Kronobergkvarteret

Det er blevet sen formiddag, og Jeanette sidder ved sit skrivebord med blikket fastnaglet til en luftskakt i loftet, men hun er ikke bevidst om, hvad det er, hun ser, for hjernen er optaget af at tænke på Sofia Zetterlund.

Efter besøget ude på Hundudden var Jeanette taget direkte hjem i en tilstand af dødelig udmattelse. Hun havde ringet til Sofia lige før midnat, men ikke fået noget svar, og Sofia har heller ikke svaret på de to eller tre sms’er, som hun sendte bagefter.

Som sædvanlig, tænker hun og føler sig ensom. Det er på tide, at Sofia tager initiativet. Jeanette vil ikke være den påtrængende, det er sådan noget, der virkelig kan få den anden til at tænde af, så hun vil ikke ringe igen. Derimod har Åke ringet og mindet hende om frokosten. De har aftalt at mødes på en restaurant nede på Bergsgatan, selvom hun faktisk ikke har nogen større lyst til det.

Jeanette fingererer med en blyant, mens hun skæver til papirbunken med researchmaterialet på de to døde kvinder, Hannah Östlund og Jessica Friberg. Hun snurrer blyanten mellem fingrene, ruller den frem og tilbage mellem håndfladen og skrivebordspladen og slår let med den mod bordkanten.

Hun tænker på hændelserne i går på Viggo Dürers ejendom i skoven på Norra Djurgården.

En tilmuret kælder, en tilsyneladende helt almindelig garage og lakprøver fra en blå bil, som blev sendt til Statens Kriminaltekniske Laboratorium, SKL, tidligt i morges. Det er alt.

Det banker på døren, og Åhlund stikker hovedet ind. »Undskyld,« siger han stakåndet. »Jeg nåede ikke hotellet i går aftes, men tog forbi her i morges i stedet. Hvilket viste sig at være heldigt.«

»Kom ind.« Jeanette bider i blyanten. »Hvad mener du med heldigt?«

Han sætter sig over for hende. »Jeg talte med portieren, som talte med Madeleine Duchamp både ved ind- og udcheckningen.« Han griner. »Var jeg nået derhen i går, havde jeg ikke truffet ham. Men i dag var han på arbejde.«

»Og hvad sagde han om Duchamp?«

Åhlund rømmer sig. »Kvinde mellem tyve og tredive år. Rejste alene og talte dårligt engelsk. Man tager åbenbart ikke kopier af identitetsoplysninger på EU-borgere, men portieren mindedes, at kvinden havde mørkt hår på kørekortsbilledet. Siden Schengenaftalen behøver man jo ikke pas længere.«

Mørkt hår, tænker Jeanette. »Han beskrev hendes udseende på kørekortet. Jeg er mere interesseret i at høre, hvordan hun så ud i virkeligheden.«

Åhlund rømmer sig igen. »Han sagde, hun var køn, men virkede utrolig genert. Ville ikke møde hans blik, men kiggede ned i gulvet og skjulte sig desuden under en stor hue.«

Jaså, tænker Jeanette. Det var ikke noget fantastisk signalement. »Noget andet? Høj eller lille?«

»Hun var middelhøj og normalt bygget. Af en portier at være var han temmelig dårlig til at huske ansigter, må jeg sige. Men han bemærkede dog noget underligt.«

»Hvad?«

»Han fortalte, at kvinden var kommet ned flere gange i aftenens løb og havde bedt om isterninger.«

»Isterninger?«

»Ja, han syntes, det var lidt underligt, og det må jeg nok give ham ret i.«

Jeanette smiler. »Også jeg. Under alle omstændigheder virker vores portier ikke som en, der kan give oplysninger til en tegner. Eller hvad tror du?«

»Nej, desværre. Han så åbenbart alt for lidt af hende. Hvilket i sig selv er interessant. Det ser godt nok ud, som om det var vigtigt for hende at skjule sit udseende.«

Jeanette sukker. »Ja, det er helt tydeligt. Man kan spørge sig selv hvorfor. Men vi må stille os tilfredse foreløbig. Tak skal du have.«

Åhlund forsvinder ud gennem døren igen, og Jeanette beslutter sig for at ringe anklager von Kwist op. Det er på tide at få efterlyst Viggo Dürer.

