Swedenborgsgatan

Sofia Zetterlund sidder ved vinduet i den lille pub over for Mariatorgets østlige tunnelbaneopgang. Hun er endnu ikke kommet sig efter sammenbruddet dagen før og stirrer ud på de efterårsdøende hestekastanjer med en tallerken biksemad foran sig. Om sommeren er gaden en af de mest løvrige i byen, men nu ser hun kun dystre træskeletter. Grenene aftegner sig mod den grå himmel som årerne i en lunge. Det er iskoldt udenfor, det trækker fra vinduet, og hun kan ikke få sig selv til at gå i gang med at spise. Snart kommer sneen, tænker hun.

I stedet for at spise bladrer hun lidt i sladderbladet, som nogen har ladet ligge på bordet. Der er én artikel, som interesserer hende, da den handler om en ung kvinde, hun har coachet, men som ikke har vist sig i klinikken siden i sommer.

Pseudokendissen, nøgenmodellen og nu pornoskuespilleren Carolina Glanz.

Artiklen får hende til at miste appetitten endnu mere. Ifølge bladets indviede kilder er det lykkedes frøken Glanz i løbet af kun få måneder at få sin anden brystforstørrende operation, blive gift og skilt fra en rig amerikaner, indspille omkring ti film for en af de største pornofilmproducenter samt skrive en bog om det hele. En selvbiografi. Toogtyve år gammel.

Sofia lægger bladet fra sig og bliver siddende i ti minutter uden at røre maden. Trætheden og uvirkelighedsfølelsen efter flere nætters urolig søvn eller falsk vågenhed virker lammende på hende, og hun begynder til sidst at stikke til maden i et ikke særlig vellykket forsøg på at opbyde lidt entusiasme.

Selvom hun har bedt om æggeblomme, har hun fået et spejlæg stegt på begge sider. Æggeblomme, ikke et spejlæg stegt på begge sider. Alligevel blev det omvendt. Hvad havde hun egentlig bedt om? Hun havde måske brugt en dobbelt negation?

Hun kan ikke huske, hvad hun har sagt, skubber tallerkenen væk, rejser sig og forlader pubben.

Tag dig nu sammen, tænker hun, mens hun åbner håndtasken og kontrollerer, at hun har fået tegnebogen med sig. Du har et arbejde at passe.

Da hun skrår over gaden, får hun øje på en, hun genkender. Gående på den anden side, sammenkrøbet og klædt i en mørk frakke og rød hue.

Synet af kvinden får Sofia til at handle rationelt igen. Hun genvinder lige så langsomt kontakten med virkeligheden, svøber frakken tættere omkring sig og skynder sig hen til kvinden.

»Annette?«

Den mørke skikkelse synes ikke at høre hende, men går bare forbi.

»Annette?« gentager Sofia med højere stemme, og så standser kvinden og vender sig om.

Sofia tager nogle tøvende skridt hen mod hende, og kvinden viger tilbage, som om hun er blevet skræmt. »Det er mig. Sofia. Som behandlede Linnea.«

Annette Lundström siger ikke et ord. Hun står bare der med et tomt blik, mens det blæser kraftigt omkring dem. Ansigtet er slapt og gråblegt under den røde hue.

»Hvor er du på vej hen?« forsøger Sofia sig.

Hun kan se, at Annette kun har tøfler på og ingen strømper. Under den lange frakke skimtes de blege, magre ankler. Hun bevæger læberne lidt, men Sofia kan ikke forstå, hvad hun siger. Hun er klar over, at der er sket noget med Annette. Det er hende, men så alligevel ikke. Sofia nærmer sig forsigtigt. Rører ved hendes arm.

»Annette … Hvad er der sket?«

Så ser hun på Sofia. »Jeg skal flytte …« siger hun lavmælt med en hæs stemme. »Tilbage til Polcirkeln.«

Sofia tager hende under armen. »Vi kan følges ad lidt, hvis du har lyst.«

Hun formoder, at Annette er hårdt ramt. Det kan være en psykose.

»Jeg skal til Polcirkeln …«

Hun tager Annettes hånd, som er iskold. Hun må være alvorligt nedkølet.

»Du er meget tyndt klædt på,« siger Sofia. »Går du ikke med mig op, så giver jeg en kop kaffe?«

Noget modvilligt lader Annette sig eskortere hen ad Swedenborgsgatan, rundt om hjørnet ind på S:t Paulsgatan og videre frem til Sofias klinik.

Inde i receptionen ser Ann-Britt forbavset på dem.

