Datid

You gotta stand up straight unless you’re gonna fall, then you’re gone to die.

And the straightest dude I ever knew,

was standing right for me all the time.

Decembervejret var regn blandet med sne, og vejen var glat. Sofia Zetterlund var helt opslugt af musikken i bilradioen og var lige ved at køre ind i bilen foran, da hun ikke så, at det skiftede til rødt i krydset ved Globen. Da det til sidst lykkedes hende at standse, gav føreren i den forankørende bil hende et vredt blik i bakspejlet, og Sofia vinkede undskyldende og fik et anstrengt smil som svar.

Hun havde svært ved at koncentrere sig, følte sig træt og udaset. Det skulle blive dejligt med ferie, og nogle fridage i New York ville lade hendes batterier op igen. Mens hun ventede på grønt, skruede hun op for radioen og begyndte at nynne med på teksten.

Oh, my Coney Island baby, now. I’m a Coney Island baby, now.

Hun var på vej til retspsykiatrisk afdeling i Huddinge for at møde en kvinde, som var mistænkt for mord på sin mand, og der havde stået meget om sagen i aviserne. Det havde også figureret på formiddagsbladenes spisesedler et par dage.

SÖDERMALMBEBOER MISTÆNKT FOR MORD PÅ SAMLEVER.

Da hun af anklageren havde fået som opgave at undersøge kvindens mentale tilstand, var Sofia straks gået på nettet og havde ledt efter supplerende oplysninger til det, som havde stået i aviserne. Det meste havde bare været løse spekulationer, og på flashback.se havde nogle af de sædvanlige genier straks fastslået, at det var en perker, som havde begået mordet.

Hun skulle ordne sit ærinde i Huddinge og derefter vende tilbage til Mariatorget til en sidste aftale inden ferien: en mand, som havde været hos hende flere gange for at blive behandlet for sit sexmisbrug.

Derefter ventede New York, hende og Lasse. Kun de to.

Trafikken begyndte at bevæge sig, og hun kørte videre uden flere uventede hændelser. Godt tyve minutter senere parkerede hun bilen, steg ud og gik ind gennem indgangen. Efter den rutinemæssige kontrol hos vagten gik hun ind i besøgsværelset.

Den drabsmistænkte kvinde sad allerede på en stol ved bordet.

Hun var på omtrent samme alder som Sofia og så mager og udtæret ud. I det hele taget stærkt berørt af alvoren i situationen.

De fik overstået de indledende, formelle fraser, og derefter lod Sofia kvinden snakke.

»Det hele er et justitsovergreb,« begyndte hun. »Jeg har intet med min mands død at gøre! Han tog sit eget liv, og så anholder man mig. Jeg måtte sidde i detentionen hele natten, uden at man fortalte mig, hvorfor jeg var der. Må man godt gøre sådan?«

Kvinden så oprigtig ud, og Sofia syntes, hendes reaktion var fuldkommen normal. Hvis hun var uskyldig. Men Sofia vidste, at den mest forhærdede forbryder også kunne optræde på en uskyldig måde. Det havde hun oplevet flere gange.

»Ja,« svarede Sofia. »Det må man desværre. Men jeg er her ikke for at tage stilling til skyldspørgsmålet, men for at se, hvordan du har det.«

»Hvad tror du selv? Jeg har det dårligt, men det er ikke, fordi jeg er her, men fordi Lennart er død.«

»Ved du, hvorfor man mistænker dig?« spurgte Sofia.

»Ja og nej. Jeg havde været i Göteborg i nogle dage i forbindelse med mit arbejde, og da vi tog med toget hjem, drak vi lidt vin i restaurantvognen, ja, det plejer vi at gøre, når vi har afsluttet en opgave og …« Kvinden afbrød sig selv, indså måske, at det, hun sagde, var irrelevant, og tog så en dyb indånding, inden hun begyndte forfra. »Jeg tog en taxi hjem, og da jeg kom op i lejligheden, så hang han der. Lennart, altså. Min mand. Jeg prøvede at løfte ham ned, men han var for tung, og så ringede jeg efter politiet og en ambulance.« Kvinden tav, og Sofia gik ud fra, at erindringsbillederne var blevet for meget for hende.

