Sjöfartshotellet

Hævn smager af galde, og lige meget hvor mange gange man børster tænderne, kan man ikke få smagen væk. Den æder sig ind i emaljen og tandkødet.

Madeleine Silfverberg er taget ind på Sjöfartshotellet på Södermalm og står ude på toilettet for at gøre sig i stand. Om nogle timer skal hun møde kvinden, som engang kaldte sig hendes mor, og hun vil være så smuk som muligt. Hun tager en eyeliner op fra sin toilettaske og sminker sig diskret.

Fuldstændig ligesom had former hævn små, trådfine rynker i et ellers smukt ansigt, men hvor bitterhed danner skarpe folder i mundvigene, sætter hævn sig i stedet omkring øjnene og i panden. Hun ved, at hun bliver betragtet som smuk, men har aldrig selv syntes det. Hun har altid følt sig grim. Den tydelige fure mellem øjnene lige oven over næsen er blevet stadigt dybere. Hun har alt for længe rynket panden af uro og grimasseret på grund af den sure smag i munden.

Der har aldrig været tid til at glemme, og mellem den, hun er i dag, og den, hun engang var, ligger der et helt univers af hændelser og omstændigheder. Hun forestiller sig, at andre versioner af hende eksisterer parallelt med hende selv, i andre verdner.

Men det er den her verden, som er hendes, og her er hun en morder, som har dræbt syv mennesker. Seks af dem fortjente det, mens det i det syvende tilfælde drejede det sig om guilt by association. Som barn af så forstyrrede forældre kan det aldrig ende godt. Han var en sandsynlig gerningsmand, formet af sin opvækst og blodets arv.

Hun lukker toilettasken, går ud fra toilettet, ind i det lille værelse og sætter sig på sengen, hvor tusinder af mennesker allerede har siddet, sovet, elsket og sikkert også hadet.

Kufferten ved fodenden er så ny, at hun endnu ikke har noget forhold til den, men den indeholder alt det, hun skal bruge. Hun har ringet til Charlotte Silfverberg og sagt, at hun vil møde hende. At de har brug for at tale sammen, og at hun derefter vil lade hende være i fred.

Om nogle timer skal hun sidde over for kvinden, der engang kaldte sig hendes mor. De vil tale om svinefarmen uden for Struer og om det, der skete der.

De vil i fællesskab mindes tiden i Danmark og tale om hændelserne i svinefolden, ligesom andre, normale mennesker taler om dejlige ferieminder. Men i stedet for smukke solnedgange, finkornet sand og hyggelige restauranter vil de tale om drenge, som blev fyldt med stoffer og hidset op til at slås med hinanden, mænd, som svedte oven på unge piger, og om hvordan kvinder, som kaldte sig mødre, betragtede det hele i seksuel ophidselse.

De vil tale sammen, så længe det er nødvendigt, og hun vil illustrere sin fortælling med omkring tyve polaroidbilleder, som afslører, hvad hendes plejeforældre har bedrevet.

Hun vil vise papirerne fra Rigshospitalet i København, hvoraf det fremgår, at hun blev født i sædestilling, og at hun blev taget ud af sin biologiske mor sammen med placenta, et finere ord for moderkage. Der står også, at hun var niogtredive centimeter lang, vejede knap to kilo og blev lagt i kuvøse, da man frygtede for gulsot. På børnehjemmet blev hun bedømt til at være en måned yngre, end hvad papirerne sagde.

I kufferten ligger der flere dokumenter, og hun kan dem alle udenad. Et af dem er fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i København.

Syvende linje: »Pigen viser tegn på depression.« To linjer længere nede: »Hun har en længe udviklet selvskadende adfærd og kan være voldelig.« Næste side: »Har gentagne gange anmeldt sin far for overgreb, men blev ikke fundet troværdig.«

Derefter et notat i kanten med blyant, som er blevet næsten ulæseligt med tiden, men hun ved, hvad der står: »Det skyldes især, at moderen har bekræftet, at pigen altid har haft en livlig fantasi, hvilket bestyrkes af, at hun ofte taler usammenhængende om en gård i Jylland. Tilbagevendende vrangforestillinger.«

Et andet papir er forsynet med Socialnævnets stempel længst nede og et samtykke til »placering i familiepleje«.

Familiepleje, tænker hun. Et smukt ord.

Hun lukker kufferten og spekulerer på, hvad der vil ske bagefter, når hun har talt færdig, og hendes plejemor har forstået, hvilke valg hun har at tage stilling til.

Med hævn er det som med kage: Man kan ikke både spise den og levne. Når hævnen er sat i værk, må man gå videre med den brutale viden om, at man nu må skabe ny mening i et ellers meningsløst liv.

Men hun ved, hvad hun vil gøre. Hun vil vende tilbage til huset i Blaron uden for Saint-Julien-du-Verdon i Provence. Til kattene, til sit lille værksted og til den rolige ensomhed blandt markerne, hvor der vokser stærkt duftende lavendler. Hun vil tage hånd om rynken i panden, massere den dagligt med olie og bruge musklerne i ansigtet til at smile og le.

Når alt er overstået, vil hun holde op med at hade og lære at elske. Det vil blive en tid med tilgivelse, og efter tyve år i mørket vil hun lære at se skønheden i det levende.

Men først skal kvinden, som engang kaldte sig hendes mor, dø.