Johan Printz väg

Jens Hurtig samler Jeanette op ved Systembolaget i nærheden af Västermalmsgalleriaen. Hun åbner bildøren og hopper ind på forsædet.

Hun kan ikke helt slippe tankerne om Madeleine Silfverberg. Selvom den unge kvinde ikke har noget med mordet på sin far at gøre, ville det gøre det lettere, hvis de kunne få fat på hende. Måske ved hun noget om Dürer? Advokaten var jo en god ven af Per-Ola Silfverberg.

Hurtig svinger til højre ud på S:t Eriksgatan. »Så det var Ulrika Wendins mormor, som ringede til dig?«

»Ja. Hun har prøvet at få fat i Ulrika flere gange uden held,« siger Jeanette. »Hun venter på os uden for lejligheden med nøglerne.«

Der er sket pigen noget, tænker hun. Men hvis hun er blevet købt til tavshed, er der måske egentlig ikke noget at være nervøs for? Det kan jo være, at Ulrika slænger sig i en liggestol på et hotel et sted.

Men hvis der nu er sket hende noget andet?

Rolig nu. Mal ikke fanden på væggen, før vi ved mere. Ulrika har måske bare mødt en fyr, er blevet forelsket og har tilbragt nogle dage i sengen med ham?

»Hvordan gik frokosten for resten?« spørger Hurtig.

Åke havde inviteret hende på frokost, fordi han ville tale om Johan og om deres deleordning. Han havde set slankere ud, end hun huskede ham, og havde ladet det kortklippede hår vokse, og hun havde modvilligt erkendt over for sig selv, at hun savnede ham. Man bliver måske blind for hinanden med tiden? Begynder at se manglerne i stedet for det, man engang holdt af?

Efter at de havde drøftet de ting, der vedrørte dem begge, havde Åke mest pralet med sin succes og flere gange antydet, hvor meget Alexandra Kowalskas agentur havde betydet for ham. Hun var temmelig lettet, da frokosten var ovre, og de brød op.

Efter at have taget afsked med Åke uden for restauranten havde hun ringet til Johan, og de var blevet enige om en fjernsynsaften med film og fodbold hjemme i Enskede. En kamp i tv kunne næppe konkurrere med at se en Premier League-kamp på selve stadionet, men Johan havde faktisk lydt glad, da hun kom med sit forslag. Hun skæver til klokken og konstaterer, at hun formentlig når hjem før ham. Nej, for resten. Ikke formentlig. Denne gang skal han ikke være nødt til at vente på hende.

»Du virker lidt fjern,« siger Hurtig. »Jeg spurgte, hvordan frokosten gik.«

Jeanette bliver revet ud af sine tanker. »Tja, vi talte vel mest om praktiske ting. Om skilsmissen og sådan. Åke vil tage Johan med til London her i weekenden.«

»Han rejser sgu godt nok meget.« Hurtig dytter irriteret af en bil, som svinger ind foran dem uden at blinke. »Var han ikke i Boston for nylig? Og inden da var det Kraków?«

Jeanette nikker.

»Man har simpelthen valgt forkert erhverv,« fortsætter han. »Smid lidt farve på et lærred, og pludselig begynder man at tjene penge og kan rejse rundt i verden.«

Jeanette ler af ham. Det var dog utroligt, som han hidsede sig op.

De kører forbi Thorildsplans tunnelbane, og Jeanette kommer til at tænke på den første døde dreng. Det føles som så længe siden nu. Som om der er gået år, siden det mumificerede lig blev fundet i buskene kun cirka tyve meter fra der, hvor de befinder sig lige nu.

»Du …« siger Jeanette, da Hurtig svinger ud på Essingeleden i sydgående retning. »Jeg har noget trist at fortælle dig. Linnea Lundström er død. Selvmord. Hun hængte sig i sit hjem.«

Hurtig bliver bleg. »Hængte sig?«

Jeanette nikker.

»For helvede …« Han knalder hånden i rattet.

De siger ikke mere under bilturen, og da de parkerer neden for Ulrika Wendins lejlighed, er det Hurtig, som bryder tavsheden.

