Vita bergen

Hjælperen, Solace Aim Nut, havde båret Victorias datter Madeleine i sin runde, opsvulmede mave, og det var Solace, som havde måttet gennemlide kramperne, ubehaget, hævelserne i benene og smerterne i lænden. Det havde været hendes sidste opgave, inden Victoria glemte hende.

Sofia ser på blyantstegningerne, som hun har spredt ud over bordet i stuen.

De forestiller alle et nøgent barn med en fetichmaske, som dækker ansigtet. Samme pige, samme tynde ben og runde mave. Samme Hjælper. På bordet ved siden af blyantstegningerne ligger også et fotografi af et barn med en Kalasjnikov. Unsocial Mate. En barnesoldat.

Sofia tænker på den rituelle omskæring, som har gjort mange drenge i Sierra Leone sterile. Ude på landet bar drengene de indtørrede, små hudstykker i halskæder som bevis på, at de tilhørte Gud og som beskyttelse mod onde ånder, men på sygehusene inde i byerne smed man det, som blev tilovers, ned mellem det øvrige hospitalsaffald som plasticpipetter og engangssprøjter og kørte det til lossepladsen ude i forstaden. Mange blev sterile efter omskæringen, men forskellen var, at man inde i byerne oftere undgik infektioner.

Lasses sterilisering havde været lige så risikofri, som den var frivillig. Vasektomi er ikke et ritual, men det burde det være, og der er heller intet rituelt ved en abort eller, som hun engang selv gjorde, at overlade sit barn i fremmedes hænder. Hendes tanker går til Madeleine. Hader hun mig? Er det hende, der har dræbt Fredrika, Regina og Peo?

Nej, tænker hun, ifølge Jeanette drejer det sig ikke om én person. Hun talte om flere drabsmænd, ikke om én.

Hun lægger tegningerne af Solace til side og ved, at hun snart må brænde alle disse sedler og avisudklip, rive væggene til det skjulte rum ned og smide alt ud, som findes derinde.

Hun må blive ren, befri sig for sin historie. Som det ser ud nu, kan hun knap bevæge sig i sit hjem uden at blive påmindet om sine livsløgne.

Hun må lære at mindes for alvor. Ikke søge efter svar i statistisk dokumentation.

Lad Victoria handle, tænker hun. Men prøv ikke at forsvinde.

Det er som at holde i et stykke glat sæbe. Klemmer man for hårdt, taber man det.

Slap af. Prøv ikke at mindes, bare lad det komme af sig selv.

Victoria henter en notesblok i arbejdsværelset og tager derefter en flaske rødvin ud af vitrineskabet, en fransk Merlot, kan ikke finde proptrækkeren og bliver tvunget til at trykke proppen ned med tommelfingeren. I morgen skal Sofia se Jeanette, og så må hun være udhvilet. Så hun må have noget at drikke, og rødvin er bedre at sove på end hvidvin.

I aften vil Victoria koncentrere sig om sin datter, nedskrive alle de tanker, hun har, og prøve at lære hende at kende. Først i morgen vil Sofia tage fat på gerningsmandsprofilen igen.

Victoria synes, at Sofia indtil nu har formuleret sig for generelt om emnet. Den, som dræbte indvandrerdrengene, tilhører en kategori af drabsmænd, som er så usædvanlig, at de kan tælles på én hånd. Der er især ét navn, som Victoria har i tankerne, og det første, Sofia vil gøre i morgen tidlig, er at gå på biblioteket.

Men nu Madeleine.

Victoria sidder i lang tid med notesblokken opslået i skødet, inden hun beslutter sig for at associere frit i stedet for at stirre på et hvidt ark.

»Opvokset hos Charlotte og Per-Ola Silfverberg,« skriver hun. »Med alt hvad det indebærer.« Victoria tænker sig om lidt, inden hun tilføjer: »Er sikkert blevet udsat for overgreb. De var jo samme type mennesker som Bengt.« Hun tager en slurk af vinen. Smagen er varm, og garvesyren får tungen til at blive nopret.

»Madeleine har et særligt forhold til Viggo Dürer,« skriver hun derefter uden først rigtig at vide hvorfor. Men da hun tænker efter, forstår hun, hvad hun mener med det. Viggo er en person, som lægger beslag på mennesker, og den slags mønstre går altid igen.

Han gjorde det med både Annette og Linnea Lundström, tænker Victoria, og han forsøgte at gøre det med mig.

»Det værste ved Viggo er hans hænder,« skriver hun, »ikke hans køn.«

Faktisk kan hun ikke mindes, at hun nogensinde har set Viggo nøgen, og han var kun voldelig nogle gange, men så altid med hænderne. Han slog ikke, men rev og klemte. Han klippede sjældent sine negle, og hun kan stadig mærke smerten, da de gravede sig ned i hendes arme.

Hans overgreb var som en tør masturbation.

»Madeleine hader Viggo,« fortsætter hun, og nu behøver hun ikke tænke længere, nu kommer associationerne helt af sig selv, og kuglepennen farer hen over papiret med en raspende lyd. »Uanset hvem Madeleine er blevet som voksen, så hader hun sin plejefar, og hun hader Viggo. Som barn havde hun ikke noget navn for sine følelser, men hun har altid hadet. Så længe hun kan mindes.«

Victoria udgår fra sine egne tanker og erfaringer og gør dem til sin datters. Hun ændrer ikke engang i teksten, når hun synes, hun forhaster sig, hun kan altid strege ud senere.

»Der findes flere mulige varianter af Madeleine som voksen. En af dem er tavs og underkuet og lever et tilbagetrukket liv. Måske er hun gift med en af sin fars sektvenner, måske lider hun stiltiende under fortsatte overgreb. En anden Madeleine har fået hjælp udefra, har brudt med sin familie og er måske flyttet til udlandet. Er hun stærk, har hun kunnet gå videre, men hele hendes liv vil formentlig være præget af overgrebene, og det bliver svært for hende at få et normalt forhold til en partner. En tredje Madeleine er styret af drivkræfter som had og hævnlyst, og hele livet igennem har hun søgt forskellige metoder til dels at fortrænge og dels få udløb for disse følelser. Denne Madeleine lever tilbagetrukket i perioder, men kan aldrig glemme krænkelserne. Hun udlever sine følelser og savner …«

Hun holder inde. Det er Sofia, der skriver, ikke hende, og det er om Victoria, hun skriver. Så klart plejer hun ikke at kunne udtrykke sig. Hun har endda glemt vinen, det er ikke til at se, at hun har rørt den.

»Hun udlever sine følelser og savner anden motivation i sit liv end had og hævnlyst,« slutter Sofia af. »Hendes eneste chance for at komme videre er ved at frigøre sig fra disse drivkræfter. Og der findes ingen enkle løsninger på det problem.«

Sofia lægger kuglepennen og notesblokken fra sig på bordet.

Hun ved, at Madeleine vil opsøge hende før eller senere.

Hun ved også, hvad der er ved at ske mellem hende og Victoria.

Sofia vil ikke længere stå imod.