Skanstull

Sofia Zetterlund vil begive sig ind i sin labyrint igen.

Efter mødet med Annette Lundström bliver hun siddende et stykke tid i klinikken ude af stand til at foretage sig noget. Hun tager røret op for at ringe til Jeanette, men fortryder og lægger på igen. Linnea død, tænker hun. En følelse af håbløshed griber hende, og hun beslutter sig for at tage fri resten af dagen.

Hun skifter til en kort, sort kjole, en lang, grå frakke og de højhælede sko, som er alt for små og giver hende gnavsår. Da hun har sminket sig, siger hun farvel til sin sekretær med et tavst nik og går ud på Swedenborgsgatan.

I alléen med alle hestekastanjerne får hun øje på den gamle kvinde igen. Næsten på samme sted, hvor hun mødte Annette Lundström for nogle timer siden. Tyve meter foran hende. Den stramme hårknude, den vuggende gang. Hun går hurtigere nu uden dog at løbe og slipper ikke kvindens ryg med blikket. Kroppen er foroverbøjet, som om den bærer på noget tungt, og måske er det derfor, den gamle sagtner farten for at standse helt op og strække ryggen.

Sofias hjerter hamrer, da hun nærmer sig, nu med mere tøvende skridt. Hun ved, at det er angst, hun føler, men hvad er det, hun er bange for?

Kvinden leder efter noget i sin håndtaske, og så vender hun sig om.

Sofia ser ikke det, hun forventer at se. Hun ser kun et fuldstændig fremmedt ansigt. Hæsligt og frastødende. Kvinden er tandløs og ser træt ud.

Hun har taget fejl.

Sofia undviger blikket med ubehag, øger skridtene igen og går forbi den gamle, som fortsætter med at rode i sin håndtaske.

Hun følger Swedenborgsgatan ned til Magnus Ladulåsgatan, hvor hun drejer til højre, derefter til venstre og til venstre igen.

Hun går allerede i søvne, da hun drejer ind på Ringvägen i retning af Clarion Hotel nede ved Skanstull. »Fandens,« mumler hun sammenbidt, mens lyden af hælene mod asfalten dæmpes af drømmens tåge og bliver svagere og svagere.

Snart hører Søvngængeren ikke bilerne, som kører forbi hende, ser ikke menneskene.

Hun nikker til vagten ved indgangen til hotellet og går ind. Baren ligger længst væk i lokalet, og hun sætter sig ned ved et bord og venter.

Gå hjem, tænker hun. Sofia Zetterlund er gået hjem. Nej, hun er taget hen til ICA på Folkungagatan for at handle, derefter vil hun gå hjem og lave aftensmad.

Gå hjem og spise i sin ensomhed.

Da tjeneren henvender sig, bestiller hun et glas rødvin. En af de fineste vine.

Victoria Bergman fører glasset til munden.

Gå hjem.

Søvngængeren er borte, og hun ser sig omkring.

Det er stadig kun eftermiddag, og der er ikke mange gæster. To mænd, som ikke lader til at kende hinanden, sidder i baren med ryggen vendt til hende med hver sin øl. En tredje mand sidder et par borde væk og er fordybet i et økonomisk tidsskrift.

Victoria Bergman venter. Hun har ikke travlt.

En af mændene i baren vender sig om og ser ud gennem den store glasvæg, som vender ud mod Skanstullsbroen. Hun betragter ham. Han har et fedtglinsende, blankt ansigtsudtryk.

Hun får næsten straks øjenkontakt. Men det er for tidligt at agere. Hun må være tålmodig, lade dem vente. Så bliver oplevelsen større. Hun vil have dem til at eksplodere. Se dem ligge på ryggen, udmattede og forsvarsløse.

Men han må ikke være for beruset, og hun konstaterer hurtigt, at manden i baren er alt andet end ædru, ansigtet glinser af sved i lyset fra hylderne bag disken, og desuden har han knappet skjorten op og løsnet slipset, for alkoholen har fået halsen til at bulne ud.

Han er uinteressant, og hun kigger væk.

