Datid

Tag ikke hadet fra mig. Det er det eneste, jeg har.

 

 

Solen stod højt over bjergkammen, serpentinevejen åd sig frem langs bjergsiderne, og fem hundred meter længere nede sås Verdonfloden som en smal, turkis stribe. Autoværnene var lave, og døden ikke længere borte end et sekunds tøven eller en instinktiv fejlbedømmelse ved et møde. Oven over hende lå yderligere to hundrede meter bjerg, som sluttede i en klar, blå himmel, advarsler om stenskred afløste hinanden, og for hvert skilt hun passerede, skreg hun højt, da tanken om at blive begravet under en stor bunke kolde sten ramte hende.

Hvis jeg skal kunne leve, tænkte Madeleine, så kan de ikke leve.

Hun troede ikke på længslen efter hævn som den krænkedes måde at holde sig i live på. Nej, det var hadet, som fik hende til at trække vejret, og som havde holdt hende i live lige siden tiden i Danmark.

Vil hadet ophøre, når de er døde? tænkte hun. Vil jeg finde fred?

Hun indså straks, at spørgsmålene var uvigtige. Hun var selv fri til at vælge, og hendes valg ville blive enkelt.

I mange primitive kulturer var hævn en pligt, en grundlæggende rettighed, som havde til formål at give den krænkede mulighed for at genvinde respekten. En gengældelseshandling markerede afslutningen på en konflikt, og for det primitive menneske var retten til hævn indlysende, handlingen var i sig selv konfliktløsningen, og der var aldrig noget behov for en analyse.

Hun mindedes, hvad hun måtte lære allerede som meget lille. Da hun endnu ikke var ødelagt og kunne lære ting, der havde med virkeligheden at gøre.

Hun havde lært, at alle mennesker lever deres liv i to forskellige verdener. Det ene er et prosaisk liv, og det andet et poetisk, men det er kun nogle, der har evnen til at bevæge sig mellem de to verdener og opleve dem som enten adskilte fra hinanden eller synkrone, symbiotiske.

Den ene verden var røntgenbilledet, den prosaiske verden, og den anden var den nøgne, levende, poetiske menneskekrop. Den, som hun nu vælger at gå ind i.

Vejen gik stejlt nedad, og lige efter en kurve lukkede hun øjnene og slap rattet.

Fornemmelsen af, at hun var direkte på vej mod et lavt, dårligt vedligeholdt autoværn og videre ned i den dybe kløft var mærkeligt befriende.

Liv og død på samme tid.

Da hun åbnede øjnene igen, befandt hun stadig midt på vejen med afgrunden på tryg afstand. Hun havde klaret det med flere meters margen.

Hjertet hamrede, og hun gøs i hele kroppen. Det var lykke, hun følte. Glæde over ikke at være bange for at dø og samtidig en følelse af lethed.

Hun vidste, at et menneske ikke er død, når hjertet holder op med at slå. Når hjernen kobles fra hjertet, indtræffer en ny tilstand, hvor tidsaspekterne bortfalder. Tid og rum bliver noget ubetydeligt, og bevidstheden fortsætter med at eksistere i evigheden.

Gnosis. En sandhed, som stammer fra det primitive menneske.

Det handlede om, hvordan man betragtede sin egen eksistens, og hvordan man så på døden. Hvis man ved, at døden kun er yderligere en bevidsthedstilstand, så behøver man ikke tøve over for døden. Man dømmer ikke nogen til at ophøre med at eksistere, man dømmer kun nogen til at blive en del af en ny tilstand, uden for tiden og rummet.

Hun nærmede sig en ny kurve, denne gang satte hun farten ned, men kørte over i den modgående vejbane, inden hun svingede rundt om bjergkammen. Nu lukkede hun øjnene efter kurven, på den lige strækning. Ingen modkørende biler.

Heller ingen død nu. Men liv og død i et kort øjebliks symbiose.

Samme lykkerus, og hun mærkede tårerne i øjnene.