Observatorielunden

Sofia Zetterlund spadserer gennem Observatorielunden, forbi det gamle observatorium, som har givet parken dens navn. En mand med overskæg klædt i en beige frakke passerer hende, og hun kommer til at tænke på filmen Manden på altanen, hvor flere af scenerne blev indspillet netop det her sted. Var det der Gösta Ek-man? tænker hun.

Mens manden sætter sig på en bænk og tager en pose med brød frem for at fodre fuglene, går hun ned på Sveavägen, standser lidt ved dammen med skulpturen Dansende ungdom og fortsætter hen mod Stadsbibliotekets hovedbygning. Hun vender sig om igen og ser, at manden slet ikke er politikommissær Martin Beck, det er en ældre herre, og han har ikke engang overskæg, men et gråsprængt skipperskæg.

Menneskene distraherer hende, hun synes, hun kan genkende dem og er lige ved at hilse på flere af dem på vej op ad trappen til bibliotekets indgang. Hun ser spørgende på dem, og enten ignorerer de hende, eller også kigger de forlegent bort.

Hun går ind i den store, godt oplyste rotunde i bygningen, tager langsommere skridt nu og lytter til stilheden. Det er tidlig formiddag, og biblioteket er næsten tomt. Kun nogle enkelte personer ses gå med hovederne på skrå langs reolerne, som udgør selve væggene i den tre etager høje centralsal, ligesom indersiden af en cylinder.

Samlingerne rummer over syv hundred tusind bind, og herinde bliver hun ikke distraheret af nogen, de er alle opslugt af hvert sit. Man hører kun langsomme fodtrin, papir, der rasler, og nu og da lyden af en bog, som forsigtigt bliver lukket i. Sofia kigger op, begynder at tælle, rækker, hyldesektioner, bøger med brune rygge, røde, grønne, grå og sorte. Når ikke menneskene distraherer hende, er der altid noget andet, der gør. Hun ser straks ned i gulvet, ryster tvangstankerne af sig og prøver at fokusere på grunden til, at hun er her.

Det er først og fremmest biografierne, som interesserer hende. Samt et ældre værk om sadisme og seksualitet. Hun stiller sig ved en katalogcomputer for at undersøge, om titlerne er tilgængelige, hvad hun hurtigt kan konstatere, at de er, og går hen til en af informationsskrankerne.

Bibliotekaren er en kvinde i tresserne, som går med hijab for at skjule hår og skuldre, og hendes mørke udseende får Sofia til at antage, at hun kommer fra Mellemøsten.

Hun bliver distraheret igen. Kvinden virker bekendt.

»Hvad kan jeg hjælpe dig med?« Stemmen er kølig og behagelig, og Sofia kan kun svagt ane en accent, som minder om norrlandsk. Det er måske persisk eller arabisk?

»Jeg tænkte på, om du kan hjælpe mig med at finde Richard Louries bog om Andrej Tjikalito og Psychopathia Sexualis af Krafft-Ebing?«

Kvinden svarer ikke, men begynder at taste titlerne ind, og Sofia ser, at hendes ene øje er brunt, mens det andet er grønt. Hun er formentlig delvis blind. Måske pigmentforandring efter en skade. En voldelig fortid. Nogen, som har slået hende.

»Din beboerparkeringstilladelse er udløbet,« siger kvinden.

Det giver et sæt i Sofia. Kvinden taler, men hendes læber bevæger sig ikke, og hovedet er stadig bøjet, og de ejendommelige øjne er koncentrerede om computerskærmen, ikke om hende.

Det er på tide at forny den. Og du burde parkere bilen i en garage i stedet. Den har ikke godt af at stå udendørs så længe.

Beboerparkering? Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst brugte sin bil eller bare tænkte på den, og endnu mindre hvor den står parkeret.

»Undskyld. Er du okay?« Kvinden ser op på hende. Pupillen på det skadede, lysegrønne øje er meget mindre end den i det raske. Sofia ved ikke, hvilket øje hun skal kigge på.

»Jeg … Jeg har bare lidt hovedpine.«

Pludselig bliver hun sikker på, at hun aldrig har set kvinden før.

Bibliotekaren smiler nervøst. »Vil du ikke sidde ned? Jeg kan hente et glas vand og en hovedpinetablet, hvis du gerne vil have det?«

Sofia tager en dyb indånding. »Jeg har det fint. Har du fundet titlerne?«

Kvinden nikker og rejser sig op fra stolen. »Kom, så viser jeg dig det.«

Mens hun følger bibliotekarens dæmpede skridt, tænker hun på sin helingsproces. Er det sådan her, det fungerer? Lidt efter lidt afsløres hjernespøgelserne.

Alt er en leg med identiteter, som også indbefatter fremmede. Hendes eget jeg er så narcissistisk, at hun tror, hun kender hvert menneske, og at de kender hende. Hun står selv i verdens centrum, og hendes ego er stadig et barns.

Sådan her føles Victoria Bergmans ego, og det er en vigtig indsigt.

Nu forstår hun også, at kvinden med den stramme hårknude, som hun ved gentagne tilfælde har set gå frem og tilbage på fortovet, bare har været en projektion af hendes eget ego.

Hun har set sin egen mor, Birgitta Bergman. Så indlysende en del af hendes fortrængte hjernespøgelser.

Da hun har lånt bøgerne, sætter hun sig ved en studieplads og tager notesblokken frem, som hun skrev i aftenen før. Tyve sider med tanker om sin datter, og hun beslutter sig for at blive på biblioteket en time eller to og fortsætte arbejdet med at lære Madeleine at kende, inden hun begynder på Lourie og Krafft-Ebing.

Hun føler sig skrøbelig og ved, at hun må udnytte den tilstand.