»Så hun hængte sig?«

Han sætter farten ned og standser. Jeanette kan se, at han forsøger at smile, men det lykkes ikke.

»Ja, det er noget lort,« svarer hun.

Smilet ser forpint ud. »Min søster gjorde det samme. For ti år siden. Hun var kun nitten.«

Jeanette ved ikke, hvad hun skal sige. Og hvad er der at sige?

»Jeg …« Hun bliver igen mindet om, hvor lidt hun ved om sin kollega.

»Det er i orden,« siger han så, og nu er det anstrengte smil forsvundet. »Det er noget lort, men man lærer at leve med det. Vi gjorde, hvad vi kunne. Det har nok været værre for mor og far.«

»Jeg … det gør mig virkelig ondt. Det anede jeg intet om. Vil du tale om det?«

Han ryster på hovedet. »Helt ærligt … nej.«

Hun nikker. »Okay. Men du skal bare sige til. Jeg er her.«

Hun giver ham et stort kram, og de sidder tavse en stund, inden han sukker og minder hende om, hvorfor de er kommet her.

Da hun åbner døren for at stige ud, ser hun en lille, tynd kvinde komme ud ad gadedøren. Kvinden tænder en cigaret og kigger sig omkring, som om hun leder efter noget. »Jeg tror, det er hende.«

De går hen til den ventende kvinde, som ganske rigtigt viser sig at være Ulrika Wendins mormor. Hun er en uægte blondine og kaldes for Kickan, arbejder i en frisørsalon på Gullmarsplan og fortæller, at Ulrika er hendes eneste barnebarn.

De går ind gennem gadedøren og op ad trappen. Uden for døren til lejligheden tager kvinden et nøgleknippe frem, og Jeanette husker sidste gang, hun var her.

Hun havde talt med Ulrika om voldtægterne, som Karl Lundström havde begået mod hende, og erindringen gør hende vemodig. Hvis der eksisterer sådan noget som poetisk retfærdighed, vil alt ordne sig for pigen til sidst. Men Jeanette tvivler.

Kristina Wendin stikker nøglen i låsen, drejer den to gange til venstre og åbner døren.

Hos Hannah Östlund i Fagerstrand kom stanken fra to døde hunde.

Det her lugter om muligt endnu værre.

»Jeg tror, vi skal ringe efter teknikerne,« siger Hurtig og dækker næse og mund med jakkeærmet. »Vi rører ikke ved noget.«

»Tag det roligt, Jens,« siger Jeanette og sender ham et blik for at få ham til at tænke sig om, inden han siger noget, mens kvinden er her, og ikke drage forhastede slutninger.

Men hun kan selv mærke uroen i maven.

»Hvad er der sket?« Kickan Wendin ser bekymret på Hurtig og derefter på Jeanette, mens hun gør mine til at ville gå ind i entréen, men bliver standset af Jeanette.

»Vi må hellere vente udenfor,« siger hun og gør tegn til Hurtig om, at han skal gå ind og se sig om.

Kvinden ser rystet ud. »Men hvad er det, der lugter så forfærdeligt?«

»Det ved vi ikke endnu,« svarer Jeanette, samtidig med at hun hører Hurtig rumstere i lejligheden. De står tavse og venter. Efter et minuts tid kommer han ud til dem igen.

»Der er tomt,« siger han og slår ud med armene. »Ulrika er ikke her, og lugten kom fra skraldet. Gamle rejeskaller.«

Jeanette ånder lettet op. Bare rejeskaller, tænker hun og tager fat om kvindens skuldre og vender hende rundt. »Vi går ned i gården og snakker lidt. Kom.«

Rolig nu, tænker hun og leder den urolige mormor ned ad trapperne.

»Jeg tjekker lige en gang til,« siger Hurtig, og Jeanette nikker.

Ude på gårdspladsen foreslår Jeanette, at de sætter sig ind i bilen. »Der er en termokande med kaffe, hvis du vil have.«

Kickan ryster på hovedet. »Min pause er snart forbi, og jeg skal være tilbage på arbejdet.«

De sætter sig på en bænk, og Jeanette beder hende fortælle lidt om Ulrika, men kvinden viser sig ikke at have noget større indblik i sin datterdatters liv. Hun ved faktisk ingenting af betydning, og af den smule, hun kan fortælle, kan Jeanette drage den konklusion, at hun ikke engang ved noget om voldtægterne, som Ulrika har været udsat for.

