Vasastan

Selvom Jens Hurtigs kondition ikke fejler noget, er han altid forpustet, når han låser døren op til sin lejlighed efter at være gået op ad trapperne til sjette sal.

Han har en idé om, at det skyldes afstanden mellem trappetrinene og deres højde, som slet ikke er tilpasset længden på hans ben. Når han tager ét trappetrin ad gangen, føles det, som om han tripper, og tager han to, må han nærmest springe. Turen op ad trapperne påvirker også knæene og lægmusklerne, og det er ubegribeligt, at den gamle dame, som bor over for ham, overhovedet kan klare hele turen op.

Huset blev bygget i slutningen af 1800-tallet og tilhører den del af Norrmalm, som stadig uofficielt kaldes Sibirien, en benævnelse, som kommer af, at området dengang blev anset for at være fjernt beliggende, og en flytning fra Stockholm til de små arbejderboliger derude blev betragtet som en landsforvisning. Nu hører bydelen til den indre by, og den lille toværelses, som Jens Hurtig har boet til leje i et par måneder nu, er ikke ligefrem en gulag, selvom manglen på en elevator lader en del tilbage at ønske. Især når han har noget at bære på. Som nu, to klirrende poser fra Systembolaget, en i hver hånd.

Han låser døren op og mødes som sædvanlig af en bunke reklamer og gratisaviser, selvom han har sat et skilt op oven over brevsprækken med et pænt nej tak til reklamer. Men han forstår godt de stakler, som løber rundt i disse huse med tunge stakke af brochurer fra dagligvarehandelen og på sjette etage møder et nej tak på hver dør.

Han sætter poserne fra sig i entréen og bladrer hurtigt igennem papirbunken, inden han lægger den på entrébordet til videre transport til skralderummet, når han går hjemmefra næste gang.

Fem minutter senere sidder han foran tv’et i stuen med en øl i hånden.

Treeren viser gamle repriser af den animerede sitcom The Simpsons. Han har set afsnittene så mange gange, at han kan replikkerne udenad, og han indrømmer modvilligt over for sig selv, at det plejer at gøre ham tryg. Han griner stadig de samme steder som før, men i dag er latteren ikke så frisk. Den savner bund.

Da Jeanette fortalte om Linnea Lundströms selvmord, var alle de gamle følelser skyllet ind over ham igen, og minderne om hans søster har endnu ikke forladt ham. Det kommer de heller aldrig til at gøre.

Det var billedet af en ung pige liggende i en seng i lighuset, som fik ham til at gå den direkte vej til Systembolaget efter arbejde, og det er det samme billede, som lige nu bevirker, at han mister lysten til at følge de gule figurers aktiviteter i fjernsynet.

Den allersidste gang, han så sin søster, havde hun ligget på ryggen med hænderne foldet over maven. Hun havde set bestemt ud, læberne havde været næsten sorte, og den ene side af halsen og ansigt havde blå mærker efter løkken. Hendes hud havde føltes tør og sval, og kroppen gav indtryk af at være meget tung, selvom hun var så lille og spinkel.

Han rækker ud efter fjernbetjeningen og slukker for tv’et. Snart ses kun spejlingen af ham selv i fjernsynsskærmen, hvor han sidder i lænestolen med korslagte ben og en ølflaske i den ene hånd.

Han føler sig ensom.

Hvor ensom må hun ikke have følt sig?

Ingen havde forstået hende. Ikke han, ikke deres forældre og heller ikke psykiatrien, hvis indsats havde bestået i gruppeterapi og lutter prøvemedicineringer. Hendes indre var forblevet utilgængeligt for dem alle, hullet, hun var faldet ned i, havde været for dybt og mørkt, og til sidst havde hun ikke magtet ensomheden. At være lukket inde i sig selv.

Der havde ikke været nogen syndebukke, ingen skyldige bortset fra depressionen.

I dag ved han, at det ikke er sandt.

Fejlen var og er samfundets. Verden derude var for hård for hende. Den lovede hende alt, men kunne i virkeligheden ikke tilbyde hende noget. Den kunne heller ikke hjælpe hende, efter at hun blev syg. Dengang som nu var den politisk dysfunktionel.

Den stærke overlever, og den, som er svag, må klare sig selv. Hun havde bildt sig selv ind, at hun var svag, og derfor var hun gået under.

Havde han forstået det, havde han måske kunnet hjælpe hende.

Han rejser sig fra lænestolen og går ud i køkkenet. Mens han tager en ny øl ud af køleskabet, begynder tankerne at gå i ring igen. Sådan som de altid gør, når han tænker på hende.

Han tager sin øl med, går tilbage til stuen og sætter sig ved computeren. Et klik følges af flere, og snart surfer han planløst rundt. Som terapi. Når han sidder ved computeren, er tankerne om søsteren gemt væk et sted i hans indre. De vil ligge derinde resten af hans liv og stige op til overfladen med jævne mellemrum.

Havde hun haft kræft, ville sundhedsvæsenet have anvendt alle sine resurser, men i stedet var hun blevet sendt rundt i et behandlingssystem, hvor den ene hånd ikke vidste, hvad den anden gjorde. Han er overbevist om, at medicinerne havde fremskyndet sygdomsforløbet.

Men det var ikke det, der var det egentlige problem.

Hurtig ved, at hans søsters største drøm havde været at blive musiker eller sanger, og familien havde støttet hende i det. Men signalerne fra samfundet havde været, at det ganske enkelt ikke var et erhverv, man kunne basere fremtiden på. Det var ikke værd at satse på. Og det var i grunden politiske signaler, som blev spredt af studievejledere, erhvervsvejledere og arbejdsformidlere og til sidst blev til vedtagne sandheder hos alle og enhver.

I stedet for at stå på en scene et sted havde hun læst økonomi, som man skulle, hvis man var studieegnet, og det var endt med, at hun havde hængt sig i sin studenterlejlighed.

Bare fordi alle vi andre fik hende til at tro, at hendes drømme ikke var værd at forfølge, tænker han.