Klara sø

»Von Kwist,« svarer anklageren afventende, da Jeanette Kihlberg ringer for anden gang i løbet af få timer. Trykket i mavemunden tager til, mens hun meddeler ham, at Ulrika Wendin frygtes at være forsvundet, og da han lægger på, er han lige ved at kaste op.

Satan i helvede, tænker han, rejser sig op fra skrivebordet og går hen til barskabet.

Mens ismaskinen rasler, tager han en flaske med røget maltwhisky ud og skænker sig selv et stort glas.

Og hvor fanden er Dürer? Han har prøvet at få fat i advokaten flere gange i dagens løb uden held. Dürer forsvundet. Og Ulrika Wendin forsvundet. En plus en er lig med to. Så er det heller ikke sværere.

Hvis anklager von Kwist havde været et kreativt menneske, ville bandeordene have været mere varierede end satan og helvede. Men nu er han ikke sådan et menneske. »Satan i helvede,« gentager han således og tømmer derefter whiskyglasset i ét drag.

Han skruer låget af flasken igen og skænker sig et nyt glas, sætter sig ned i lænestolen ved vinduet og sukker lydeligt akkompagneret af det knirkende, gamle læder.

Whiskyen hjælper ikke ligefrem på anklagerens mavesår, men han tager en ordentlig slurk og mærker, hvordan alkoholen møder de sure opstød et sted i brysthøjde.

Efter at kriminalkommissær Jeanette Kihlberg havde ringet til ham om morgenen, var han straks gået i gang med at få Viggo Dürer efterlyst. At han selv har prøvet at ringe til ham, behøver kommissæren ikke at få at vide. I stedet havde han spontant besluttet, at det var bedst at komme Kihlberg i møde. Nu efter den anden samtale har han forstået, at Ulrika Wendins liv ligefrem kan være i fare, og han indrømmer tavst over for sig selv, at selvom han næppe kan beskyldes for at være en samvittighedsfuld person, så har han i hvert fald nogle grænser.

Møgunge, tænker han. Du skulle have taget dine penge, være stukket af og holdt kæft.

Nu kan det blive rigtig ubehageligt.

Han har tænkt meget på Viggo Dürer i den seneste tid og er nået frem til, at det er en iskold, beregnende, yderst intelligent og hensynsløs mand.

Vil han have Ulrika Wendin skaffet af vejen, er han formentlig i stand til dét.

Det gyser i anklageren, der erindrer en hændelse for godt femten år siden, da han var inviteret med til tidligere politimester Gert Berglinds skærgårdshytte på Möja.

Viggo Dürer og endnu en mand havde været der, en ukrainer, som havde en uklar forbindelse til advokaten og ikke kunne et ord svensk.

De havde siddet i køkkenet, og Dürer og Berglind havde været uenige om noget, måske noget privat, en båd eller en bil, som skulle skifte ejer. Berglind havde været oprørt og højrøstet, mens Dürer efter at have siddet tavs i lang tid vendte sig om mod ukraineren og tiltalte ham på russisk med lav stemme. Mens Berglind havde fortsat med sine hadefulde argumenter, havde ukraineren forladt køkkenet og var gået hen til udhuset, hvor politimesteren havde sine prisbelønnede kaniner.

Gennem det åbne køkkenvindue havde de hørt to klynkende hvin, og nogle minutter efter var ukraineren kommet ind med to friskflåede avlskaniner til en værdi af cirka ti tusind kroner stykket. Politimesteren havde siddet ligbleg ved bordet og stilfærdigt bedt dem om at gå.

Dengang havde anklager Kenneth von Kwist troet, at Berglind var chokeret over priserne, som han gik glip af, eller at han muligvis sørgede over kaninerne, men nu forstår han, at politimesteren var skrækslagen og allerede da var fuldt ud klar over, hvilken slags person Viggo Dürer var.

Han lukker øjnene og beder til, at han ikke selv har indset det for sent.

»Satan i helvede,« mumler han, mens de seks centiliter enogtyve år gammel Black Ribbon ætser det svidende mavesår.

Den røgede whisky får ham til at tænke på lugten af Viggo Dürer. Så snart han kom ind i et værelse, kunne man mærke den. Var det stegt hvidløg, han lugtede af?

Nej, tænker anklageren. Snarere krudt eller svovl. Det er modsigelsesfyldt, for han ved, at Dürer også har evnen til at smelte ind, så at sige forsvinde i mængden.

Skal man være bare nogenlunde respektfuld over for anklager Kenneth von Kwist, kunne man sige, at modsigelser ikke er hans stærkeste side. Vil man være lidt mere ond, og så kommer man sandheden nærmere, kan man hævde, at hans syn på modsigelsesfyldte forhold er, at de ganske enkelt ikke eksisterer. Der findes kun rigtigt eller forkert, intet derimellem, og dette sort-hvide syn er en meget dårlig egenskab hos en anklager.

Lige nu konstaterer han, at Viggo Dürer er et modsigelsesfyldt menneske.

I stand til at være meget farlig, men også en svækling, som jamrer over hjertekramper, sådan som han gjorde, sidst de sås.

»Advokat og grisebonde,« mumler han ned i whiskyglasset. »Det hænger jo ikke sammen.«