Anklageren lyder træt, da Jeanette fortæller, at hun vil have fat i Dürer og tage ham ind til afhøring, eftersom han var en nær ven af to af mordofrene, Karl Lundström og Per-Ola Silfverberg. Hun fortæller anklageren om sin mistanke om, at Viggo Dürer har arrangeret udbetaling af bestikkelse til Annette Lundström og formentlig også til Ulrika Wendin. Til Jeanettes overraskelse er han ikke helt så umedgørlig, som hun først troede, han ville være. Da hun fortæller om beløbene, der er blevet indsat på Annette Lundströms konto, møder hun hverken protester, anklager eller følgespørgsmål, selvom det endnu ikke er bevist, hvem der står bag transaktionerne. Hun afslutter samtalen med anklageren, efter at han har lovet hende at få Dürer efterlyst.

Hun sidder forundret og stirrer på telefonen. Hvad er der sket med von Kwist? Og da telefonen ringer, er hun langt væk i sine tanker. Hun svarer fraværende, og omstillingen meddeler, at en Kristina Wendin gerne vil tale med hende.

Wendin? tænker hun og bliver vågen.

Kvinden præsenterer sig som Ulrikas mormor og fortæller, at hun er bekymret for sit barnebarn, som ikke har givet lyd fra sig i flere uger. Jeanette stiller de spørgsmål, som er relevante lige nu, om pigens opførsel i den seneste tid, hvem der er hendes nærmeste venner og så videre. Svarene er knappe og indholdsløse, og Jeanette fornemmer, at Kristina Wendin ikke ved ret meget om Ulrikas liv.

»Hun er måske ude at rejse?« foreslår Jeanette. »Hvem ved, hun har måske lagt lidt penge til side og er ganske enkelt taget på ferie?«

Kvinden hoster med en tør lyd. »Ferie? Ulrika har ikke noget job. Hvor skulle hun få penge fra til at rejse på ferie?«

De bliver afbrudt af lyden af sirener ude fra gaden, og Jeanette tæller tre køretøjer, en brandbil og to politibiler. Altså fuld udrykning.

Hun rejser sig og tager den trådløse telefon med hen til vinduet. »Okay,« siger hun. »Langt de fleste, som forsvinder, plejer at dukke op igen i løbet af nogle dage. Men det betyder nu ikke, at vi ikke tager det her alvorligt. Har du nøgler til Ulrikas lejlighed?«

»Jovist,« siger Kristina Wendin og hoster igen. Storryger, tænker Jeanette.

Udrykningskøretøjerne kører forbi i høj fart, og Jeanette ser dem dreje til højre længere nede ad gaden. »Vi gør sådan her,« slutter hun af. »Jeg og en kollega tager ud til Ulrikas bopæl i eftermiddag. Mød os der med nøglerne.«

Mormoren lover at være der ved ettiden, og da de har lagt på, finder Jeanette straks mobilen frem og trykker nummeret til Ulrika.

En stemme meddeler, at det ønskede nummer ikke kan nås lige nu, og hun sætter sig i kontorstolen igen. Bør jeg være bekymret? tænker hun.

Nej, ikke endnu. Vær rationel.

At være urolig i denne tidlige fase er kun spild af energi, for hun ved, hvordan det plejer at være. I bedste fald finder de noget, som kan give et fingerpeg om, hvor Ulrika befinder sig, og i værste fald finder de noget, som viser, at hun er forsvundet mod sin vilje. Den her slags udrykninger plejer dog at give et resultat, som befinder sig et sted midt mellem de to andre alternativer, det vil sige ingenting. Da telefonen ringer endnu en gang, føler hun sig frustreret, men da hun ser nummeret på displayet, prikker det i maven, og hun lader den ringe nogle gange, inden hun svarer, for hun vil ikke virke for ivrig.

»Jeanette Kihlberg, Stockholms politi,« siger hun med et smil på læberne og glemmer Ulrika Wendin for en stund.

»Godmorgen,« siger Sofia Zetterlund. »Har du tid et øjeblik?«

Tid? tænker hun. For dig har jeg al tid i verden.

