Vita bergen

Stjernehimlen er klar oven over tagene, men nede på Borgmästargatan er der mørkt og gråt. Sofia Zetterlund lægger telefonen fra sig og synker sammen på gulvet. Hun har talt med Jeanette, men ved ikke, hvad de har talt om.

En vag følelse af gensidige kærlige ord. En uklar længsel efter varme.

Hvorfor er det så svært at sige, hvad man egentlig synes? tænker hun. Og hvorfor har jeg så svært ved at lade være med at lyve?

Hun føler sig tissetrængende, rejser sig og går ud på toilettet, og da hun sætter sig og hiver trusserne ned, ved hun, at hun har været på Clarion Hotel tidligere på aftenen. Manden, hun må have mødt, har efterladt sig spor på indersiden af hendes lår.

En tynd skorpe af indtørret sperm har sat sig fast i hendes kønsbehåring, og hun vasker sig hen over vaskekummen. Bagefter tørrer hun sig længe med gæstehåndklædet og går så tilbage til værelset bag bogreolen. Det, der engang har været Gaos værelse, men nu er et museum over Victorias flakkende færd gennem livet. Odysseus, tænker hun. Herinde findes svarene. Herinde findes nøglen til fortiden.

Hun bladrer i Victoria Bergmans papirer, prøver at organisere alle skitserne, notaterne og de udrevne avisartikler. Hun ved, hvad hun ser, men samtidig tvivler hun.

Hun ser et liv, som engang var hendes eget, og som i rekonstruktionen atter bliver, om ikke hendes eget, så i det mindste et liv. Victorias liv. Victoria Bergmans liv.

Og det er en fortælling om vanrøgt.

I mange af notaterne er der et navn, som vender tilbage, og som er både gådefuldt og vækker stærke følelser i hende.

Madeleine.

Victorias datter og søster. Sofias datter og søster. Hendes datter og søster.

Madeleine er barnet, som hun engang fik sammen med sin egen far, Bengt Bergman, en anerkendt, dygtig embedsmand på Sida, og manden, som forgreb sig på Victoria gennem hele hendes opvækst. Det var også ham, som var årsagen til, at hun skabte sine alternative personligheder.

Alt sammen for at overleve. For at magte at leve videre.

Madeleine er pigen, som hun blev tvunget til at bortadoptere til Per-Ola og Charlotte Silfverberg.

Til notaterne om Madeleine hører også et fotografi, som Sofia har fundet i sin jakkelomme, og hun har stadig ingen anelse om, hvordan det er endt der.

Et polaroidbillede af en pige i tiårsalderen, som står på en strand klædt i rødt og hvidt.

Sofia betragter billedet indgående og er overbevist om, at det forestiller hendes datter, hun kan genkende sine egne træk i pigens udseende. Ansigtet ser forpint ud, og fotografiet vækker stærke følelser af ubehag hos Sofia. Hvem er Madeleine blevet som voksen?

På et andet papir læser hun om Martin. Drengen, som forsvandt under et tivolibesøg, og som senere blev fundet druknet i Fyrisåen. Drengen, som hun havde slået i hovedet med en sten og siden kastet i vandet. Politiet havde afskrevet dødsfaldet som en ulykke, men hun havde siden da levet med skylden, som ugerningen ubønhørligt havde ført med sig.

Sofia mindes også besøget i Gröna Lund, da Johan, Jeanettes søn, var forsvundet. Hændelsen minder om den med Martin, men alligevel er hun sikker på, at hun aldrig ville skade Johan. Enten forsvandt han af sig selv, eller også blev han bortført af en anden. Nogen, som i så fald fortrød det bagefter, eftersom Johan blev fundet igen senere i uskadt tilstand.

Der står ikke et ord om Johan noget sted i disse papirer.

Hun mindes sig selv og Johan i forlystelsen Frit Fald. Men derefter er det kun kaos, og hun ser for sig, at hun sidder på en bænk sammen med ham. Men nu var det jo ikke hende. Kan det have været Madeleine, hun så?

Hun ryster på hovedet. Det er ikke logisk. Hvilken interesse skulle Madeleine have i Johan?

Hun samler papirerne sammen, lægger dem i en plasticmappe sammen med fotografiet og mærker mappen med et M. Hun har en anelse om, at hun vil vende tilbage til den.

Sofia Zetterlund fortsætter med at lede blandt sine nedskrevne erindringer. Lægger et papir til side og tager et andet op. Hun ser på det, læser og mindes, hvad hun tænkte lige i det øjeblik, da hun skrev notatet. Dengang havde hun levet i en tåge af medicin og alkohol og fortrængt alle ubehagelige erindringer. Gemt dele af sig selv under huden.

Det havde fungeret i mange år.

Huden er på sine tyndeste steder en femtedel millimeter, men udgør trods dét en uigennemtrængelig forsvarslinje mellem det indre og det ydre. Mellem rationel virkelighed og irrationelt kaos. Lige i dette øjeblik er erindringen ikke længere utydelig og uklar, men fuldstændig klar. Men hun ved ikke, hvor længe det øjeblik vil vare.

Sofia læser Victorias dagbogsoptegnelser fra tiden på kostskolen i Sigtuna. Om to år med straffeaktioner, mobning og psykisk tortur. Tilbagevendende ord i dagbogen er hævn og gengældelse, og hun mindes, at hun dengang drømte om engang at vende tilbage og sprænge hele skolen i luften. Nu er to af dem, som optegnelserne handler om, døde.

Hun ved, at Victoria ikke har haft noget med de mord at gøre. Hun kan ingen steder finde en optegnelse eller noget lignende, som kunne tyde på det. Det, som står i dagbogen, vedrører kun skoletiden, og derefter, da Victoria var i sine sene teenageår, virker det, som om hun mistede interessen for de andre piger på skolen.

Men selvom hun er uskyldig i lige disse mord, så ved hun, hvad hun har gjort.

Hun har dræbt sine forældre. Sat ild til sit barndomshjem, huset i Grisslinge på Värmdö, og siden siddet inde i det lydisolerede værelse og tegnet det brændende hus på ark efter ark med kul.

Sofia tænker på Lasse, sin eksmand. Men hun kan ikke føle det samme had til ham som til sine forældre. En umådelig skuffelse er en bedre beskrivelse, og et kort øjeblik gribes hun af tvivl. Er det virkelig sådan, at hun også har dræbt ham?

Erindringen om at have gjort det er følelsesmæssig stærk, men hun kan ikke se selve forløbet for sig, som skulle afsløre, at hun virkelig har gjort det.

Men hun ved, at dét, at hun trods alt har myrdet nogen, er noget, hun må forholde sig til resten af livet. Noget, hun må lære at acceptere.