle klippevægge.

Og hun husker ikke, hvordan hun fandt hjem, til labyrintens udgang.

Labyrinten er ikke Södermalm, den er en søvngængers hjerne, dens kanaler signal- og nervesystemer med utallige vindinger, vejkryds og blindgyder. En vandring gennem skumrende gader i en søvngængers drøm.

Nøglen rasler i låsen, hun drejer den rundt to gange mod højre og åbner døren.

Hun har fundet vej ud af labyrinten.

Sofia ser på klokken, og det eneste, hun vil nu, er at sove.

Hun tager overtøjet af og går ind i stuen. På bordet ligger en stabel papirer, mapper og bøger. Hendes samlede forsøg på at hjælpe Jeanette med en gerningsmandsprofil i sagen om drabene på indvandrerdrengene.

Forgæves, tænker hun og vender adspredt nogle papirer. Det havde jo alligevel ikke ført nogen steder hen. De var endt i sengen, og Jeanette havde ikke nævnt sagen siden natten ude i Gamla Enskede. Det var måske bare et påskud, for at de kunne mødes?

Hun føler det utilfredsstillende, eftersom arbejdet ikke er afsluttet, og Victoria hjælper hende ikke, viser hende ingen erindringsbilleder. Ingenting.

At hun har dræbt Martin, ved hun.

Men de andre? De navnløse børn og den hviderussiske dreng?

Ingen erindringer. Intet andet end kværnende skyldfølelser.

Hun går hen til bogreolen, som skjuler det lydisolerede værelse. Da hun løfter haspen af for at skyde reolen til side, ved hun, at det vil være tomt. Det eneste, der findes derinde, er resterne af hende selv og lugten af hendes egen sved.

Gao Lian har aldrig siddet på motionscyklen i det fjerne, venstre hjørne, men hans sved har løbet fra hendes hår ned over hendes ryg og arme.

Hun har cyklet jorden rundt flere gange med hjulene snurrende frit i luften, og hendes krop er blevet stærk, men hun er ikke kommet en centimeter frem. Intet er sket. Hun har bare trampet rundt på samme sted i centrifugale cirkler.

Gao Lian fra Wuhan findes overalt i værelset, selvom han ikke eksisterer. På tegninger, på avisudklip, på notatblade og på en kvittering fra apoteket, hvor hun har tegnet en ring omkring varernes begyndelsesbogstaver, så de danner kombinationen GAO.

Gao Lian fra Wuhan kom til hende, fordi hun havde brug for en, som kunne kanalisere hendes skyld. Betale regningen, som hun skyldte menneskeheden.

Hun har troet, at alle teksterne, alle avisudklippene om de døde børn, har handlet om hende selv. Sideløbende med at have fulgt det, som er sket, har hun søgt forklaringerne og fundet dem i sig selv.

Hendes opfindelse hed Gao Lian fra Wuhan, og inspirationen til personen findes i hendes umiddelbare omgivelser, i lejligheden.

Hun går hen til bogreolen og tager den gamle bog med den sprukne læderindbinding ud.

Gao Lian: Otte essays om livskunst.

Hun havde købt bogen for tredive kroner på et loppemarked, har knap nok åbnet den, men forfatterens navn var hele tiden synligt på den slidte bogryg, og bogen har stået på sin plads i reolen, på hylden nærmest låseanordningen til værelset.

Hun stiller bogen tilbage og går ud i køkkenet. På bordet ligger en opslået avis.

En artikel om Wuhan, hovedstaden i den kinesiske provins Hubei, med et billede, som viser et ottekantet tårn, en pagode. Hun folder avisen sammen og lægger den fra sig på køkkenbordet.

Hvad mere?

Et fotokopieret uddrag af en rapport fra Migrationsverket om papirløse børn, en anden rapport om adoptionsbetingelser i Østasien og endnu en, som specifikt udreder menneskehandel fra Kina til Vesteuropa.

Hun forstår, hvorfor hun har opfundet ham. Ud over at været en substitut for hendes skyldfølelser har han været et surrogat for det barn, hun aldrig fik lov at beholde. Gaos opdragelse har været hendes egen opdragelse, og isoleringen har handlet om renselse, om at skærpe sanserne til det yderste. At blive stærk i både sjæl og legeme.

Men et eller andet sted på vejen havde hun mistet kontrollen over Gao.

Han blev ikke den, hun ønskede, han skulle blive, og derfor ophørte han til sidst med at eksistere, og hun tror ikke længere på ham.

Hun ved, at der ikke findes nogen derinde.

Gao Lian fra Wuhan har aldrig eksisteret.

Sofia går ind i det skjulte værelse igen, finder de sammenrullede spisesedler fra formiddagsbladene frem, folder dem ud og lægger dem på gulvet. MUMIE FUNDET I BUSKADS OG MAKABERT FUND I DET CENTRALE STOCKHOLM.

Hun læser om drabet på Jurij Krilov, den forældreløse dreng fra Molodetjno i Hviderusland, som blev fundet død ude på Svartsjölandet, og hun er især interesseret i sine egne understregninger i artiklen. Detaljer, navne, steder.

Har jeg gjort det her? tænker hun.

Hun vender den gamle madras. Bevægelsen i luften får flere papirer og små sedler til at hvirvle op foran hende. Støvet fra papirfibrene stikker i næsen.

Udrevne sider fra en tysk udgave af Zbarskijs oversigtsværk om den russiske balsameringskunst. Udskrifter fra internettet. Understregninger og henvisninger til Zbarskij skrevet med hendes håndskrift. En omfattende beskrivelse af balsameringen af Vladimir Iljitj Uljanov, Lenin, udført af en professor Vorobjov ved Anatomisk Institut i Kharkov, Ukraine.

Igen hendes håndskrift på nogle kvadrerede blade totalt overskrevne med tal. Matematiske beregninger af mængden af kemikalier i forhold til kropsstørrelse.

Til sidst en fotokopieret artikel om en privatejet virksomhed, som i halvfemserne udførte balsameringer af myrdede russiske mafialedere. Nogle var blevet forgivet, andre dræbt med bilbomber, og virksomheden fakturerede syndikatet, ud fra hvor skadede ligene var.

Sofia lægger artiklerne fra sig, samtidig med at hendes telefon ringer, og hun kan se, at det er Jeanette. Hun rejser sig for at tage den og kigger sig omkring i værelset.

Gulvet er dækket af et tykt lag papir, og der er knap nogen tom overflade et sted. Men betydningen, forklaringen, det store Hvorfor?

Svaret findes her, tænker hun og løfter røret.

Et menneskes tanker sønderrevet i små papirstumper.

En hjerne, som er eksploderet.