Ingen steder

Da Ulrika Wendin vågner, mærker hun først ingenting, men snart skyller en bølge af smerte over hende. Det dunker i ansigtet, næsen gør ondt, og hun har blodsmag i munden.

Det er bælgmørkt, og hun aner ikke, hvor hun er.

Det sidste, hun husker, er, at hun kom hjem til lejligheden i Hammarbyhöjden, og at Viggo Dürer var der sammen med en mand, som hun ikke kendte. Dürer havde slået hende, og hun var besvimet. Men hvor længe har hun været bevidstløs?

Ulrika Wendin forbander sig selv for at have taget imod penge fra Dürer, svinet Karl Lundströms danske advokat. Halvtreds tusind, som hun brændte af på mindre end en uge.

Han må have vidst, at hun trods pengene og deres aftale havde snakket over sig. Men det var jo ikke noget, der vedrørte ham, og hendes politianmeldelse gav jo ikke noget. Ingen havde troet på hende. Alt det ved han jo.

Så hvorfor helvede ligger jeg her? tænker hun.

Hendes ansigt er stift, og det strammer omkring munden. Hun ligger nøgen på ryggen og kan ikke bevæge sig, for hendes hænder er blevet tapet sammen på ryggen.

På hver side af sig har hun en ru trævæg, og da hun prøver at rejse sig, bliver hun standset af et par jernrør, som løber tværs over hendes knæ og bryst.

Det, hun først troede var indtørret, stivnet blod i ansigtet, viser sig at være tape, som er blevet gjort fast over hendes mund. Der er vådt under hende, så hun går ud fra, at hun har tisset.

Jeg er levende begravet, tænker hun. Luften er tør og kvælende varm, og der lugter som i en viktualiekælder. Hjertet slår hårdt, og blodet bruser i årerne.

Panikken vokser, og hun begynder at hyperventilere. Hun ved ikke, hvorfra hendes skrig kommer, men hun ved, at det er der, selvom hun ikke kan høre det.

Som at forsøge at skrige på hjælp i et mareridt, forsøge at flygte, uden at kroppen formår at bevæge sig.

Hun begynder at græde og ryster i hele kroppen, som om hun er blevet ramt af et epilepsianfald og ikke selv kan styre sine muskler.

Hun trækker vejret så heftigt gennem munden, at det begynder at flimre for øjnene. Inden smagen af klister får hende til at huske tapen, er hun våd af sved og lige ved at besvime.

Træk vejret gennem næsen. Tag det roligt. Du klarer det her, tænker hun. Du har klaret dig selv næsten hele livet, uden at nogen har skullet tage hånd om dig.

For fem år siden, da hun lige var fyldt seksten, fandt hun sin mor liggende livløs på køkkengulvet, og siden da har hun været alene. Hun er aldrig gået til bistandskontoret, når hun manglede penge, så hellere stjæle mad, og huslejen klarede hun ved hjælp af sin mors lille livsforsikring. Hun har aldrig ligget nogen til last.

Hun ved ikke, hvem der er hendes far, den hemmelighed tog hendes mor med sig op i himlen. Hvis det da er dér, man ender, når man med sprut og piller langsomt, men målbevidst har drukket sig ind i evigheden, inden man nåede at fylde fyrre.

Hendes mor havde ikke været ond, kun ulykkelig, og Ulrika ved, at ulykkelige mennesker gør ting, som virker onde.

Rigtig ondskab er noget helt andet.

Mormor vil først blive bekymret om en uges tid, tænker hun. Oftere end det har de ikke kontakt med hinanden.

Åndedrættet bliver langsommere og tankerne mere rationelle.

Måske vil psykologen Sofia Zetterlund savne hende? Ulrika fortryder, at hun ringede og aflyste alle deres aftaler. Men det havde Dürer jo forlangt.

Hvad med Jeanette Kihlberg? Måske, men formentlig ikke.

Hjerterytmen vender snart tilbage til det normale, og selvom det stadig er svært at trække vejret på grund af slimen i næseborene og den salte fugt i sveden og tårerne, har hun genvundet sin åndsnærværelse. I det mindste foreløbigt.

Hendes øjne accepterer det kompakte mørke, og hun ved, at hun ikke er blind. Skyggerne omkring hende har forskellige nuancer af gråt, og oven over hende kan hun snart skelne konturerne af noget, der ligner et fyr, som er forbundet med en masse rør.

Med jævne mellemrum lyder der en brummen fra væggen. En metallisk knirken, et smæld, og så er der stille i nogle sekunder, inden den brummende lyd vender tilbage.

Hendes første antagelse er, at det er lyden fra en elevator.

Fyr og rør … En elevator?

Da det omsider går op for hende, at hun ikke ligger levende begravet i en kiste under jorden, gør lettelsen hendes krop helt kold, og hun ryster.

Men hvor befinder hun sig?

Hun drejer hovedet og søger efter en lyskilde.

Der er intet oven over hende og intet forneden. Da hun drejer hovedet til siden og kigger til højre, ser hun intet, og heller ikke til venstre.

Først da hun har tvunget hovedet så langt bagud, at det føles, som om årerne og strubehovedet er ved at få huden i halsen til at revne, får hun øje på noget.

Hendes øjne flimrer ved anstrengelsen, da hun presser dem opad i øjenhulerne.

Skråt bag hende ses en smal stribe lys, der tegner sig diffust mod en væg.