Gamla Enskede

Det lille livs tilværelse, tænker Jeanette Kihlberg, da hun parkerer foran villaen i Gamla Enskede. Lige nu savner hun det enkle og forudsigelige. At føle sig tilfreds efter en lang og slidsom arbejdsdag og kunne lægge alle fagligt relaterede problemer fra sig. Blive fri for alle tanker om arbejdet i samme øjeblik, hun ikke længere får løn for at tænke dem.

Johan sover ind i byen hos Åke og Alexandra, og da hun går ind i entréen, mærker hun straks tomheden i huset. Fraværet af en familie. Hvor selvoptaget Åke end var før skilsmissen, så savner hun deres samtaler over en øl ved køkkenbordet, eller småskænderierne, når de så en amerikansk krimi, og hun ikke kunne lade være med at kommentere, hvor urealistisk det var. Det havde alligevel været kærligt, og de havde trods alt elsket hinanden.

Nu er der stille i køkkenet, kun køleskabets brummen og en svag susen fra radiatoren høres.

På køleskabsdøren sidder postkortet fra hendes forældre. En hilsen fra deres pensionistrejse til Kina, og Jeanette mærker et stik af dårlig samvittighed, fordi hun ikke er bekymret for dem. Fordi hun ikke har skænket dem en tanke i lang tid. Men mest fordi hun faktisk ikke savner dem.

Efter at Åke er flyttet, lugter der også anderledes. Hun indser modvilligt, at hun savner den tunge duft af oliemaling, linolie og terpentin, samtidig med at hun synes, det er dejligt, hun ikke hele tiden skal være nervøs for at sætte sig i en klat pariserblåt eller pludselig opdage en uønsket plet med karmoisinrødt på væggen. Trods det tænker hun på den tid med et vist vemod, og et kort øjeblik glemmer hun al den bekymring, hun følte dengang, for at økonomien ikke ville hænge sammen. Åkes uansvarlige og nonchalante forhold til penge. I den sidste ende havde det trods alt ordnet sig for ham, og hans drøm om at kunne leve af sin kunst var gået i opfyldelse. Havde hun været for utålmodig? For svag til at give ham det sidste puf i den rigtige retning, da han havde tvivlet på sit talent? Måske, men det kan være lige meget nu. Ægteskabet er slut, og intet af det, han laver, er længere noget, som afhænger af hende. Desuden har hun nok at se til med sit arbejde og har ikke tid til at sidde og spekulere over, hvad hun kunne have gjort anderledes.

Kvinderne i bilen var med stor sandsynlighed Hannah Östlund og Jessica Friberg. Ivo Andrić var lige nu i fuld gang med at bekræfte deres mistanker.

I morgen får hun svar, og har hun ret, betyder det, at sagen går videre til anklageren, og at sagen dermed erklæres for afsluttet.

Der skal dog først foretages en husransagning hos kvinderne. Der skal sikres beviser på deres skyld, og bagefter skal hun og Hurtig sammenstille det hele og overdrage det til von Kwist. Det er nu ikke, fordi hun synes, hun har gjort det specielt fantastisk. Hun har bare fulgt en snørklet vej, og med lidt held og en vis rutine havde det hele fundet en løsning.

Fredrika Grünewald, Per-Ola Silfverberg, Regina Ceder og hendes søn Jonathan var alle blevet myrdet af to hævngerrige kvinder.

Folie à deux. Induceret psykose, som det også kaldes, forekommer næsten udelukkende i familier. For eksempel en mor og en datter, som lever isoleret fra alle andre, og som deler en sindssygdom. Ifølge Jeanettes oplysninger er Hannah Östlund og Jessica Friberg ganske vist ikke i familie med hinanden, men de er vokset op sammen, har gået på de samme skoler og siden været hinandens fortrolige og bedste venner.

Ved siden af Grünewalds lig havde nogen lagt gule tulipaner. Og den aften, Karl Lundström døde, havde han også fået gule tulipaner. Kunne det være dem, som også havde dræbt ham? Ja, hvorfor ikke? Karl Lundström og Per-Ola Silfverberg var begge pædofile, som forgreb sig på deres døtre. Det måtte hænge sammen på den måde. Gule tulipaner og Sigtunaskolen er fællesnævnerne.

Hun tænder lyset i køkkenet, går hen til køleskabet og tager smør og ost ud.

Hævn, tænker hun. Hvordan i helvede kan det få så ekstreme følger?

Mens hun leder efter toastbrødet i fryseren, kommer hun til at tænke på Jonathan Ceder. De havde dræbt en uskyldig dreng. Selvom det formentlig havde handlet om at tilføje hans mor så stor smerte som muligt, inden de også gjorde det af med hende, så finder hun det ubegribeligt.

Jeanette tager brødet ud, brækker et par skiver af og trykker dem ned i brødristeren.

Hun indser, at hun ikke kan regne med at få svar på alt.

Jeanette, tænker hun, du må sgu snart få lært, at hvis der er noget, du ikke kan regne med som politimand, så er det at få tilfredsstillelse. Man kommer ikke til at kunne forstå alt.

Hun sætter sig ved bordet i køkkenet og begynder adspredt at bladre i et IKEA-katalog. Det var måske ikke så dum en idé at købe nye møbler allerede nu? Salget af villaen vil formentlig tage nogen tid, og hun vil gerne slippe for hele tiden at blive mindet om sit gamle liv. Nogle gange når hun går ind i stuen, ser hun Åke ligge og slappe af i den slidte sofa. Køkkenbordet og stolene købte de sammen på Emmausloppemarkedet uden for Uppsala, da Johan lige var blevet født. Og alle lamperne og tæpperne var jo deres, ikke hendes. Om det så var skohylden. Alt synes at være gennemsyret af minderne om deres liv sammen.