»Ja, og da jeg ventede på, at de skulle komme, begyndte jeg at rydde op omkring ham,« fortsatte hun, da hun var kommet sig lidt igen. »Og nu her bagefter forstår jeg, at det måske var dumt.«

»Hvorfor var det dumt?«

Kvinden sukkede. »Jeg skal fortælle dig hvorfor. Men først vil jeg bare påpege, at Lennart havde været deprimeret i længere tid og var røget ind og ud af sygehusene, uden at de fandt noget galt. Da Forsikringskassen ville opsige hans forsikring, blev han endnu mere syg. Han fik vel ganske enkelt nok. Så han hængte sig. Han har formentlig opdaget, da han stod på stolen, at rebet var for kort, for han havde stillet sig oven på nogle telefonbøger.« Kvinden holdt en pause. »Da jeg kom ind, og han hang der, lå telefonbøgerne på gulvet. Jeg ved ikke hvorfor, jeg tænkte mig ikke rigtig om, som du måske kan forstå, men jeg samlede dem op og lagde dem på plads. Det var dumt af mig, men jeg tænkte da ikke på, at nogen skulle mistænke mig for at have myrdet min mand. Jeg elskede ham.« Kvinden begyndte at græde.

Sofia lyttede til kvindens beretning med stigende resignation. Politiet var kommet og havde straks opdaget, at rebet var for kort. I stedet for at trøste hende havde de givet hende håndjern på og kørt hende direkte til fængslet. Fordi hun havde fjernet telefonbøgerne, troede man, at hun havde hængt sin mand op i loftet.

Efter yderligere en halv times samtale mente Sofia ikke kun, at kvinden var helt uskyldig, men også psykisk rask, og at hun burde sættes på fri fod omgående. Men det forudsatte, at anklageren gjorde sit arbejde, og det skulle man ikke regne for meget med.

Platugler, mumlede hun for sig selv, og det var også møntet på politimanden, som havde krænket en kvinde i sorg. Hun rystede på hovedet.

Tilbage på klinikken tænkte hun på den fortvivlede kvinde, mens hun ventede på dagens sidste klient. Tænk hvis hun skulle blive dømt for noget, som hun ikke havde gjort, men ikke kunne bevise det, fordi hun havde fjernet et par åndssvage telefonbøger. Sofia sukkede. Livet kunne godt nok virke som en dårlig spøg nogle gange. Hendes tanker blev afbrudt, da Ann-Britt ringede op på den interne telefon og meddelte, at hendes klient var kommet.

Manden var fyrre år og repræsenterede et af de mindre partier, som var i regeringsposition. Et parti, som desuden havde en alt andet end verdslig indstilling til samlivet mellem mand og kvinde. Snarere reaktionær og intolerant, tænkte Sofia.

Det var dog ikke dobbeltmoralen, som var hans dilemma. Problemet var af mere personlig og praktisk art: Hans kone ville forlade ham, hvis han ikke gjorde noget ved sit sexmisbrug. Ja, det sidste var hendes ord og ikke hans egne. Selv mente han, at hans umættelige begær efter seksuel tilfredsstillelse havde noget med hans utrolige potens at gøre, og at hans mandighed var ham skænket af naturen. Nogle gange sagde han endog af Gud, hvilket havde skræmt Sofia.

Hun var derfor begyndt at blive træt af ham. Han havde intet taget til sig af det, hun havde sagt. Han pralede snarere med, hvor snu han var, når det gjaldt om at bedrage hustruen, og hvor dygtig han var til at skaffe sig et alibi. Han havde blandt andet i nogle tilfælde sagt, at han havde et ærinde i en anden del af landet, og at han ville komme sent hjem. På Centralen havde han så med sit kreditkort købt en billet til det sted, han sagde, han skulle besøge. Det var vigtigt ikke at anvende kontanter, for hans jaloux kone sammenholdt hver måned billetkøbene med kontoudtoget. Med billetten i hånden steg han så på toget og opsøgte togføreren, helst inden afgang, eftersom han ellers ville blive tvunget til at køre med til det første stop.

For ikke at blive genkendt og for at øge spændingen plejede han at bruge forklædning. Det fik ham til at føle sig som en anden person, når han jagtede prostituerede på Malmskillnadsgatan.

Senere om aftenen lagde han den stemplede billet i en skuffe i køkkenet, så hans hustru kunne kontrollere dens ægthed.