»Sid ned så længe,« siger Sofia til Annette og trækker en stol frem til hende. Da hun sætter sig, glider det ene frakkeærme op, og Sofia ser et plasticarmbånd om hendes håndled. Et hvidt patientarmbånd mærket Psykiatri Södra Stockholm.

Selvfølgelig, tænker Sofia. Hun er indlagt et sted og er stukket af.

Hun beder Annette vente lidt og går hen til Ann-Britt. Med lav stemme beder hun hende sørge for lidt kaffe og et par glas mineralvand.

»Annette Lundström er indlagt på en af Södra Psykiatris klinikker. Ring rundt og forhør dig. Begynd med distrikterne Gamla stan og Södermalm.«

Fem minutter senere begynder Annette Lundström at tø op. Hendes ansigt har fået lidt farve igen, men er stadig slapt og udtryksløst. Hun fører kaffekoppen op til munden med rystende hænder, og Sofia bemærker, at hendes fingerspidser er fulde af sår.

»Hvad laver jeg her?« Kvinden ser sig forvirret omkring. Blikket flakker, og det er tydeligt, at hun ikke kan genkende Sofias kontor.

Hun sætter koppen fra sig, fører hånden til munden og begynder at bide i såret på pegefingeren.

Sofia læner sig hen over skrivebordet. »Vi får bare varmen lidt. Men du sagde, du var på vej til Polcirkeln. Hvad vil du der?«

Svaret er skråsikkert. »Tage tilbage til Karl og Viggo og de andre.«

Hun piller et stykke hud af fingeren og nulrer det lidt, inden hun putter det i munden.

Karl og Viggo? Sofia spekulerer. »Og Linnea?«

Annettes ansigt forandrer sig. Hun lukker øjnene, og et svagt smil anes i den ene mundvig.

»Linnea er hjemme.«

»Hjemme? I Edsviken?«

Annettes øjne er stadig lukkede, mens hun gnaver på en finger. »Nej.« Smilet spreder sig i ansigtet. »Linnea er hjemme hos Gud.«

Sofia bliver urolig, selv om det er muligt, at det, Annette siger, med tanke på hendes tilstand, kan tolkes på mange måder. »Hvad meder du med, at Linnea er hos Gud?«

Annette åbner øjnene og smiler bredt. Blikket er fraværende, og Sofia genkender udtrykket i hendes ansigt.

Psykose. Portrættet af et menneske, som ikke er det menneske, hun har været.

»Først skal jeg til Polcirkeln …« mumler Annette. »Til Karl og til Viggo, og så skal jeg også hjem, til Gud og til Linnea. Alt vil blive så godt … Viggo gav mig penge, så Linnea ikke behøvede gå til psykologer mere. Så hun i stedet kunne rejse hjem til Gud.«

Sofia prøver at samle tankerne. Nogle dage tidligere havde Ann-Britt meddelt hende, at Annette Lundström, efter at hun havde fået forældremyndigheden over datteren Linnea, havde afbrudt den terapi, som Sofia havde indledt med pigen.

»Gav Viggo Dürer dig penge?«

»Ja … Var det ikke sødt?« Annette ser på hende med et skinnende blik. »Jeg fik jo penge af Viggo og hans jurist, mange penge, og før det kom der jo penge fra Karls dødsbo, og huset vil også give penge … Med de penge kan jeg tage til Polcirkeln og bygge et tempel, hvor vi kan forberede os på herligheden, som snart kommer.«

De bliver afbrudt af telefonen. Det er et internt signal, og Sofia undskylder og tager røret.

»Hun er indlagt på Katarinahuset ved Rosenlund,« siger Ann-Britt. »De henter hende om et kvarter.«

Som jeg troede, tænker Sofia. »Tak.«

Hun lægger på og ærgrer sig over, at hun ikke ventede med at bede Ann-Britt om at kontakte de psykiatriske centre. Katarinahuset ligger næsten lige om hjørnet, knap en kilometer borte, og Sofia vil gerne have en længere snak med Annette.

Nu får hun kun femten minutter, og hun er nødt til at være yderst effektiv.

»Sigtuna og Danmark,« siger Annette Lundström lige ud i luften, tydeligvis lukket inde i sig selv. »Alle i Sihtunum er velkommen til at bo i Polcirkeln. Det er en af grundreglerne.«

»Polcirkeln, Sihtunum og Danmark, siger du? Og hvad er det for grundregler, du taler om?«

Annette Lundström smiler og betragter med bøjet hoved sine blødende fingre.

»Den oprindelige orden,« siger hun. »Pythias anvisninger.«