Patologisk Institut

Retsobducent Ivo Andrić tager sin baseballkasket af og lægger den på vognen af rustfrit stål. Med tunge skridt og et forpint udtryk i ansigtet går han hen til vasken, hvor han pumper lidt sæbe ud og vasker sig omhyggeligt, helt op til albuerne. Bagefter tørrer han sig og tager et par talkumpudrede engangsgummihandsker ud af en beholder. Han vender sig om og går hen mod de to bårer midt i lokalet, mens han trækker handskerne over hænderne.

De to grå ligposer lugter stærkt af røgen efter branden og benzin.

Han ser på uret og ved, at han kommer til at blive her hele natten.

Ivo Andrić er stolt over sin faglige kunnen. Det har taget ham lang tid at forfine sin viden om emnet, og det har krævet store personlige ofre. Han læste til læge på universitetet i Sarajevo og var i praktik hjemme i Prozor, og det er først og fremmest den tid, han mindes med glæde. Han var den eneste i byen med en universitetsuddannelse, og hans forældre var utrolig stolte af ham og nød den respekt, som hans arbejde medførte.

Han var ikke bare en boglig begavelse, det var der flere, der var, han havde også de rigtige ambitioner og havde udnyttet sin begavelse. Det var der ikke så mange andre, der havde gjort. Når de unge mænd samledes på torvet for at ryge og drikke øl, sad han hjemme og læste lærebøger på engelsk. Da politikerne begyndte at gejle hinanden op til krig, og militæret blev sat til at patruljere på gaderne, valgte han at holde sig udenfor. Han havde ganske vist gjort militærtjeneste og fået gode ord med på vejen, men havde ikke udmærket sig i særlig grad.

Da både Slovenien og Kroatien ville være uafhængigt af Jugoslavien, havde man haft en folkeafstemning om, hvorvidt Bosnien skulle gøre det samme, og spørgsmålet havde splittet både byen og familierne. Da man ikke kunne blive enige, var helvede brudt løs, og naboer, som tidligere havde besøgt hinanden i al venskabelighed, begyndte pludselig at hade hinanden. Til sidst kom krigen også til Prozor.

Ivo Andrić betragter de to ligposer og beslutter sig for at begynde med den, som med stor sandsynlighed indeholder de forkullede rester af Jessica Friberg. Lynlåsen driller lidt, og han må tage godt fat, inden den åbner sig, og den kraftige røglugt bliver mere intens.

Han begynder med at tage en vævsprøve. Den dødes identitet skal hurtigst muligt fastslås ved hjælp af dna, derefter skal forekomsten af kulilte i blodet undersøges. Det kan fortælle noget om dødsårsagen.

De giftige gasser var blevet ledt ind med en støvsugerslange fra bilens udstødningsrør, og da begge de to kvinder havde spændt deres seler, går Ivo Andrić ud fra, at de har begået kollektivt selvmord.

Kvinden foran ham er cirka fyrre år, den bedste alder, som man siger.

Ivo Andrić lyner op igen, vender sig mod den anden pose og åbner den med et dybt suk. Også her mener man at kende ofrets identitet. Ifølge de oplysninger, han har fået, hedder hun Hannah Östlund og er i besiddelse af et særligt kendetegn.

Det første, han ser, er de karakteristiske brandhæmatomer, som ikke er en følge af mekanisk vold. Kvinden døde i branden. Kraniet blev kraftigt ophedet, blodet begyndte at koge, og mellem kraniet og dets beskyttende hinder ser Ivo Andrić et to centimeter tykt lag af lyserødt, svampet og fint koaguleret blod.

Han løfter op i kvindens højre hånd og får sine oplysninger bekræftet.

Signalementet stemmer.

Samtidig med at han ser, at kvinden mangler højre ringfinger, mærker han, at kroppen stadig er varm.