Tvålpalatset

»Hver morgen, når jeg vågner, tror jeg, at alt er, som det plejer at være,« siger Annette Lundström. »Måske i femten sekunder. Men så husker jeg, at Linnea ikke findes længere. Jeg ville ønske, jeg kunne værdsætte den korte stund, da alt føles, som det plejer.«

Linnea død? tænker Sofia.

Der findes korte øjeblikke af nærvær under psykoser. Sofia er klar over, det her er sådan et øjeblik, og hun formulerer hurtigt et nyt spørgsmål for at holde fast i kontakten til Annette Lundström.

»Hvad er der sket, Annette?«

Kvinden smiler. »Min elskede datter er hos Gud. Således var det forudbestemt.«

Sofia indser, at hun ikke kommer længere med det spørgsmål nu. Detaljerne vil hun få af Katarinahusets ledelse.

»Hvilket forhold havde Linnea til Viggo Dürer?« spørger hun i stedet.

Annettes stive smil fylder Sofia med ubehag. »Forhold? Ja, jeg ved ikke … Linnea holdt af ham. De legede meget sammen, da hun var lille.«

»Hun har fortalt mig, at Viggo Dürer forgreb sig på hende.«

Annettes ansigt bliver mørkt, og hun begynder at gnave på fingrene igen. »Det kan ikke passe,« siger hun trodsigt. »Viggo var så sippet. Meget nøjeregnende med altid at dække sig til og være korrekt klædt. Han var meget opsat på ikke at gøre nogen vrede.«

»Ikke gøre nogen vrede? Hvad mener du med det?«

Annette sukker dybt og sænker hovedet. Blikket er igen fraværende, da hun stirrer ned i bordpladen. Hun begynder at tale med lav stemme, og Sofia forstår med det samme, at hun citerer noget.

»Uden for skyggernes hjem skal du føre dig frem med beskedenhed i sjæl og legeme,« siger hun. »Der findes mennesker, som ej forstår dig og vil dig det ilde, bagtale dig og siden fængsle dig.«

Sofia er også klar over, hvor citatet kommer fra.

»Pythias anvisninger?« spørger hun, men Annette Lundström svarer ikke.

Sofia skæver til uret. Plejerne fra psykiatriklinikken kan være her hvert øjeblik.

»Du taler om skyggernes hjem,« forsøger Sofia. »Det gjorde Karl også. Han beskrev det som en slags fristed for folk som ham.«

Fortsat tavshed. Annette Lundström skal have spørgsmål, ikke påstande.

»Hvad er skyggernes hjem?« spørger Sofia derfor.

Og ganske rigtigt. Annette ser op på hende.

»Skyggernes hjem er det oprindelige land,« siger hun, »hvor mennesket kan være Gud nær. Det er børnenes land. Men det tilhører også de voksne, som har forstået, hvordan det ældgamle menneske levede. Mænd, kvinder og børn, hånd i hånd. Vi er alle børn indeni.«

Sofia gyser. Et land for børn, skabt af voksne til deres begær.

Hun begynder at få mistanke om, at Annette Lundströms psykotiske adfærd ikke bare har træk af sandhed, men måske endog kan sammenlignes med en bekendelse. Det, hun siger, bliver logisk, hvis man er indforstået med det, hun taler om. Psykosen får hende til at bekende.

»Taler du om et fysisk sted, eller handler det mere om en mental tilstand?«

»Skyggernes hjem findes der, hvor de rettroende findes, det eksisterer kun i nærværelse af de udvalgte menneskebørn. På indviet jord i det smukke Jylland og i skoven oppe ved Polcirkeln.«

Sofia tænker sig om. Igen Danmark og Polcirkeln.

»Har du været disse steder?«

»Mange gange.« Annette ser mistænksomt på Sofia. »Er det her for resten en afhøring? Du er vel ikke politimand?«

Sofia må erkende, at hun nærmest opfører sig som en politimand. Hun har måske været for meget sammen med Jeanette. »Nej, overhovedet ikke. Jeg vil bare gerne vide mere om jer og …« Hun standser sig selv, kan ikke rigtig finde ordene. »Jeres virksomhed,« slutter hun af, men fortryder straks ordvalget. Sofia anstrenger sig for at smile. »Hvem var det, der ledte jer rettroende?« fortsætter hun så i en let tone som for at bagatellisere det hele.