»Godmorgen? Det er jo snart frokosttid.« Jeanette ler. »Dejligt, du ringer, men jeg sidder midt i en bunke arbejde.«

Det er faktisk ikke løgn. Hun ser på rodet på skrivebordet. Alt, hvad de ved om Hannah Östlund og Jessica Friberg, er sammenfattet på godt tre hundrede ark papir, en række polaroidbilleder, en buket gule tulipaner og teknikernes fotografier af de to døde hunde i kælderen.

»Okay, jeg har heller ikke så meget tid,« siger Sofia. »Bare lad mig om at snakke, så kan du lytte, samtidig med at du arbejder med det, du er i gang med. Vi kvinder kan jo som bekendt multitaske.«

»Fint nok. Fyr løs …«

Jeanette åbner mappen mærket »Research J. FRIBERG« og kan høre Sofia tage en dyb indånding, som om hun vil fylde lungerne med luft til en lang monolog.

»Annette Lundström blev indlagt for tre dage siden,« begynder hun. »Akut psykose, forårsaget af at datteren Linnea tog sit liv. Annette fandt hende hængt på sit værelse hjemme i Edsviken. Det fortalte plejerne mig …«

»Stop,« siger Jeanette og lukker straks mappen i, »må jeg lige høre det der igen?«

»Linnea er død. Selvmord.« Sofia puster ud.

Jeanette bliver helt stum, læner sig opgivende tilbage i stolen og lægger mappen tilbage i bunken på skrivebordet. Familien Lundström, snart udslettet af sig selv. Hun tænker på sidste gang, hun så Annette. Et menneskevrag. Et spøgelse. Og Linnea …

»Er du der?«

Jeanette lukker øjnene som for at samle sig.

Linnea er død, tænker hun. Det havde ikke behøvet at ske. Så forbandet unødvendigt.

»Jeg lytter. Fortsæt bare.«

»Annette Lundström stak af fra Rosenlund i går. Da jeg var på vej tilbage fra frokost, fandt jeg hende bogstaveligt ude på gaden, forstod, at hun ikke havde det godt, og tog hende med hen til klinikken. I den halve time hun var her, fortalte hun, at advokat Viggo Dürer havde betalt en stor sum penge for at give både hende og datteren mundkurv på. Det var derfor, Linneas terapi hos mig blev afbrudt.«

»Det var det, jeg frygtede. Så er dét i hvert fald bekræftet.«

»Det ligner en aftale under bordet,« fortsætter Sofia. »Jeg ved ikke, hvad du har af resurser, men jeg vil gætte på, at hvis man tjekkede Annette Lundströms konto, så ville man finde nogle mærkværdigheder.«

»Det er allerede gjort,« siger Jeanette. »Men vi kan ikke spore, hvilken konto pengene er overført fra. Jeg er ikke overrasket over det, du siger, men jeg er virkelig ked af at høre om Linnea.«

Og Ulrika, tænker hun. Hvad er der sket med hende?

Ulrika har gjort et dobbelt indtryk på Jeanette, stærk og skrøbelig på samme tid. Et kort øjeblik spekulerer hun på, om pigen er i stand til at tage sit eget liv. Ligesom Linnea.

På få sekunder når hun at danne sig et billede af Ulrika Wendin, der hænger i et reb.

»Så …« fortsætter Jeanette som for at afbryde sine egne tanker, »… takket være dig er efterlysningen af Dürer definitivt berettiget. Vi har Linneas beretninger fra sin terapi fra tidligere, og hendes tegninger, Karl Lundströms breve og nu Annettes vidneudsagn. Hvordan har hun det? Vil hun kunne vidne i en retssag?«

Sofia fnyser. »Annette Lundström? Næ du, det tror jeg næppe. Ikke i sin nuværende tilstand. Men hvis feberen falder, så …«

Jeanette synes, at Sofias tonefald er lidt spotsk med tanke på alvoren i det, hun lige har fortalt. »Feberen? Hvad mener du med det?«

»Psykose er det centrale nervesystems feber. Sygdommen kan bryde ud ved en ekstrem forandring af livssituationen, og i det her tilfælde er både Annettes mand og hendes datter død på kort tid. Feberen kan aftage, men det vil formentlig tage tid. En behandlingstid på ti år er ikke usædvanlig.«

