Wollmar Yxkullsgatan

Renstiernas gata, som på Petrus Tillaeus’ kort fra 1700-tallet blev kaldt Renstiernas gränd, har ligesom Harvest Home tilknytning til Holland. Den kilometerlange gade har fået sit navn efter de tre nederlandske brødre Wilhelm, Abraham og Jakob Momma, som flyttede til Sverige i 1600-tallet. De drev i fællesskab handel og industriel virksomhed og fik blandt andet privilegium på at drive minen i Svappavaara. Med tiden blev de nogle af landets mest fremgangsrige forretningsmænd. De driftige brødre byggede desuden flere fabrikker og grundlagde succesrige handelsforetagender, og som tak for deres arbejde til nationens bedste blev de adlet og tog navnet Reenstierna.

Den yngste bror, Jakob, gjorde det, som mange af Stockholms nyrige har gjort til alle tider. Han ønskede sig et sommerhus i nærheden af hovedstaden og byggede sig derfor en lystgård på Södermalm, men huset på Wollmar Yxkullsgatan er alt andet end beskedent. Det er en paladslignende bygning i hollandsk palladiansk stil, som er blevet benyttet til forskellige ting gennem årene. I 1800-tallet rummede den prins Carls anstalt for fattige og misrøgtede børn og var igennem længere tid Mariasygehusets klinik for mennesker med misbrugsproblemer.

Jeanette føler sig lidt beruset. Efter maden havde hun fået to øl til, og det havde været hendes forslag at spadsere lidt, inden de tog en taxi hjem.

»Uh, her er jeg vågnet engang, da jeg var fjorten. Gamle Mariapol.«

Jeanette peger mod indgangen til Mariaklinikken og mindes, hvordan hun en sollys sommermorgen blev hentet af sin far, som havde været alt andet end glad for at finde sin elskede datter i så sørgelig forfatning med bræk på tøjet. Aftenen før havde hun fejret sommerferien ved at drikke en hel flaske Kir, og det var naturligvis endt katastrofalt. Ambulancekørsel fra en skolegård i Rågsved, ligge på en plasticmadras på maven og til sidst en maveudpumpning.

»Nå, jeg troede ellers, du var en artig pige, da du var lille,« siger Sofia og stryger hende drillende over kinden.

Jeanette bliver varm ved berøringen og vil hjem hurtigst muligt. »Det var jeg også. Indtil jeg mødte dig. Skal vi sige, det er godt nu og praje en taxi?«

Sofia nikker, og Jeanette bemærker, at hun ser alvorlig og tænksom ud igen.

»Hvad tænker du på?«

»Der er en ting, jeg spekulerer på,« svarer Sofia, mens Jeanette ser sig om efter en taxi. »Efter at I fandt Samuel Bai hængt på loftet, så kom du hen til min klinik og stillede en del spørgsmål om ham, ikke sandt?«

Jeanette ser en ledig taxi komme kørende længere nede ad gaden. »Ja, du havde jo truffet ham nogle gange. Tre møder, tror jeg, du sagde, det var.« Jeanette vender sig om og bemærker, at Sofia farer sammen. »Er der noget galt?« tilføjer hun.

»Næ. Jeg har bare lidt svært ved at huske noget lige nu.« Sofia skærer ansigt, som om hun har det dårligt, inden hun fortsætter. »Kan du huske, om du fortalte mig, hvordan I fandt Samuel? Jeg mener, om du dengang afslørede nogle detaljer, som jeg ellers ikke kunne have hørt om?«

Jeanette synes, det er et underligt spørgsmål, men bliver distraheret af taxien, der nærmer sig. »Jeg fortalte dig alt. Om hvordan nogen havde slået ham i øjet, og hvis jeg ikke husker forkert, så var det det højre øje, der var skadet.« Hun går et skridt ud på gaden og vinker til bilen, som bremser og standser ved fortovskanten.

Da hun vender sig om mod Sofia, ser hun, at hun er helt bleg. Jeanette åbner døren til taxien og bøjer sig ind.

»Lige et øjeblik,« siger hun til chaufføren. »Vi skal ud til Gamla Enskede. Giv os to minutter. Sæt bare taxameteret i gang.«

Hun tager Sofia under armen og går nogle skridt væk fra bilen. Sofia skælver, som om hun fryser. »Hvad sker der?«

»Jeg er okay,« siger Sofia hurtigt. »Men jeg vil bede dig fortælle mig alt det, du sagde til mig om Samuel.«

Situationen er underlig, men Jeanette kan se, at det her af en eller anden grund er meget vigtigt for Sofia. Hun tænker tilbage. Det havde været første gang, hun mødte Sofia, og allerede dengang var hun blevet tiltrukket af hende. Hun har en helt klar erindring om, hvad hun sagde.

»Jeg fortalte, at nogen havde hængt ham op i et reb og derefter kastet saltsyre i hans ansigt. Vi gik ud fra, at der havde været mindst to gerningsmænd, eftersom Samuel var tung, og én person kunne ikke have løftet ham alene. Jeg ved bestemt, at jeg fortalte, at rebet var for kort. Retsmediciner Rydén havde oplevet det samme en gang før. Rebet skal have en vis længde, for at den, som hænger sig, skal kunne nå op til løkken, fra det han står på.«

Sofia er askegrå i ansigtet. »Er du sikker på, at du fortalte mig alt det der?« næsten hvisker hun. »Måtte du virkelig afsløre så mange detaljer?«

Jeanette bliver bekymret og lægger armen om Sofia. »Dig kunne jeg vel godt sige det til. Vi talte også temmelig længe om det, eftersom du fortalte, at du havde behandlet en kvinde, som var mistænkt for at have myrdet sin mand på en lignende måde. Det er formentlig samme kvinde som hende, Rydén talte om.«

Sofias trækker vejret hurtigt og overfladisk. Hvad sker der egentlig? tænker Jeanette.

»Tak,« siger Sofia. »Vi tager hjem til dig nu.«

Jeanette stryger hende over håret. »Er du sikker? Vi kan lade taxien køre og gå en tur i stedet, hvis du hellere vil det?«

»Nej. Jeg er okay. Vi kører.«

Sofia er på vej tilbage til taxien, men bøjer sig pludselig ned og brækker sig over sine sko. Tre Guinness og fire mundfulde tærte med Västerbottenost.