Långholmen

Långholmen er en ø i det centrale Stockholm og udgør sin egen bydel. Øen er over en kilometer lang og knap fem hundrede meter bred og var i mange år Stockholms fængselsø.

Den smukke ejendom Alstavik, som ligger på øen, blev engang købt af kommerskollegiet og lavet om til et kvindefængsel. Forbilledet var spindehusene, som tidligere var blevet oprettet i Holland med det formål at få alle tiggere og vagabonder væk fra gaderne og samtidig give dem en meningsfyldt beskæftigelse. Især løse fruentimmere blev anset for skyldige og skulle forvises til spindehuset.

En af dem, der sad på Långholmen, var Hanna Hansdotter, som var den sidste person i Sverige, som blev dømt til døden for hekseri. Hun var femoghalvtreds og tilhørte de fattigste i samfundet og var tidligere blevet dømt til fængsel for at have begået ægteskabsbrud med både gifte og ugifte mænd. Gennem en domsafsigelse i byretten var hun blevet separeret fra sin mand og forvist fra parrets fælles hjem.

Hanna blev anset for at være besværlig og alkoholiseret og nægtede til det sidste, at hun var en heks. Men da gæstgiver Lundsten i Klörup aflagde et vidneudsagn om, at han var blevet syg efter at have spist et æble, som Hanna havde trakteret ham med, blev hun dømt til døden ved halshugning, hvorefter kroppen skulle brændes på et bål. Hendes motiv skulle have været, at Lundsten tidligere havde nægtet hende brændevin.

Madeleine kører over Pålsundsbron til øen og parkerer bilen bag Sømandsskolen. Hun finder let vej, for hun har været her før.

Hun har overnattet i nogle nætter på campingpladsen neden for Västerbron, men flere af de store autocampere har haft franske nummerplader, og hun vil helst undgå spørgsmål fra nysgerrige turister. Det er dog bedre her end på Sjöfartshotellet, hvor hun hele tiden følte sig iagttaget.

Siden hun kom tilbage fra Mariehamn, har hun tilbragt al sin tid i bilen. Et rastløst døgn uden noget andet mål end at finde sin rigtige mor. Fotografiet, hun fik af Charlotte, har hun i lommen.

Hun har udført det, hun tidligere satte sig for at gøre, og nu vil hun slutte af med at se den krop, der fødte hende. Fra starten var det ikke noget, hun havde haft til hensigt at gøre, men nu føles det pludselig vigtigt. Det har dog vist sig at være sværere, end hun troede. Det har ikke været til at finde nogen Victoria Bergman, som kunne være hendes mor. Og snart begynder tiden at løbe ud. Hendes aftale med Viggo skal snart fuldbyrdes.

Madeleine stiger ud af bilen og går hen til kajkanten. Vandet her er lige så sort, som det var tidligere ude i Ålandshavet.

Hun tager hovedtelefonerne på, tænder for radioen og indstiller den mellem to kanaler. Et svagt, ordløst brus, som plejer at berolige hende, men nu føler hun kun frustration, og i stedet finder hun frem til Clint Mansells filmmusik til Requiem for a dream. Med de indledende toner fra »Lux Aeterna« syngende i hovedet begynder hun at spadsere op til den tidligere fængselsbygning.

Da hun når frem til den gamle stenmur, standser hun og betragter den med en vis ærbødighed.

Hun tænker på alle de mennesker, som var her engang. Forstår al den undertrykte vrede og kan i sit eget bryst mærke det had, som under den grove fangedragt bankede i brystet på den første fange, som blev tvunget til at bygge sin egen mur.

Og hun tænker på det øjeblik, da hun omsider besluttede sig for ikke længere at være et offer.