Fem minutter senere er glasset tomt, og hun sender diskret et signal om at få et glas til. Mens tjeneren skænker op, stiger støjen i lokalet. En gruppe mænd i mørke jakkesæt slår sig ned i sofaerne til venstre for hende, formentlig tilrejsende konferencedeltagere, og hun kaster et hurtigt blik hen mod dem. Tretten mænd i alt i dyre jakkesæt og en kvinde i en kjole fra Versace.

Hun lukker øjnene og lytter til deres højrøstede samtale.

Efter nogle minutter kan hun regne ud, at tolv af jakkesættene er indfødte tyskere, formentlig fra Nordtyskland, måske Hamburg, gætter hun på. Kjolen er den svenske værtinde, og hendes rustne tysk stammer fra Göteborg. Den sidste af jakkesættene har ikke sagt et ord, og da hun åbner øjnene, er det ham, der gør hende nysgerrig.

Han sidder i sofaen nærmest hende og er den yngste i gruppen. Han ser genert ud, når han smiler, og er sikkert den, som kollegerne dunker opmuntrende i ryggen, hvis han forsvinder op på sit værelse i kvindeligt selskab. Mellem femogtyve og tredive og ikke for flot. De flotte er ikke lige så gode i sengen, for de bilder sig ind, at de ikke behøver at anstrenge sig på grund af deres udseende. Selvom det jo kan være lige meget, hvor gode de er, for det er ikke selve samlejet, hun nyder.

Det tager ikke lang tid at gøre ham interesseret.

Faktisk tager det hende under fem minutter at lokke ham over til sit bord, kalde på en bestilling og også få ham til at slappe af.

Han bestiller en mørk øl med et glas vand ved siden af, og hun et tredje glas rødvin.

»Ich bezahle die Nächste,« siger hun. Hun betaler næste omgang, for hun er ikke en eskortpige.

Hans generthed er hurtigt væk, og han smiler afslappet, da han fortæller om sit arbejde og konferencen i Stockholm, hvor vigtigt det er at netværke i branchen, og selvfølgelig kommer han også med en antydning om, hvor meget han tjener. Menneskehannen har ingen flunkende fjerdragt at fremvise som lokkemiddel. Den praler med sine penge i stedet.

Pengene ses i jakkesættet, skjorten og slipset; de mærkes i lugten af hans aftershave og blinker i skoene og slipsenålen. Alligevel er han nødt til at antyde, at han har en dyr bil i garagen og en velfyldt aktieportefølje. Det eneste, han ikke fortæller, er, at han har kone og børn hjemme i villaen uden for Hamburg, selvom det ikke er svært at regne ud, eftersom han går med vielsesring og ubevidst afslørede et par fotografier af to små piger, da han åbnede tegnebogen.

Han kan bruges, tænker hun.

Hun tager aldrig imod betaling fra nogen, selvom mange af dem forventer det. Det er ikke dét, det handler om. Hun gør det for at komme tæt på dem. For at være deres koner, døtre og elskerinder en kort stund. Alt på samme tid. Derefter forsvinder de ud af hendes liv.

Det er tomheden bagefter, som er det dejligste.

Victoria Bergman lægger hånden på mandens lår og hvisker noget i hans øre. Han nikker og ser usikker og forventningsfuld ud på samme tid. Hun morer sig over hans tøvende ansigtsudtryk og skal lige til at forklare ham, at der ikke er noget at være urolig for, da hun mærker en hånd på sin skulder.

»Sofia?«

Det giver et sæt i hende, og kroppen bliver uforklarligt tung, men hun vender sig ikke om.

Blikket hviler stadig på det unge menneskes ansigt, og det bliver pludselig sløret.

Ansigtstrækkene flyder sammen, hun bliver svimmel, og i et kort øjeblik er det, som om jorden drejer lidt hurtigere om sin akse.

Opvågningen sker meget hurtigt, og da hun ser op, sidder der en fremmed i jakkesæt ved hendes side. Hun opdager, at hun har hånden på hans lår, og trækker den straks til sig.

»Undskyld, jeg …«

»Sofia Zetterlund?« gentager stemmen bag hende.

Hun genkender den, men bliver alligevel forundret, da hun ser, at den tilhører en af hendes tidligere klienter.