»Jeg er med. Sagde hun ellers noget?«

»Hun lider af hallucinationer og vrangforestillinger. Psykotiske mennesker mister kontakten til virkeligheden, og den sjælelige forandring er også fysisk. Hvis du så Annette Lundström i dag, ville du knap kunne kende hende. Hun sagde også, at hun skulle rejse hjem til Karl og Viggo i Polcirkeln og bygge et tempel. Hendes blik var allerede dér. Langt borte i evigheden, hvis du forstår, hvad jeg mener.«

»Måske. Men det der med Polcirkeln er faktisk ikke så fjernt fra virkeligheden.«

»Ikke det?«

»Nej. Jeg skal fortælle noget om Annette Lundström, som du måske ikke ved. Polcirkeln er faktisk et sted i Lapland. Hun er vokset op der, og Karl er hendes fætter. De tilhørte begge en læstadiansk udbrydersekt, som kaldte sig for Lammets Salmer. Der blev foretaget politianmeldelser mod sekten for seksuelle overgreb. Desuden boede advokat Viggo Dürer i Vuollerim i den tid, ikke så langt fra Polcirkeln.«

Jeanette kan høre skramlende lyde i røret. »Nu er det min tur til at standse dig,« siger Sofia til sidst. »Fætter? Er Karl og Annette fætter og kusine?«

»Ja.«

»Lammets Salmer? Seksuelle overgreb? Var Viggo Dürer indblandet?«

»Vi ved det ikke. Der blev aldrig rejst tiltale. Sekten blev opløst, og alt gik i glemsel.«

Sofia bliver tavs, og Jeanette trykker røret hårdere mod øret. Hun hører tunge åndedræt, så tæt på, men så alligevel ikke.

»Det lyder, som om Annette Lundström vil vende tilbage til det forgangne,« siger Sofia, nu med en mørkere stemme. »Måske er hun der allerede mentalt.« Hun ler.

Den der stemme igen, tænker Jeanette. Et skift i tonefaldet, der ofte følges af en forandring i Sofias personlighed. Hun har lagt mærke til det mange gange før.

»Hvordan går det for resten med efterforskningen?« spørger Sofia.

Jeanette bliver mindet om, hvor lidt de har talt med hinanden i den seneste tid, og hvor hektisk det har været for hende i de seneste dage. »Hvilken efterforskning tænker du på? Hvis du mener Grünewald og Silfverberg et cetera, så tror jeg, vi har opklaret det. Hvis du tænker på indvandrerdrengene, så er det stadig et ubeskrevet blad.«

»Opklaret?« siger Sofia med samme mørke stemme. »Men … hvem var det så?«

Jeanette tænker sig om. »Det handler nok om flere, men jeg bør nok ikke sige mere i telefonen.« Det er bedst, hun fortæller det hele, når de ses ansigt til ansigt. »Du …« forsøger Jeanette. »Vi kunne måske …«

»Jeg ved, hvad du vil sige. Du vil gerne se mig, og jeg vil også gerne se dig. Men ikke i dag. Kan du ikke komme og hente mig på klinikken i morgen eftermiddag?«

Jeanette smiler. Det var på tide, tænker hun. »Det passer fint. Jeg kan alligevel heller ikke i aften, for jeg vil gerne se Johan, inden han stikker af til London sammen med Åke. Jeg …«

»Du, jeg kommer til at slutte nu,« afbryder Sofia hende. »Der kommer en klient om fem minutter, og du havde jo også dit at se til. Vi tager resten i morgen. Okay?«

»Okay. Men …« Samtalen bliver afbrudt.

Jeanette føler sig tom, som om al energi er sivet ud af hende, og hun rejser sig op og skubber stolen ind under skrivebordet. Gid Sofia ikke var så kompliceret, så uberegnelig, tænker hun.

Hun føler sig pludselig svimmel, pulsen stiger, og hun må støtte sig til bordpladen med hænderne.

Tag det roligt nu. Træk vejret … Gå hjem. Du er stresset. Slut for i dag.

Nej. Først frokost med Åke og så ud til Johan Printz väg i Hammarbyhöjden for at finde ud af, hvad der er sket med Ulrika Wendin.

Pulsen får hendes trommehinder til at dunke, og hun sætter sig igen og betragter rodet på skrivebordet, mens hun trækker vejret dybt.

Bevismaterialet mod Hannah Östlund og Jessica Friberg. En række fotografier, som bekræfter kvindernes skyld. Case closed og Billing tilfreds.

Men der er helt afgjort noget, der gnaver.