Det virker, og Annette Lundström lyser op igen. »Karl og Viggo,« begynder hun. »Og så Peo selvfølgelig. Han og Viggo tog sig af det praktiske. De sørgede for, at børnene trivedes, at de havde alt, hvad de kunne ønske sig. De købte tøj til dem, legetøj … Sørgede for, at alle opførte sig ordentligt. At Pythias ord blev efterlevet, og at alt fungerede, ganske enkelt.«

»Og hvilken rolle havde du? Og børnene?«

»Jeg … vi kvinder var nok ikke så vigtige. Men børnene tilhørte naturligvis de indviede. Linnea, Madeleine og så adoptivbørnene selvfølgelig.«

»Adoptivbørnene?«

Det er, som om hvert ord, Annette ytrer, kræver et følgespørgsmål. Men hendes svar kommer utvunget, og Sofia kan kun konkludere, at det, kvinden siger, utvivlsomt er sandt.

»Ja. Vi kaldte dem Viggos adoptivbørn. Han hjalp dem til Sverige fra frygtelige forhold i udlandet, og de måtte bo på gården, indtil han fandt nye familier til dem. Nogle gange blev de kun nogle dage, andre gange i flere måneder. Vi opfostrede dem i overensstemmelse med Pythias ord …«

Annette farer sammen ved lyden fra den interne telefon, og Sofia ved, at plejerne fra Katarinahuset er kommet. Hun svarer og beder Ann-Britt sige til dem, at de skal vente et par minutter.

Et sidste spørgsmål.

»Hvem opholdt sig ellers på gården? Du antydede, at I var flere kvinder.«

Annette Lundströms smil er intakt. Sofia synes, hun ser død ud, tom og hul.

»Alle fra Sigtuna,« siger hun glad. »Så var der selvfølgelig andre, som kom og gik. Flere mænd også. Og deres svenske børn.«

Alle fra Sigtuna?

Sofia ved, at det her bliver hun nødt til at fortælle Jeanette, og beslutter sig for at ringe hende op så snart som muligt. Måske ved hun også mere om familien Lundströms baggrundshistorie. Og Viggo Dürers for den sags skyld.

»Annette,« slutter hun af. »De er her fra Katarinahuset for at hente dig.«

Det banker på døren.

Afleveringen sker udramatisk, og fem minutter senere sidder Sofia alene på sit kontor og trommer med en kuglepen mod skrivebordskanten.

Psykose, tænker hun. Psykose som et slags sandhedsserum.

Hun rejser sig fra skrivebordet, går hen til vinduet og trækker gardinet lidt fra.

Man ved for lidt om det her, tænker hun, mens hun betragter den livlige gade nedenfor.

Psykose handler om hallucinationer, vrangforestillinger, paranoia. Ikke om sandhed.

Hun har lige fået at vide af plejerne på Rosenlund, at Linnea Lundström hængte sig derhjemme, mens Annette sad i stuen og så tv.

Det føles, som om Linnea lige har været her. Sofia kan se hende for sig i stolen på den anden side af skrivebordet. En ung pige, som ville fortælle, ville have det godt. De havde gjort fremskridt i deres samtaler, og hun føler en dyb sorg over det, der er sket. Og skyld. Havde der været nogle advarende tegn på, at Linnea var selvmordstruet, så havde hun ikke set dem.

Hun kigger ud ad vinduet. De to plejere, som hentede Annette Lundström, følger hende til bilen, som står parkeret på den anden side af gaden. Kvindens tynde, krumbøjede skikkelse ser så svagelig ud, som om vinden og regnen udenfor vil rive hende i stykker.

En skrøbelig, grå silhuet, som opløses i luften.

Et liv, som rives i stykker.