Gamla Enskede

Klokken er kvart i ni, da fodboldkampen bliver sparket i gang, og de har endnu ikke nået at se filmen, som hun har lejet til dem. Pyt med at det bliver lidt sent, tænker hun. Aftenen har været så vellykket indtil nu, at hun ikke vil ødelægge den ved at give Johan besked på, at han skal gå i seng.

Hun kaster et blik på ham, som han ligger der knap synlig i sofaen bag chipsposerne, sodavandsbægrene med sugerør og kartonerne med ris og gryderetter fra en af de utallige thaikiosker på Södermalm. Det er helt utroligt, at han kan spise så meget, tænker hun, især i betragtning af at han tidligere ikke kunne lide thaimad. På den anden side vokser han lige nu, så det knager i knoglerne, og hans smag og meninger forandrer sig i et tempo, hvor hun ikke kan følge med.

Når det gælder hans interesse for musik, så begyndte det med hiphop, gik umærkeligt videre til svensk punk og var en overgang farligt tæt på skinheadhardcore på den yderste højrefløj, indtil hun en dag i foråret greb ham i at lytte til David Bowie.

Hun smiler ved erindringen. Tonerne fra Space Oddity havde mødt hende, da hun kom hjem fra arbejde, og i starten havde hun haft svært ved at forlige sig med, at hendes søn lyttede til samme musik, som hun selv havde lyttet til i hans alder.

Men i aften handler det om fodbold, og der er hans præferencer noget mere stabile.

Det spanske hold, som lige nu får modstanderne til at ligne tilfældige gæster i den fine stue, har han altid heppet på. Han har et favorithold i hver af de største ligaer, og de har altid været de samme, selvom de naturligvis aldrig vil kunne konkurrere med hans elskede Bajen. Striberne vil aldrig forsvinde, tænker hun og morer sig.

I tv-kampen kommer det første mål hurtigt. Det er Johans hold, som jubler, og han springer op fra sofaen for at tage del i spillernes glæde. »Yes! Så du det?« Ansigtet er et stort smil, og han rækker armen ud mod hende i en high five-hilsen, som hun besvarer noget forbavset. »Det var sgu sejt!«

»Det var vildt sejt,« medgiver hun. »Jeg nåede dårligt at se det.«

Efter en kort diskussion om målet og pasningsspillet, som gik forud, synker de ned i en tavshed, som Jeanette næsten synes kan sammenlignes med den, hun og Hurtig ofte har sammen, en tavshed, som gør hende afslappet. I samme øjeblik, hun prøver at finde en formulering, som ikke lyder for kedeligt moderlig, om at hun synes, de har haft en dejlig aften, bekræfter Johan hendes følelse.

»For fanden, mor. Fedt, at vi ikke behøver at snakke hele tiden.«

Hun bliver varm i kroppen. Hun tager sig ikke engang af, at han bander, men på den anden side er hun heller ikke særlig bevidst om sin egen sprogbrug. Det var Åke altid hurtig til at påpege.

»Det er sjovere at se fodbold sammen med dig end med far,« fortsætter han. »Han vil hele tiden kommentere det, og så brokker han sig over dommerne, også når de har ret.«

Hun kan ikke lade være med at grine. »Det er jeg enig med dig i. Nogle gange spekulerer jeg på, om han tror, at kampene handler om ham selv.«

Det var måske grimt sagt om Åke, tænker hun. Men ikke desto mindre sandt. Desuden får hun en dyb tilfredsstillelse af det, Johan lige sagde, og hun ved godt hvorfor. Hun spekulerer på, om han også har mærket, at hun og Åke i den seneste tid er begyndt at have en slags konkurrence. En konkurrence mellem forældre om, hvem der mest fortjener Johans loyalitet. Hun antager, at hun fører lige nu med et eller muligvis to mål.

»Det er synd for far,« siger Johan så. »Alex er ikke sød mod ham.«

3-0, tænker Jeanette i et anfald af skadefryd, som straks bliver afløst af en knude i maven.

»Hvordan det? Hvad mener du?«

Han vrider sig lidt. »Arh, jeg ved ikke … Hun taler så meget om penge, og han fatter ingenting, nikker bare og skriver under på alle kontrakterne uden at læse dem. Hun opfører sig, som om han arbejder for hende og ikke omvendt, som det vel burde være?«

»Trives du med at være hos dem?« Jeanette fortryder straks, at hun stillede spørgsmålet. Hun vil ikke falde tilbage i rollen som den snagende mor igen, men Johan virker ikke irriteret.

»Hos far. Ikke Alex.«

Det bider hun mærke i.

Hun beslutter sig for ikke at spørge mere, og det virker, som om Johan har sagt sit, for nu fokuserer han på kampen i tv igen.

I halvlegspausen kommer han hende i forkøbet med at rydde op efter maden, og desuden hælder han resten af chipsene over i en skål. Hun har også bemærket, at han har slået wc-brættet ned efter sine to toiletbesøg i aftenens løb. Små gestus, som viser, at han gerne vil gøre et godt indtryk. Være en samvittighedsfuld søn.

Små ting, tænker hun. Men hvor jeg dog elsker dig, lille Johan, som i virkeligheden ikke er så lille mere.

»Du, jeg …« Han har lige sat sig igen og smiler genert.

»Ja?«

Han graver lidt kejtet i lommen og finder sin lille tegnebog af læder frem med klubmærket på og bladrer i seddelrummet, inden han finder det, han leder efter.

Et lille fotografi på størrelse med et pasfoto, et af dem, man kan få på tunnelbanestationerne. Han kigger hurtigt på det og skubber det så over mod hende.

Det er et billede af en yndig pige med mørkt, pjusket hår, som gør sit bedste for at se tough ud.

Jeanette kigger spørgende på Johan, og i samme øjeblik hun ser, hvordan hans øjne stråler, går det op for hende, at pigen på billedet har et mage til, men et som forestiller ham.