Brødristeren rasler, og hun når lige at tilføje den på listen over ting, de har anskaffet sammen, da telefonen ringer.

Du er sentimental, Jeanette, tænker hun, lukker IKEA-kataloget og løfter røret.

Det er selvfølgelig Åke, som om han vidste, hvad hun sad og tænkte på lige nu.

»Hej,« siger hun kort i røret.

»Hej, hvordan går det?«

»Fint.«

Tomme fraser. Hvad mere er der at sige ud over det, der angår det rent praktiske?

»Hvordan går det med Johan?« spørger hun følgelig.

»Johan? Jo, det går vel meget godt … Han sover.«

Der bliver stille, og hun begynder at blive utålmodig. »Det var dig, der ringede, så jeg går ud fra, at du ville noget? Er det noget med Johan igen?«

Han rømmer sig. »Ja, jeg vil tage ham med til London her i weekenden. En fodboldkamp. Bare ham og mig. Være en far lissom …«

Far? Det er lidt sent, tænker hun. »Okay. Er han med på det?«

Åke ler dæmpet. »Det er der vel næppe nogen tvivl om. London-derby, du ved.«

Hun griber sig selv i også at le. »Fint, det vil han sikkert have godt af. Men er det kun jer to? Hvad med Alexandra?«

Igen tavshed. Hun kigger fraværende på brødristeren. To gyldenbrune skiver stikker op og er vel ved at blive kolde nu.

»Hun har fikset en ny udstilling og solgt en masse malerier. Kan du gætte, hvem der har købt dem?«

»Katten i sækken,« kommer det spontant fra hende.

»Hold nu op … Kriminalforsorgen har købt ti billeder til Kronobergsfængslet. Det er jo for fanden din arbejdsplads.« Han griner. »Og Alexandra bliver i Stockholm. Hun skal sælge flere billeder. Det kører bare.«

»Javel så … Tillykke,« siger hun. »Dejligt, at det går så godt for dig.«

Hun kan høre ham svælge i den anden ende.

»Hvad med dine forældre?« siger han pludselig, og Jeanette kan genkende hans tendens til at skifte samtaleemne. »Er de stadig i Japan?«

Jeanette smiler for sig selv, da hun tænker på, hvor lidt Åke kan lide hendes far. »De er i Kina og kommer hjem om to-tre uger.«

Åke bliver tavs, og de sidder sådan et lille stykke tid. Jeanette tænker igen på deres liv sammen engang, som nu føles så fjernt, så langt borte.

»Du …« siger han til sidst, »du har vel ikke lyst til at spise en frokost, inden Johan og jeg tager af sted?«

Hun tøver. »Frokost? Har du virkelig tid til det?«

»Det er jo derfor, jeg spørger,« siger han irriteret. »Kan du i morgen?«

»I overmorgen er bedre. Desuden venter jeg på at få grønt lys til en husransagning, så det er kun en foreløbig aftale.«

Han sukker. »Okay. Lad høre fra dig, når du kan.« Og så lægger han på.

Hun besvarer hans suk i det tavse rør, rejser sig fra bordet og tager brødet ud af brødristeren. Pis, tænker hun, mens hun smører madderne. Det her er ikke godt for Johan. Ikke en skygge af stabilitet. Hun mindes den kommentar, Hurtig kom med i forbifarten på vej ud til Svavelsö, hvor Hannah Östlund og Jessica Friberg fuldbyrdede Cederfamiliens tragedie. »I den alder får alting så voldsomme proportioner,« havde han sagt, og i Östlund og Friberg-sagen kunne det ikke være mere sandt.

Men Johan? Hendes teenager. Først skilsmissen, så hændelserne i Gröna Lund, da han forsvandt, og nu en masse renderi mellem hende, som knap nok har tid til ham, og Åke og Alexandra, der opfører sig som teenagere og ikke kan lægge planer for, hvad de skal lave bare to dage frem.

Hun klemmer det sidste stykke tørt, koldt brød ned og vender tilbage til telefonen. Hun har brug for nogen at tale med, og den eneste person, som dur, er Sofia Zetterlund.

Mens telefonen ringer, skutter hun sig i trækken fra køkkenvinduet.

Det er en stjerneklar og gnistrende smuk efterårsaften, og mens Jeanette spekulerer på, hvad det er med mennesker, der gør, at alting bliver så satans forkert, svarer Sofia.

»Jeg savner dig,« siger hun.

»I lige måde.« Jeanette mærker varmen vende tilbage. »Det er ensomt herude.«

Sofias åndedræt er helt tæt på. »Også hos mig. Jeg vil gerne se dig snart.«

Jeanette lukker øjnene og forestiller sig, at Sofia virkelig er hos hende, at hun ligger med hovedet på hendes skulder og hvisker i hendes øre, helt tæt på.

»Jeg blundede lige før,« siger Sofia. »Jeg drømte om dig.«

Jeanettes øjne er stadig lukkede, hun læner sig tilbage i stolen og smiler. »Hvad drømte du?«

Sofia ler dæmpet, næsten genert.

»At jeg var lige ved at drukne, og du reddede mig.«