»Er du sikker på, at du ikke vil vente lidt? Min kollega er snart færdig, og jeg kan ringe til dit arbejde og sige, at du bliver lidt forsinket.«

»Nej, det går ikke. Jeg har en kunde … Striber og permanent.«

Jeanette får en klump i halsen. Frisurer? tænker hun. Er en kundes frisure vigtigere end hendes eget barnebarn? Er mennesker så bange for at miste deres arbejde, at de ræsonnerer på den måde?

Mens Kickan Wendin vender sig om og begynder at gå derfra, sætter Jeanette sig ind på førersædet, tænder en cigaret og venter på, at Hurtig skal komme ud.

Hvor er det sørgeligt, tænker hun. Den her kvinde prioriterer en kunde frem for sit eneste barnebarn. Hvordan kunne det ende på den måde?

Hun standser den tanke, da det går op for hende, at hun er ligesådan. Skift Kickan ud med Jeanette, kunde med kriminel og Ulrika med Johan. Samme ligning.

»Spor af blod i entréen.« Hurtig knalder hånden i biltaget, og Jeanette farer sammen.

»Blod?«

»Ja, så jeg syntes, det var lige så godt at ringe efter Ivo, det kan aldrig skade, at han ser sig lidt omkring. Tager prøver og fortæller, hvis blod det er. Vil du køre tilbage?«

»Hvad?«

»Du sidder ved rattet. Skal du eller jeg køre?«

Jeanette går helt i stå. Hun føler sig pludselig irriteret over, at han har handlet på egen hånd.

»Hvis Ivo kommer, bør vi jo vente på ham.« Hun rejser sig og stiger ud af bilen. »Jeg ringer til Ulrikas mormor og fortæller, at lejligheden skal undersøges, og at hun bør holde sig væk indtil videre.«

Efter en kort samtale, hvor Jeanette gør sit bedste for ikke at gøre Kickan Wendin endnu mere urolig, sætter hun sig ind i bilen igen.

»Jens,« snerrer hun. »For det første vil jeg ikke have, at du skræmmer livet af en pårørende ved at begynde at kæfte op om en teknisk undersøgelse, inden vi overhovedet har set noget. For det andet er det mig og ikke dig, der afgør, om der skal indkaldes teknikere.«

Han bliver lang i ansigtet, og hun fortryder straks, at hun hævede stemmen. Kæft, hvor er jeg bare ufølsom, tænker hun. Han har lige i al fortrolighed fortalt om sin døde søster, og her sidder jeg og skælder ud på ham. Jeg må være udkørt og trænger til at hvile mig.

»Glem det,« siger hun. »Men tænk dig lidt om næste gang.«

Hurtig nikker. »Sorry, boss …«

Han ser såret ud, og Jeanette ved, at hendes irritation ikke kun handlede om hans optræden. Hun er lige så irriteret på sig selv.

Hendes ego, hendes stædige, gnavne selvoptagethed og alt det omkring hende, som bare står i stampe, fordi hun har besluttet, at arbejdet går forud for alt andet.

Hun har mistet Åke, har virkelig dårlig kontakt til Johan, og med Sofia er alt bare besynderligt.

Når det kommer til stykket, er Hurtig en af de få, hun kan være afslappet sammen med, og hun kan kun konstatere, at hun er gift med arbejdet. Men hendes manglende følsomhed over for alt det, som ikke vedrører arbejdet, sårer også ham, det har hun lige bevist for sig selv.

»Tjekkede du, om det virkelig var blod? Var der meget?«

»Det var kun nogle pletter. Indtørrede stænk på tærskelen til entréen, men vel var det blod.«

»Brugte du luminol?«

»Næ. Plejer du at gå rundt med sådan noget?«

»Det kan have været malingspletter.«

»Næppe.«

»Kaffe måske?«

Nu smiler han. »Nej, det var ikke kaffepletter.«

»Jeg tænkte bare på, om du ville have kaffe,« siger hun og rækker ham termokanden.